Tekst: Jacob Lundgaard
Illustration Hzpriezz/Shutterstock
Harekillingen var blevet lagt dæk i det lange græs, der forsvandt ind under en snebærbusk i det nederste hjørne af sommerhusgrunden. Den havde fået en mælketår lige før solopgang, inden sætteren begav sig ud for at mæske sig i mælkebøtteblade og andet godt.
Uldtotten – mindre end en knyttet hånd – havde jeg opdaget dagen før, fordi en af mine hunde pludselig begyndte at trække an, inden den tog fast stand ved busken. Mens jeg fjernede hunden, fik jeg et lille glimt af et øje, der kiggede forskræmt ud på mig.
Denne morgen ofrede jeg en del af min morgensøvn i håb om at opleve netop det, jeg lige havde været vidne til – en harekilling, der dier hos sin moder.
Jeg sad tilbagelænet i sofaen inde i sommerhuset helt høj af oplevelsen. Med kikkerten for øjnene forsøgte jeg at få øje på harekillingen ude ved busken. Det gav et spjæt i mig, da kragen kom susende ind i mit synsfelt. Samtidig med, at den satte fødderne på jorden, fortsatte den i en lang glidende bevægelse ind i kanten af busken. To hurtige hak gjorde det af med harekillingen, og inden jeg havde fået underkæben på plads igen, var kragen lettet med killingen i næbbet med kurs mod sin rede i toppen af et fyrretræ et par huse nede ad vejen, hvor tre sultne unger ventede på dagens første måltid.
Min kone dukkede op i døren ind til soveværelset og ville vide, hvorfor jeg råbte op. Det var i min ophidselse ikke gået op for mig, at jeg havde givet lyd fra mig. Ordene snublede over hinanden, da jeg forklarede situationen. Hun kiggede opgivende på mig og gik i seng igen med en bemærkning om, at krageunger også skal have mad for at overleve.
Den bemærkning filosoferede jeg lidt over, mens jeg morgenluftede hundene, og hun har jo ret. Men da kragerne sad i naboens birketræ og kiggede hånligt ned på mig, da jeg nåede hjem fra gåturen, tænkte jeg i mit stille sind – I kan bare vente jer, der er noget, der hedder regulering; også i sommerhusområder.
