Den ikoniske nordafrikanske antilopeart Scimitar-horned oryx – der af mange forskere anses som den mest sandsynlige kilde til myten om enhjørninger – blev udryddet i vild tilstand i slutningen af 1900-tallet. Intensiv, ureguleret og illegal lokal jagt efter kød og skind blev det endelige dødsstød for arten, som engang talte millioner af dyr.
Heldigvis overlevede nogle få dyr i Zoos og dyreparker, og man fik ganske hurtigt iværksat et målrettet avlsprogram. I 2016 var man nået så langt, at man kunne genudsætte 25 dyr fra parker i Abu Dhabi i Chad efter næsten 40 års fravær. Efterfølgende er dyrene blevet suppleret af flere, og der menes nu – blot fem år senere – at være omkring 370 fritlevende Scimitar-horned oryx i Chad. Af de oprindelige 25 udsatte dyr er 16-19 stadig levende, og de har sat mindst 42 kalve i verden med en meget høj overlevelsesprocent. IUCN klassificerer stadig arten som ”udryddet i vild tilstand”, men der er begrundet håb om, at denne status snart opgraderes.
Artens hastige comeback er et glimrende eksempel på, at det sjældent er dyrenes antal, der er afgørende for en arts overlevelse. Sikring af velegnet habitat er derimod en vigtig faktor. Er levestederne på plads, så skal dyrene nok selv sørge for at udfylde dem.
Scimitar-horned oryx findes i vore dage i jagtbare bestande på indhegnede jagtfarme i både Sydafrika og i Texas. Begge disse bestande kan komme til at spille en rolle i artens genintroduktion i det naturlige udbredelsesområde.
LÆS OGSÅ
