TEKST: PHILIP VON ARENSTORFF. FOTO: PHILIP VON ARENSTORFF OG ARM001/HUTTERSTOCK.
De fleste kender til løver fra film optaget på den store savanne. Andre har været i Zoo eller har været på safari i Afrika og set de store dyr ligge sløvt og kigger, mens turistbilerne triller forbi. De nyder skyggen under det enlige træ i det åbne landskab og ser ikke særligt farlige ud.
Den slags halvtamme løver har jeg selv set under mine ophold i Sydafrika. Måske er det lidt snyd at kalde dem halvtamme, for de er jo bare vænnet til mennesker og opfører sig derfor ikke helt naturligt.
Derfor fik jeg et noget andet indtryk af løver, første gang jeg landede i Cameroun. Spor var der nok af, og brøl kunne da også høres fra tid til anden, men ikke så meget som et glimt af en løve fik jeg. Lige så stille begyndte jeg at tvivle på de sky dyrs eksistens. Jeg greb mig selv i at joke om løverne som Loch Ness løver eller bigfoot. Var de her overhovedet, og hvordan kunne det lade sig gøre, at sådan en stor kat holdt sig helt ude af syne?
Det skulle jeg snart få lært – på den hårde måde.
Den lange ventetid
Efter ni måneder i den fantastiske bush i Cameroun havde jeg næsten opgivet håbet om at se en løve, men en tidlig morgen var jeg ude at køre med en antikrybskytte-patrulje, og ud af ingenting træder en kæmpestor hanløve ud på vejen foran os.
Mit franske er stadig langt fra flydende, men jeg kunne forstå på trackerne, at dette ikke var en normal løve. Løverne i Vestafrika er ganske vist større end andre steder, men manken på denne var langt større end vanligt i området.
For mig var det dog ligegyldigt. Vi havde set en løve, hvad i sig selv var fantastisk, og et bevis på at løver i Cameroun var mere end bare fortællinger ved bålet.
Et par dage senere, skulle vi igen ud at lede efter krybskytter. Der havde været et stort regnskyl om natten, så spor over vejene ville være meget tydelige. En klar fordel for os i jagten på krybskytter og kvægdrivere. Samtidig kunne vi ved at lave hjulspor på vejene, vise, at vi var der, så de tænkte en ekstra gang over, om de skulle ud og lave ulovligheder. Efter et par timer ramte vi et lovende spor. Nogle havde fejet hen over vejen. Et velkendt trick når folk og kvæg krydser vejene og prøver at gemme sporene.
Vi stoppede bilen og hoppede af for at undersøge det nærmere. Det underlige var dog, at det fejede spor forsatte ind i bushen. Det virkede, som om de havde spændt et tæppe bag på en ko eller et æsel. Vi forsatte ad det meget tydelige spor, men nåede ikke langt, før noget begyndte at knurre inde fra noget tæt krat foran os. Nu er jeg ikke kvægfarmer, men jeg er ret sikker på, at køer og æsler ikke kan knurre, så eneste logiske forklaring måtte være, at det var et slæbespor fra en løves middagsmad vi havde fulgt, og at vi var gået direkte ind i løvens hule. En løve, der nu var godt sur over, at vi havde forstyrret dens madro.
Klar
Riflen kom ned fra skulderen, og en patron røg i kammeret. Samtidig forsvandt den irriterede knurren og blev erstattet af et brøl, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. En lyd, der er mere passede i en gyserfilm end i den virkelige verden. Jeg stod nu med riflen oppe, men kunne stadig ikke se noget i det tætte buskads. Piben pegede i den retning, hvor lyden før kom fra. Et nyt brøl rungede. Samtidigt kom en løvinde flyvende ud af busken cirka 40 meter foran mig. Min tid i Afghanistan har givet mig en god evne til at reagere meget kalkuleret i sådanne situationer, så jeg konkluderede, at jeg ret sikkert kunne nedlægge hende, men jeg ville helst undgå det. Jeg holdt sigtet på hendes hoved og ventede, til hun var inde på 20 meter. Her stoppede hun og kiggede surt på mig, indtil hun vendte om og gik tilbage ind i busken. Jeg bevægede mig langsomt bagud, mens jeg holdt riflen oppe. Nu havde jeg endelig set en løve. Ovenikøbet en, der gik til angreb på mig.
Snakke med løver
Det store problem i Cameroun er kvægfolk, der har flere køer, end de har græs til. De rykker ind i nationalparker og jagtområder for at finde mad til dem. Ud over den skade, de laver på områderne ved at hakke grenene af træerne, laver de også en del krybskytteri, nu hvor de alligevel er der.
Når de finder et dødt dyr, eller en af deres køer dør, smider de rottegift i det for at dræbe leoparder og løver. Det er selvfølgeligt med til at ødelægge bestandene og er en af grundene til, at vi gør, hvad vi kan for at holde dem ude. Det har også gjort, at løverne ikke går på lokkemad. De rører simpelthen ikke dødt kød.
Det har medført, at modsat resten af Afrika, hvor man hænger lokkemad op, bygger et skjul og så venter, så har vestafrikanerne udviklet en strategi, hvor man i stedet går til fods og lokker løven frem med kald.
Det er en jagtform, der grundet løvens sky natur, på ingen måde er lige så effektiv som at lokke dem, men i mine øjne noget af det vildeste, man kan: slå løven på dens hjemmebane.
Løven kalder
Det en jagtform, jeg altid har været meget interesseret i at opleve, så da jeg fik at vide, at vi i år havde en kunde, der ville prøve lykken efter en løve, var jeg var klar.
Op til jagten havde jeg brugt en måned alene i bushen sammen med antikrybskytter, så da kunden og den professionelle jæger ankom, var jeg mere end klar.
Vi startede alle dagene på samme måde. Tidligt oppe forlod vi lejren i mørke for at finde et passende sted at sætte os og kalde på løver. Det handler om at finde et sted i bushen, hvor vi kan sidde i en rundkreds og sikre hele vejen rundt, da vi ikke har nogen idé om, hvor løven vil komme fra.
Især sidst på sæsonen, hvor det begynder at regne, og træer og buske er begyndt at få blade igen, kan man ikke se langt. Fugten giver dog den fordel, at alle sporene er friske, så vi er på ingen måde i tvivl om, at der er løver i området.
Selvom vi brugte både morgen og aften på at kalde og gik om dagen, så vi intet.
En dag mødte vi nogle af folkene fra antikrybskytte-enheden. De fortalte os, at de få kilometer fra os var stødt ind i en flok løver.
Næste morgen var det op klokken fire, morgenmad og op på Landcruiseren. Ude i bushen hoppede vi af bilen, og bevægede os en 500 meter ned ad vejen for at finde et godt sted at sætte os. Så begyndte vi at kalde. Som vi sad der, kunne jeg ikke lade være med at smile, når jeg kiggede rundt. På alle sider i cirklen sad folk og nikkede med hovedet. De lange dage var begyndt at tage lidt på folk, og mørket hjalp til.
Momuni, vores yngste tracker, en lille, tæt knægt, som jeg har set smide et helt vortesvin på skulderne og gå et par kilometer, vågnede pludselig op med et sæt. Han stirrede ud i mørket.
Jeg vidste, at netop han havde fantastiske sanser og øjne, der ville gøre en gemse til skamme. Vi andre fulgte hans blik og stirrede ud i mørket, men vi så intet.
”Løven kalder,” sagde han stille.
Bavianernes varsel
Vi kiggede lidt mistroisk på ham, for vi kunne ingenting høre, men han var sikker i sin sag.
Da vi alligevel intet havde at miste, gik vi tilbage til bilen og kørte i den retning, hvor Momuni mente, at lyden kom fra.
Vi stillede bilen og gik mod et nyt sted for at sætte os. Vi vidste, at der kom et stort naturligt saltslik, som ville give os et godt åbent område at kigge på. Solen var lige så stille begyndt at komme frem, og det varmede kroppen, da vi satte os ned og begyndte at kalde.
Pludselig begyndte bavianerne at larme. En lyd, jeg havde vænnet mig til, men som alligevel var underlig. Ikke den normale bjæffen, som når de skændes, men i stedet enkelte bjæf. En lyd jeg før har hørt om natten, når leoparden bevæger sig, hvilket ikke begejstrer bavianerne.
Advarselskaldene begynder at komme nærmere. Jeg kunne se alle trackernes blikke stift rettet mod lydene og fik langsomt selv drejet mig i samme retning.
Pludselig var der bevægelse mellem buskene. Ingen var sikre på, hvad vi havde set men ingen tvivl om, at der var noget.
Riflen blev drejet over mod, hvor bevægelsen var. I samme øjeblik trådte han frem. Måske havde vi været i tvivl, om hvor han var, men han vidste præcis, hvor vi var, og han gik direkte hen imod os, mens han kiggede efter den løve, han havde hørt kalde.
Den store løve
Det var den samme løve, som jeg så et glimt af den dag for nogle uger siden sammen med antikrybskytte patruljen. Kæmpestor krop, stor flot manke, en gammel kriger, der ikke længere havde en flok, men som holdt sig alene i bushen. Han gik frem mod os med blikket rettet mod os.
Jeg fik kameraet op og tog billeder, men når kun et par, før skuddet brager, og et brøl bryder ud. Et brøl af ren ondskab, der vil dræbe det første, den ser. Næste skud lød. Løven trillede rundt for så at sætte i fuld fart ud i det høje græs. Med ét var han væk. Kun stilheden blev tilbage.
Det farlige skud
Alle var oppe at køre over, at det endelig lykkedes, men jeg kunne se på Bernard – den professionelle jæger – at han ikke var glad. Skuddet var faldet et par sekunder for tidligt, hvor løvens hoved var nede. Brystet var ikke frit. Kuglen havde snittet kæben først og var gået skævt ind i brystet i stedet for i midten. Et skud, der sagtens kunne have været dræbende, men lige så godt kunne give en meget sur løve inde i det høje græs.
Det var skud nummer to, der fik ham til at rulle, men ingen så, hvor kuglen ramte. Vi måtte håbe på det bedste.
Vi kaldte bilen frem og fik en kop kaffe for at give løven noget tid, inden vi skulle efter ham. Efter cirka 30 minutter bevægede vi os mod skudstedet. Vi fandt hurtigt blod, en god del endda, men Bernard bevægede sig stadigt frem med riflen ved skulderen for at være på den sikre side. Vi fulgte sporet et stykke og opdagede, at blodet desværre begyndte at svinde ind. Også bevoksningen ændrede sig fra bush til højt græs. Ikke lige ønskescenariet.
Der gik da heller ikke lang tid, før Bernard stoppede med et lettere anstrengt ansigtsudtryk. Han turde ikke gå videre med os alle sammen, og selv om jeg gerne selv ville med, måtte de fleste af os blive tilbage. Frustrerende, men det, der ventede inde i græsset, var en sur kat, der med et enkelt slag fra sin pote kunne åbne din mave og sende dig til de evige jagtmarker.
Den farlige eftersøgning
Bernard og to trackere forsvandt ind i græsset. Tiden føltes som evigheden selv, mens vi sad og ventede.
Efter 20 minutter hørtes der for første gang noget. To brøl lige efter hinanden, men intet skud. Ventetid.
En halv time gik, før vi igen hørte brøl efterfulgt af to skud. Vi sad i spænding og ventede på nyt over radioen, og så begyndte den at skratte. Det hele foregik på det lokale sprog, men man kunne se på smilene, at det hele var gået godt, så vi skyndte os i retning af skuddene.
Da vi kom frem, fik vi med det samme øje på den store løve. Den lå på jorden. Bina og Koglunga stod med store fagter og fortalte historien på deres eget sprog. Tæt på stod Bernard, gennemblødt af sved, og med blod på både bukser og skjorte. Skytten tilbød ham en smøg, og den ellers ikke-rygende mand tog glad imod, mens han begyndte at fortælle.
Ind i løvens hule
Bernard, Bina og Kuglunga bevægede sig lige så stille frem. Bloddråbe efter bloddråbe fulgte de sporet ind i det høje græs. Bernard uden sikring på riflen, og med fingeren på aftrækkeren. Han prøvede at dække alle tænkelige steder, løven kunne komme fra.
Pludselig lød et brøl ikke mere end 10 meter fra dem. Alle mand frøs på stedet. Bernard stod klar med riflen ved skulderen. Pulsen dunkede i hele kroppen. Af alle de steder, et angreb kunne komme fra, var dette tætte terræn det værste. Sigtbarheden var under en meter.
Det, der føltes som timer i det høje græs, var reelt under 20 sekunder. Så kom det næste brøl, efterfulgt af lyden af et stort dyr, der med høj hast bevæger sig gennem græsset, i retning væk fra dem.
Med en lidt højere puls forsatte de på sporet igen.
Bloddråberne begyndte at blive mindre, og der var længere imellem dem. Ikke et tegn på, at han ville lægge sig død i en nær fremtid.
Sporet begyndte at bevæge sig i retning af den lille udtørrede flod i nærheden. Sigtbarheden langs floden var en anelse bedre. Helt op til en 5-10 meter på de gode steder. De gik nu fem meter fra floden. Sporet gik stadig i samme retning.
Fælden
Hvad de ikke fattede var, at det hele var en stor fælde. Løvens plan er nemlig at trække dem ned mod floden for derefter at cirkle tilbage og lægge sig i baghold og se sit eget spor. Bernard og de andre var ikke klar over denne plan, så deres fokus lå i retning af floden. Bernard klar med riflen, Bina og Kuglunga travle med at finde rede i virvaret af spor, der bevægede sig langs floden.
Et brøl lød, og fælden klappede. Bernard nåede kun lige at vende sig, før løven var fremme ved ham. Han er dog en mand med et par jagter under bæltet, og på ren rutine fandt sigtet løvens hoved, og fingeren trykkede på aftrækkeren. Skuddet bragede. Den 26 gram tunge kugle forlod løbet med 700 meter i sekundet og ramte løven øverst i kraniet. Løven fortsatte dog fremad. Bernard repeterede samtidig med, at han kastede sig til siden for at undgå løvens spring.
Løvens pote gled hen over riflens skæfte og Bernards mave, mens den væltede forbi ham. Heldigvis fik kløerne ikke fat. Ellers ville de have åbnet hans mave, og det hele ville have sluttet for Bernard lige der i det høje græs.
Løven ramte jorden bag ved Bernard og begyndte at vende rundt til endnu et angreb, men nu havde Bernard fået en ny kugle i kammeret. Han sigtede, skød, og løven faldt.
Kuglen lavede et fint hul i øret, forsatte igennem det og ind i nakkehvirvlerne. Den gamle kriger faldt om og forlod denne verden lige så spektakulært, som han havde levet.
