AF JENS ERIK PERTO
Få rifler er mere ærkeamerikanske end Weatherbys. Firmaets mest berømte model er Mark V, som blev designet af Roy Weatherby og hans ingeniør Fred Jennie i 1955. Modelbetegnelsen skyldes, at den var den femte prototype, som man fremstillede. Det grundlæggende ønske bag designet var at skabe en riffellås, som kunne modstå de større gastryk, som Weatherbys magnumpatroner ofte resulterede i. For at øge lukkeknasternes anlægsflade forøgede man deres antal fra de traditionelle to til hele ni styk, som er fordelt på tre rækker arrangeret symmetrisk omkring bundstykkes hoved. Herved opnåede man ud over et 50% større anlægsareal også en reduktion af bundstykkets åbningsvinkel fra 90 til 54 grader.
Låsen var et af de tidligste eksempler på ”fat bolt-design”, hvor bundstykkets krop har en lidt større diameter end hen over lukkeknasterne. Herved kan man lave et undersænket bundstykkehoved, som helt omkranser den del af patronbunden, som stikker ud af pibens kammer. Samtidig er det lettere at opnå en smidig låsegang.
Resultatet blev en riffel, som i kraft af sin konstruktion kunne modstå markant større gastryk end mange af datidens traditionelle (Mauser)låse.
Resten af Mark V-modelen designede Roy Weatherby i meget markant amerikansk stil med højglanslakeret Monte Carloskæfte med kindpude og ventileret Pachmayr-gummikappe. Netskæringensmønsteret var karakteristisk ”skotskternet”. Desuden havde riflerne rosentræsafslutning på pistolgreb og forskæfte. Mellem skæftetræ og afslutninger samt skæfte og bagkappe var der hvide plastikmellemlæg. Desuden var piberne tynde og uden åbne sigtemidler. Riflerne kunne fås til Weatherbys egne patronkonstruktioner – med .300 Wea.Mag. som den mest populære – samt i den evige amerikanske klassiker .30-06.
J.P. Sauer
Allerede i 1956 havde Roy Weatherby rejst rundt i Europa for at finde en producent til sine nye rifler. Adskillige kendte navne som F.N. i Belgien, Sako i Finland, BSA i England og Schultz & Larsen i Danmark var blandt kandidaterne. På grund af omkostningerne til fremstilling i Europa besluttede Weatherby dog at påbegynde sin egen produktion af piber og lade låsene og andre dele fremstille af lokale firmaer i hans hjemstat Californien.
Låsene blev fremstillet ved støbning med den såkaldte ”investment casting-teknik”, som stadig anvendes af bl.a. Ruger. En voksmodel af låsen pakkes ind i støbesand, hvorefter voksen smeltes ud, og støbestål hældes ind i formen. Teknikken udmærker sig ved at kunne lave færdige emner med temmelig små tolerancer. Produktionen gav dog en række problemer med kvalitet og finish, som fik Weatherby til atter at vende blikket mod Europa for at finde en producent af ikke bare låse, men færdige rifler. Valget af producent faldt på det gamle hæderkronede firma J.P. Sauer, som efter 2. verdenskrig var blevet retableret i den lille by Eckernförde nær Flensborg.
Sauer var dog ikke fortrolig med støbning, men fastholdt den traditionelle fremstilling af låse ved spåntagende bearbejdning af sænksmedede stålemner. Til gengæld introducerede de produktionen af piber ved koldhamring, som man hævdede var mere ensartede hele vejen ud, og derfor gav større præcision og længere løbslevetid. Herved blev Weatherby den første amerikanske leverandør af rifler med piber af denne type, hvilket han dygtigt udnyttede i sin altid meget professionelle markedsføring.
I 1957 afsendte Sauer de første Weatherby rifler til USA, og produktionen fortsatte frem til starten af 1970’erne, hvor opgaven blev overdraget til japanske Howa til stor fortrydelse for mange Weatherby-entusiaster. I 1995 blev produktionen ført tilbage til USA.
Model Europa
Mens de første års produktion alene var beregnet på det amerikanske marked, begyndte Roy Weatherby også at fatte interesse for det hastigt voksende europæiske marked for jagtrifler. Man valgte klogt at drøfte sine ideer med folkene på Sauer, og resultatet blev, at man lancerede Weatherby Model Europa i 1965. Den udmærkede sig ved at have et olieret skæfte, åbne sigtemidler og kunne fås med snelleaftræk. Endnu mere markant var det, at man ikke alene kunne få riflerne i Weatherbys egne patronkonstruktioner, men tillige til klassiske tyske kalibre, som 7×64, 6,5×68, 8×68 og 9,3×64. Og det var en af de sidste, jeg genså på et nyligt besøg hos Poul Brøndum på jagtfarmen Malpepo i Sydafrika
Jeg kendte riflen udmærket, men havde ikke set den siden 1980’erne. Historien bag den er, at min jagtkammerat Poul i 1970’erne ved et uheld fik en slag mod sit højre øje, så hans syn tog varig skade. Poul måtte nu skyde fra den venstre skulder, og anskaffede sig en Carl Gustaf 1900 i links-udgave. Det siger meget om Poul, at han bare tre måneder senere var oppe på sin vanlige høje standard som skytte. Det var også nødvendigt, for her skulle Poul til det dengang eksotiske Namibia på sin første jagtrejse.
Den jagtkammerat, som havde forårsaget uheldet, forærede Poul en riffel til Afrikarejsen. Da udvalget i grovkalibrede linksrifler dengang var meget begrænset, faldt valget på en Sauer Weatherby model Europa i det eksotiske kaliber 9,3×64.
Brenneke
9,3×64 har sin oprindelse i to meget populære patroner til brug i Afrika. Allerede i 1905 fik Otto Bock i Berlin til opgave at konstruere en patron til allroundbrug i de tyske kolonier i Afrika. Resultatet blev kaliber 9,3×62, der blev populær ikke bare i de daværende tyske kolonier, men også i hjemlandet samt til elgjagt i Sverige og Norge.
Mens 9,3×62 var populær i Østafrika, blev det kaliber .375 H&H, som siden blev udnævnt til Afrikas Dronning på grund af patronens store alsidighed og udbredelse. Men reelt skyldes det historiske og politiske omstændigheder og ikke konstruktionsmæssige. Man skal huske på, at en .375 H&H Magnum kræver en lås i magnumlængde, og at repeterrifler i dette kaliber derfor var få og relativt sjældne indtil 2. verdenskrig. Brugte man ikke en magnumlås, måtte man igennem en bekostelige proces med indvendige udfræsninger i en standardlås, som tillige svækkede konstruktionen.
På trods af at 9,3×62 i alle henseender er en fremragende konstruktion, er der alligevel et markant spring op til .375’erens hastighed og dermed anslagsenergi. Derfor kombinerede den tyske patronkonstruktør Wilhelm Brenneke de to patroners egenskaber i 1927. Her lancerede han 9,3×64, som har et hylster, der både er lidt længere og tykkere end hylsteret til 9,3×62, men stadig kan være i en mauserlås af standardlængde. Desværre var datidens kuglekonstruktioner i kaliber 9,3 mm ikke velegnede til de høje hastigheder, som 9,3×64 kan præstere, og projektilerne splintredes ofte med utilstrækkelig dybvirkning til følge. Problemet var så stort, at kaliberen fik et dårligt ry.
Kugler
Efter at have eksperimenteret med forskellige forbedringer af de klassiske blødnæsede jagtprojektiler siden 1905 havde Wilhelm Brenneke allerede i 1910 udviklet den en ny kugletype, kaldet Torpedo Ideal Geschoss (TIG). Det udmærkede sig ved at have to blykerner med forskellig hårdhed, og en stålkappe som var meget tynd fortil. Herved opnåede man en hurtig ekspansion samtidig med at den hårde, bagerste del af kuglen sikrede gennemskud. Kuglens navn skyldtes, at både den bagerste blykerne og bagenden af projektilet var koniske og derfor lignede en torpedo.
Selv Brennekes egen TIG-kugle gik ofte i stykker. Derfor introducerede Brenneke i 1935 en endnu stærkere kugle, kaldet Torpedo Universal Geschoss, som var fremragende til brug i kaliber 9,3×64. Især i de fransktalende dele af Afrika fik patronen en vis udbredelse, men 2. verdenskrig forhindrede Brennekes storvildtpatron i at opnå den popularitet, som den egentlig fortjente. Selvom den stadig nyder en vis popularitet i Tyskland, Frankrig og i de tidligere franske kolonier, er den stort set ukendt herhjemme.
Alt dette var Poul Brøndum lykkelig uvidende om, da han fik sin Sauer-Weatherby foræret. Da dette skete før håndladning af riffelpatroner blev udbredt, var patronvalget var ganske let. Der fandtes kun én bredt tilgængelig producent, RWS. Kuglevalget i fabriksammunitionen var også relativt let. Der fandtes dengang ganske vist en 18,5 grams traditionel blødnæset kugle, men den var været bedst egnet til træningsbrug. Kuglen er udviklet til kaliber 9,3×62, hvor den med en udgangshastighed på små 700 m/s fungerer glimrende. I 9,3×64 er udgangshastigheden derimod 120 m/s højere, hvilket stort set altid resulterer i, at kuglen fuldstændig splintres på andre dyr end mindre arter af hjortevildt.
Til allroundjagt fremstillede RWS kun en velegnet kugle: Brennekes 19 grams TUG-projektil. Udgangshastigheden blev opgivet til 785 m/s og kuglebanen bliver herved næsten identisk med kuglebanen fra en 6,5×55. Ved en indskydning på 200 meter var overslag på 100 meter 7 cm, mens kuglen faldt 29 cm under sin flugt ud til 300 meters afstand. Kort sagt en ideel allroundpatron med samme ballistiske egenskaber som en .375 H&H.
Utroskab
Allerede under sin jagt i Namibia blev Poul overbevist om kvaliteterne ved sin 9,3×64’er. Han nedlagde et stort antal vildt i alle størrelser fra en steenbok, som er på størrelse med et rålam til den største af kontinentets antiloper eland, som kan veje næsten et ton.
Poul blev så glad for sin riffel, at han næsten ikke brugte andet i de næste mange år. De følgende jagtrejser gik til Polen og Skotland, hvor han med stor succes anvendte sin 9,3×64’er, selvom den reelt er unødvendig kraftig til dette formål. Riflen vendte også tilbage på adskillige antilopejagter i bl.a. Sydafrika.
I en årrække koncentrerede Poul sig imidlertid om at opbygge en virksomhed, og derfor trådte jagten i baggrunden. Hos den lokale våbenhandler besluttede han derfor at bytte sin trofaste Weatherby ind i en handel om en mindre kraftig riffel, som var lidt mere velegnet til den hjemlig jagt på råbukke.
Men dermed var historien ikke slut. 10 år senere besluttede Poul at realisere en gammel drøm om at lave en jagtfarm i det sydlige Afrika, hvor han i modsætning til mange andre arrangører kun ville tillade jagt til fods på god gammeldags vis. Det giver langt bedre oplevelser for både jægerne og for vildtet. Skyder man fra bilerne, bliver vildtet snart skræmt af synet og lyden af dem, og skudholdene bliver derfor lange. Ved jagt til fods bliver skudholdene kortere og anskydningerne dermed langt færre – samtidig med at kvaliteten af jagtoplevelsen forøges drastisk. Resultatet blev etableringen af Malpepo Safaris 200 km nord for den Sydafrikanske by Port Elizabeth.
I forbindelse med de mange forberedelser til opbygningen af jagtfarmen, aflagde Poul et besøg hos den våbenhandler, som han i sin tid havde solgt sin 9,3×64’er til. Og sandelig om ikke hans gamle riffel stadig stod på hylden. Våbenhandlere sagde ligeud, at en amerikansk-tysk links riffel i kaliber 9,3×64 og med snelleaftræk sgu er for sær en fisk til, at nogen vil have den. Men det ville Poul, som for længst havde fortrudt sit ”utroskab” og straks købte riflen tilbage.
Tro tjener igen
Som håndlader har Poul i dag en bred vifte af gode kugler at vælge imellem fra talrige kendte producenter som Nosler, Hornady, Swift og Woodleigh – foruden Brennekes traditionelle TUG, som i dag forhandles under navnet UNI Classic.
Siden Poul åbnede sin farm for jagt, har 9,3×64’eren fortsat sin trofaste tjeneste i Sydafrika. Ikke mindst som låneriffel til de efterhånden mange gæster, som ikke længere orker besværet ved at medbringe våben på flyrejser. Faktisk er den så populær, at mange gæster foretrækker Weatherbyen, selvom de ikke er linksskytter.
Med sin flade kuglebane og snelleaftræk er 9,3×64’eren meget velegnet til selv lange skud på større arter som kudu, zebra og elsdyrantiloper. Specielt når man bruger de moderne skydestokke, som støtter riflerne både foran og bagpå skæftet, er rekylen også ganske overkommelig, selv for gæster som ikke er vant til at skyde med grovkalibrede rifler.
