En ny videnskabelig artikel belyser gamle elefanttyres roller i elefantbestanden og peger på, at gamle erfarne tyre ofte leder grupper af hanelefanter på samme måde, som erfarne køer leder ynglegrupperne.
Jeg har diskuteret rapporten med flere afrikanske vildtbiologer, som er ganske enige om, at der intet nyt er i konklusionerne. Selvfølgelig har de gamle tyre en lederrolle i de småflokke af tyre, som er en del af elefantbestanden.
Desværre er der allerede dyrerets-organisationer, som udnytter rapportens konklusioner imod jagten. Man konkluderer videre – helt uden videnskabeligt belæg – at gamle tyres død er en ”katastrofe” for elefanternes sociale liv, og at trofæjagt på gamle tyre derfor underminerer elefantbestanden fuldstændigt.
Men som de erfarne afrikanere tørt konstaterer, så er der flere huller i den teori. Dels færdes masser af gamle tyre alene – de udfylder af gode grunde ikke nogen rolle som vejvisere for yngre tyre. Dels dør der jo hele tiden gamle tyre af sig selv. De bliver erstattet af den næste i rækken, og så længe jagten ikke medfører en markant overdødelighed, er der ingen grund til at antage negative effekter på bestanden.
Men det er naturligvis forventeligt, at anti-jægerne tager den form for videnskabelige rapporter til sig og tvister konklusionerne helt ud af facon, så de kan bruges i den evige kamp imod jagt og jægere i almindelighed og fæle trofæjægere i særdeleshed. Faktum er ikke desto mindre, at elefantbestandene i det sydlige Afrika, som forvaltes blandt andet med en stærkt begrænset og reguleret trofæjagt, har været i konstant vækst igennem årtier. De trives næsten for godt.
