Verdens jagtudstilling i Ungarn 2021

I dagene fra den 25. september til den 14. oktober 2021 løber den stort anlagte Verdens jagtudstilling ”One with Nature” af stablen i Ungarn. Det sker i anledning af 50 års jubilæet for den sidste tilsvarende verdensudstilling om jagt, som blev afviklet samme sted i 1971.

Foto: Dennis Jacobsen//shutterstock

Hovedudstillingen afholdes i de til lejligheden nyrenoverede udstillingshaller, der blev opført til den nævnte udstilling i 1971. Desuden tages fire andre udstillingspladser i brug til det langvarige arrangement, der ud over jagten får et bredt naturtema, der også omfatter fiskeri, udeliv, gastronomi, hundearbejde og så videre.
Alene i hovedhallen vil der være mere en 70.000 kvadratmeter udstilling at kigge på, med udstillere fra hele verden. Man bør nok sætte nogle dage af til arrangementet, hvis man vil se det hele…

To millioner besøgende i 1971

Arrangørerne budgetterer med en million besøgende. Det lyder umiddelbart vildt, men faktisk har tidligere udstillinger af denne slags trukket tilsvarende besøgstal. For eksempel kom der i 1971 omkring to millioner på trods af, at det var bag jerntæppet midt under den kolde krig. 200.000 af gæsterne var internationale besøgende. Tiden må så vise om COVID-19 situationen er så afklaret, at den ikke afholder folk fra at rejse, eller om der måske ligefrem er et enormt sug efter jagtudstilling til den tid. Jeg tager helt sikkert derned og kigger …. Turen kan jo også kombineres med brunstjagt på kronhjort eller dåhjort, alt efter om man vil på jagt før eller efter udstillingen. Der findes nemlig mange interessante jagtguides og jagtudbydere dernede.

Så har du lyst til at se det sidste nye og måske få et godt tilbud på et jagtrejse. Så sæt et kryds i kalenderen og tag med på Verdens jagtudstilling i Ungarn 2021!

Kunne du lide Verdensjagtudstilling i Ungarn 2021 – Læs også

Riffelskyttens bedste ven

TEST af haglbøsser