AF MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT
FOTO MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT PIOTR KRZESLAK/SHUTTERSTOCK
Det går langsomt, meget langsomt gennem skoven. Man forsøger at pürsche sig frem mod sin post i månens sidste stråler. Det dæmrer så småt længst ude mod nordøst, så man kan lige skimte de markeringsstrimler, man skal følge. Mosekonen brygger over myren, og ved hvert skridt står man i vand til anklerne. Det svupper gevaldigt, så helt lydløst kan det ikke blive. En flok urfugle rejser sig lidt længere fremme. Det er den brune bjørns foretrukne terræn. Jagtlederen var som oftest på svensk jagt tydelig med, at der først måtte lades op, når man var helt henne på post. Der er en halv kilometer til naboposten, og sigtbarheden er nede på 50 meter. Uforstyrrede brune bjørne er normalt kun meget sjældent aggressive over for mennesker, men jeg putter alligevel en patron i kammeret, hvis nu bamsefar pludselig skulle stå der…
Svensk bjørnejagt
Jagt på bjørn i Sverige minder i fremgangsmåde stort set om den klassiske jagt på elg med løshund, som mange danskere har stiftet bekendtskab med. Skytterne placeres på pas rundt i terrænet, typisk langs skovveje, i større rydninger og andre steder med godt overblik, eller hvor vildtet plejer at passere. En eller flere hundeførere går derefter såten igennem fra strategiske vinkler afhængig af vind, større veje og observeret vildt og spor. Nogle gange starter hundeføreren med at have hunden koblet, som først slippes, når der erkendt frisk fod af det rette vildt.
I de for danske forhold enorme såter, må man stole 100 procent på sin hund og lære at kende dens signaler. Det gælder i øvrigt altid. Men når hunden er flere kilometer fra føreren, skal hunden have selvstændighed og evner af en helt anden karakter, end man forbinder med jagthunde i Danmark. Hunden opsøger vildtet og formår ofte at stille det. Vildtet bliver lettere irriteret over at blive forstyrret, men bliver ikke bange for hunden, som jo er langt mindre end det selv. Men mens hunden larmer, og vildtet funderer over situationen, kan hundeføreren liste sig på skudhold og afslutte jagten. Hvis vildtet forsøger at undvige hunden, håber man, at det passerer en af skytterne.
Hunde
De hunderacer, der anvendes på svensk bjørnejagt, er ikke racer, man normalt møder i Danmark. De klassiske racer er de nordiske spidshunde som gråhund, jämthund, karelsk bjørnehund, samt laikaer med flere. Selv de mindre spidshunde, Norrbottenspids, og finsk spids, der oftest bruges på jagt efter skovfugle, ses af og til på bjørnejagt. Spidshundenes ophav er ældgammelt, og deres jagtinstinkt og jagtmetode er formentligt uændret over de seneste flere tusinde år. Det er de klassiske racer til jagtformen som beskrevet ovenfor.
Den anden gruppe af jagthunde, der med stort held anvendes til bjørnejagt, er støverne. Deres tilgang til jagten er lidt anderledes, da de i højere grad er avlet til at følge vildtets fod over store afstande under konstant glammen. Indtil jagten på de store rovdyr blev almindelig over de seneste tyve år, blev støverne primært brugt til jagt på ræv og hare. De kan dog præges på stort set alle vildtarter, og hvis de ellers har psyken til at jage bjørn (det er langt fra alle individer, der har det, uanset hunderace) er de også effektive, da de også formår at stille bjørnene. Racerne er en skøn blanding fra forskellige lande. De klassiske nordiske støvere som finsk støver ses sammen schwyzer-støver fra Schweiz og amerikansk foxhound fra USA.
En lang række racer afprøves jævnligt, men hvis der skal fremhæves en enkelt race, der har vundet indpas, er det plotthunden (plott hound). Den er kendt for helt særligt udviklede evner inden for jagt på bjørn og andet stort rovvildt.
Der er fordele og ulemper ved begge grupper af jagthunde, hvilket også afhænger af førerens temperament. På de større bjørnejagter er der som regel et bredt udvalg af jagthunde, så man har lejlighed til at opleve forskellige racer i aktion.
De hunde, der gør sig særligt bemærkede, har en stjerne ved de garvede jægere. Al jagt skaber fællesskaber, men bjørnejagt, hvor magtforholdet mellem vildt og jæger ikke er helt så ensidigt, er noget unikt. Det anerkendes fuldt ud, hvis selv garvede jægere i situationen ikke kan afgive skud til bjørn. Fænomenet minder vel om bukkefeber, men i stedet for nervøse rystelser har det mere karakter af, at personen fryser. Det er heller ikke for enhver at snige sig ind på 6-8 meter af flere hundrede kilo tung bjørn i tæt krat for at give første skud. Man passer ekstra på hinanden på bjørnejagt, og sammenholdet blandt bjørnejægerne er tæt. Det samme bånd knytter hundeføreren måske endda i mest udpræget grad til sin hund, der jo lægger den største indsats for dagen og tager de største risici. En sådan var Gucci, en jagthund med helt unikke evner over for bjørn. ”Det var 150 procent sikkert, at det var bjørn, når Gucci halsede!” (og altså ikke jærv, elg eller andet småtteri, der kunne forstyrre jagtdagen), siger de garvede bjørnejægere på dette revir. En sådan hund hædres, også efter den er draget til de evige jagtmarker.
Bjørn i Sverige
Indsamlingen af DNA har over tid givet et detaljeret billede af bjørnens udbredelse i Sverige, forplantningen og bestandens størrelse. Faktisk blev forskerne selv overraskede over resultaterne, der viser en bestand langt større end de mest optimistiske skøn. Med andre ord – bjørnen har ideelle forhold og er vidt udbredt og almindelig i det mellemste af Sverige med lenene Jämtland og Gävleborg som kerneområderne.
Licenserne til jægernes afskydning af bjørn har følgelig fulgt med. Fra at omhandle ganske få bjørne til et par hundrede bare for nogle år siden, måtte der i 2022 nedlægges hele 612 bjørne i landet. De svenske jægere og vi andre, der er heldige at komme med, har fået vide rammer for at bedrive denne særlige jagt. At kødet smager fortrinligt og anvendes i ligeså stort omgang som de klassiske kødvildt, er kun en gevinst og er med til at opretholde accepten af jagten i resten af befolkningen.
Kontrol
Ikke bare overvåges bestanden løbende ved frivillige indsendelser af prøver og den slags. Alle jagtledere på bjørnejagt skal registrere sig hos länsstyrelsen, og der ligger et stort ansvar på deres skuldre, for at jagterne afholdes korrekt, og at alle deltagere har de påkrævede dokumenter, prøvebeviser og så videre og i øvrigt jager lovligt og etisk korrekt. Ved nedlagt bjørn skal länsstyrelsens såkaldte ”besiktningsman” underrettes, så afskydningen kontinuerligt registreres. Han sender så til gengæld løbende SMS’er ud til alle jagtledere om, hvor mange bjørne, der er samlet set er nedlagt i lenet, og hvor mange der tilsvarende er tilbage på licensen. Jagtlederen og skytten skal så umiddelbart efter jagten fragte den nedlagte bjørn til besiktningsmannen. Her registreres dato og sted for jagten, og bjørnen underlægges en række forskellige undersøgelser. Der tages prøver af kød og pels, en tand graves ud, for at bjørnens alder kan bestemmes, og bjørnen måles og vejes. Der tages af og til endnu flere prøver af eksempelvis maveindhold, hud og fedt for at fastslå fødevaner, hormonniveauer, miljøfremmede stoffer og tilsvarende.
En vigtig kuriositet på bjørnejagt er, at man meget hurtigt skal sætte en pind på højkant i den nedlagte bjørns mund. Ellers er det efter kort tid umuligt at trække kæberne fra hinanden, og tanden til aldersbestemmelse kan følgelig ikke (elegant) trækkes ud.
Til sidst mærkes bjørneskindet, og der udleveres en attest til skytten, som konservatorer kan efterspørge for at sikre sig, at bjørnen er nedlagt under ordentlige forhold.
Bjørnepas
Før man drager på bjørnejagt, er det ligeledes normalt næsten overalt i Sverige, at man årligt aflægger bjørneprøven på samme vis, som mange kender det fra elgprøven, der også typisk skal bestås med mindst bronze hvert år, for at man må deltage på elgjagten. Bjørneprøven er udviklet af det svenske jægerforbund og har til hensigt at lære skytterne om bjørnens anatomi, og hvor de sikreste skud placeres. Derudover indeholder prøven et moment af tidspres for at stresse skytten, ligesom der skydes på tre forskellige afstande for at gøre prøven mere realistisk. Således afgives der først 4 skud på 40 sekunder på 80 meter. Ved denne skydning skal der anvendes anlæg (man må dog ikke ligge ned).
Dette er bevidst fra jægerforbundets side for at tilskynde til brug af anlæg og sørge for sikrere skud.
Derefter afgives 4 skud på 40 sekunder på samme skive, men nu på 40 meters afstand. Her må der bruges skydestok og lignende, men det er ikke et krav. Den sidste skydning er helt inde på 10 meter, hvor der først afgives to skud på en sidestillet skive. Umiddelbart derefter skal der afgives et enkelt skud til en frontstillet bjørneskive. Her skal man træffe hjernen, der i størrelse er mellem en bordtennisbold og en tennisbold. De tre skud skal afgives inden for 10 sekunder, og er den del af prøven, der volder skytterne flest udfordringer. Formålet med det sidste skud er ikke så meget træningen i at ramme små mål, men at illustrere, hvor vanskeligt (noget nær umuligt, hvis den er i bevægelse) det er at træffe en bjørn umiddelbart dødeligt i en spids vinkel (altså når den angriber!). Flere steder træner navnlig hundeførerne på samme bjørneskive, hvor den i høj fart kommer kørende nærmere. Det giver den absolut mest realistiske træning. Ingen ved dog, hvordan de vil reagere første gang en anskudt bjørn kommer løbende imod én i en tæt ungskov. Man skal i hvert fald have afklaret evner og risikovillighed med sig selv, inden man begiver sig ind på standhals på bjørn.
Denne bjørnejagt foregik i august 2022 ved Hamra Vild (www.hamravild.com).
Forfatteren afholdt selv alle udgifter.
