I 2015 overtog Simon Staffeldt Schou stillingen som chefredaktør for JAGT, Vildt & Våben efter Ole Høy Hansen, og han har siden ledet og udviklet magasinet og samlet et stærkt hold af nogle af Danmarks dygtigste jagtskribenter og -fotografer bag sig.
Efter godt fire år som chefredaktør, senest også som redaktør for det gratis onlinemagasin Mit Jagtblad, ønsker Simon nu at søge nye udfordringer. Indtil der er fundet en permanent afløser for Simon, er det aftalt at Steen Andersen, der bl.a. er kendt for Jagtmagasinet på DK4, træder til som vikarierende chefredaktør for de to magasiner.
“Simon har ydet en stor indsats for JAGT, Vildt & Våben og har i sin tid gjort det til et af Nordens bedste jagtmagasiner,” udtaler adm. direktør Torben Galst, Recreation Media & Events, der står bag JAGT, Vildt & Våben og Mit Jagtblad. “Vi har været rigtig glade for samarbejdet og ønsker Simon god vind fremover. Vi byder samtidigt velkommen til Steen, og vi er meget glade for, at Steen har indvilliget i at stille sin store erfaring med jagt og medieproduktion til rådighed for magasinerne”.