Tysk hønsehund – Den var tidligere kendt for at være en bister størrelse, der let affangede både vildtet og værtindens kat. I dag er den blevet mere medgørlig. I vores serie af raceportrætter er vi nået til den tyske ruhårede hønsehund.
Jeg glemmer ikke en af de første gange, jeg stiftede bekendtskab med en tysk ruhår på jagt. Det vil så faktisk sige allerede før jagten. Alle mødtes på skyttens gårdsplads og ventede på, at de sidste jægere skulle ankomme.
En bil kom kørende ind på pladsen, og en jægersmand steg ud med et glad ”godmorgen!” Resolut lukkede han sin ruhår ud af bagklappen, hvorefter de tilstedeværende oplevede en brunmeleret streg som et missil, der susede tværs over gårdspladsen, hvorefter den på et splitsekund kværkede skyttefruens kat. Det lagde unægtelig en lille dæmper på morgenparolen, og jeg er ikke helt sikker på, at ruhårens ejermand fik de bedste poster den dag.
Egentlig er det ikke pænt af mig at nævne denne episode, for historien yder jo ikke alle de gode og veltrænede ruhårede respekt. En hård og utrænet ruhårs meritter for længe siden skal ikke stemple denne fine hunderace. Mange forbinder ruhåren med noget barskt og skrapt, og det er ikke helt rimeligt, for der er rigtig mange supergode ruhår til.
Det er ofte de mere uheldige egenskaber hos en enkelt hund, der sætter sig fast og får folk til at generalisere. Det gælder også for den anden hund i denne artikel, nemlig den tyske korthårede hønsehund. De piber og hyler, siger mange, og ja, jeg har ofte hørt en korthår hyle som Baskervilles Hund, så ingen kunne få ørenlyd. Men jeg har oplevet flere, der ikke gjorde, så lad os én gang for alle lade være med at generalisere.
I denne artikel skal du ikke kun læse om én, men to stående hunde: den tyske ruhårede hønsehund og den tyske korthårede hønsehund. Det er ikke kun hårlaget, der er forskellen mellem de to hunde – det kommer jeg tilbage til.
Jeg tror ikke, der er jægere, som ikke har mødt disse to hunderacer på jagt, for de har i mange år været blandt jægerens fortrukne jagthunde. De passer godt til de arealer og den jagtform, som mange jægere fortrækker. De kan lidt af det hele – man kunne sige, at de er jægerens universalværktøj – og de kan fint trænes til at være specialister på mange forskellige områder.
Racen og dens historie
En tysk ruhåret hønsehund, på tysk deutsche drahthaar, eller ruhåren, som de fleste dagligt omtaler den, er en temmelig høj hund. Hannerne er cirka 60-70 cm høje, tæverne lidt mindre, og vægten er på 20-30 kg. Pelsen er, som navnet hentyder til, ru med god underuld. De fleste har et fint overskæg, hageskæg og buskede øjenbryn. Der er dog stor forskel på, hvor skægfagre de enkelte ruhår er.
Længden på kropshårlaget varierer: Nogle ligner nærmest en glathåret, mens andre har en kraftig ruhåret kropspels. En del ruhår mangler pels på bugen, hvilket ikke er særligt hensigtsmæssigt i koldt vand. Farven er brun eller sortskimmel til helt brun.
Selvom der et vist familieskab mellem de to her omtale racer, er der tale om uafhængige racer, med hver deres klub. Korthåren er en stor hund, heller ikke tung, men ret høj, som ruhåren, cirka 60-70 cm. Farven kan være brun eller sort ensfarvet, brunskimlet eller hvid med brune aftegninger. Pelsen er kort, meget tæt og blank.
Ørene er store og hængende, næseryggen bøjer lidt ned yderst på snuden, og halen er oftest kuperet. Ifølge Dansk Ruhår Klub er det i modsætning til en del andre racer stadig tilladt at halekupere både ru- og korthåren. De er heller ikke avlet med blik på halerne, så de har smalle korte piske, der let logres til blods. Den korthårede har som regel temmelig meget pels på bugen, men da underulden ikke er så meget værd, er den ikke velegnet til at arbejde i koldt vand.
Den yngre og den ældre
Den ruhårede hønsehund er den yngste race af de to og har derfor ikke nogen lang historie. Den er sandsynligvis opstået ved at avle på griffoner, som er andre gamle tyske jagthunde, og sandsynligvis også korthår. Der opstod et behov for en hårdtgående hund med en skarphed for hårvildt, for man ville gerne have en hund, der både kunne fuglejagten og hårvildtjagten – og som samtidig havde en vejrbestandig pels.
Ruhåren kom, sammenlignet med mange andre racer, sent til Danmark. Enkelte kom til landet i starten af 1900-tallet, men de kom først i større stil hertil i 1920’erne. Racen kom til at hedde griffon, og først senere kom den til at hedde tysk ruhåret hønsehund. Efter 2. verdenskrig tog populariteten rigtig fart, og den er i dag stadig en meget populær jagthund.
Korthårens historie er noget ældre, og der er sandsynligvis blandet meget ind i den for at gøre den lettere. De første korthår var lidt plumpe og faktisk ikke særlig hurtige. Vi ved, at engelske hunde, især pointere, er indblandet, men sandsynligvis også gammel dansk hønsehund, for de danske korthårs vedkommende. I Tyskland, hvor de oprindeligt kommer fra, begyndte man avlsarbejdet med hunde fra Sydeuropa i 1700-tallet, og racen kom til Danmark i starten af 1900-tallet.
Temperament og anvendelse
Med især ruhåren synes jeg at kunne se en ændring i temperament de senere år. De meget skarpe ruhår ses ikke så meget mere. Der er gjort et stort avlsarbejde for at få gjort racen blidere, uden dog at ødelægge dens hårdhed i arbejdet. Og ud fra de ruhår, jeg har beskæftiget mig med de sidste mange år, er det lykkedes med gode resultater.
Uden al den macho, de gamle hanhunde havde rigeligt af, er der mere tid til det væsentlige: jagttræning. De ruhår, jeg har set i den seneste tid, er meget føreropmærksomme og nemme at omgås og træne. Men også korthåren har ændret sig til det bedre. Især føreropmærksomheden er mere synlig, og piberiet er ikke særligt udtalt mere. Det skal så også tilføjes, at man sagtens kan få en hvilken som helst jagthund til at pibe med forkert træning og stress, og det er sjældent hundens skyld, når det sker.
Begge hunde er omgængelige i en familie. De er som regel glade for børn, hvis man husker aldrig at lade små børn være alene med hunde. Det gælder bestemt ikke bare disse to racer, men alle racer. Her er det tilladt at bruge sin sunde fornuft.
Begge racer er temmelig motionskrævende, og det er en god idé at blande motion med arbejde. Ellers fiser de forvirret rundt og sætter aftryk i lofterne. Hav en plan, øv et eller andet, det kan være markarbejde, eller, hvis pladsen ikke er til det, så frie søg eller markeringer. Hjernen skal luftes lige så meget som benene.
Hundens anvendelse ligger lidt i navnet: hønsehund. Men hvor pointeren er specialist udi søg og stand på hønsefugle, er ru- og korthåren mere kombi-hunde, der kan bruges til al slags jagt – ok, måske ikke lige gravjagt. De går fint på marken, de fleste tager naturligt fin stand, og de, der ikke har fanget fidusen, kan nemt hjælpes på vej.
Det er nemt at lære dem at apportere, og de kan blive fine opsamlere, uden dog at nå op på siden af en field trail labrador. Det er de færreste ru- og korthår, jeg har set, der kan dirigeres særligt langt, men det kan jo være et træningsspørgsmål. En lille udfordring er her, at hvis man har trænet meget markarbejde, før glæden ved apporteringen sad helt fast, vil mange gå i førskudssøg, hvis de ikke lige finder apporten med det samme.
Jagt efter hår- og fuglevildt
Især ruhåren er meget brugt til hårvildt. Den fanger nemt råvildt af, men igen er faren, at hvis man bruger sin hund til hårvildt, risikerer man, at de går på hårvildt midt i en fugleapportering, hvis der springer et stykke råvildt op for næsen af dem. Det er et spørgsmål om træning og ikke mindst omtanke.
Begge hunde er normalt glade for vand, og ruhåren kan på grund af pelsen i højere grad holde til koldt vand end korthåren. Korthåren er ikke så godt polstret som ruhåren, men jeg bliver nok aldrig træt af at nævne, at alle hunde – uanset hvor godt pelsede de er – ikke skal sidde og fryse. Det er synd, og gamle bliver de ikke af det, så vær rar ved din hund.
Jeg har hørt det omtalt, at ru- og korthåren er gode til store fasanklapjagter som drivere. Der er jeg nok uenig. Jeg synes, at de går for stort og springer over for mange fugle. Efter min mening er de ikke skabt til at møde 500 fasaner per tønder land. Selvfølgelig kan erfarne hunde skelne – altså være stødende på disse jagter og alligevel tage stand på marken – men en ung ru- eller korthår splitter man ad på denne måde. Her er en spaniel et meget bedre bud.
Er ens jagtform haglbøssejagt i kuperet terræn med en moderat mængde fugle, en hare eller ræv i ny og næ, lidt tramp og et ande- eller duetræk, er både ru- og korthåren eminente på roemarkerne. Efter høns og fasaner går de superfint.
Begge hunde kan blive fremragende schweisshunde, især ruhåren, da den nok vil være lidt skarpere end korthåren og kan jage og affange anskudt hjortevildt – og her mener jeg helt op til dåkalv-størrelse.
Træning af hønsehundene
I det ovenstående har jeg allerede været lidt inde på træningen af de to hønsehunde. I fordums tid var der nogle træningsmetoder, som vi forhåbentlig ikke anvender mere i dag. Der var der en tendens til, at især ruhåren skulle trænes hårdt.
Desværre ser jeg indimellem, at nogle stadig tror det, men intet er mere forkert. Tværtimod vil den rigtige motivationstræning give en meget bedre og mere ærlig hund. En ruhår skal i mine øjne trænes lige så venligt og roligt som enhver anden jagthund, for målet er en glad medspiller og ikke en sky modspiller. Det gælder naturligvis også for korthåren – og for øvrigt alle andre racer.
Med mindre du udelukkende skal bruge ru- eller korthåren til schweissarbejde, er det vigtigt, at de apporterer ordentligt og med stor lyst og ikke forfalder til at gå på førskudsjagt midt i en apportering. Derfor må du sørge for, at netop apporteringen bliver sat ordentligt fast, inden du øver standen og krydssøget. De er til en vis grad avlet til denne idræt, og hvis du griber det forkert an, risikerer du, at hunden mister apporteringsglæden.
Apporteringstræning og kontakt
Med hensyn til den tidlige apporteringstræning skal du have lidt tålmodighed, for det kræver lidt omtanke at bevare glæden ved apportering hos den unge ru- eller korthår. De er ikke synderligt forprogrammerede til det, så du skal være lidt på vagt og ikke overdrive. Begynd med meget få apporter, og gør det til det sjoveste i verden. Så kan både kort- og ruhår blive sikre apportører.
Med hensyn til kontakt skal du gøre meget ud af at rose al kontakt. Det skal være det bedste i verden at holde kontakt med føreren. På den måde undgår du, at hunden i uoverskueligt terræn går af hånd. Begge hunde kan sagtens lære at gå kort i et sådan område og gå stort på åben mark, men det kommer ikke af sig selv.
Lige en lille kæphest: Lær nu din hund at gå ordentligt ved fod uden snor. Man ser alt for mange hønsehunde, hvis fører bliver halet rundt i en skulderrem. En ting er, at det sender et signal til alle de andre jægere om, at så er resten af træningen nok heller ikke for god. Hvad værre er: Springer der en hare, eller letter der en fasan, bliver du revet omkuld.
Det er snydenemt at lære sin hund at gå pænt, det skal bare sættes ordentligt fast, inden du går på jagt med hunden. Jeg har en regel for mig selv: Hvis det er nødvendigt at have line på sin hund på jagt, er den ikke klar til at komme på jagt. Basis skal først sidde fast.
Fordele og ulemper
Det er lidt svært at finde ulemper ved disse to hunde, for hvis man sætter sig ind i, hvad de kan, og sætter det op imod, hvad man skal bruge dem til, kan man dårligt gå galt i byen.
Her er det igen et spørgsmål om grundigt forarbejde. Hvis man køber en korthårshvalp og bliver overrasket over, at den et år efter er 70 cm. høj, fordi man havde ønsket sig en lille hund, ja, så er det da en ulempe. Men det kunne man nok havde fundet ud af ved lidt forarbejde.
Hvis jeg endelig skal trække noget frem på minussiden, er det apporteringen. Som før skrevet kræver det lidt mere end hos en retriever at få en god apportering hos ru- og korthåren. Men det er i småtingsafdelingen, og hvis man på forhånd er klar over det, er det ikke det store problem.
For nogle år tilbage var ulempen for ruhåren nok dens skarphed. Jeg synes ikke længere, at det er så aktuelt, for de ruhår, jeg er stødt på de seneste 20 år, er ikke længere bøller. Tværtimod er de lidt til den bløde side og skal behandles derefter.
Fordele er der rigtig mange af, hvis man går efter en allround-hund, der kan lidt af det hele, og man i øvrigt synes, at arbejdet med standen er spændende. Har man ingen interesse i at arbejde med standen, skal man nok vælge en stødende hund i stedet.
Jagthundenes alt-i-en
Det er ikke mærkeligt, at ru- og korthåren, der har meget tilfælles, er meget populære blandt danske jægere og hundesportsfolk. Det er gode familiehunde, næsten alt-i-en.
Dette, at de ikke blot er fine familiehunde, men også gode til en række forskellige jagtsituationer, er ikke uvæsentligt. For fredningstiden er som bekendt længere end jagtsæsonen, og Buller må også meget gerne kunne være en afslappet familiehund, en glimrende apportør, en fin stående hund samt en effektiv schweisshund, hvis det er det, man ønsker.
Hvis ønsket er et godt værktøj og en god jagtkammerat, er ru- og korthåren altså fine valg. Man skal bare være opmærksom på, at der måske ikke lige er tale om begynderhunde, med mindre man samarbejder med en professionel træner, der kan hjælpe, når der opstår problemer.
Vil du vide mere?
I Danmark findes der en specialklub for henholdsvis ru- og korthåren, Dansk Ruhår Klub, ruhaar.dk, og Korthårklubben, korthaarklubben.dk.
Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV2, og TV2Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund, du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”. Se hundetraening.com.
Af Rolf Andersen
Fotos: Annette Laursen og Kim Henriksen
