Dermed er der ikke længere risiko for at blyforgifte ådselsædende fugle ved udlægning af slagteaffald fra vildt i naturen. Alle er jo enige om, at der mangler ådsler i naturen, så det virker som et helt unødvendigt spild at sende dette slagteaffald til destruktion via dagrenovationen, ligesom det dybest set er spild af energi at brænde det af.
Slagteaffald i vild natur
Man må ikke udlægge ådsler af produktionsdyr i den danske natur. Reglerne på det område er klokkeklare. Men desværre er reglerne omkring udlægning af slagteaffald fra vilde dyr alt andet end klare, og vi trænger til et opgør med forestillingen om, at slagterester er noget farligt, grimt og væmmeligt, som bare skal forbrændes i en fart. Slagteaffald – døde dyrekroppe – er en ressource i naturen – og det er en ressource, som der formentlig er alt for lidt af i forhold til ådselsfaunaen.
I hvilket omfang er det nu og her lovligt at udlægge slagteaffald fra vildt i naturen? Reglerne er som sagt ikke klare. Man kan opnå tilladelse til at anvende nedlagt og trafikdræbt vildt som lokkemad på foderpladser til mårhunderegulering og i fælder, men vi kan jo ikke rent praktisk søge om tilladelse til diskret udlægning af slagteaffald i naturen, hver gang vi står med et par gåseskrog eller hoved, skind og ben af et stykke råvildt.
Optimalt set burde det udtrykkeligt og klart lovliggøres at udlægge slagteaffald fra vildt i naturen – eventuelt med nogle begrænsninger på, hvor mange kilometer det må flyttes fra skudstedet (så man ikke spreder sygdom imellem landsdelene). Det ville være godt for alle (og ikke mindst for biodiversiteten), hvis vi alle fik et betydeligt mere afslappet forhold til synet af døde dyr i naturen.
Her kan de danske jægere virkelig gøre en forskel, og det koster ikke noget (tværtimod). Burde vi ikke arbejde på, at det ikke bare lovliggøres, men også bliver god skik at gøre det, og burde man ikke tilsvarende udlægge trafikdræbt vildt?
