Dobbeltrifler har altid haft en særlig aura omkring sig. Hvem har ikke læst de drabelige historier, hvor den barske storvildtsjæger lynsnart kaster sin dobbeltriffel til kinden og stopper den angribende bøffel med en kugle mellem øjnene? Og når man får en dobbeltriffel af mere moderat kaliber i hænderne og prøver at lægge den an, hvem fantaserer så ikke om en rotte drevne vildsvin, hvor to af dem triller som en hare i bagskud?
Fornuft og følelser
Gennem årene har jeg selv haft adskillige dobbeltrifler og nedlagt en del stykker vildt med dem – fra storvildt og antiloper i Afrika til klovbærende vildt i Europa.
Det er ofte meget lækre våben med en fantastisk fin balance. Når skæftet er tilpasset korrekt, kan man næsten skyde med dem, som var det en haglbøsse – blot skudholdet ikke er længere end ved haglskydning. Præcis som med en klassisk haglbøsse har man også fordelen ved at kunne afgive to skud med kortest muligt mellemrum.
Men dobbeltriflerne har også en række ulemper, som man ikke kan komme udenom....
