Foto: Thomas Lindy Nissen

Hvor der er en rå, kan der meget vel også meget vel være en buk. Dette er både mit og Daniels ræsonnement ved synet af et hundyr i kanten af det klassisk sydengelske kortklippede levende hegn. Vi skriver ultimo juli, og råvildtets brunstperiode er helt sikkert godt i gang, derfor ræsonnementet. Vi er hurtigt i position til, at jeg vil kunne afgive skud, hvis en buk skulle vise sig nær råen. Daniel kalder et par gange med buttolo-kaldet, men der sker ingenting.

Kort efter ser vi endnu en rå lidt længere nede af gærdet, men heller ikke den er fulgt af en buk. Det bliver måske ikke helt så let, som jeg havde regnet med – men det er jo lige præcis det, der er et af de fascinerende parametre ved lokkejagt på råbuk: Intet er givet på forhånd.

Sydengland landskab Dorset
Det kuperede terræn er karakteristisk for Dorset i Sydengland, der er et slaraffenland for jægere med interesse i jagt på bukke med smukke opsatser.

Invitation til Dorset

Fakta om jagten

Periode: Sidst i juli.

Vejrforhold: Lunt og fugtigt, med afvekslende vejr.

Krav til kondition: Jagten kræver rimelig god kondition, da terrænet er meget kuperet, og der jages til fods.

Skudhold: 40 – 120 meter.

Jagttid, sommer/efterår: 1. april – 31. oktober. Bedste tid er omkring 1. august.

Jagten foregår i det bakkede sydengelske landskab i Dorset. Området er i jagtlig sammenhæng bl.a. kendt for sine meget flotte bukkeopsatser. Mange bukkejægere drømmer om bare en gang at jage her, så jeg var ikke sen til at takke ja, da Daniel gav mig en invitation.

Jeg mødte første gang Daniel i Grønland, hvor han var efter moskusokse og renbuk, og jeg var hans guide. Daniel ejer sammen med sin bror en ko-gård med 800 stykker malkekvæg. Kvæget ernæres på 600 hektarer græs- og roemarker, der er opdelt i parceller, som er adskilt af kilometervis af tykke, kortklippede levende hegn og småskove.

Det er en perfekt biotop for råvildt, ikke mindst fordi undergrunden nogle steder er rig på kalk. Samtidig synes råvildtets genmasse at være en slags evolutionært eldorado, og Daniel har gennem årene nedlagt mange gode råbukke på sin jord – også bukke i guldmedaljeklassen. Selv om han godt kan rejse udenlands i jagten på et godt trofæ, siger store bukkeopsatser ham ikke rigtigt noget – ofte er opsatsen blot blevet smidt i det levende hegn, hvor dyret er nedlagt.

Bukke i Dorset
Nogle dage så vi mange bukke, andre dage så vi ingen. Denne gamle herre kunne vi nyde i et kort glimt på lang afstand. Han var i bevægelse, sikkert efter en rå i brunst. Han var bestemt skudbar, men vi så ham aldrig igen.

Dorset og råbukkene

Under et besøg i grevskabet Dorset, der er kendt for sine fremragende råbukke, havde jeg fornøjelsen af ​​at møde Charles Fenn. Charles er en dedikeret stalker og den førende officiel CIC-måler på egnen. Vi talte bl.a. om pyrsch på bukke i landsdelen, og jeg spurgte lidt ind til, hvorfor opsatser fra det område er af så høj kvalitet.

Historien om råvildtet i Dorset er fascinerende: I slutningen af ​​1600-tallet var arten gennem overdreven jagt antageligvis udryddet i hele England. I 1800-tallet blev råvildtet genindført og udsat i Dorset. Råvildtet menes at være blevet bragt til egnen fra Skotland og Frankrig af Lord Dorchester med det formål at kunne drive jagt på dem med hunde i stil med den traditionelle og nu forbudte engelske rævejagt.

Genintroduktion var meget vellykket, og i løbet af få årtier var en sund bestand atter blevet etableret i det bakkede på Dorset-landskab. Udsætninger i andre dele af England sørgede samtidig for, at en landsdækkende bestand voksede til – og råvildt findes i dag i hele landet.

Charles Fenn har stalket råvildt i Dorset i mere end 45 år. Han fortalte, at man før i tiden bare bankede på en landmands dør, hvis man ville stalke råbukke på hans ejendom: Der var stort set ingen, der så nogen værdi i arten eller jagtformen. Indtil midten af ​​1960’erne var det et meget begrænset antal jægere, der havde interesse for råvildt i Dorset.

I løbet af det sidste halve århundrede – især de sidste 20 år – er jagtformen til gengæld blevet meget populært. At interessen for jagt på trofæbukke i løbet af de sidste fem årtier er steget, bekræftes af optegnelser lavet af CIC-opmålere: I 1966 var der kun 16 opsatser opmålt af CIC i optegnelserne, mens samme liste i dag strækker sig over side efter side.

Fenn fortalte, at der i dag kun en håndfuld ejendomme i Dorset, hvor der ikke bliver drevet jagt på råvildt. Der er også en del områder, hvor der – ifølge den erfarne stalker – måske bliver skudt for mange bukke, men ikke desto mindre opmåler han stadig mange trofæer af en høj standard. Kvaliteten er faktisk gennemsnitligt stigende på de mange gode Dorset-hoveder, han opmåler.

Svært terræn

Landsabet i Dorset
Klassisk engelsk setup – kaliber .243 med lyddæmper. Resten var tysk kvalitet – Zeiss V8 og Strasser RS05. Det var i øvrigt første gang, jeg nedlagde vildt med en riffel fra den relativt nye producent.

Jeg har ikke tænkt mig sådan at smide opsatsen i en busk, hvis jeg nedlægger en buk her! Endnu en dag med forventelig fin bukkejagt oprinder, og det er stadig halvmørkt, da vi kravler over ledet ind til den græsmark, hvor vi tidligere har set råer. Og som sagt, når der er hundyr, skal der også være en buk.

Vi følger et af de tætklippede hegn, når hjørnet og har nu udsigt over et relativt stort område. Foran os ser vi en blandet mosaik af græsmarker af forskellig vækstlængde, levende hegn og småplantninger. Umiddelbart er der intet at se, ikke før Daniel lader kikkerten glide gennem området længere nede. Der er en rå, en mere og endnu en. ”Lad os komme af sted,” hvisker han. ”Der må være en buk dernede.”

At komme fra A til B i en terræntype som denne er ikke bare lige: De tætte hegn er umulige at komme igennem, så den eneste pyrschrute, der findes, er gennem de få låger i hver ende af de mange marker. At der er så få muligheder for passage, begrænser selvfølgelig vores chancer, da vi skal gå meget længere: Den låge, vi er nødt til at vælge i forhold til vindretningen, ligger nemlig i den anden ende af marken.

Sydengland landskab Dorset
Typisk Dorset-terræn.
Daniel Smith, en mand at se op til, men alligevel et foto taget fra en lidt ’kedelig’ position – hvorfor den humoristiske engelske farmer da også har et skævt smil på læben.

Buk i sigte

En halv time senere klatrer vi over den sidste stållåge. Det gælder om at være meget forsigtig, da den mindste uoverlagte bevægelse kan sende en lyden af stål mod stål eller skriget fra et rustent hængsel ud over jagtterrænet. Det er lyde, der kan få fatale følger for jagten.

Inden vi klatrer over lågen, afsøger Daniel endnu engang terrænet gennem et relativt åbent hul i det levende hegn. Pludselig får han øje på en råbuk, der presser en rå rundt på græsmarken lige foran en lille lund.

Daniel er første mand ovre, hvorefter jeg kommer med lettere rystende ben og begyndende bukkefeber. Jeg har endnu ikke set bukken, men ifølge Daniel er det en typisk Dorset-seksender med lange sprosser og flot udlæg – den vil jeg gerne nedlægge!

grævlingen i landskabet i Dorset
Grævlingen er talrig i Sydengland, og vi så mange under jagten. Desværre er arten fredet i England, ligesom den er det i Danmark, pga. af en høj nuttethedsfaktor.

Klar til skud

Karakteristika hos Dorset-bukke

Dorset er – ifølge Fenn – kendetegnet ved sit store udlæg og få perler, mens Sussex-bukke generelt har flere perler, men mere oprette stænger. Mens det længe har været antaget, at råvildtet i Sussex blev udryddet som alt andet råvildt i England, er der hos nogle eksperter opstået tvivl om, hvorvidt en mindre bestand trods alt overlevede i Petworth-området.

Hvorfor opnår Dorset-bukke så god trofækvalitet og standard, kunne man spørge? Ifølge Charles Fenn er der en række faktorer på spil. Vejret er en stor faktor, da det sjældent bliver koldt i grevskabet. En ubegrænset adgang til næringsrigt foder spiller også ind: På de mange kvæggårde er der året rundt rigeligt med græs til rådighed. De klassiske brede, tætklippede hegn og frodige skovområder sikrer, at dyrene oplever minimal forstyrrelse, mens en sidste faktor er, at jorden i det nordlige Dorset er rig på kalk.

Foruden råbukke af høj kvalitet byder Dorset også på en god bestand af sikahjort af høj trofækvalitet, mens muntjac breder sig i den nordøstlige del af grevskabet. Der findes også en lille bestand af dåvildt, men uden at hjortene præsterer nogen særlig trofækvalitet.

I lav gang pyrscher vi langs en lille nyplantning, der er plantet på det, der må være den opgravede jord fra et lille vandhul midt i plantningen. Da vi er kommet omkring søen, kravler jeg de sidste meter frem til kanten af nyplantningen og har nu åbent udsyn over græsmarken foran den lille lund med løvtræer.

Bukken er trukket i skoven, eller i hvert fald væk fra den åben mark. Der går kun to råer og esser roligt af det korte græs tæt på de tre strømførende tråde.

”Gør dig klar,” hvisker Daniel, der sidder lige bag mig. ”Jeg prøver, om jeg kan lokke ham ud. Det burde være muligt, sådan som han var efter hundyrene tidligere.” Jeg glider ned på bagdelen med ryggen op af et ungt egetræ og albuen støttende på knæet. Riflen er i anslag, fingeren på sikringen, øjet ved okularet – jeg er klar.

Bukken og råerne

Daniel klemmer roligt den sorte boble på buttolo-kaldet sammen. En sagte pibelyde nærmest skær gennem morgenluften. Han følger kaldet op med yderligere to pibelyde, inden vi registrerer en hurtig bevægelse i skovbundens skygger i den lille lund.

For satan da, pulsen ryger i vejret, hænderne ryster, åndedrættet besværes. Det er bukken, en rigtig fin buk, den flotteste jeg synes at have været i nærheden af med en riffel i hånden. Bukken kommer hurtigt, men styrer ikke direkte mod kaldet. Han har i stedet tænkt sig at se nærmere på de to råer på marken. På ganske få sekunder har han tilbagelagt små 100 meter og sat skub i råerne.

Drevet af et hormonelt vanvid pisker han efter den nærmeste rå. Hun virker ikke videre interesseret i opmærksomheden, men sætter kurs mod skoven. Efter et par skridt sætter hun farten op og trækker bukken med sig.

Succesfuld jagt i Dorset
Farmer Daniel Smith har gennem årene nedlagt mange bukke i denne kaliber eller større – men langt de fleste opsatser er bare blevet smidt ind i de levende hegn, hvor bukken blev nedlagt.

Skuddet falder

Nej, nej, nej, skriger en stemme inde i mig. Det sker bare ikke, så tæt på og så alligevel ikke. Tanken er dog knapt tænkt til ende, da bukken pludselig standser op og begynder at esse. Råen stopper 20 meter længere frem, alt ånder atter fred og ro.

Alt er roligt på nær mig. Jeg havde indstillet mig på, at jagten ville kikse, og så er chancen der pludselig alligevel. To lange åndedrag senere er der styr på kroppen, pulsen, jagtiveren – og jeg krummer fingeren.

Med en fint skud, der er afgivet af en let rystende hånd, træffer jeg bukken, der går ned på stedet. Mens jeg sidder der og tænker på jagten, situation og mit store held, funderer jeg også lidt over, hvordan vi i det hele taget er endt i denne situation: I Grønland gravede vi ud til fundamentet i dette venskab, i disse minutter bliver støbebetonen hældt i udgravningen.

Et venskab med grobund i jagten er for alvor blevet etableret, nye fælles jagtoplevelser ligger foran os, om ikke her i det underskønne sydlige England så et andet sted i denne forunderlige verden. 

Jeg har ikke nedlagt mange råbukke i min jagtlige karriere og ingen så smuk som den, det lykkedes mig at nedlægge i Dorset
Lidt vildmarksstemning i et ellers tæt befolket England – under jagten boede vi i et stort telt i baghaven.

De størst opmålte Dorset-bukke

Den til dato største Dorset-opsats blev optaget på opmålingslisten i 2006. Bukken blev nedlagt af den berømte britiske stalker Tom Troubridge, og opsatsen opnåede en score på over 270 CIC-point.

At Dorset borger for gode bukke, kan man tydeligt læse ud af en opgørelse over de bedste opmålte bukke fra området:

  • Troubridge, 2006, 277.73 points.
  • Cawley, 2000, 181.78 points.
  • Jacobs, 1981, 173.80 points.
  • Lee, 2012, 173.73 points.

Læs Mere

Bukkejagt i Frankrig

Klar til bukkejagt: Nye tips og gamle sandheder om bukkejagt

 

 

 

 

  • Lee, 1996, 171.20 points.
  • Romain Lavizzari, 2014, 167.60 points.
  • Keith Wright, 2016, 166.05 points.
  • Skinner, date unknown, 164 points.
  • Loader, 2013, 158.83 points.
  • Richard Squires, 2016, 148.90 points.
  • Madsen, 2009, 148.08 points.