Kulde og bukkelam
Jeg fryser på den der irriterende måde, hvor hele kroppen med mellemrum bare ryster, helt ude af kontrol. Solen er ved at gå ned og jeg har siddet i stiv blæst fra nordvest i tre en halv meters højde uden vinddække i fire timer. Der er flot udsigt til en lille bakke beklædt med tørt brunt græs og lavt spredt buskads omkranset af en fintklippet græssti hele vejen rundt. Min frysende krop er klædt i tre lag tøj, og det inderste er endda batteriopvarmet – rent snyd – jeg ved det godt! Men af uransagelige årsager har undertrøjen valgt at strejke netop i dag. Det kan være karma, eller bare dårligt vedligehold, men den skal i hvert fald tjekkes grundigt, før jeg går i seng i aften. Det er lidt kritisk, når resten af påklædningen er valgt med udgangspunkt i fire timers batterivarme fra det inderste lag. Desuden har tre mænd – sikkert ellers ganske flinke – valgt netop denne eftermiddag til at fælde alle træer på en lille grund under hundrede meter fra min skydestige, der står lige på kanten til et sommerhusområde. Der har været masser af larm, bunker af trafik og selvfølgelig ikke et eneste rådyr, siden jeg satte mig herop
Små ti minutter før solen går ned, kan jeg høre at motorsaven stopper, og at de begynder at pakke sammen. De sætter i bilen og kører derfra, og jeg kigger efter mine ting og gør selv klar til at smutte. Ser allerede frem til at komme væk fra blæsten og placere mine frosne baller på sædevarmen i bilen. Man lærer at sætte pris på de små luksus-ting, når man skal sidde helt stille i den danske natur i januar måned.
Men midt i elendigheden og de flyvske tanker om el-varme, hører jeg den gode slags støj i det tørre bladdække under mig, og ud af ingenting kommer et lille rådyr løbende for fuldt drøn. Det passerer mig uden at tage notits og stopper små femogtyve meter fremme for at kigge bagud. Kroppen virker klejn, der er ikke noget synligt skørt, og jeg kan se to små knopper i panden på den – Det må være et bukkelam. Trods bidende kulde i fingre og arme tøver min krop ikke et eneste splitsekund.
Buen bliver faktisk trukket, allerede mens lammet løber forbi mig. Mit sigte følger dyret i bevægelse, og da lammet stopper, hviler sigtet allerede på det lille punkt lige over forbenet. Alt føles perfekt og pegefingeren gør sit job uden indgriben fra det til tider lidt forstyrrende hoved. Pilen forlader buen med et lille smæld, rammer dyret perfekt og ender i græsset lige bagved. Lammet kaster sig fremad, men har ikke kontrol over forbenene, så det skubber sig frem med bagbenene, mens blodsprøjt farver det tørre brune græs rødt. Den forender med et suk efter blot tyve meters flugt – Skuddet har tydeligvis været et af de bedre.
Alt dette kan jeg betragte med tilbageholdt åndedræt fra min skydestige. Først da dyret ligger helt stille, trækker jeg selv vejret igen og sender den korte sms til jagtlederen fra min mobil: ”bukkelam nede, forendt i syne, må jeg selv samle op?”. Svaret kommer prompte: ”Stort tillykke og ja, husk at dyret brækkes herhjemme”.
Derefter har jeg god tid til at nyde skuddet, gå af sporet, finde dyret og I ro og mag tage en masse billeder for at kunne genkalde mig situationen senere. Det går alt sammen fint, indtil jeg kommer helt frem til bukkelammet, der rent faktisk viser sig at være en kastebuk. Satans! Men selv når jeg står helt tæt på dyret, kan jeg ikke se, at det er en kastebuk på kroppen. Parolen var klar: Alt jagtbart vildt må skydes, men kastebukke bør gemmes til foråret og koster ekstra, hvis I skyder dem.
Der er ikke andet at gøre end at undskylde og betale bøden, der i dette tilfælde nærmer sig prisen på hele jagten – surt, men ganske fair, efter min mening. Mogens er heller ikke sikker derhjemme, og vi ender med at måtte undersøge tænderne for at aldersbestemme den klejne kastebuk – jagt er jagt og en parole er en parole. Der er ingen andre, der har skudt til rådyr den eftermiddag, og ved brækningen af rådyret opdager jeg, at hjertet er perfekt skåret igennem af alle tre pileskær, det har jeg kun gjort en enkelt gang før med bue på rådyr. Det var godt nok det forkerte dyr, men i det mindste et perfekt skud…
Bukkeøen – Sejerø
Råvildtet på Sejerø er efterhånden et velbeskrevet kapitel i dansk jagthistorie. Danmarks Jægerforbund omtaler den som Bukkeøen, og der er skrevet masser artikler; dels om hvordan vildtet kom til øen i 1999, og dels om hvordan vildtet er blevet forvaltet derefter. Der findes utallige film og beretninger, som viser tætheden af vildtet, så det var med stor glæde, at jeg fik mulighed for at deltage med min egen bue.
Mogens og Tina driver Sejerø Camping midt på øen, og de arrangerer to forårsjagter samt tre vinterjagter på råvildt med bue. Campingpladsen og deres fantastiske gæstfrihed danner rammen om en buejagt, man uden tøven kan kalde lidt ud over det sædvanlige. Der er rift om pladserne, og det er ganske almindeligt, at jægerne reserverer plads på samme jagt til næste år, allerede før jagten er færdig. Og det er med god grund. Ikke alene er forplejning og indkvartering i den rigtig gode ende af skalaen, de har endda også råvildt, og masser af det, på gode jagtområder med velholdte stiger.
Jeg har efterhånden været på buejagt en del steder i Danmark, men ingen steder uden for statsskovene, har jeg oplevet en tæthed i bestanden af råvildt, der matcher denne. Da jeg ikke bekymrer mig det store om trofæer, er vinterjagten for mig en god anledning til at hjælpe med at holde en sund balance mellem bukke, råer og lam. Den eneste bekymring er så at skelne mellem bukkelam og kastebukke, som det viste sig ikke var helt så enkelt, som det lyder. Vi kan vist alle se forskel, når vi sidder i ro og mag og kigger på billeder uden bukkefeber, men det er en smule mere vanskeligt, når blodet suser i ørerne, pulsen er høj, og adrenalinen har taget styringen.
Udstyr til buejagt om vinteren
- Bue
- Pile
- Spidser
- Afstandsmåler
- Undertøj
- Handsker
- Hoyt Nitrum Turbo, 30”, 70 pund
- Black Eagle Carnivore, 31”
- Grimreaper Broadheads, Fatal Steel 125gr
- Bushnell Arc 1000 DX
- Nordic Heat, elektrisk varme,
- Sealskinz Ultra Grip, tykke og vandtætte
Utallige stykker råvildt!
Næste dag får jeg tildelt en jagtstige i et stille hjørne nær en sø, hvor tre jagt-arealer støder op til hinanden. En lille å deler to af arealerne, og den store åbne mark mod nord har et enkelt hul i gærdet med en temmelig hårdt trampet veksel. Med ryggen mod et tæt pilekrat kan jeg fra jagt-stigen netop nå rundt i det lille hjørne med buen: Små 30 gange 30 meter, med lidt lavt buskads og en nyklippet græssti, der slynger sig igennem arealet. Det gælder tydeligvis om at holde sig klar til skud, for det er ikke her, at dyrene holder pauser, men blot en motorvej når de skal fra et sted til et andet. Vindretningen er desuden ret elendig, og min fært spredes over mere end halvdelen af stykket.
Jeg sidder ganske stille i stigen og overvejer at finde en bedre plads langs jorden. Der er et fint buskads ganske nær, der hænger ud over åen ved hegnet til det næste jagtareal. Og midt i de tanker dukker det første rådyr så op. Ud af ingenting står det der lige pludselig – midt i mit skudfelt, på ti meters afstand, med front direkte mod mig og begynder at stirre utilfreds. Jeg har ingen idé om, hvor det kommer fra, eller hvordan det har opdaget mig. Dyret er til gengæld ikke i tvivl om, at der er noget, der lugter forkert oppe i træet og virrer med hovedet for at fremprovokere en bevægelse fra mig. Jeg kan ikke bevæge mig for at trække buen, men gemmer i stedet hovedet bag buen og har rigelig tid til at studere dyret, der ligner et bukkelam med fine knopper. Vi er således låst i en mexicansk stand-off, hvor dog kun den ene af deltagerne er bevæbnet. Jeg håber selvfølgelig, at bukkelammet vil give op først og begynde at spise lidt græs eller lignende, men min klodsede og lugtende krop i tre meters højde er åbenbart en del mere interessant.
Efter hvad der føles som en evighed, bliver jeg nødt til at forsøge. Strækker venstre arm uendelig langsomt, mens jeg trækker buestrengen bagud med den højre, mens jeg konstant holder blikket fastlåst på dyrets øjne. Graciøst som en ninja, tænker jeg selvfølgelig, men dette bukkelam er ikke voldsomt imponeret over mine balletfærdigheder, og det sætter i stedet i et flot spring ind gennem buskadset. Det er således allerede at finde et stykke inde på naboens jagtareal, inden buen er trukket færdig. Bevægelsen skræmmer selvfølgelig lige en rå, der, uden jeg har opdaget det, står og betragter os begge fra buskadset, der hvor jeg netop planlagde at flytte mig hen. Super! Der er uden tvivl masser af dyr på denne post, men ikke meget dække og en elendig vindretning for mig.
Under en halv time senere har jeg fornøjelsen af yderligere to rådyr, der løber lige gennem mit lille hjørne uden at ænse mig og uden at stoppe. Der går samtidig en flok på tre dyr længere ude på marken, så det er ikke fordi, at jeg mangler noget at kigge på. I modsætning til dagen før, sidder jeg i fint læ her og kan uden problemer holde varmen. Det hjælper selvfølgelig, at min el-undertrøje igen fungerer som den skal.
Der går to timer på denne måde. Flere rådyr passerer i frustrerende nærhed uden at give mig reelle skudchancer. Min fært forstyrrer for meget, og området lægger ikke op til, at de tager en pause her. Først kvart i solnedgang kommer der et rådyr spadserende ind i mit hjørne fra venstre side, hvor vinden ikke spreder min fært. Dette dyr stopper fint op for at spise og har ingen idé om min tilstedeværelse. Desværre er det tydeligvis ikke et hundyr, og trods den forbistrede gode skudchance tør jeg ikke stole på min egen vurdering – bange for at komme til at skyde en kastebuk igen. Og ganske som jeg sidder der og skumler, opdager jeg endnu et dyr, der kommer luntende. Denne gang fra min højre side, tydeligt optaget af det dyr, der allerede står på pladsen. På rent instinkt svinger jeg buen 90 grader mod højre, mens jeg trækker strengen tilbage og finder dyret i sigtet. Bevægelsen er tilsyneladende blød nok til ikke at forstyrre de to rådyr eller også er de bare optaget af at se hinanden an. På femten meters afstand ser jeg tydelig skørtet, da råen passerer min bue, der er fuldt trukket og klar til skud. Da råen stopper brat op på ti meters afstand med hele siden mod mig, har jeg allerede fundet venstre forben i sigtet og slipper pilen i en glidende bevægelse. Den rammer råen og stopper flot i jorden bagved dyret. De hvide faner på pilen er blevet farvet helt glinsende mørkerøde af passagen gennem dyret. Det kan ses ganske tydeligt fra jagtstigen, hvor jeg sidder og holder vejret. Råen giver et lille kraftspring bagud og tumler retur mod den lille å, hvor den kom fra. Rammer grene og buske undervejs og efterlader den smukkeste røde løber på begge sider af kroppen, før den løber direkte ind i et stort træ og glider ned i åen, hvor den forender under ti meter fra skudstedet. Først derefter får jeg kigget mig omkring og opdager, at bukken fra før endnu ikke er smuttet. Den står og snuser undersøgende til pilen, der skinnende rød stadig stikker op af det grønne græs.
Stilheden og nærheden ved bueskud i forhold til skud med gevær kan stadig overraske mig. Jeg er ikke religiøs omkring valg af våben, og nyder jagt uanset hvad jeg får stukket i hånden. Men de helt nære naturoplevelser får jeg oftest med buen i hånden, og skuddet forstyrrer sjældent de nære omgivelser nævneværdigt. I dette tilfælde kunne jeg på under ti meters afstand have skudt et dyr mere, umiddelbart efter det først skud var afgivet, uden det havde anet uråd – Det er en stor oplevelse!
Det er igen en stor glæde for mig at få lov at hente dyret i mit eget tempo og uden forstyrrende elementer. Jeg får taget et par gode billeder, der gør at jeg kan genkalde mig oplevelsen, også til sommer, hvor varmen og det grønne er kommet tilbage igen, og vintermånederne synes uendeligt fjerne. Det tager lidt tid at få bakset rådyret op af åen, hvor den forendte. Blodet farver vandet rødt et godt stykke derfra. Både indgangs- og udgangshul er urimelig store, og placeringen er god. Lunge såvel som hjerte er tydeligvis ramt. Det ene forben er klippet højt i lårbensknoglen, og blodtabet har tydeligvis været massivt. Skuddet ser ganske enkelt perfekt ud. Brækningen bekræfter, hvad den meget korte flugtafstand også antydede: Endnu en perfekt trekant i et hjerte – dette med temmelig god fedtmarmorering.
Samme eftermiddag har en ny buejæger skudt sit allerførste stykke råvildt. Det er altid en stor oplevelse at være med, når det sker. Oplevelsen vil blive husket af ham i lang tid fremover, på samme måde som jeg selv husker mit første stykke vildt med buen. Her på Buejagt Sejerø gik Mogens en smule over toppen til parolen og har skåret en stok med smuk naturlig snoning til den nyslåede jæger. Som traditionen foreskriver, bliver den dygtige buejæger, med hånden på dyret, på ganske retfærdig vis slået hårdt med denne stok. Først én gang af jagtlederen fordi han har været så heldig at skyde et dyr. Derefter en ekstra gang for alle de dyr han kommer til at skyde i fremtiden. og til sidst får han et slag af alle jagt-deltagerne, der har været så heldige at overvære denne gerning.
Bagefter kommer der ekstra brænde i brændeovnen og god mad i rigelige mængder fra køkkenet samt masser af drikkevarer til at skylle de gode historier ned med. Det bliver en god aften på Sejerø Camping, hvor rådyrene står tæt og gæstfriheden er helt exceptionel.
Sidste såt, sidste skud
Efter vildtparaden fik de jægere, der ikke skulle med den tidlige færge hjem, mulighed for en ekstra slyngel-jagt. Vi roterede pladserne en ekstra gang, så de tilbageblivende fik mulighed for at se et nyt jagt-areal. Jeg endte således med en post på modsatte side af den bakke, som jeg kiggede på i den allerførste såt om fredagen. Det er altid rart at se tingene fra en ny vinkel og alligevel vide, hvad der befinder sig lige rundt om hjørnet. Der skulle dog ikke blive tid til den store opdagelse eller fordybelse, for på Sejerø går tingene ofte temmelig stærkt.
Allerede på vej mod min anviste plads stødte jeg rent faktisk en rå, der valgte at løbe gennem et krat og i en stor bue ud på en mark. Jeg kiggede ærgerligt efter råen, men syntes at kunne fornemme på dens bevægelser, at den ville retur til samme område – mere skræmt var den alligevel ikke. Så jeg tog benene på nakken og løb små hundrede meter længere frem, hvor jeg satte mig på jorden i dække bag en stor tornet busk. Satte pil på buestrengen, indstillede sigtet til ti meters afstand og gjorde klar til at trække i sikker forventning om, at råen ville komme på min venstre hånd. Vinden var perfekt i ansigtet, og min fært ledte væk fra det forventede skudsted. Med tilbageholdt åndedræt og lidt stolt af mine indianer-evner ventede jeg på råen i et par minutter. Men hørte underligt nok intet. Og intet forsatte med at ske i yderligere et par minutter. Selvfølgelig kan man ikke forudsige bevægelser på råvildt – de er meget klogere end mennesker! Så jeg satte mig lidt bedre tilrette og begyndte at kigge mig omkring. Tog endda et billede med mobilen for at have noget at grine af, når jeg skulle forklare det hele senere. Det er ikke tosset at have lidt billeder at støtte sig til, også når det ikke lige går, som man forventer. Jeg lænede mig frem for at trække en pude ud af min taske, til at holde fugten væk fra jorden og spejdede samtidig efter en lidt bedre placering til de kommende timer.
Og netop som jeg tog fat i tasken, brasede råen igennem krattet på min højre side – i stedet for på den venstre side, som jeg havde forventet. Hun gik en smule frem og stod nu på under fem meters afstand bag en fin, tornet busk og kiggede undrende på en buejæger i fuld krigsmaling, på alle fire, i hovedhøjde med hende selv. Det var intenst. Meget intenst.
Buen i min venstre hånd pegede 90 grader i den forkerte retning. Mit aftræk på højre håndled var temmelig langt fra buestrengen, og min stilling var fuldstændig uegnet til at skyde fra. Hjertet galoperede, mens vi låste blikket på hinanden, men jeg sank spyttet og skubbede mig langsomt tilbage på knæene samtidig med, at jeg vred kroppen sidelæns. Aftrækket fandt selv d-loopet i blinde, og jeg trak hurtigt buestrengen tilbage, mens jeg holdt blikket fastlåst med råen. Mellem vores brændende blikke spottede jeg en lille åbning lidt til højre, vred kroppen noget frem og mod siden og kunne se frit til råen, der nu rykkede hovedet og gjorde tegn til at smutte. På fem meters afstand er pilen stadig en god håndflade under sigtet, så jeg holdt en smule højere en normalt og klemte omgående på aftrækket i ren iver, da jeg kunne se skulderen på råen. Pilen forlod buen og fløj fint gennem busken, uden at ramme grene. Først lige inden råen tog den en lille gren, og den mekaniske spids foldede sig ud før den ramte. Jeg trækker 70 pund på buen, med en pilevægt på lige under 30 gram og mekanisk spids med tre blade med skærediameter på 1.50” – det er lige knap seks centimeter roterende barberblade, der bevæger sig med 360 km/t. En lille gren gør ikke den store forskel på den afstand – hverken for hastighed eller træfpunkt. Rådyret skreg kort, slog en baglæns saltomortale og faldt så omkuld på stedet, stadig med pilen gennem kroppen. Hvis indledningen til skuddet var intenst, så var det intet at regne mod effekten af skuddet på denne afstand. Råen døde ganske hurtigt, mens jeg betragtede det på klods hold.
Ganske som med de to første rådyr, meldte jeg straks skuddet til jagtlederen og fik lov til at tage dyret med hjem til brækning efter en lille pause og de obligatoriske billeder. Samlet jagttid var under femten minutter fra jeg forlod bilen, til jeg kunne melde ”rådyr nede”. Og ja – Det sidste dyr i sidste såt var også ramt perfekt i hjertet. Tre rådyr med buen, i tre perfekte hjerteskud er ikke en helt dårlig statistik.
Sidste gøremål, før jeg tog den lille færge retur til Sjælland, var ret oplagt: jeg reserverede selvfølgelig en buejagt på Sejerø til næste sæson.
Jagt på Sejerø
Navn: Sejerø Camping, Mogens & Tina
Detaljer: www.sejeroe.dk
Pris: 3.500 kr for indkvartering, forplejning og fire jagter.
FOTO: CHRISTIAN RYSGAARD
