Vi kører på en lille grusvej midt i det meget flade polske landbrugsområde, hvor vi de næste tre dage skal jage. Ud af bilens siderude ser jeg to stykker råvildt, og det er netop råvildt vi er på jagt efter, så jeg gør min jagtguide opmærksom på dyrene, hvorefter han stopper, så vi kan vurdere dem.
Vi – min kompagnon Rene Knutzen og jeg – er med Aurora Jagtrejser på ”oprydningsjagt” til fastpris på 6.000 hektar omkring byen Kutno ikke så langt fra Warszawa. Det er midt i september, og den jagt, vi er på, er, hvad jeg vil kalde en oprydningsjagt, hvor vi skal forsøge at nedlægge de sidste dyr på årets kvote. Mange af markerne er høstede på denne tid, og de to dyr befinder sig da også på en høstet hvedestub lige op ad en gylden majsmark. Det viser sig at være en rå, der esser sammen med en buk, men jeg synes bukken er for ung og takker derfor nej til at indlede en pürsch.
Det femte ben
Ud over spændende bukkejagt har Rene og jeg også et andet formål med turen, idet vi skal teste, om det nye tilbehør til vores efterhånden kendte Viper-Flex skydestok, også virker på praktisk jagt.
Skydestokken bliver, når det ekstra ben påmonteres, kun 300 gram tungere, hvilket ikke er mere end, at den med det ben påmonteret sikkert stadig ville kunne bruges på praktisk jagt.
Fem ben på en skydestok er dog mange, og ting kan hurtigt blive for komplicerede, så vi testede skydestokken med fem ben på skydebanen. Under disse kontrollerede forhold virkede den uden problemer og var let at arbejde med – måske kunne det femte ben virkelig anvendes til praktisk jagt.
På fire ben giver den rigtig god støtte, men når vi på skydebanen satte det femte ben på, var det nærmest som at skyde stående fra en skydebænk. Det var muligt at sætte meget samlede skudgrupper stående på 200 meter – men er det nu også i praksis muligt at anvende den ”transportable skydebænk” på jagt … det er, hvad vi også er i Polen for at teste.
Mens vi begiver os videre i forsøget på at finde en anden og større buk, har Rene tur i den, der hvor han befinder sig. Selv om reviret er på 6.000 hektar jager Rene og hans guide i et område nær os. De har fået kontakt til en rå med lam, som viser sig at være sammen med en rigtig pæn seksender.
De har ikke andet end lige fået øje på bukken, da den igen trækker ind i majsmarkens dække. De pürscher op langs majsen. Vinden er god, jorden friskharvet og de bevæger sig fuldstændigt lydløst frem på det bløde underlag.
Da de er på plads et stykke fra, hvor bukken gik ind, får Rene besked på at skyde, hvis bukken kommer ud af majsen igen. Guiden vil lige runde majsen og lægge fært ind over området, og på den måde måske få bukken til at trække ud af den høje afgrøde, hvor Rene står.
Nogle minutter senere kommer bukken helt som planlagt ud af majsen. Den kommer dog i trav, men er kun omkring 100 meter fra Rene. Da den er i bevægelse, kan han ikke skyde til den, så han følger bukken med sigtet, mens forskæftet glider over skydestokkens brede forstykke. Seksenderen bliver dog ved med at løbe, og skydestokken må drejes lidt mod venstre.
Han løfter skydestokkens støtte i højre side og det femte ben, der støtter fremad. Denne manøvre går let og uden problemer, mens Rene regner lidt på mulighederne. Han satser på, bukken vil stoppe lidt længere ud til venstre og sikre tilbage mod majsen, så han placerer skydestokken, så den passer til planen.
Rene har derfor godt fat i situationen, da bukken standser og kigger tilbage. Sigtet er låst på bukken, afstanden er 200 meter og skydestilling stående!
30-06’eren smælder, kugleslaget sender ekko tilbage, og bukken går ned i skudøjeblikket. Den nyligt harvede og let sandede jord kvitterer for gennemskuddet med en vanvittig støvsky, der rejser sig af marken bag bukken – fed situation.
Hele eventyret
Jeg er sammen med min guide på vej gennem en majsmark for at se, om der skulle være en buk på den anden side, da guidens telefon ringer. Jeg er faktisk lidt irriteret over, telefonen ringer, for den larmer højt, og den har gjort det mange gange denne eftermiddag. Jeg skal lige til at spørge, om han ikke kan slukke for den, da jeg kan forstå, at den udposterede unge jagtguide-elev har set en stor buk et andet sted. Vi skynder os tilbage til bilen, for nu gælder det altså jagten på en stor buk et eller andet sted ovre mod skovene.
Vi bumler af sted over hullede grusveje, men stopper efter nogle minutter og smyger os ud af den udrangerede Opel Astra. Vi går små 50 meter gennem en lille remise og kommer ud på bagsiden, hvor vi kort efter finder guiden, som ringede.
Han viser mig, hvor bukken står, og selv om det er ved at være halvmørkt, og afstanden er forholdsvis lang, kan jeg straks se, at der er tale om en buk, jeg meget gerne vil nedlægge – det er en seksender, og den er høj. Jeg lader guiden forstå, at den vil jeg gerne nedlægge, hvorefter han gør tegn til, at vi skal skynde os tilbage til bilen, så vi kan køre over til den.
Mens jeg studerede bukken i min håndkikkert tog jeg også lige mål på afstanden til den, og der er en lille halv kilometer over til den. Der er perfekt terræn foran os til en god pürsch, og ydermere er vinden god, ligesom skumringens skygger samtidig vil være til vores fordel. Jeg gør ham derfor – med tegnsprog – opmærksom på, at jeg ikke kun vil have prinsessen, jeg vil have hele eventyret.
Med andre ord så er jeg ikke kun ude efter et trofæ, jeg vil også have en jagtoplevelse – en jagtoplevelse i form af en god pürsch.
Tolken er ikke med på selve jagten, så det er lidt svært at få mine guider til at forstå det, men jeg er bestemt i mit udtryk og står fast på min beslutning. Efter et lille minuts tid er vi klar til at indlede pürschen på den store buk.
Vi går lidt mod venstre, hvor vi kan rykke frem i dækning af en mindre tjørn i et meget lavt gærde, der går på tværs af marken foran os. På vej over græsmarken letter vi en fasanhøne og et hold næsten voksne kyllinger, men bukken er stadig så langt ude, at det ikke har nogen betydning for vores pürsch.
Da vi når det lave gærde, er der kun en helt åben nyslået græsmark mellem os og bukken. Det er blevet endnu mere dunkelt nu, og jeg kan stadig ikke – trods den kortere – afstand vurdere bukkens reelle størrelse, men på det jeg kan se, er jeg stadig sikker på, det er en buk, jeg gerne vil nedlægge.
Eksklusiv oprydning
Det er umuligt at komme tættere på, så jeg måler afstanden – displayet viser 237 meter. Et langt skud, men også et skudhold som jeg flere gange har testet den firebenede Viper-Flex på. Det burde derfor snildt kunne lade sig gøre med fem ben på skydestokken, som jeg hurtigt gør klar, hvorefter jeg lægger riflen til rette.
Da jeg efter nogle sekunder har fået pulsen ned, kan jeg se, at trådkorset hviler fuldstændigt roligt på bukken, som stadig står lidt skråt med spejlet mod mig.
Jeg venter. Bukken esser af roebladene, mens jeg nyder trådkorsets stabile placering på dyret. Så tager han et skridt frem, mens han drejer en kvart omgang mod venstre, så han står med bladet rent mod mig.
Jeg klemmer stille og roligt på aftrækkeren – sekundet efter smælder skuddet. Kugleslaget fra den hurtige 7 mm Barnes X kugle er meget tydeligt, og bukken forsvinder i skudøjeblikket.
En sky af fortættet fugt slår op af roebladene og hænger tilbage i luften i nogle sekunder, mens jeg indprenter mig stedet, hvor bukken ligger.
Den polske guide har ikke tid til at vente, han begiver sig straks ud mod stedet, og da vi når roemarken, er det ikke lige så let at finde bukken under de tætte blade som først antaget. Som så ofte, når man ikke har nogle faste punkter at binde skudstedet op på, er jeg heller ikke her sikker på, hvor den helt præcist stod, da jeg skød.
Vi går frem og tilbage i rækkerne, mens det bliver mørkere og mørkere. Leder, undersøger, tænker tilbage og prøver at udrede situationen. Selv om det var relativt mørkt, da jeg skød, ville vi have set bukken flygte, hvis jeg skulle have skudt forbi.
Så råber den polske guide pludseligt højt! Han har fundet den, og han virker begejstret. Da vi kommer derover, har guiden allerede løftet hovedet fri af roebladene, og jeg bliver lidt overrasket over størrelsen på den bukkeopsats. Der er tale om en buk i medaljeklassen – måske endda i guldklassen. Den såkaldte oprydningsjagt må siges at være indledt med maner!
Næste morgen ser vi ikke mange dyr, men vi har et par fantastisk dejlige pürsch ind i terrænet, hvor vi afsøger levende hegn samt græs-, stub- og roemarker langs de mange store majsmarker.
På et tidspunkt ser vi en rå med lam og lidt bag dem en ung buk. Han er høj med to sprosser på den ene stang og ingen på den anden, men den er for ung, hvorfor jeg takker nej.
Vi skyder ikke noget den morgen, men jeg nyder virkelig de lange pürsch rundt i terrænet. Samtidig glæder jeg mig også over, at skydestokken på trods af sine fem ben ikke føles tung. Heller ikke selv om den skal bæres over mange kilometer.
Den menneskelige faktor
Om aftenen pürscher vi igen rundt i det flade landbrugslandskab. På et tidspunkt ringer telefonen, men efter gårdsdagens erfaringer, ved jeg, at det kan være et godt tegn. Hjælpeguiden har igen fået kontakt til en buk, så vi skynder os tilbage til bilen og suser ud over de hullede grusveje og møder Martin, der med det samme begynder at løbe.
Vi parkerer og løber efter ham, stopper efter nogle hundrede meter, og jeg slår straks skydestokken op. Når de fem ben på skydestokken er slået ud, kan riflen hvile i den uden anden støtte, så jeg slipper den og måler afstanden. 300 meter … vi skal tættere på.
Polakkerne bestemmer sig for at gå lige på bukken over den åbne mark. Vi når ind på 150 meter af bukken, som begynder at trække mod højre. Jeg slår skydestokken op, finder målet og er nødsaget til at afgive et hurtigt skud, næste gang bukken stopper.
Jeg har lidt bukkefeber, hvilket kombineret med at vi har løbet en god halv kilometer, ikke er den bedste kombination inden skudafgivelse på det hold. Så selv om skydestokken er god, spiller den menneskelige faktor mig et puds, idet jeg skyder over bukken, som straks springer.
Jeg repeterer, følger bukken, mens jeg tager nogle dybe indåndinger. Da den stopper igen for at sikre bagud, er den på lidt over 200 meters afstand. Jeg slipper kuglen, bukken går ned i skuddet – eventyret ser ud til at fortsætte … både det med bukkene og det med skydestokkene!
Oprydningsjagt
Om det i virkeligheden var en oprydningsjagt, hvor revirets sidste licenser blev udnyttet, ved jeg ikke, om man i bagklogskabens klare lys kan kalde det. Vi to mand nedlagde på seks pürsch, blot tre bukke. De store majsmarker og skovene gav god dække for bukkene, det var sidst på sæsonen, og det var resterne, vi gik efter. Ud over dette havde vi også lidt dårligt vejr, og der var meget arbejde i markerne på årstiden. Men tre rigtig flotte bukke, hvoraf en er medalje, var stadig et plus på en tur, hvor vi testede vores femte ben. Og når alt kommer til alt, så er jagt heldigvis uforudsigeligt!
