TEKST OG FOTO: CHRISTIAN RYSGAARD
Jeg sidder og fryser på ladet af en ubehageligt bumpende pickup og har ikke fået nok tøj på til køreturen. Compound buen ligger over mine knæ, og jeg forsøger at holde godt fast med den anden hånd. Man gør klogt i at dukke hovedet, når man sidder på ladet af en åben bil i bushen. Alle buske og træer er udrustet med de ondeste torne, og det er ikke unormalt at komme retur med grimme dybe rifter i ansigtet, fordi man ikke lige får dukket sig for en gren. Jeg har lært lektien på den hårde måde og holder hovedet lavt lige bag førerhuset.
Her er der samtidig en smule læ, og de tre store godmodige tracker-hunde har lagt sig tæt op af mig. De har af indlysende årsager samme farve og duft som bushen, men lige nu er de det bedste jeg kan tænke på, selvom tøj og hænder hurtigt bliver møgbeskidte. Der er intet der kan berolige mig som jagthunde.
Vi er på vej ud på jagt på min sjette dag ud af i alt ti jagtdage. Jeg har hovedpine efter en lang nat med elendig søvn på grund af maveproblemer og et larmende lokalt dyreliv. Morgenmaden ved ikke helt om den vil blive i kroppen, eller om den skal op igen. Dagen før anskød jeg en fin impala buk. Det var et nemt skud på 20 meters afstand, men bukkefeberen må have taget over. Min pil fløj elendigt og endte alt alt for højt – nærmest helt oppe i ryggen. Vi fandt pilen intakt og blodig med kød og pels på, men brugte en hel eftermiddag på at tracke dyret uden held. Jeg har af samme grund prøveskudt alle mine pile, da jeg stod op. Udstyret fejler ikke noget, men jeg er bare ikke i topform denne morgen. Selvbebrejdelserne og de dårlige undskyldninger står i kø – jeg skulle reelt nok have sovet længe.
Naturen er for længst vågnet, og hundene stikker med mellemrum næserne op i luften, når der kommer dufte i vores retning. Derfor kan jeg mærke, at der er noget på færde, allerede inden vi ser noget. Blot hundrede meter fra bilen står der to store vortesvin. De er fuldt optaget af hinanden. De skiftes til at smadre deres store tunge hoveder og vilde stødtænder ind i siderne på hinanden med store hvin og dybe prust.
Hvis man bliver opdaget af vortesvin i sit blind eller under en pürsch, stikker de kvasten på den lange hale højt i luften og spurter afsted på de forbløffende lange ben med op til halvtreds kilometer i timen. Men disse to gamle kamphaner er så optaget af hinanden, at de ikke ænser os, selvom vi stopper bilen blot 100 meter fra dem. Det er en kamp der bølger frem og tilbage og skifter mellem vildt spektakel perioder, hvor de blot ser hinanden ondskabsfuldt an. Forbløffende adrætte tromler de, tilsyneladende uden at ænse smerter, gennem de vildeste tornekrat. Farmerens kone er også med i bilen, og hun vender sig om for at spørge, om jeg ikke vil forsøge at skyde en af dem. Begge mine ben rammer den røde jord, før hun har færdiggjort sætningen. Mine pile og alt mit grej ligger godt nok stadig på bilen og hundene springer ned, da tror de skal med, så jeg må pænt slå koldt vand i blodet og vente på anvisninger fra min guide. Vinden kommer også fra den forkerte side, så det ikke er mulig at snige sig ind på svinene herfra. Hundene bliver indfanget, og vi kører 200 meter videre med bilen. Her bliver jeg sat af med en walkie-talkie og en passende mængde formaninger, før de kører videre, med løfte om at samle mig op en time senere. Jeg hører lyden fra bilen dør ud i støvskyen.
Solen er ved at stå op på den helt urimelig majestætiske måde, som den kun kan gøre det i Afrika. Bushen emmer af liv overalt. Jeg har nok 300 meters pürsch hen til de to vortesvin, der efter lyden at dømme ikke har tænkt sig at stoppe med at kæmpe foreløbig. På pilehylden ligger en 460 grains pil klar med 1½” barberbladsskarp fastbladet pilespids. Der sidder selvfølgelig yderligere fem pile parat i pilekoggeret, og hvis det ikke skulle være nok, har jeg en gammel militær bajonet med 20cm blankpoleret skær i bæltet. Vinden er perfekt, og jeg har glemt alt om gårsdagens problemer og den manglende søvn. Jeg gennemrystes af jagtiver og kan næsten ikke være i min egen krop.
Da jeg fik buetegn i hånden var det et stort ønske at skyde vildsvin med buen. Men Sverige, der ellers er rig på eventyr for danske jægere, tillader desværre ikke jagt med bue – til min og mange andre danske og svenske bueskytters store ærgrelse. Der er et par enkelte europæiske lande, som tillader buejagt, men jeg ville gerne have rigtig mange skudchancer og muligheder for mange forskellige byttedyr, og derfor er Afrika så oplagt. Dernede har de ganske vist ingen vildsvin, som jeg ellers havde ønsket mig at skyde med bue -, men derimod en nærmest uendelig mængde af vortesvin, som jo er en ikke helt fjern fætter til vildsvinet. Med et blot tre måneder gammelt buetegn, og blodet fra en enkelt lille forkølet dansk råbuk stadig næsten frisk på buen, købte jeg min første buejagt til Namibia. Det var desværre ikke en ubetinget succes og specielt vortesvinene fik pillet selvtilliden ud af mig. Mit første skud til et vederstyggeligt vortesvin var ganske forfejlet. Toppen af mit blind fangede pilen, som så ændrede retning og slaskede vortesvinet hen over ryggen uden en at gøre skade. Ved næste skud til vortesvin fejlbedømte jeg groft afstanden og skød derfor lige under. Tredje gang valgte jeg, klog af skade at sigte højere, med det resultat, at jeg skød over. Jeg endte med at anskyde et vortesvin med buen, men jeg kunne ikke finde dyret og gav derefter op og skiftede til riffel de sidste to dage af turen. Efter min afrejse fandt de ganske vist mit vortesvin og sendte tænderne tilbage. Men det var ikke med den store stolthed, at det fine tandsæt blev hængt op på væggen. Vortesvinene har siden da stået som nærmest uovervindelige for mig.
Alt dette blot for at forklare med hvilken ærefrygt og nervøsitet jeg nærmer mig de to vortesvin i det kolde morgengry i Namibia. Det her er ikke bare endnu et dyr i bushen. Men det er det første dyr, hvor jeg har mødt min egen begrænsning som bueskytte og jæger. Med nerverne helt uden på camouflagetøjet, tilbagelægger de første hundrede meter – nok i lidt for hastige skridt. Det var jo ikke til at vide, hvor længe de to kamphane ville blive ved med at kæmpe. Blot 100 meter fra vejen er det ikke til at skelne den ene busk fra den anden. Man forsøger at finde et pejlemærke at gå efter, men det er ikke helt nemt at holde fokus, når man også skal have opmærksomhed på støj, grej og vindretning. Jeg er allerede begyndt at svede og fortryder at jeg ikke smed min tunge fleecetrøje, før jeg startede. En tornet busk fra helvede har kradset samtlige knoer på min venstre hånd, der holder buen krampagtigt. Jeg synker på knæ for at få ro på, lytte efter dyrene og samtidig rette min pil, der er sprunget af hylden, efter at jeg har kæmpet mig gennem det sidste buskads. Nede i højde med vortesvinene slår det mig pludselig, at det nok ikke er helt ufarligt, hvad jeg har gang i. Lidt af jagtiveren er fordampet og fornuften er så småt ved at vende tilbage. Men vortesvinene laver ikke den mindste smule støj nu. Jeg har skyndt mig for meget og allerede skræmt dem væk, tænker jeg. Jeg skal til at rejse mig for at kigge nærmere, da de kommer væltende ud på under ti meters afstand, helt uden at ænse mig. På denne afstand er det tydeligt at se, at vortesvin ikke er nøgne men fyldt med meget stride sorte børster overalt på kroppen. Fra de øverste af de store vorter på deres grå tunge hoveder, flyder der sort væske som fanger det røde støv. Den nærmeste og mindste orne har en stor græstot siddende mellem stødtænder og læbe. Han har også et seriøst hak i brystkassen efter kampen og er tydeligvis presset. Jeg kan lugte dem tydeligt nu, ligesom når men er en tur i zoologisk have. Hvis jeg kan lugte dem, er der ingen tvivl om, at de også kan lugte mig. Min bue er allerede klar til skud. Aftrækkeren sidder klar på buestrengen, så der skal ikke gøres andet end at trække tilbage, uden at de opdager mig. Det lyder nemt, men på lidt under ti meters afstand er alle mine bevægelser ret store og temmelig tydelige, når jeg skal trække 70 pund.
Jeg prøver alligevel. Langsomt, uendelig langsomt, hæver jeg venstre arm med buen, mens jeg begynder at trække buestrengen tilbage med højre. Der er præcis 30 tommer fra buestrengens hvile-position, til den sidder perfekt foran mit ansigt, og peepet kan matche sigtet på det lille punkt lige over forbenet og … PIS ! Mit sigte står til 30m, en begynderfejl og nu er det for sent at gøre noget ved det. På den afstand må jeg bare sigte nogenlunde midt på. Buestrengen når sit max med et lille smæld. I sigtet kan jeg se hovederne af begge vortesvin kigge direkte på mig. Verden står stille. Jeg rykker venstre hånd for at finde hjertet, men det er gråt i gråt på denne afstand. Den nærmeste snøfter meget højlydt, så snot og støv står omkring den. Min pegefinger trykker skuddet af i rent chok. Effekten er ikke til at tage fejl af. Pilen finder det perfekte sted omgående og fortsætter lige igennem dyret, stort set uden modstand. Jeg ser blod sprøjte ud på begge sider af brystkassen, inden støvet fra deres flugt blænder mig. Da jeg kan se noget igen, er begge vortesvin forsvundet, men et blodspor er tydeligt på den nærmeste busk. Jeg kan høre et dyr vælte rundt længere væk, og jeg springer op, mens jeg sætter den næste pil på buen for at afslutte jagten.
Da jeg kommer frem får jeg en overraskelse – de to dyr er begyndt at slås igen – nu ude på 20m. Jeg justerer sigtet denne gang, trækker buen tilbage og sigter på den største, der ikke bløder, og slipper pilen da de begge står stille. Igen et perfekt skud, og endnu en gang løber de begge væk. Nu er jeg alene i bushen med den vildeste jagt-feber, og uden nogen at dele den med. Det første dyr finder jeg selv forendt 50 meter ude, mens det andet dyr kræver en tur tilbage til farmen for at hente hjælp fra morgenens sande helte, de godmodige tracker-hunde. De finder det andet vortesvin forendt blot 100 meter længere væk, men i en helt anden retning. Den dag kunne jeg næsten gå på vandet.
Dagen efter lykkedes det mig at skyde fuldstændig forbi til en bavian. Der var ikke den mindste smule blod på pilen og absolut ingen reaktion fra hundene, da vi viste dem sporet. Måske bare for at vise mig at træerne ikke gror ind i himlen – Men denne gang var det ok. Kan jeg klare vortesvin, så kan jeg klare alt.
Fakta
- Bue: Hoyt Nitrum Turbo 70#, 30” draw
- Pile: Gold Tip XT Hunter 300, 30″, total weight 460 grains
- Spidser: Dirtnap gear, 125 grain DRT, single bevel
- Release: Truefire Hardcore Buckle Foldback MAX
- Afstandmåler: Bushnell ARC DX 1300
- Jagtdestination: Tiefenbach Bowhunting
- Blog og videoer
