AF JENS ULRIK HØGH
Det var sidst i juli – vinter i Sydafrika – og morgenerne var kølige nok til at retfærdiggøre tykke fleecetrøjer. Denne morgen var ingen undtagelse. I løbet af natten havde en koldfront passeret fra øst, og vejret var blæsende og gråt. Rigtig elendigt jagtvejr! Vildtet havde søgt ly for kulde, blæst og byger og bevægede sig så lidt som muligt.
Vi havde kørt i mere end en time uden at se noget, der bare mindede om jagtbart vildt. John – vores PH – havde kørt os op i et bakket område, hvor vi tidligere havde set små flokke af nyalaer, der var trukket lidt væk fra flodlejerne i deres søgen efter føde i det efterhånden vintergolde landskab. I dag så vi ingen nyalaer, ingen impalaer – ikke engang et jordegern eller en mongoose så vi.
Efter yderligere en del kørsel, stoppede John Landcruiseren. Han vidste, at vi satte stor pris på at gå igennem terrænet, og selv om chancerne for at spotte jagtbart vildt blev yderligere forringede til fods, sprang vi glade ud af bilen med udsigten til en rask tur i det kuperede område. Om ikke andet kunne vi i hvert fald få varmen!
Jeg jagede med farmens CZ riffel i kaliber .375 H&H. Vi havde prøveskudt den nogle dage tidligere, og den satte konsekvent samtlige skud indenfor en femkrone. Jeg havde fuld tillid til dette våben og vi havde nedlagt adskillige stykker vildt med riflen uden problemer. Jeg havde fire patroner i riflen da vi forlod bilen. Vores selskab bestod foruden John og mig selv, af trackeren Blackie og min bror, som var med for turens skyld.
Der var gået en halv eller måske en hel time siden, at vi forlod bilen. Terrænet var kuperet med bløde bakker og brede bushfyldte dale. Vi gik fra bakketop til bakketop i vores søgen efter vildt og var nået til et af områdets højeste punkter, hvor vi havde stået nogle minutter i læ af et klippefremspring og afsøgt det omkringliggende landskab med kikkerterne.
Pludselig fik John øje på en kudu på den næste højderyg små 300 meter fremme. Den havde stået som forstenet bag et mopanitræ med de store ører rettet direkte imod os, i al den tid vi havde stået og kigget den modsatte vej. John så den kun, fordi den drejede på et af ørerne. Ingen af os kunne se den med det blotte øje, og selv om man i kikkerten med sikkerhed kunne se, at det var en tyr, var det umuligt at bedømme, om den var jagtbar eller ej. John slog i en glidende bevægelse skydestokken op foran mig – hvis nu…
Kuduen havde imidlertid ingen umiddelbare planer om at afsløre sin identitet lige med det samme, og vi faldt i dæmpet snak om alt og ingenting, mens vi ventede og ventede. Regnen var holdt op, og solen tittede frem mellem skyerne, da tyren endelig besluttede sig for at træde et par skridt ud i det åbne.
Man bliver så stille, når en kudutyr træder frem. Intet vildt på Guds grønne jord efterlader et mere majestætisk indtryk på nethinden. En stor europæisk kronhjort kommer tæt på, men så heller ikke nærmere. Jeg tror, at skaberen i virkeligheden designede kuduen på ottende- eller niendedagen, da han havde haft lidt tid til at reflektere over resultatet af de første dages skaberværk. Han må desuden have været ganske tilfreds med mesterværket, eftersom han aldrig siden skabte et smukkere stykke vildt!
Tyren, der var trådt ud i det åbne foran os, var en stærk ung tyr. Det kunne måske nok forsvares at nedlægge den, da hornene var på den rigtige side af 50 tommer, men tanken faldt os ikke ind, eftersom det var tydeligt, at der var nogle år til den ville toppe. I dette område bliver kudutyrene ofte rigtigt store – først og fremmest fordi de får chancen – og det agtede vi ikke at ændre på.
Tyren havde taget nogle få skridt ud på en lille lysning mellem mopanierne, der som nogle af de sidste træer i området stadig havde grønne blade, og som derfor udgjorde vinterfoderet for den kræsne kudu. Han stod med hele bredsiden til os og så sig roligt tilbage. Afstanden var omkring 300 meter, og havde vi ønsket at nedlægge ham, ville skuddet være fuldstændig frit. Der var intet andet end luft mellem os og ham.
”Måske er der flere….. Det plejer der at være….” Jeg nåede dårlig nok at fuldende sætningen, før en anden tyr tråde ud og luntede bag om den unge i adstadigt tempo. Vi blev alle tavse i et kort øjeblik. Man så med det samme, at kudu nummer to var en flot gammel tyr. Ikke et trofæ til rekordbøgerne men en stor gammel tyr, der havde toppet for nogle år siden og nu befandt sig i sit livs efterår. Hans kraftige horn var slidt noget tilbage, og spidserne var tykke og gyldne.
Jeg stirrede intenst på ham gennem riffelkikkerten. Det var tydeligt, at halsen på den gamle tyr var tyndere, end den engang havde været. Han var i det hele taget i væsentlig dårligere foderstand end den unge og havde nok ringe chancer for at klare en vinter til. Vi var vidner til begyndelsen af den nedtur, der rammer alle kudutyre – hvis de bliver gamle nok. Når først det går ned ad bakke, går det stærkt. For tyrene bliver de massive horn en stadigt tungere byrde at bære, hvilket går ud over fødesøgningen. Mindre mad resulterer i svagere krop, og hornenes vægt bliver endnu mere hæmmende. Processen er selvforstærkende. Den gamle kæmpes stolthed – hans mægtige våben – bliver hans egen død, hvis han overlever kampene med de andre tyre og jægernes hvislende kugler.
Det er præcis en tyr som denne, jeg sætter størst pris på at jage. Først og fremmest på grund af udfordringen – han er ikke blevet gammel, fordi han er et nemt bytte…
”Shoot him!”, sagde John, og jeg havde allerede fundet den i trådkorset med et nærmest klippefast anlæg i skydestokkens gummibeviklede gaffel.
Men jeg tøvede. Tyren var stadig delvis dækket af den unge tyr. Bladet var kun lige netop frit, og et skud, der sad blot nogle få håndsbredder for langt tilbage, ville ramme den unge tyr i bringen. John skævede til mig ud af øjenkrogen. Han sagde ingenting. Vi betragtede begge de to dyr gennem vore kikkerter, mens sekunderne trak ud uden udsigt til, at tyren ville træde et skridt længere frem.
”Kom nu!” hviskede jeg utålmodigt i et lokkende tonefald og lagde pegefingeren engleblidt mod aftrækkeren. Den unge tyr tog et skridt frem og dækkede nu den gamle fuldstændig. ”Damn!”, hviskede jeg og skævede over mod John, der smilede bredt.
Jeg sukkede demonstrativt.
Blackie grinede lidt fjoget i baggrunden. Pisse irriterende, men han var en flink fyr og en god tracker, så jeg valgte at brænde inde med den mishagsytring, der egentlig var på sin plads, når man bliver forstyrret i et intenst øjeblik af et dumt fedtmulegrin. Jeg havde dog dårligt nået at registrere det, før John satte trackeren på plads med et meget bestemt ”Schhh!”.
Der gik et par sekunder. Så gik den unge tyr nogle meter frem og efterlod den gamle fuldstændig blottet med hele bredsiden imod os. Ingen af os sagde noget, før riflen bragede. Jeg havde sigtet på kuduens ryglinje lige over forbenet og havde en klar mavefornemmelse af, at kuglen ville træffe nogenlunde midt imellem ryg og bug. Rekylen slog riflen i vejret og jeg mistede – som altid når jeg skyder med en kraftig riffel – kontakten med tyren i kikkerten.
Jeg løftede hovedet for at se, mens jeg repeterede. Tyren reagerede tydeligt. Den krummede sig sammen og skød ryggen i vejret. Det så slet ikke godt ud. De dårlige tegn blev understreget af kugleslaget, som nåede os næsten to sekunder efter skuddet. Det lød som et enkelt hårdt slag på en stortromme. Der var ingen tvivl. Skuddet sad for lang – alt for langt – tilbage. Den unge tyr satte i løb. Den gamle blev stående.
Jeg fandt hurtigt tyren i sigtet igen, og blot fem-seks sekunder efter det første dårlige skud sendte jeg endnu en blødnæset .375’er efter tyren med nøjagtig det samme sigtepunkt som i første skud. Igen reagerede tyren tydeligt. Denne gang dog ved at springe eksplosionsagtigt fremad i en vild galop igennem bushen. Lyden af kugleslaget var ikke desto mindre et nærmest identisk paukeslag.
”Shit!”. Jeg havde hurtigt en ny patron i kammeret og fandt silhuetten af tyren, der brasede igennem bevoksningen på den næste højderyg. Afstanden nærmede sig 400 meter, og jeg var helt på det rene med, at jeg nu bevægede mig ud i ren feberskydning. Jeg holdt en halv meter over ryggen og svingede en hel kropslængde foran. Vi kunne høre kuglens knasende ridt gennem de tørre grene, men der var absolut ingen reaktion at spore på kuduen, som i næste øjeblik forsvandt under tættere trækroner.
”Shit, shit, shit!” Ordforrådet var sparsomt, men det beskrev situationen spiddende præcist. Vi kunne høre de to tyre brase gennem bushen og forsøgte at følge lyden i håbet om at fange et glimt af dem og måske få en chance til, hvor tynd den så end måtte være.
Da vi så dyrene næste gang, var de mere end 500 meter ude og der var kun et flygtigt glimt af horn, inden de forsvandt igen. Vi kunne høre, hvordan de var gået ned i hastighed, og vi håbede nok alle på at høre den gamle tyr vælte. Men der blev mere og mere stille, for hvert sekund der gik. Jeg løftede riflen fri af skydestokken. Der var ikke længere håb om at skyde sig ud af denne situation.
En bølge af ærgrelse skyllede ind over mig og satte sig som en voldsomt ubehagelig knugene fornemmelse i brystkassen, i takt med at situationens alvor rodfæstede sig i bevidstheden. Jeg havde anskudt en kudutyr, og der var intet, som tydede på, at den ville lægge sig ned og dø af sine skader indenfor overskuelig tid. John sagde ikke et ord, men den muntre mine på hans ansigt var afløst af en mere alvorlig. Ingen af os behøvede nogen forklaringer.
Vi spejde i retningen af, hvor kuduerne var forsvundet. Lyttede. Stirrede. Ingenting kunne ses eller høres.
Blackie brød tavsheden et minuts tid senere. ”Der!”. Han pegede på et tilgroet bilspor, der passerede højderyggen 700-800 meter fra os. Vi fik kikkerterne op.
Imellem nogle visne stammer kunne man ane konturerne af et par snoede kuduhorn. Tyren måtte have lagt sig ned, men den lå fortsat med løftet hals. Såret – også mere syg end vi havde turde håbe på – men desværre langt fra død. Med et trylleslag var stemningen vendt fra afmagt til håb. Jeg rakte hånden frem mod John. ”Jeg har kun et skud tilbage i riflen!”. Han rakte hånden tilbage for at tage en håndfuld patroner frem fra bælteholderen, men stivnede i bevægelsen med en mine af lige dele overraskelse og bekymring i ansigtet.
”Jeg har glemt patronerne i bilen”. Han klappede på alle sine lommer. Formentlig i håbet om at støde på en glemt patron eller to. Men nej. Vi havde et enkelt skud i riflen. Det var alt.
Håbet dalede en hel del igen, imens vi begge stod i stilhed og følte os som totale amatører. Hvordan kunne jeg som skytte gå ud fra, at min PH havde husket at tage patroner med? Hvordan kunne han som PH glemme dem? Dumt. Rigtigt, rigtigt dumt.
”Hvad nu hvis vi bliver her og holder øje med kuduen, og Blackie løber tilbage og henter patronerne og Jack Russel-terrieren? For hvert minut der går bliver tyren jo dårligere og dårligere. Måske er den død, når Jackie kommer tilbage” Det var den bedste løsning, jeg kunne komme i tanke om i situationen, og sådan blev det. Blackie luntede tilbage til Landcruiseren. Vi andre satte os til at vente og diskuterede de videre planer i detaljer. Vi vidste, at kuduen var ramt. Formentlig to gange og sikkert for langt tilbage. Vi vidste, at den lå ned, men at den var levende. Når Blackie kom tilbage, ville vi gå direkte op til, hvor kuduen lå og så tage situationen derfra. Det ville tage næsten ti minutter at komme frem, og undervejs ville vi ikke kunne se den. Men vi vidste, hvor den lå.
Tre kvarter senere kom Blackie luntende tilbage med den unge Jack Russel-terrier Shaka under armen. Kuduen lå stadig på bilsporet og den var desværre stadig i live. John smilede bredt. Endelig så tingene ud til at ville lykkes.
Men det spirende håb blev endnu engang skyllet bort, da det stod klart, at Blackie havde glemt at få patronerne med fra bilen. ”Hvad?” Hvordan kan man glemme den vigtigste af de to ting, man er løbet tilbage for at hente? Vi var alle målløse – ikke mindst Blackie selv – men der var ikke noget at gøre. Patronerne lå stadig i bilen. En hurtig rådslagning resulterede i, at vi besluttede os til at gå op til kuduen og om nødvendigt aflive den med det sidste skud.
Da vi bevægede os ned fra bakketoppen, som vi havde skudt fra, bemærkede både John og jeg en jævn sidevind fra venstre, som vi havde stået i læ for oppe på bakken. Den kunne nemt forklare, hvorfor riflen tilsyneladende skød for langt til højre.
Vi nærmede os bilsporet, og jeg tjekkede en sidste gang riflen. Patron i kammeret, kikkerten på laveste forstørrelse og fingeren på sikringen. En chance. Højest!
Vi hørte intet. Vi så intet. Kuduen havde hørt os komme og havde rejst sig fra sit sårleje. Der var ikke meget kropsvæske i det røde sand, hvor den havde ligget og det meste af det, der var, kom tydeligvis fra et sår i maven. ”Shit!” Ordet var ved at blive lidt slidt, men det var stadig rammende.
Klokken var henad ni og nu var solen begyndt at få magt. Vi slap hunden på sporet, og den forsvandt ivrigt ind i bushen og vi fulgte efter gennem krat og buske.
Efter ti minutter hørte vi Shaka bjæffe hysterisk nogle få hundrede meter foran os, og vi løb så hurtigt vi kunne i lydens retning. Mindre end halvtreds meter fra den gøende hund kunne vi høre det store dyr, den var stille braset videre med hunden i hælene. Vi så den ikke i første omgang og standsede op for at puste ud og lede efter tegn på pladsen. Kuduen blødte meget sparsomt og havde tydeligvis ingen planer om at overgive sig.
Efter nogle minutter fortsatte vi og hele seancen gentog sig efter en halv time. Hunden gøede, vi løb, kuduen sprang, og vi så kun det røde støv, der rejste sig i slipstrømmen. Endnu engang standsede vi for at få ro på vores hvæsende åndedræt. Denne gang betydeligt mere udmattede.
Vi sporede hund og kudu i næsten en time. Det gik op og ned i hastighed, og på et tidspunkt så vi den på lang afstand gennem et virvar af grene. Der var dog ingen skudchance, der kom i nærheden af at retfærdiggøre det sidste skud, vi havde. Til sidst fandt vi den lille hund siddende på sporet med tungen langt ude af halsen. Shaka var fuldstændig udmattet og John tog ham op under armen. Lidt længere fremme var der et vandhul, og John satte Shaka ud på det lave vand så den kunne drikke lidt og køle af. Vi satte skydestokken og hængte alt overflødigt tøj og udstyr på den. Vi havde ikke noget drikkevand og var faktisk ved at være godt dehydrerede, men endnu ikke parate til at give op.
Efter en halv times hvil fortsatte vi sporingen med hunden under armen. Blackie gik metodisk og sikkert frem. En lille dråbe blod med 20-30 meters mellemrum bekræftede, at vi var på sporet af det rigtige dyr. Tempoet var mere udholdeligt på denne måde, men nu var solen til gengæld for alvor begyndt at stikke. Vi svedte og blev plagede af små summende fluer, der hele tiden forsøgte at komme dybt ind i øjne, næse, mund og ører.
Situationen virkede mere og mere håbløs. Der var ingen tegn på, at kuduen var blevet mere afkræftet i den tid, vi havde været efter den, og spørgsmålet var, hvor længe vi selv kunne holde til at fortsætte. Ingen sagde noget, men alle tænkte det samme.
Klokken havde passeret tolv, da Blackie pludselig stivnede og stirrede mod en lille bakke, der rejste sig foran ham. Han gjorde tegn til John om at slippe Shaka, som var kommet lidt til hægterne. Hunden fortsatte over bakken og begyndte efter få sekunder at gø helt hysterisk på det samme sted. Endnu engang satte vi i løb i lydens retning.
Vi nåede frem efter mindre end to minutter. Her kunne jeg se, hvordan den store tyr snurrede rundt på stedet og med sænket hoved stangede i fejende bevægelser med sine store horn efter den lille hund. Shaka formåede med flyvende krumspring at undgå horn og klove alt imens han nappede kuduen i haserne.
Jeg gik frem i hastig gang for at få et nogenlunde frit skud. Kuduen var helt optaget af sin slåskamp med Shaka, så jeg kom hurtigt nærmere. 25 meter – 15 meter – 10 meter. Jeg hævede riflen og ventede på, at tyren ville snurre og blotte skulderen. Men han så mig, rejste hovedet og satte i løb væk fra mig. Jeg valgte instinktivt en primitiv men normalt meget effektiv udvej. Mit sidste skud ramte tyren direkte i anus på 12-13 meters afstand.
Det store dyr faldt forover midt i et galopspring og slog en kolbøtte i et kaos af horn, grene og spjættende klove. ”Good shot” råbte John, som nåede at komme op på siden af mig og klappe mig på skulderen, inden udviklingen tog en uventet drejning.
Kudutyren kom besværet på benene, rystede på hovedet og vendte front imod os. Shaka sprang rasende rundt mellem benene på den, men tyren reagerede blot ved at sparke lidt ud efter den, imens den stirrede os direkte i øjnene. I hænderne havde jeg i realiteten kun en tjekkisk kølle med en sigtekikkert på. For hvad er en riffel uden ammunition?
Vi stod som forstenede i 10-15 sekunder og ventede vel mest af alt på, at kuduen ville vælte og dø. Men det skete bare ikke. Vi var midt i ”enhver jægers værste mareridt” og det ville tilsyneladende ingen ende tage.
”Jens – har du din kniv med?”, hviskede John. Kuldegysningerne løb rislende ned ad ryggen på mig, da han spurgte. Jeg vidste ikke, hvad han tænkte, men jeg kunne regne ud, at vi havde nogle dramatiske minutter foran os.
Jeg nikkede bekræftende. John brækkede en mandshøj og ankeltyk mopani stamme ned. ”Hvis jeg kan bryde tyren ned, må du springe frem og aflive den med kniven!”. Jeg sank en klump og nikkede. En fuldstændigt vanvittig plan. Men jeg havde ikke en der var bedre.
John nærmede sig tyren med mopanistammen foran sig. Den sænkede hornene og kom nogle skridt frem imod ham. På et par meters afstand kastede han stammen ind imellem de snoede horn. Den blev hængende, og tyren rystede på hovedet for at komme af med den. I næste sekund sprang John frem, greb et horn med hver hånd og lagde alle sine godt 80 kg i for at bryde tyren i jorden.
Det gik ikke som forventet. Kuduen løftede besværet John fri af jorden og forsøgte at ryste ham af. Jeg smed riflen og løb alt hvad jeg kunne ind i siden på tyren med skulderen først. John råbte, jeg råbte, Blackie og min bror råbte. Shaka gøede, og kuduen brølede, da vi faldt til jorden i en kæmpende klump af udmattede kroppe. John landede nederst under kuduens hoved, men stadig med et stædigt greb i dens horn. Jeg landede tungt på siden af den med mine ben imellem dens sprællende ben. Det lykkedes mig at undgå at blive ramt, da jeg i næste sekund trak mig op på kuduen, fik kniven ud af skeden og begravede den dybt bag forbenet med et heldigt placeret hug. Den gik i til midt på skaftet, og kuduen sparkede voldsomt ud med bagbenene nogle gange. Vi blev siddende. Vi holdt fast, og efter få sekunder gav tyren langt om længe op. Man kunne se de sidste hjerteslag i knivskaftets bevægelser. Livet forlod den sejlivede tyr med et langt suk. Så blev der stille. Meget stille.
De to første skud sad med mindre end fem centimeters mellemrum, men 70-80 cm for langt tilbage.
Mine fejl
- Jeg undervurderede/overså vinden, og 300 meter skud til ikke anskudt vildt i sidevind er en rigtig dårlig ide.
- Jeg havde ikke selv ekstra ammunition med til riflen.
- Jeg fortsatte uden ekstra ammunition til riflen.
Hvad jeg lærte
- Lange skud til raske dyr kræver altid omhyggelig vurdering. Fejl straffes.
- Ammunition til riflen er altid jægerens ansvar, uanset hvem riflen tilhører.
- Man skal altid medbringe drikkevand på jagt i varmt klima.
- Der er håb, indtil man opgiver.
