Den jagtriffel, som har skudt flest forskellige vildtarter verden, var en Schultz & Larsen M60. Kaliberen var 7×61. Ammunitionen var fra Norma. Her følger historien om den amerikanske svensker.
TEKST OG FOTO AF JENS E. PERTO
Før krigen var magnumrifler forbeholdt de heldige få, som havde råd til at anskaffe sig dyre specialbyggede våben.
Men i slutningen af 1940’erne var situationen en helt anden. Dels var der i USA let adgang til tusindvis af billige militære overskudsvåben, og dels havde opfindelsen af langsomtbrændende krudt under 2. verdenskrig for alvor gjort det muligt at udnytte et større krudtrum til at øge udgangshastigheden af de populære patroner i mellemkalibrene fra 6,5 – 8 mm.
Derfor blev der hurtigt designet en lang række korte magnumpatroner, som kunne rummes i en låsestol af standardlængde. Disse ”short magnums” brugte stort set alle et .375 H&H-hylster som basis – præcis som Holland & Holland havde gjort det med deres .275 H&H allerede i 1911, men hvor man ikke havde haft egnet krudt til at udnytte patronens potentiale. De fleste af disse patroner var såkaldte wildcats, som ikke blev produceret på kommerciel basis. Det var først i 1960’erne, at de mange short magnums kom i ammunitionsfabrikkernes kataloger.
Svenskere
Kun meget få af de mange wildcats, der så dagens lys efter krigen, blev nogensinde sat i produktion. Den første ”short magnum” fabrikspatron var svensk.
Der er ikke mange patronkonstruktioner, som har svensk oprindelse. Ud over 6,5×55, der som bekendt var resultatet af et norsk/svensk samarbejde, var det indtil for få år siden kun Nils Kvales .358 Norma Mag. og .308 Norma Mag. fra henholdsvis 1959 og 1960, man betragtede som svenske.
Men allerede i starten af 1950’erne – længe før Norma selv begyndte at designe patroner, indgik fabrikken i Åmotfors et samarbejde med den amerikanske våbenskribent Philip B. Sharpe. Han var under 2. verdenskrig officer og kom her i besiddelse af en halvautomatisk eksperimentalriffel, som han ”befriede” fra et tysk våbenlager. Den eneste indskrift lød ”M.A.S. 1907 No. 4”, og var graveret – ikke stemplet. De første Sharpe henvendte sig til var det franske arsenal i St. Etienne, hvor man dog ikke kendte noget til hverken riffel eller de tilhørende patroner. Konstruktionen havde dog lighedspunkter med det franske maskingevær Chaut-Chaut. En afstøbning af kammeret viste en forbløffende moderne patronkonstruktion, som der i 1907 bestemt ikke var udviklet brugbare krudtsorter til. Kaliberen var .276” (7,1 mm), mens hylsteret havde stor volumen, skarpe skuldre og en meget kort hals. Med andre ord en dengang moderne wildcat – 40 år forud for sin tid.
Da Sharpe i 1946 forlod hæren, vendte han hjem til sin farm og bygge skydebaner og et ballistisk hobbylaboratorium, der var ganske avanceret med både trykmålere og kronografer. (Derovre får våbenskribenter åbenbart mere anstændige honorarer!).
Her begyndte han sammen med sin ven, Richard F. Hart, at eksperimentere med at fremstille patroner til den franske riffel. De nedkalibrerede hylstre i kaliber .300 H&H og drejede bæltet af. Udviklingen indebar et stort antal eksperimenter, der involverede store omkostninger til forskellige testpiber og meget håndarbejde med hylsteromformning, kronografering, fremstilling af genladningsmatricer, slibning af rivaler med mere.
Omformningen af hylstrene var kostbar både i tid og fejlprocent, eftersom bæltet skulle drejes af, og der skulle hele 6 matricer til at nedkalibrere det tyndvæggede hylster fra en .300 H&H. Derefter blev hylsteret udvidet ved ”fireforming” – altså en første affyring, hvor man ved hjælp af gastrykket udvider den forreste del af hylsteret til de ønskede mål.
For at forsimple processen, forslog Hart på et tidspunkt, at de i stedet for at neddreje bæltet fra basishylstrene, lod det blive på, og i stedet lavede et tilsvarende recess i kammeret på testpiberne. Herved lettedes produktionen enormt, og de to riffelentusiaster begyndte at forsøge sig frem med en lang række forskellige kuglevægte – fra 125 til 210 grains.
7×61 S&H
Efter tre års møjsommelige eksperimenter fik Phil Sharpe i sommeren 1952 besøg af Normas daværende V.D., Amund Enger. Han blev meget interesseret i de to entusiasters forsøg, og udvidede sit ophold fra to til ti dage, hvor han deltog i yderligere eksperimenter. De dengang meget høje hastigheder var naturligvis spændende for en ammunitionsfabrikant, som stod midt i en periode, hvor militær produktionen var neddroslet til et minimum efter krigen.
Amund Enger indvilligede i at fremstille adskillige tusinde hylstre til yderligere tests, hvilket lettede det efterfølgende udviklingsarbejde ganske betydeligt. Efter fem års udviklingsarbejde blev de endelige dimensioner for både patroner og kammer udviklet, og den nye patron standardiseret. Meget uamerikansk valgte de to konstruktører at bruge den metriske betegnelse 7×61 Sharpe & Hart.
Samtidig valgte konstruktørerne at mønsterbeskytte navn og tegninger til patron og kammer. Hensigten var at undgå en masse dårlige kopier, som ville ødelægge det enorme udviklingsarbejde. Til gengæld indgik man aftaler med to producenter, som fremstillede henholdsvis kammerrivaler og genladningsmatricer i henhold til Sharpe og Harts specifikationer – og siden solgte dem til samme pris som standardprodukter. Hele projektet var ikke-kommercielt, og de opnåede erfaringer blev sammen med ladedata gratis stillet til rådighed for interesserede skytter og jægere. Da Norma lancerede hylstre til håndladning, fik tusindvis af entusiaster bygget rifler i kaliber 7×61. Den korte patron kunne være i et magasin af standardlængde, og alt hvad man behøvede var en ny pibe. Fik man fingre i en Mauser 98 fra den spansk-amerikanske krig, var det endnu lettere. Her behøvede man blot at bore kammeret op fra 7×57 til 7×61 S&H.
Men selvom der efterhånden blev bygget mange rifler i 7×61 S&H, kunne man stadig ikke købe en færdig riffel i denne kaliber. Sharpe og Harts patron var teknisk set stadig en wildcat.
Amund Enger, Phil Sharpe og Niels Larsen mødtes på Damhuskroen i København og indgik en aftale om at fremstille både rifler og ammunition i 7×61 Sharpe & Hart
Schultz & Larsen
Den danske riffelfabrik Schultz & Larsen havde i kraft af det dengang tætte samarbejde med Norma leveret testpiber til produktionen af hylstrene til Sharpe & Harts udviklingsarbejde. Da Phil Sharpe allerede umiddelbart efter krigen som officer og konkurrenceskytte havde haft kontakt med Niels Larsen og hans sønner, blev der indgået en aftale om, at fabrikken skulle udvikle sin første jagtriffel, og at den skulle fremstilles i kaliber 7×61 Sharpe & Hart. Brødrene Fritz og Uffe Schultz Larsen begyndte udviklingsarbejdet i 1953, og de to første prøvemodeller var færdige samme år. Den ene riffel blev sendt til Phil Sharpe, mens den anden kort efter blev afprøvet af Niels Larsen på kronhjortejagt i Jylland. Han havde været international mesterskytte i en menneskealder og tøvede ikke med i vidners nærværelse at skyde en hjort død på plettet på 300 meters afstand.
Året efter blev den første jagtriffel fra S&L lanceret –Model 54J, hvor ”J” står for jagt. Med fire bagvedliggende lukkeknaster, et enkeltradet klapmagasin, der kun kunne fyldes fra bunden, Monte Carloskæfte med ”wundhammerbule” og en pibe uden mekaniske sigtemidler, var riflen meget anderledes end de ombyggede militærlåse, der ellers prægede markedet dengang. Som så mange første forsøg var modellen ikke helt vellykket, og to år efter den reviderede model 60 sendt på markedet. Den havde et toradet magasin og derfor mere rene linier. 7×61 S&H var ikke længere en wildcat. Da S&L et par år senere lavende den nye model 65 DL, blev den solgt i Sverige under navnet Normastudsaren – og kun i kalibrene 7×61 S&H samt .308 og .358 Norma Magnum.
Mens Sharpe og Hart havde eksperimenteret med kugler i alle tænkelige former og vægtklasser, valgte Norma klogelig at fremstille fabriksammunitionen med 160 grains /10,4 grams kugler – både i standard blyspidsudførelse og med Nosler Partition. Udgangshastigheden fra en 65 cm pibe blev – lidt optimistisk – annonceret til 3100 fps / 945 m/s. I realiteten var udgangshastigheden i de fleste rifler snarere 3000 fps (914 m/s) med denne pibelængde og 2900 fps (883 m/s) for 60 cm piber, der var de almindeligste.
Heinz Pulon med en af de 60 bøfler, han skød med sin 7×61.
Praktisk jagt
Norma var sammen med Sharpe ikke sen til at forsyne datidens kendte skribenter og jægere med rifler og ammunition i den nye kaliber. Allerede fra 1956 og i årene derefter var der adskillige hold jægere i Alaska og Canada, som ikke overraskende vendte tilbage med overstrømmende rapporter om den fladtskydende patrons effektivitet til jagt på Nordamerikas mellemstore arter.
Også i Afrika vandt 7×61 hurtigt tilhængere – ikke mindst fordi Noslerkuglerne kunne matche påvirkningen fra den højere anslagshastighed og i modsætning til standardkuglerne levere en mere kontrolleret ekspansion og dermed gennemtrængningsevne.
I det sydlige Afrika blev der ligefrem dannet en lille klub for brugere af Schultz & Larsen rifler – især i kaliber 7×61. Klubben blev kaldt Palanka, som er det lokale navn for den sjældne Giant Sable, der kun findes i Angola.
Blandt klubbens medlemmer var flere professionelle jægere, bl.a. Bill Morkel, der arbejdede i 6 forskellige lande, og som roser patron- og projektilkonstruktionen i sin bog ”Hunting in Africa.” Han kollega og nu desværre nu afdøde bekendte Heinz Pulon opererede i en menneskealder i en række afrikanske lande, og især i Zambesi Valley i Zambia. Her skød han foruden omkring 1000 antiloper og 82 leoparder i alt 32 løver og 60 bøfler – alle sammen med sin S&L M65 i kaliber 7×61.
Et andet medlem af klubben, Bryan Smith, var ikke professionel jæger, men nedlagde alligevel i løbet af 29 år næsten 4.000 stykker vildt med sine S&L-rifler – blandt andet over 1600 kuduer og 1300 oryxantiloper. Interessant nok skød han også 10 næsehorn med sin 7×61. Alle de fem store – inklusive elefanter – blev nedlagt med 175 grains fuldkappede kugler fra RWS.
Det var ikke bare oversøiske jægere, som tog den nye højhastighedspatron til sig. I hele Skandinavien blev den hurtigt populær blandt entusiaster – ikke mindst de, der rejste på jagt ude i verden, hvor også patronens langdistancefordele kunne udnyttes.
En af de mest kendte svenske 7×61-brugere var den nu afdøde pilot og læge, Allan Lunderquist, der gik på storvildtjagt i fire verdensdele. Han foretrak af praktiske årsager kun at medbringe en riffel på sine rejser, samt ekstra slagstift og sigtekikkert, hvis uheldet skulle være ude. Lunderquist brugte en 9,7grams kugle i sin Schultz & Larsen, og anvendte den med held til arter af så forskellig størrelse som dik-dik, råvildt, moose, grizzly, giant eland og bøffel. Selvom han erkendte, at patronen ”ikke er ideel til jagt på hard skin game”, så var han af den opfattelse, at hvis man kun skød, når man var sikker på virkeligt gode træffere, så kunne 7×61 også bruges her. Hvor det var lovligt, foretrak han imidlertid af gode grund at anvende fuldkappede kugler for at opnå maksimal gennemtrængningsevne.
Verdensrekord?
Det var Lunderquists gode ven og jagtrejsekammerat, den danske advokat Rudolf Sand, der havde introduceret ham for 7×61’erens kvaliteter. Da Sand vandt en sag for en klient i 1960, gav denne ham en Schultz & Larsen riffel Model 60 i kaliber 7×61. Det første stykke vildt, Sand anvendte sin nye riffel til, var en stortrappe i Ungarn. De store fugle er meget sky, og Sands eksemplar måtte nedlægges på 300 meters afstand. Sand var naturligt nok begejstret, eftersom han hidtil havde brugt sin temmelig anæmiske 8×56 Mannlicher-Schönauer selv til jagt i bjerge. Den succesfulde debut i Ungarn blev fulgt op på Sands første safari i 1960, hvor han anvendte riflen til at nedlægge ikke mindre 27 forskellige vildtarter.
Riflen har tjent ham trofast lige siden, og den kom for alvor på prøve i 1966. Her indledte Sand og Lunderquist som de første europæere efter den russiske revolution en langvarig ekspedition på yakokser ind i Pamirbjergkæden, der udgør grænsen mellem Kina, Rusland og Afghanistan. Målet var at nedlægge et eksemplar af det sagnomspundne Marco Polo får, opkaldt efter den berømte venetianske opdagelsesrejsende, der var i 1300-tallet var den første europæer, som så de lange snoede horn.
I alt nedlagde Rudolf Sand 281 forskellige vildtarter verden over, inden han trak sig tilbage fra jagtens stier i 1995. Da mere end 270 er blevet nedlagt med hans 7×61’er, er det efter al sandsynlighed den riffel i verden, som har nedlagt flest forskellige vildtarter. Der findes kun 4-5 storvildtjægere i verden, som har nedlagt et bare nogenlunde tilsvarende antal vildtarter, men så vidt jeg har kunnet konstatere, har de ikke anvendt én og samme riffel. De forskellige vildtarter strækker sig i størrelse fra ræv til så store arter som løve, tiger, isbjørn, bison, kafferbøffel, gaurokse og giant eland.
Rudolf Sand fotograferet i sin trofæsal ved siden af sin Markhor.
Storvildtjagtens Oscar
Rudolf Sand erhvervede sig gennem hårdt arbejde en af verdens største samlinger af storvildt fra hele verden. For eksempel tilbragte han i alt 125 dage på fire forskellige ekspeditioner i Pakistans bjerge uden at løsne et skud, før han omsider kunne nedægge sin markhor (skruehornsged). Skudafstanden var et stykke på den forkerte side af 400 meter. Men på trods af sine omkring 40 afrikanske safarier, næsten 60 asiatiske shikars, mere end tyve jagtrejser til Nord- og Sydamerika og omkring 400 jagter i Europa, lå han heller ikke på den lade side, når det gjaldt jagt herhjemme i Skandinavien.
Med sin 7×61’er skød Sand 95 stykker kronvildt, 150 stykker dåvildt samt ca. 400 stykker råvildt. Af de resterende 762 stykker storvildt nedlagt med riflen, var ca. 170 elge. Utroligt nok var han også en af Danmarks førende fuglejægere og en fremragende skytte med haglbøsse – med blandt andet 790 skovsnepper, 1.847 ryper og 1.696 krikænder i sin jagtjournal. I alt blev det til 53.276 stykker vildt fra bekkasin til elefant. Hans klienter må have været meget tålmodige!
Efter næsten 40 års hård tjeneste i alle former for terræn og klima, med temperaturer fra plus til minus 65 grader, ser 7×61 riflen ikke overraskende brugt ud, men Sand syntes den skulle have lov at bevare sin patina – selvom der findes en risiko for, at solens stråler fanges af den blanke pibe og advaret vildtet. Den nuværende sigtekikkert er den femte på riflen. De første år brugte Sand sigtekikkerter fra Hertel & Reuss, men sidst i 1960’erne skiftede han over til Leupolds Vari-X II 3-9X, da denne model kom frem.
Sand gemte sine indskydningsskiver helt fra 1960 og frem. Med de foretrukne 150 grains Noslerkugler har riflen i dag på 200 meters afstand næsten den samme egenspredning, som da den var ny – lige omkring 5 cm – og altså under et ”minute of angle”.
Før sin død fortalte Rudolf Sand mig, at han ikke var i tvivl om, at Schultz & Larsens 7×61 var den bedste riffel, han kendte. Da han i 1976 blev tildelt storvildtjægernes ”Oscar”, The Weatherby Award, var han derfor i et dilemma. Han måtte slutte sin obligatoriske takketale til de ca. 300 smokingklædte gæster med, at han nok var den eneste Weatherby Awardvinder, der aldrig havde affyret et skud med en Weatherbyriffel! Roy Weatherby tog det pænt!
I 1968 ændrede Norma patronens indre dimensioner, så dens ydeevne kunne forøges – navnet blev ændret 7×61 Super.
Kvales 7mm
På trods af den gode modtagelse af 7×61 Sharpe & Hart, var der tre store problemer, som ledte til patronens tidlige bortgang – i hvert fald som fabrikspatron. Den første var, at ingen af de store amerikanske ammunitions- eller riffelproducenter tog den på deres program. Dernæst var Schultz & Larsen riflerne temmelig dyre, og fik aldrig nogen nævneværdig udbredelse på det altafgørende amerikanske marked.
Den udslagsgivende faktor var imidlertid lanceringen af 7mm Remington i 1963. Ikke alene var den en konkurrent, men hylsteret kunne rumme ca. 10 grains krudt mere end 7×61 S&H. Dermed var Remingtons patron ballistisk set overlegen med en udgangshastighed, der var ca. 50 m/s højere. På grund af den ringe rekyl og den lette adgang til relativt billige rifler og ammunition, blev 7mm Remington hurtigt uhyre populær.
I 1968 tog Normas chefballistiker Niels Kvale konsekvensen og gjorde noget, som mig bekendt aldrig er set hverken før eller siden. Normas hylstre har altid kvalitetsmæssigt hørt til blandt de bedste i verden. Hemmeligheden ligger i en kombination af materialekvalitet, produktionsproces og den specielle olie, der anvendes til smøremiddel under trækningsprocessen. Den store ekspertise, som Kvale havde opnået gennem et langt virke på fabrikken, udnyttede han nu på en helt speciel vis. Uden at ændre på de udvendige dimensioner fandt han frem til, at man uden at mindske styrken kunne reducere godstykkelsen på 7×61 S&H-hylsteret. Det resulterede i en ca. 5 grains større krudtvolumen – svarende til halvdelen af forskellen op til 7mm Remington Magnum. Den nye patron blev døbt 7×61 Super, fordi det større hylstervolumen gav en udgangshastighed, der var ca. 30-40 meter per sekund højere end den gamle 7×61 S&H.
Men selvom Kvales præstation var bemærkelsesværdig, så kom den desværre alt for sent til andet end at udsætte 7×61’erens skæbne. 7mm Remington var for længst blevet den mest populære magnumpatron i verden – og er det stadig en generation senere. Norma tog midt i 1980’erne patronen af deres program, men producerede en ny serie i 1990’erne, inden produktionen af færdig ammunition i kaliber 7×61 Super atter ophørte for et par år siden – formentligt for evigt. Produktionen af hylstre fortsætter dog indtil videre.
I praksis giver det større hylstervolumen i 7×61 Super kun Remington’en et forspring på omkring 15-20 m/s, hvilket er uden praktisk betydning – i hvert fald i jagtlig henseende – og derfor ikke i sig selv grund til at bore sit 7×61-kammer op til 7mm Rem. Mag., sådan som mange gjorde, da fabriksammunitionen forsvandt fra markedet første gang.
Marco Polo-vædder nedlagt med 7×61 .
Praktisk jagt
Den eneste klare fordel ved en magnumriffel i mellemkalibrene er efter min mening dens flade kuglebane. Men eftersom forskellen i kuglebane mellem de populære magnum- og standardpatroner først får jagtlig relevans på skudafstande over 300 meter, er det ikke ret ofte, man kan drage nytte af den. Selv klarede jeg mig eksempelvis fint med min .358 NM – selv ved jagt i både ørken- og bjergområder, eftersom dens kuglebane med en 250 grains Noslerkugle er næsten identisk med en 9-grams Noslerkugle i en 6,5×55.
Men i 1996 fik jeg chancen for at følge i Lunderquists og Sands fodspor på jagt efter en Marco Polo vædder i Pamirbjergene. Da skudholdene her må forventes at ligge over 300 meter, synes jeg for første gang, at tiden var inde til at anskaffe mig en fladtskydende magnumriffel.
At nedlægge en Marco Polo vædder havde været min drøm, lige siden jeg som knægt læste om Rudolf Sands ovennævnt ekspedition, og da jeg har brugt S&L-rifler i mange år, var kalibervalget af nostalgiske årsager afgjort på forhånd: 7×61. At kuglen skulle være en 160 Nosler Partition var jeg heller ikke et sekund i tvivl om. Med en let komprimeret MRP-ladning og Federal 215-fænghætter kunne jeg overraskende nok få udgangshastigheden helt op på 958 m/s. Teknisk set er der nok ikke tale om et anbefalelsesværdigt arbejdstryk i disse patroner, men eftersom hylstrene holdt herhjemme i sommervarmen og temperaturen i Pamir er minus 20 grader om dagen og minus 35 om natten, vovede jeg et øje.
Hele sommeren trænede jeg på langdistancebanen og på mit jagtterræn i Småland. Selv med en fladtskydende patron som denne og selv med en indskydningsafstand på 300 meter, er afstandsbedømmelse afgørende vigtig. Kuglefaldet på 400 meter var små 30 cm og på 500 meter over 75 cm. Jeg lånte derfor en Leicakikkert med indbygget afstandsmåler af en ven. Den er for kostbar til mit budget, men siden har firmaet heldigvis lavet en økonomisk set langt mere overkommelig afstandsmåler, hvilket jeg på det varmeste kan anbefale alle, der skal skyde til vildt på lange hold.
Riflens præcision er udsøgt. Min bedste treskudsgruppe på 300 meter var under 4,5 cm, og sjældent over 6 cm, blot piben fik lov at køle af. Rent psykologisk var det betryggende at vide, selvom jeg godt var klar over, at den menneskelige faktor ville være langt den største usikkerhed. Specielt eftersom jagten skulle foregå i ca. 5.000 meters højde, hvor iltmangelen og kulden stiller særligt store krav til skydningen på de lange hold. Jeg var derfor overordentlig lettet, da min Marco Polo vædder faldt for en bladkugle på 372 meters afstand. Det er til dato det eneste skud jeg har afgivet til vildt med min 7×61 Super.
Håndladning
Eftersom Norma ikke længere fremstiller færdig ammunition i kaliber 7×61, er man i dag nødsaget til at anvende håndladet ammunition. Heldigvis fremstiller man stadig hylstre i Åmotfors, så er man den lykkelige ejer af en brugt 7×61, kan man helt uden problemer fremstille førsteklasses jagtammunition. Udvalget af gode jagtprojektiler er større end nogensinde – alle tænkelige vægtklasser fra 110 til 175 grains. Med mindre man er varmintskytte, er der dog efter min mening ikke noget vundet ved at bruge lettere kugler end 150 grains.
Phil Sharpe var overbevist om, at 7×61’erens hylstervolumen var af optimal størrelse, og set ud fra en krudtøkonomisk betragtning er der i alt fald noget om snakken. Sammenligner man med de endnu kraftigere 7mm-patroner på markedet, er det ikke mange ekstra meter per sekund, man får målt i forhold til, hvor meget mere krudt, man skal hælde i deres ”kedelrum”.
Ikke overraskende fungerer 7×61 bedst med langsomme krudttyper – men som følge af det trods alt begrænsede volumen, kan den ikke udnytte de allerlangsomste typer, der findes på markedet i dag. Oprindeligt blev 7×61 ladet med Normas nu hedengangne 205-krudt, men MRP er helt ideel til denne patron, ligesom Vithavuoris N160 ofte giver gode resultater, men knapt så høje udgangshastigheder.
Mange håndladere har haft problemer med kort levetid på deres hylstre i 7×61. Skylden er ofte blevet lagt på S&L-riflerne, fordi de har lukkeknasterne placeret bagerst i låsestolen. Dette har ifølge mine erfaringer ikke noget på sig, eftersom hylstrene fra min .358 NM tåler en snes genladninger – selv med hårde ladninger. Derimod har der på trods af Sharpes bestræbelser på standardisering været store forskelle mellem 7×61-kamrene og de indvendige dimensioner på kalibereringsmatricerne. Dette kan indebære en helt unødvendig bearbejdning af hylsterets skulder, idet patronens headspace bestemmes af bæltet. De bedste 7×61-matricer – i hvert fald til S&L-rifler har erfaringsmæssigt været fra den amerikanske producent Redding.
Ladedata for 7×61 Super
