I løbet af det nye år skal jagttiderne revideres.

De indledende øvelser er afsluttede og udkommet på tryk fra Aarhus Universitet i form af en stor sammenskrivning af eksisterende forskning i nogle af de arter, som der er jagttid på og nogle af dem, som der kan komme jagttider på.

I denne sæson har vi aktuelt jagttider på 35 vildtarter samt 6 invasive vildtarter.

I udgivelsen fra Aarhus Universitet gøres der status over 23 af de jagtbare arter – hjortevildtet er helt udeladt – og 14 arter, som der juridisk er mulighed for at indføre jagttid på.

I den forbindelse er det værd at bide mærke i, at bæver, bramgås, skarv og råge er Danmark juridisk afskåret fra at indføre jagttid på.

Og hvad så?

Ja, det bliver jo spændende, for, selvom der i denne videnskabelige rapport fra Aarhus Universitet er lagt op til, at den forestående revision af jagttiderne skal bygge på et videnskabeligt grundlag, så er der store marginer for fortolkninger – også for store efter min mening.

Problemet er, at hver af de omtalte arter mødes af en videnskabelig vurdering af jagtens indflydelse på arten. Her finder man formuleringer som:
”…vurderes den eksisterende jagttid ikke at være problematisk ift. harejagtens bæredygtighed….”

”Men på landsplan vurderes rævebestanden at kunne bære det aktuelle jagt- og reguleringstryk.”

”Jagten påvirker derfor næppe den lille danske ynglebestand.” (Atlingand).

Ord som ”men” ”næppe” og ”vurderes” giver plads til fortolkninger – og det er noget skidt.
Nu ved jeg jo godt, at sådan er videnskab. Naturen er i konstant bevægelse, og det, vi præsenteres for som forskning, er i bedste fald et øjebliksbillede – sådan som tingene forholdt sig for måneder eller år siden.

Det er der ingen problemer med, så længe diskussionerne foregår blandt forskere og forskningskyndige folk.

Men når der går politik i sagen, så kan en vag formulering blive til et stærkt politisk argument for en eller anden forandring, som bunder i fundamentalisme, men maskeres som videnskabelig forsigtighed.

Her skal jagtens tillidsfolk holde hovedet koldt og stå klippefast på videnskabens fundament.
For hvis jagt ikke påviseligt belaster en vildtart, så skal jagten ikke indskrænkes – uanset hvor forsigtigt en forstandig forsker så må formulere sig.

Og hvis en fredet art kan bære et – omend beskedent – jagttryk, så skal der naturligvis indføres jagttid på arten.

Moderne vildtforvaltning går nemlig både den ene og den anden vej.

Knæk og bræk
Steen Andersen