TEKST OG FOTO: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT.
Fint skal det være! Man blev næsten helt benovet, da man modtog invitation og betvivlede, om man havde fint nok jagttøj og de rigtige parbøsser til den slags. Da invitationen var sendt af min gode gamle kammerat Christian (der så vidt vides ikke er lensbaron!) på Facebook stod det dog hurtigt klart, at der var tale om en helt almindelig hyggelig drivjagt på Christians perle af et jagtrevir ved Haslev. At der kun er to såter på de i alt otte hektar, og godset er en gammel hovedgård, behøver jo ikke fremgå af invitationen. Vittigheden levede heldigvis højt både før, under og efter jagtdagen.
Godsjagt versus almindelig drivjagt
Om man foretrækker godsjagt eller små drivjagter er jo en smagssag. Der skal selvfølgelig skeles til pengepungen, og det handler også om netværk med mere, hvis man for alvor skal med på de større godsjagter. Små drivjagter med hagl er vel den mest almindelige form for fællesjagt herhjemme, og det er noget, som de fleste jægere sætter pris på at deltage i. Jagtformen og fremgangsmåden er overordnet set den samme, og mon ikke de fleste jægere ville takke ja til en invitation til både den ene og den anden.
Jagtlederen kender typisk reviret bedst og har planlagt jagtens forløb på forhånd. Ofte afvikles jagten på samme måde gang efter gang år for år. På parolen gennemgås dagens såter, hvad der er jagtbart vildt, sikkerhed med mere. Skytterne sættes på post med anvisninger om sikkerhedsvinkler, forbudte skudretninger, drevet osv. Alle skytter kvitterer med et tak”og/eller et kip med hatten. Derefter får driverne instruktionen til den pågældende såt, hundene slippes og så er drevet i gang. Sådan kender de fleste jægere til jagten i Danmark, og sådan foregik det også på Sofiendal Gods.
Større godsjagter foregår overordnet set på samme måde. Der er bare meget mere logistik da der både er flere skytter, drivere og hundefolk på dagen.
Første såt
Skytterne er på post, og vi tre drivere, jagtlederen samt jagtdagens eneste hund, en fin labrador retriever ved navn Anton sætter i gang med drevet i første såt. En hare sniger sig bort i skovbrynet og er sporløst forsvundet, da vi få sekunder efter tramper forbi. Men det tager bogstaveligt talt kun få sekunder for labradoren at få rejst de første fasaner og en skovsneppe. Skudkadencen er høj og en fasanhøne og sneppen falder til jorden.
Første del af såten er snart overstået. ”Hvor er råvildtet henne” bliver der spurgt mellem drivere og skytter. Vi bliver enige om, at det må stå i den næste såt. Driverne bliver nu vist hen til modsatte ende af skovstykket for at drive den anden del af såten af. Endnu en hare får sneget sig bagud af kæden, men der bliver ikke rejst andet vildt her.
Vi har ikke været i gang i mere end en halv time, og solen varmer herligt, selvom det er sidst på året. Alligevel stikker jagtlederen afsted efter en forfriskning. Det giver tid til hyggeligt samvær ude i terrænet og et eftersøg efter sneppen, der ikke ligger, hvor den faldt. Der bliver diskuteret livligt, hvordan sneppen faldt mod jorden, mængden af tabte fjer, og hunden bliver sendt afsted. En sneppe bliver rejst og flyver lavt hen langs skovkanten uden tydelige tegn på anskydning. Kan det mon være den samme sneppe, der fløj afsted igen? De kan jo også løbe langt, selvom de er anskudte, sådan nogle troldfugle” diskuteres der frem og tilbage. Trods en ihærdig indsats af både Anton og hundeføreren Thomas bliver den anskudte sneppe ikke fundet.
Anden såt
Vi går videre til anden såt, og skytterne får anvist deres poster. Vi drivere taler om muligheden for at få råvildt i drevet på denne såt, eller om larmen fra den første såt har fået dem til at fortrække. Vi er i hvert fald opsatte på at gøre vores for at presse dem frem. Også anden såt er delt op i to drev, og da jagthornet lyder, begiver vi os afsted sydfra. Ikke meget rører sig de første minutter, men da vi næsten er fremme ved skytterne rejses en fasanhøne, der prompte nedlægges af skytten Morten og apporteres af Anton.
Da driverne lige får et hvil, ser endnu en hare sit snit til at snige sig bagud på marken, hvor vi netop kom fra. Harerne trykker hårdt, og vi drivere har vanskeligt ved at få dem ud af deres sæder. Selvom Anton lægger en stor indsats for dagen, kan den trods alt ikke dække hele såten grundigt. Flere hunde både i drevkæden og i skyttekæden ville helt oplagt have været at foretrække. Desværre havde en anden hundefører meldt afbud på dagen. Jagtlederen og jeg havde i forvejen vurderet, at min tyske jagtterrier ville kunne gøre gavn her netop i forhold til hårvildtet, men at reviret og såterne var for små. Både af hensyn til vejen og nabomarkerne, men også af hensyn til jagtens opdeling i små såter fordelt på hver to drev.
De korttidsdrivende hunde er ikke skabt til at holde sig på 2-3 hektar af gangen. Hvis hele reviret blev drevet igennem på en gang, ville en tysk jagtterrier til gengæld have været et godt valg. Til denne jagt ville et par jagtspaniels i drevet og et par apporterede hunde i skyttekæden have været på sin plads. Men som ”lensbaron” må man jo arbejde med det, man har, og det fungerede også godt nok.
Skytte versus driver
Om man foretrækker at stå for som skytte på post eller gå igennem som driver er jo et spørgsmål om temperament, erfaring og interesse. Mange steder er det kutyme, at den ene halvdel af jagtdeltagerne driver, mens de andre står for før frokost, og at man så bytter efter frokost. Det varierer om driverne bærer våben i drevkæden. Velskydende skytter på såtens gode poster nedlægger naturligvis mest vildt, men erfarne drivere kan også nedlægge meget vildt på vej gennem såten. Der er forskellige oplevelser forbundet med hver disciplin. Nogle fortrækker at stå for og lade vildtet komme til sig, mens driverne nogle gange skal mase sig gennem såtens mest ufremkommelige dele uden at se skyggen af det. Andre gange får driverne helt særlige oplevelser med vildtet på klods hold. Entydigt er det dog, at driverne skal lægge større fysisk anstrengelse for dagen, men at de også oplever reviret og naturen på helt tæt hold på en anden måde end skytterne.
Sidste chance
Vi drivere bliver ledt rundt om det sidste skovstykke for at kunne starte nordfra i den sidste del af anden såt og den aktive del af jag På vej ud rejser jeg en sneppe, der flyver langs skovbrynet og forsvinder. Vi starter drevet, og efter få meter bliver der meldt om en hare, der indhenter os bagfra og løber frem til skyttekæden. Den opdager faren, vender om og løber retur i fuldt firspring, hvor den slipper ud på nabomarken. ”Det var da utroligt med de harer!” lyder det gennem skoven. Men så sker der heldigvis noget. Tre fasaner bliver rejst. Den ene tager turen op på langs af hele skyttekæden. De fleste skytter forsøger sig, men kokken svæver ufortrødent i sikkerhed. To andre kokke leveres dog af velplacerede skud fra ægteparret Kirsten og Peter. Kirsten, jagtens eneste kvindelige deltager, stod således for leveringer af både en høne og en kok, og dermed halvdelen af dagens vildtudbytte. ”Ja, d’herrer, lidt mere træning skal der til, hvis I skal følge med der!”
Råvildtet var tilsyneladende bare forduftet i dag. På andre dage har både Christian og vi andre set adskillige stykker råvildt boltre sig på denne fredsommelig perle. Men de ved udmærket, hvornår jagten går ind og fornemmer hurtigt, hvad der foregår på reviret. Havde der stået råvildt andre steder end i det allerførste drev, var det formentligt listet lige så stille af.
Facit for jagtdagen er, at vi så fire hare og flere snepper, og der blev nedlagt fire fasaner, hvilket er helt godkendt for sådan en lille fin jagt. Med lidt mere træning på flugtskydningsbanen og en portion held ville der have ligget endnu mere fuglevildt på paraden. Der var udsøgt forplejning på ”godset” både før og efter jagten, og alle kunne kvittere med et mange tak, og på gensyn næste år”.
