Foto: Jens E. Perto

Jeg indrømmer det. Man skal være lidt af en nørd for at gå langt ned i detaljerne bag den moderne jagtbøsses udvikling. Men af og til falder man over en gammel bøsse, som bare kræver, at man vender tilbage til litteraturen for at lære sig mere om den.

For nylig stod jeg med en fin gammel bøsse i hænderne, som med sit underlukke umiddelbart lignede mange andre haglbøsser fra sidste halvdel af 1800-tallet. Men da jeg åbnede bøssen, gik det op for mig, at der var tale om en helt speciel lås. Når man åbner den, glider piberne først lidt frem, inden de tipper forover som på en almindelig side-by-side.

Bøssen er smukt graveret i henhold til datidens krav – og med det dengang vigtige ord ”patent”, som viste at producenten var innovativ.

Charles Lancaster

Bøssen er fremstillet af det velkendte London-bøssemagerfirma Charles Lancaster (1826-1932), som bl.a. var leverandør af piber til mange af de øvrige berømte bøssemagere i byen. Lancaster var både innovativ og lavede bøsser af meget høj kvalitet, så der er ganske mange af firmaets produkter, som har overlevet til i dag.

Det usædvanlige er, at, selvom Lancasteren er bygget allerede i 1864, så er den fuldt funktionsdygtig. Og endnu mere forbavsende er det, at den kan bruge helt moderne haglpatroner.

Selvom jeg anser mig selv for at være nogenlunde velorienteret om den moderne haglbøsses historie og udvikling, kunne jeg ikke umiddelbart genkende Lancasterens specielle låsesystem. Jeg måtte ty til internettet og derefter endnu en gang igennem mit bibliotek af våbenhistoriske værker for at finde ud af noget mere. Udbyttet var lidt magert, men jeg fandt da lidt – blandt andet i Bakers trebindsværk på i alt 1.000 sider om de patenter, som ligger bag udviklingen af den britiske haglbøsse. Og min efterforskning bragte mig også ind på udviklingen af nogle af de allerførste haglpatroner til bagladegeværer. (Ja, jeg ved det godt – der bekræftede jeg lige min status som nørd).

Lukket fungerer som en skrue i en møtrik. Udfræsningerne i stødbundende er til sikring af, at patronernes bund er helt omsluttede af metal under affyringen.

Slide and drop

Lancasteren låser piberne til basculen ved hjælp af et underlukke, som ligner det senere så populære Jones-underlukke. Henry Jones fik i 1859 patent på det nok stærkeste af alle lukker, som britiske bøssemagere ofte kalder lever-over-guard. Lukket fungerer ligesom en møtrik og en skrue, der går ind i pibernes lukkeknaster. Når man lukker bøssen, bliver piberne herved ikke bare fikseret mod basculen, men de to dele bliver decideret spændt sammen, hvilket øger styrken.

Lancasters system er en lidt anden variant af samme princip. Låsesystemet er designet i henhold til et patent udtaget i 1853 af franskmanden Louis Julien Gastinne, som Lancaster erhvervede i 1856.  På Lancasteren skruer spændarmen ikke bascule og piber sammen. Når man åbner låsen, skubber en knast på spændarmen til piberne, så de først glider et lille stykke vandret frem langs basculen. Under piberne sidder en bred forlængelse af lukkeknasterne. Når piberne er gledet langt nok frem, til at forlængelsen kommer fri af basculen, kan piberne frit falde forover i takt med, at spændarmen drejes helt ud i en vinkel på 90 grader.

Når bøssen åbnes, glider piberne lidt frem, inden de falder forover.
Når bøssen åbnes, glider piberne lidt frem, inden de falder forover.

Systemet blev af indlysende årsager døbt ”slide and drop”. Når låsen er åben, hænger piberne kun på hovedbolten, og det får dem til at føles løse med masser af slør. I virkeligheden er der dog tale om en tæt lukning, når piberne efter at være forsynet med patroner i kamrene atter løftes på plads ved hjælp af spændarmen.

Til sikring af, at låsen kan lukkes helt, og muligvis tillige for at gøre udtrækningen lettere, er der i basculens lodrette del lavet udskæringer til patronernes bund, så disse ligger an mod basculen under affyringen. Dette var antagelig for at gøre bøssen (mere) gastæt. Unødvendig kompliceret, kan man hævde. Men man skal huske, at bøssen er fra bagladegeværernes allertidligste barndom, og derfor var der stadig en del usikkerhed om, hvad der var nødvendigt for en sikker funktion.

Piberne har kun én, massiv lukkeknast, som ved lukningen glider ind inder basculens stødbunde.

Tidlige patroner

Mens vi er ved patronerne, så skal man huske, at Lancasteren er designet i 1853, og altså længe før haglpatronen var færdigudviklet, og mange år før centraltændte haglpatroner blev standard.

De fleste værker angiver 1861 som fødselsåret for centraltændte bøsser. Baggrunden er et patent, som blev udtaget af franskmanden Francois Eugene Schneider. Den engelske bøssemager George H. Daw købte rettighederne, forbedrede systemet og udtog sit eget patent året efter.

Men en centraltændt bøsse kræver i sagens natur en patron, og den dukkede ikke bare op af sig selv. Allerede i 1812 havde schweizeren Jean Samuel Pauly i Paris patenteret en bagladebøsse til patroner, som mindede meget om det, der senere blev standard. Altså et paphylster, hvis metalhoved havde en tændladning midt i. Opfindelserne var åbenbart meget forud for deres tid, for først 17 år senere blev endnu en centraltændt patron patenteret, denne gang af den franske bøssemager Clement Pottet. Hans messingpatroner havde en perkussions-tændhætte fastgjort på en nippel i bagenden. Men der skulle gå mange år, før denne type af løsning vandt standardiseringskapløbet. Ind imellem kom flere andre forsøg til, hvoraf de mest kendte er Needhams needlefire og stiftpatronerne, som var dominerende på markedet en snes år midt i 1800-tallet.

Lancasters patron havde et indvendigt tændingssystem, der blev en kortlivet forgænger til de centraltændte patroner, som bruges i dag.

Centraltænding

En af forløberne til den type haglpatroner, vi anvender i dag, var Lancasters basefire. Den fungerede ved en mellemting mellem randtænding og én med centraltænding. Base-firepatronerne så ud som en moderne patron i dag – bortset fra, at den ikke havde en udvendig fænghætte. I stedet var der indvendigt i bunden af hylsteret lagt en kobberskive med fire huller. Den nederste side af skiven, som lå mod patronens indvendige bund, var dækket med en tændsats, der eksploderede, når slagstiften ramte den udvendige bund af patronen. Det betød med andre ord ikke noget, hvor på bunden af patronen slagstiften ramte – ligesom det ikke spiller nogen rolle, hvilken del af randen på en kal. 22 LR slagstiften rammer.

Lancasters base-firebøsse fik aldrig den succes, som man umiddelbart kunne tro set i lyset af, hvor besværlige stiftpatronerne var at anvende, og hvor hurtigt de centraltændte patroner senere helt udkonkurrerede alle andre og blev enerådende på markedet.

Den væsentligste årsag var formentlig, at det kun var Lancaster selv, som solgte base-firepatroner. Dette monopol på patronleverancer fandt forbrugerne formentlig betænkeligt og i hvert tilfælde uhensigtsmæssigt. På trods af, at dette første system med centraltænding var meget bedre og sikrere end stiftpatronerne, gik det så hurtigt i glemmebogen, at der i dag ikke engang findes et overlevende eksemplar af Lancaster base-firepatroner. Efter at Lancaster i 1932 blev overtaget af firmaet Churchill, Atkin, Grant & Lang, blev det sidst kendte eksemplar af en basefire-patron stjålet fra firmaets samling af en ”entusiast”.

Det er ofte på de normalt usynlige dele, at man kan kende et våbens sande kvaliteter. Alle dele af denne lås er fremstillet på en filebænk af en bøssemager i særklasse.

Låsen

Når man skal vurdere kvaliteten af en bøsse, er det ofte en god ide at iagttage de indvendige dele, som ikke kan ses, når bøssen er samlet. Da låsene blev taget ud af Lancasteren, blev det da også åbenlyst, at der er tale om en ”London Best Gun”. Alle delene i låsen – det såkaldte ”furniture” er filet ud i hånden og perfekt tilpassede hinanden. Dygtige håndværkere kan med en fil lave pasninger, som er under en 1/1000 mm., og holder man de sammenhørende låsedele op mod lyset, er det sjældent muligt at se samlingerne.

Låsenes konstruktion er af ”back-action”-typen, hvor slagfjederen ligger bag ved den udvendige hane. Når slagfjedrene ikke skal rummes i basculen, kan denne afrundes og gøre bøssen lettere og mere elegant. Til gengæld ligger låsene indfældede på hver side af kolbehalsen, der er den svageste del af skæftet. Det stiller større krav til præcisionen af sammenføjningerne mellem metal og træ, så der ikke opstår revnedannelser. Af samme grund er der indvendigt i skæftet fjernet mindst muligt materiale på alle bøsser af høj kvalitet. På en bar-action-bøsse er problemet det samme – blot et andet sted, eftersom sidelåsene kræver, at der er fire horn, som støder op mod bagsiden af basculen.

Et af de punkter, som afslører bøssens alder, er, at den ikke har såkaldte rebounding locks. Det var først tre år efter, at Lancasteren blev lavet, at John Stanton patenterede en lås, hvor hanen ikke kunne nå slagstifterne, med mindre man samtidig trykkede på aftrækkeren. Af sikkerhedsmæssige årsager, blev denne detalje hurtigt standard på praktisk taget alle britiske hanebøsser.

Forskæftet afslører bøssens alder. Det bliver fastholdt med en kile som man gjorde
på de samtidige forladere.

Bøssen

På trods af sin høje alder, er Lancasteren en fysisk demonstration af, hvorfor britiske jagtvåben blev de førende i verden de følgende hundrede år. Der er kælet for alle detaljer med perfekte rundinger på hanerne, og scroll-graveringer i varierende størrelser.

De damascerede piber er også i særklasse. Det er måske ikke så overraskende, eftersom Charles Lancaster havde grundlagt sit firma på at fremstille piber og snart blev leverandør til alle de store og kendte bøssemagerfirmer som eksempelvis Manton og Purdey.

Pibematerialet er af bedste britiske kvalitet – det såkaldte Three Iron eller Oxford damascus. Her blev firkantede stænger af stål og jern vredet først om egen akse og derefter smedet sammen til en stang, som derefter blev smedet sammen rundt om en dorn. Forskellene i materialernes kulstofindhold giver de smukke mønstre, når piberne til sidst blev brunerede. Alt arbejde blev udført i hånden og krævede stor ekspertise for at undgå indesluttede slaggerester og afskalning, der gav huller i overfladen på det færdige resultat.

I brug

Lancasteren har næppe set megen brug, hvis man skal dømme efter dens generelle tilstand. Skæftet er netop blevet pudset op. Og som det så ofte er tilfældet med gamle engelske bøsser, så er valnøddetræet af en kvalitet, som er vanskelig at finde i dag – og slet ikke til at betale for almindelige dødelige.

Selvom metalfladerne bærer lidt præg af bøssens høje alder, er de tilsyneladende aldrig blevet renoverede, og graveringerne står skarpe. Piberne er næppe heller blevet ombrunerede. Det siger meget om den høje kvalitet – men nok mere om en begrænset praktisk brug. Bøssen har nok været det, man i branchen kalder en ”sleeper” – altså har stået i et skab i størstedelen af sin levetid. Naturligvis fremgår det af flere detaljer, at bøssen er gammel. Eksempelvis er forskæftet fastholdt af en kile, som det kræver værktøj at fjerne. Det var først i 1866, at briten Harvey patenterede det første forskæfte, som kunne fjernes uden brug af værktøj – hans såkaldte grip catch.

Selvom Lancasterbøssen er mere end 150 år gammel, kan den anvendes med moderne patroner.

Men på trods af disse små detaljer er Lancasteren forbløffende moderne. Med sine 7 lbs. eller 3.150 gram er den noget tungere end senere britiske bøsser. På grund af pibernes tykkelse bliver den en smule snudetung. Men det er dog ikke værre, end at Lancasterens tyngdepunkt ligger de 3” eller 75 mm. foran kammerbunden, hvilket W.W. Greener så sent som i 1910 definerede som den korrekte afstand for en god balance. Bøssen har derfor stadig en god balance til skud på højtflyvende vildt, men vil ikke være mit første valg til hurtige kasteskud som f.eks. under jagt på skovsnepper. For at sætte det hele i perspektiv er Lancasterens vægt den samme, som for en moderne O/U-bøsse med samme pibelængde.

Det er en meget speciel oplevelse at stå med en mere 150 år gammel, men alligevel meget moderne haglbøsse. Den eneste ændring af bøssen har været, at dens slagstifter blev ændret fra de oprindelige tykke kegler til cylindriske stifter med rundt hoved. Disse er ikke så tilbøjelige til at punktere en centraltændt patrons fænghætte, og man undgår derfor, at krudtgassen strømmer bagud.

Det er meget fascinerende, at et industriprodukt, hvis anvendelse kræver forbrugsdele, stadig kan være tidssvarende efter mere end 150 år. Hvor mange andre eksempler kan man finde på det? Det nærmeste, jeg kan komme i tanke om, er en Singer-symaskine, hvis forbrugsdele er noget så simpelt som nål og bomuldstråd – ikke en kompleks konstruktion som en haglpatron.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: