Jeg holder meget af at gå på jagt med gamle haglbøsser af høj kvalitet. Kvaliteten af et våben kommer til udtryk på mange måder. Mest i form af lav vægt og god balance, men også i form af en høj standard af det håndværk, som ligger bag bøssens fremstilling.

Glæden ved jagten får simpelthen en ekstra dimension, når jeg får udbytte af det fornemme håndværk og den enorme erfaring, som ligger til grund for fremstillingen af bøsser i høj kvalitet.

Har bøssen tillige damascerede piber, synes jeg, at de smukke mønstre fuldender indtrykket af, at bøssen ikke bare er et værktøj, men snarere et stykke kunsthåndværk. Og glæden ved at eje og bruge et sådant våben bliver bestemt ikke mindre af, at man ved at lede lidt kan erhverve sig et eksemplar for ganske små penge.

Fra Damaskus

I dag producerer man bøssepiber ved at bore hul igennem en massiv stang af stål for derefter at bearbejde både yder- og inderside. Denne teknik blev dog først gjort mulig, da man ved fremstillingen af stålet kunne sikre sig mod urenheder og gaslommer. Det problem løste Sir Joseph Whitworth i starten af 1880’erne med en ny teknik, hvor han under fremstillingsprocessen holdt stålet under tryk– det såkaldte fluid compressed steel.

Damascerede piber blev fremstillet af stål- og jernstænger, som blev smedet sammen omkring en dorn.

Før denne opfindelse anvendte man en helt anden teknik og en meget arbejdskrævende teknik, for at piberne kunne modstå gastrykket. Man håndsmedede bånd af stål og jern, som blev varmet op i en esse og derefter vredet rundt om en dorn, så der blev skabt et langsgående hul i piben. Siden blev hullet i råpiben boret op og poleret. Ydersiden blev derefter slebet ned til den ønskede diameter.

For at øge styrken, sejheden og fleksibiliteten af bøssepiben fremstillede man båndene med forskellige kombinationer af kvadratiske stål- og jernstænger, som blev smedet sammen, inden de blev viklet rundt om dornen. Metoden med at bruge flere forskellige typer materiale til smedningen var blevet udviklet af sværdmagerne i Damaskus, og blev bragt til Europa af hjemvendte korsfarere. Af samme grund blev denne type piber kaldt damascerede.

Smedning af damascerede piber hos W.W. Greener i slutningen af 1800-tallet.

Ved bruneringen af den færdige pibe tog stålet og jernet forskelligt imod behandlingen og opnåede derved forskellige farvenuancer, som gav damascuspiber deres karakteristiske mønstre.

En særlig teknik bestod i at vride stål- og jernstængerne omkring deres egen akse, inden de blev smedet sammen til de bånd, man smedede sammen omkring en dorn. Det gav en række smukke rosetter, hvis størrelse og antal var afhængig af antallet af stænger, der indgik i båndene.

I starten var stålpiber markant dyrere end damascerede piber, men inden længe gjorde yderligere teknologiske fremskridt det muligt at lave stålpiber billigere end damascerede. Allerede i 1903 ophørte produktionen af damascuspiber i England, mens den i Belgien fortsatte i stor stil indtil 1. verdenskrig, hvor Tyskland indtog Liege i 1914. Efter krigen genoptog kun nogle få bøssemagere den traditionsrige produktion, og de sidste damascuspiber blev fremstillet i Belgien omkring 1930.

Der findes en gammel film om, hvordan man i Belgien lavede damascuspiber, og som kan ses på youtube.

Styrke og sikkerhed

Mange ukyndige skytter er overbeviste om, at det er farligt at bruge moderne ammunition i damascerede piber. Måske er denne fordom nedarvet ved overgangen fra sortkrudt til røgsvagt krudt. Her var der talrige eksempler på sprængninger, når ukyndige jægere affyrede røgsvage patroner i sortkrudtsbøsser. Disse bøsser kunne ikke holde til det større gastryk – som de vel at mærke heller ikke var designede til.

Men det afgørende for en haglbøsses styrke er ikke nødvendigvis pibematerialet. I 1888 lavede Birmingham Proof House en test af 117 bøssepiber af 39 forskellige typer materiale. Alle piberne havde samme dimensioner, og man affyrede gradvist kraftigere patroner i dem, indtil piben gav efter – typisk i form af en bule. Vinderen af denne test var en damasceret pibe af typen 3-rod, mens den næststærkeste var af det langt mere kostbare fluid compressed steel. Den efterfølgende udvikling inden for stålfremstilling vendte dog om på det forhold ved en tilsvarende test i 1895.

Pointen er, at damascuspiber af god kvalitet fuldt ud er anvendelige til moderne haglpatroner.

Det fremgår tydeligt af en bøsses prøvestempler, om den er trykprøvet til røgsvagt krudt – selvom det somme tider kræver lidt indsigt at aflæse stemplerne.

Men for at man på forsvarlig vis kan anvende moderne patroner i en hvilken som helst bøsse, skal den naturligvis være trykprøvet til det – uanset hvordan piberne er fremstillet. Om det er tilfældet, fremgår altid af de stempler, som den pågældende prøveanstalt har præget på undersiden af pibernes kammerende og i bøssens bascule.

Trykprøvningen af engelske bøsser foregår enten hos The Worshipful Company of Gunmakers i London eller hos The Birmingham Gun Barrel Proof House. Testen foregår blandt andet ved, at man affyrer specielle testpatronerne med et gastryk, som er markant større end det normale arbejdstryk.

Men selvom en bøsse har damascerede piber, som oprindeligt er trykprøvede til sortkrudt, så vil en velholdt bøsse af god kvalitet erfaringsmæssigt næsten altid bestå trykprøven med røgsvagt krudt. Gennem årene har jeg selv fået et par gamle bøsser af høj kvalitet trykprøvede i Birmingham, og det kostede kun nogle få hundrede kroner.

Ud over at være trykprøvet til røgsvagt krudt skal en hvilken som helst bøsse naturligvis være i god stand, og piberne må ikke have dybe rustgruber. Er disse krav opfyldt, er der ingen grund til at bekymre sig om sikkerheden ved damascuspiber, blot man bruger patroner med korrekt hylsterlængde og normale ladninger. Det siger sig selv, at amerikanske High-speedpatroner ikke er et godt valg til brug i gamle våben.

Fine gamle kasselåsbøsser med damascerede piber kan erhverves for meget små penge. Her er det en John Moreton med ejektor og en kvalitet af skæftetræ, der i dag er næsten ubetalelig.

Kasselås

Gennem de sidste mange år har jeg haft fornøjelsen af at gå på jagt med en lang række bøsser med damascerede piber. Producenterne har haft så eksotiske navne som James Dalziel Dougall, Theophilus Murcott og det ikke særligt mundrette Adams Patent Small Arms Company.

I øjeblikket har jeg to ”rødhårede” bøsser, som eksemplarer med damascerede piber ofte bliver kaldt på grund af kombinationen af rødbrun overflade og de mange ”krøller” i mønsteret fra damasceringen. Begge bøsser har piber i bedste kvalitet af typen 3-rod, hvor tre vredne stænger indgår i det bånd, som piben er smedet sammen af.

Den ene er en kasselåsbøsse med ejektor, som bærer navnet John Moreton & Co., London. Da dette firma er helt ukendt, er bøssen formentlig fremstillet af en ukendt bøssemager i Birmingham. Moreton & Co. har formentlig blot fået den trykprøvet i London for at kunne profitere på snobberiet omkring ”Londonbøsser”, som blev solgt til højere priser end identiske bøsser fra provinsen. Vurderet ud fra pibemateriale, prøveskydningsstempler og dens stil/linjer, er bøssen formentlig fremstillet omkring år 1890-1900.

Gamle kasselåsbøsser af god kvalitet har ofte de såkaldte
”church windows” i form af netskæringer, hvor skæftet omslutter basculen..
De fine mønstre, som er resultatet af damasceringen, kan sammen med den rødbrune farve være ligeså dekorative som graveringer.

Uanset sin oprindelse har denne ejektorbøsse alt, hvad man kan begære i form af flot funktion, balance, lav vægt og skæftetræ af høj kvalitet. Piberne er 76 cm. Lange. Løbene er helt rene med en trangboring på forbedret cylinder og ¾ choke. Med andre ord en bøsse af høj kvalitet, som vil være fortræffelige til allroundbrug under jagt. Moreton’en er et glimrende eksempel på, hvordan man kan købe meget høj kvalitet for små penge, hvis man ser sig lidt om. Jeg købte bøssen på en auktion i England for den overkommelige sum af 437 £ inklusive salær. Herved blev jeg indehaver af en engelsk allround jagtbøsse med fremragende brugskvaliteter. Den er hverken for fin, kostbar eller skrøbelig til at bruge i terrænet – eller til at tage med på jagt i udlandet, hvor der altid er en vis risiko for, at ens våben bliver beskadiget i lufthavnen – eller ligefrem stjålet.

Jeg har med stor fornøjelse nedlagt en del vildt med denne bøsse – fra krikand til råvildt. Den eneste ulempe ved bøsse er af æstetisk art. En tidligere ejer har ladet basculen polere spejlblank, hvilket efter min mening giver for stor en kontrast til de smukke brune damascuspiber. Denne ”fejl” er dog let at ændre på, selvom jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at gøre noget ved det. Bøssen fungerer jo naturligvis alligevel, og jeg skyder glimrende med den.

Gamle bøsser med damascerede piber kan sagtens anvende moderne patroner, blot bøsserne bliver trykprøvede til røgsvagt krudt.

Charles Boswell

Min anden damascusbøsse er fra samme periode som Moreton’en, men en hanebøsse fra det velkendte bøssemager Charles Boswell (1850-1924). I modsætning til mange af sine kolleger var Boswell ikke nogen opfindertype, men benyttede andres patenter i sin produktion.

Charles Boswell – 1850-1924.

Han havde fra tidlig alder en stor interesse i skydevåben og kom i lære hos en bøssemager ved navn Thomas Gooch i Hertfort nord for London. Herefter var han i to år ansat hos The Royal Small Arms Factory i Enfield. I 1872 startede han egen bøssemagervirksomhed. Boswell var en dygtig trapskytte og fandt hurtigt kunder blandt de øvrige gæster på de nærliggende Hendon Shooting Grounds og i Hornsey Wood.

De første år bestod opgaverne mest af reparationer, men midt i 1870’erne begyndte han at bygge de første våben selv. Han fik utvivlsomt hjælp fra såkaldte ”outworkers” – underleverandører, som var specialister i at lave våbendele som for eksempel låse, piber eller skæfter på bestilling. Allerede i 1880 producerede Boswell våben til kunder i udlandet og fik endda en agent i Australien.

Charles Boswell byggede mange forskellige typer af våben, inklusive forladere og puntguns. Han benyttede en bred vifte af låsesystemer med både udvendige og indvendige haner.

I juni 1883 flyttede han til adressen 126 Strand i London, og størstedelen af hans produktion fandt sted mellem 1887 og frem til udbruddet af 1. verdenskrig i august 1914, hvor næsten al civil våbenproduktion hørte op. Samme år overtog sønnen driften af firmaet på grund af faderens dårlige helbred. I kraft af indehaverens succes som trapskytte – hvor målene dengang var levende duer – blev firmaets specialitet de såkaldte ”pigeon guns”, der var specielt udviklede til dette formål. Efter 1. verdenskrig blev ”pigeon shooting” forbudt, og sammen med den almindelige afmatning i markedet sygnede firmaets produktion gradvist ind. I 1941 blev produktionsfaciliteterne udbombede, og i 1944 drev firmaet familien af hænde og fortsatte alene som en handelsvirksomhed under forskellige ejere indtil 1963.

I sagens natur har mange hanebøsser damascerede piber, og er de velholdte, kan man få dem trykprøvede til moderne patroner som denne Charles Boswell, der blev ”reproofed” i 2001.

Low hammers

Damascerede piber er ofte lange, og det kan være en god hjælp til at fastholde det nødvendige sving ved lange skudhold.

Min Boswell er en typisk engelsk jagtbøsse med en vægt på ca. 3.100 gram på trods af de 76 cm. lange piber. Bøssen er fra den sidste fase af hanebøssernes korte æra sidst i 1880’erne, hvilket straks afsløres af de lave haner, som giver våbenet mere ”rene” linjer. Ulempen ved dem er, at det især i de mindre kalibre ofte ikke er muligt at åbne bøssen uden først at lægge hanen ned, hvilket stiller ekstra krav til skyttens sikkerhedsbevidsthed ved afladning.

Bøssen har såkaldte back action-låse, hvor slagfjederen ligger bagved hanerne i stedet for at være indbygget i basculen som på en moderne hammerlessbøsse. Med denne konstruktion kan basculens bund afrundes og medvirke til at holde vægten nede på trods af de 76 cm. lange piber.

Bøssen er ikke fuldt graveret, hvilket afslører, at der ikke er tale om en såkaldt ”best gun”. For mig er det vigtigste, at de funktionelle kvaliteter såsom vægt og balance ikke er spor ringere end for firmaets luksusudgaver.

De lange piber gør bøssen en anelse ”snudetung”, og det er en stor hjælp til ikke at stoppe svinget under skudafgivelsen, men i stedet at holde det jævnt – specielt ved lidt længere skudhold. Det kommer mig ofte til stor gavn under de specielle jagter med hanebøsse, som jeg sammen med andre våbennørder deltager i med stor entusiasme.

At en ”second grade gun” ikke er det samme som dårlig kvalitet bevises vel bedst af, at bøssen uden nogen ændringer bortset fra trykprøvning til røgsvagt krudt stadig er fuldt funktionsdygtig 130 år efter den forlod producenten.

Nørderi

Lord Walsingham (1843-1919) var en af Englands mest berømte skytter – og lidt nørdet med sine bøsser.

Nu er der måske nogle af læserne, som mener, at det er nørdet at foretrække damascuspiber. Men jeg kan trøste dem med, at jeg trods alt ikke er den værste af slagsen. Den engelske Lord Walsingham (1843-1919) var en af sin tids mest berømte skytter og jægere.

Den 30. august 1888 arrangerede han en klapjagt på grouse med sig selv som eneste deltager. Selvom han satte rekord med 1.070 grouse, havde han forbløffende nok overskud til også at notere sig forskellige egenskaber ved både de anvendte våben og patroner, hvilket han senere beskrev.

Walsingham afgav den pågældende dag præcis 1.540 skud – inklusive signalskud til driverne. På jagten anvendte Walsingham en kvartet af hanebøsser, alle fremstillet af James Purdey & Sons i London. Alle fire bøsser havde 76 cm. piber og var rent cylinderborede. De tre af bøsserne havde damascerede piber, mens den nyeste Purdeybøsse havde piber fremstillet af stål. Efter nogle indledende betragtninger om patroner og ideel ladningsstørrelse (28 gram), skriver den jagtglade lord:

”En anden ting, jeg lærte den pågældende dag, var, at Whitworths stålpiber ikke er ønskværdige til en lang dags skydning. Eksplosionen i dem afgiver en temmelig forskellig lyd i forhold til den, som kommer fra damascerede piber. Den er mere ringende, og jeg kan forestille mig, at dette vil vise sig at være en alvorlig gene for dem, som påvirkes af skudstøj. Jeg kan ikke huske selv nogensinde at have fået hovedpine af at skyde. Hvad mere er, så bliver Whitworth-piber langt hurtigere varme end de damascerede; og dette er en alvorlig ulempe, specielt for en mand, som skyder uden handsker. Jeg kan sagtens forestille mig, at Whitworth-piberne holder meget længere, og i mange henseender er bedre egnede til almindelig jagt; men jeg erstatter nu mine stålpiber med damascerede piber – som på alle mine andre bøsser.”

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: