Udstillingen, som jeg besøgte nogle dage i september, var enorm og med tilknyttede events i flere andre ungarske byer. På hovedudstillingsområdet blev de besøgende mødt af en imponerende 10-12 meter høj skulptur, som forestillede hovedet af en brølende kronhjort med gevir og det hele. Værket var bygget af omkring 10 tons kastestænger fra kronhjort, dåhjort og råbuk. 

Begivenhed med formidling af jagt og fiskeri – til ikke-jagende og unge

Selve udstillingen bredte sig over et enormt areal på Budapests nyistandsatte messecenter. En hel hal var afsat til en udstilling om jagten historie i Ungarn gennem tiderne, en anden var helliget Ungarns ferske vande med opbyggede flodmiljøer, hvor tre meter lange beluga-stører svømmede rundt bag glasset. Tusinder af stærke kronhjortetrofæet fyldte hallen ved siden af den hal, hvor der blev afholdt europamesterskab for konservatorer, og i den internationale hal var der opbygget kæmpe nationale pavilloner, som præsenterede jagtmulighederne i de respektive lande. Det var mest Østeuropa og Afrika, som var repræsenteret med mængder af folkedragter, hornblæsere, landkort og udstoppede dyr.

Årsagen til, at jeg var der, var, at både FACE og CIC holdt sine årsmøder i udstillingens konferencecenter, og jeg skulle tale på dem begge. Jeg tror ikke, at jeg kan komme i tanke om en begivenhed, hvor flere af verdens jagtorganisationer var samlet på én gang. Stort set alle de afrikanske og nordamerikanske organisationer havde stande og deltog i møderne, så på den måde blev udstillingen en værdifuld chance til at pleje det internationale jagtnetværk.

Årsagen til, at der gik så utroligt mange folk igennem tælleapparaterne, var, at man havde inviteret alle skoler i Ungarn til at komme en dag på udstillingen med børn fra 10-15 år. Dertil kom masser af andre ungarske ikke-jægere, og udstillingen blev på den måde et enestående arrangement til formidling af jagt og fiskeri til den ikke-jagende del af befolkningen. Et eksempel til efterfølgelse!