Ulve

Ulve i Norden – hvad er erfaringerne?

Debatten går lystigt om ulvene. I Sverige har man haft ulvene i over 40 år, og ofte hører man i debatten, at det går fint med ulvene i Sverige. Vi kørte til Värmland – Sveriges mest ulverige Län – for at se, hvor godt det i virkeligheden går.

50500

Siden ulven for alvor vendte tilbage til Sverige i slutningen af 1970’erne, har de været hurtige til at finde deres foretrukne sted, nemlig Värmland. Selvom Värmland er mindre end 10% af Sveriges samlede areal, anslås det, at omkring halvdelen af Sveriges samlede bestand af ulve findes netop her. Omkring 30 flokke menes der at være i det lille Län, hvilket samlet set betyder omkring 150 ulve, som årligt reproducerer sig med ca. 10%.

I 1970’erne var der ingen ulve, og flere af de mennesker, vi besøger på vores tur, husker, da den første ulv blev set omkring 1979. Det var formodentlig en ung hanulv, der var på vandring, og de lokale beboere i Värmland – som i høj grad var og stadig er landbefolkning – betragtede den med fascination og spænding.

Man havde allerede ganske mange losser og bjørne i Länet, hvilket man stadig har i dag, så begrebet ’rovvildt’ var de bekendt med. Men ingen havde dengang gættet, at genkomsten af ulven ville få så dramatiske konsekvenser, som det er blevet tilfældet. Det er aldrig lykkedes at få samme sameksistens med ulvene som med bjørn og los.

Ulve
De fleste har en forestilling om, at ulvene foretrækker øde og isolerede områder, men intet kan være mere forkert. Vil mange finde en ulv eller et friskt spor fra en, skal man lede lands veje og stier i bebyggede områder.

Hvor kom de fra?

Hvor ulvene kom fra, er der mange holdninger til. Der er også mange rygter og vandrehistorier. Fx er der vedholdende rygter om, at ulvene skulle være blevet helt eller delvist udsat dengang i 1970’erne. Jægere berettede om at være stødt på indhegninger med ulve i de øde skovområder.

Der går også sejlivede rygter om, at trafikdræbte ulve skulle have mærker efter halsbånd eller nedslidte klør, hvilket var et tegn på, at de har gået på beton og ikke skovbund. Ingen af disse historier er dog på nogen måde blevet dokumenteret, selv om det havde været let at gøre med fx et foto, og det ville have udgjort en særdeles vigtig information.

Få år tilbage optrådte der historier i aviserne om, at man havde fundet ud af, at de svenske ulves DNA var identisk med ulvene i Estland. Man tog det som et tegn på, at ulvene måtte være importerede og udsat. Ifølge Britt-Marie Nordquist, som i årtier har arbejdet med vildt og i særdeleshed ulve på vegne af det svenske jægerforbund, er der nu ikke noget underligt i, at de svenske ulve deler DNA med dem i Estland: Estland ligger lige ved den skandinaviske halvøs vedhæftning til Rusland. Og da de fleste forskere mener, at ulven er genindvandret fra nord – altså fra Rusland over denne vedhæftning – er der nødvendigvis tale om de samme store russiske bestande, som står til fadder til både de estiske og de nye svenske ulve.

Der er således ikke megen reel tvivl om, at ulvene er kommet til Sverige af naturlig vegne, men om de senere er blevet suppleret med flere, ved ingen med sikkerhed. Man kender til, at folk illegalt har holdt ulve i fangenskab, og nogle har endda forsøgt sig med at krydse hunde med ulve. Hvor disse ulve og deres efterkommere blev af, ved man simpelthen ikke. Måske døde de bare, eller måske blev de sat ud i naturen af deres ejere, da disse begyndte at frygte for, at myndighederne ville komme efter dem.

Ulve
Modsat naturen i de fleste af de omkringliggende Län, som primært består af tæt nåleskov, er Värmland en frugtbar blanding af agerland, søer og løv- samt nåleskov.

Hvorfor Värmland?

Det kan måske undre, hvorfor ulvene har valgt at trække over tusind kilometer ned gennem Sverige for at samles og slå sig ned i Värmland. Umiddelbart tænker man, at der ville være mange andre interessante områder i det enorme Sverige.

Ikke desto mindre er Värmland i særklasse: Kommer man som rovdyr trækkende fra nord og nordøst, som primært består af relativt vildtfattigt tundra, klippegrund og fyrreskov, er Värmland et sandt paradis med frugtbar muldjord, løvskove, landbrugsland og masser af vildt, og ikke mindst husdyr på markerne.

Konsekvenserne af ulve

Der er ingen tvivl om, at det har haft konsekvenser for landbeboerne i Värmland, at 150 ulve slog sig ned i deres ret lille område. De fleste lokale husker, hvordan man i 1970’erne og 80’erne havde bævere alle vegne. Tusindvis af dem. Der var bæverboer overalt, og når man gik en tur ved enten sø eller elv, kunne man altid høre en bævers karakteristiske ’trommen’, som de laver med halen for at kommunikere med hinanden.

I dag er antallet af bævere nede på 20-30 styk i hele kommunen, anslår de lokale. I dag er bæverne en seværdighed, og er der nogen, der ser en, endda bare på lang afstand, så er det noget, man snakker om og ringer rundt for at fortælle til venner og bekendte.

Ulve
Anette i midten har mistet 60 får i otte ulveangreb. Flere af angrebene skete på engen i baggrunden, lige uden for familiens hoveddør.

En anden tydelig konsekvens er en voldsom nedgang i elgene, som udgør omkring 80-85% af ulvenes føde. Ingemar Olofsson sidder i sin stue med sin kaffekop og en småkage, mens han bladrer i sine papirer. Det er udbytterapporterne fra den 7.000 hektar store skovjagt, der ligger omkring hans hjem, og som han altid har været en aktiv del af – hele sit liv, faktisk. Her jager man i fællesskab med det primære formål at få kød på bordet.

Op til halvdelen af det kød, en familie i Värmland indtager, er hentet i skoven. Man går typisk efter de store elgkalve, når det handler om kød. Kvaliteten er bedre, og samtidig har det minimal betydning at tage en kalv ud af bestanden, i forhold til en elgko eller tyr i den reproducerende alder. Her dyrker man bæredygtig jagt, som man altid har gjort. Det handler ikke om trofæer eller antal, men om at høste det overskud, som skoven kan levere.

Før ulvenes genkomst nedlagde de typisk 40 til 50 elgkalve på en sæson, men tiderne har ændret sig. Det er jagtresultaterne for perioden 2010 til 2016, som Ingemar sidder med og de taler et tydeligt sprog: I sæsonen 2010-11 nedlagde de 21 elgkalve. Årene efter var de nede på 17, 17, 14, 13 og 10. Og i sidste sæson nedlagde de kun seks elgkalve på jagterne. Ingemar Olofsson vender vi tilbage til.

Ulve
Det tog os under to timer at finde et friskt ulvespor i skoven.

Vel ankommet

Jeg ankommer til Värmland sammen med Nina Krüger, der er redaktør på det tyske magasin ’JÄGER’. Ligesom mig vil hun undersøge sandheden om ulvenes betydning. Vi tjekker ind på et tilfældigt Bed & Breakfast, og det venlige værtsægtepar byder os på kaffe i deres private have, da vi har pakket ud.

Vel bænket ved havebordet blandt myg og knot går snakken lystigt om vind og vejr, og endelig kommer vi frem til, hvorfor vi er i Värmland. Vi har forventet, at vi skal lede med lys og lygte og tilbagelægge et endeløst antal kilometer for at møde folk, som har haft nærkontakt med ulvene. Men det går meget lettere end det.

Faktisk har den Bed & Breakfast, vi tilfældigvis har tjekket ind på, haft jævnlige besøg af en ulv, bare en måned før vi er ankommet. Bag huset har de en fold med teenagedatterens to heste. De havde sat et føl til verden, og allerede to dage efter føllets ankomst begyndte en ung hanulv at gå rundt om foldens hegning hver aften, kun 20-30 meter fra hovedhuset, hvor familien bor.

De kunne kigge på den fra køkkenvinduet. De vidste fra deres naboer, at ulvene typisk skal bruge en uges tid på at regne ud, hvordan de kan komme igennem selv det mest lukkede stødhegn og således ind til det nye føl. Familien fik hurtigt lukket føllet ind i stalden, hvor det har ophold sig siden, og ulven forsvandt igen.

Ulve
Sporet af en enlig ulv, som fulgte i sporet af en elgko med en ung kalv.

Taget af ulve

Alt dette er blot en bi-historie, som vi ikke havde forventet, og snart efter kommer førnævnte Britt-Marie Nordquist og henter os for at besøge en hundefører, som har fået taget en af sine hunde under en jagt, lige bag hans hus. Det er her, Ingemar Olofsson – manden med statistikerne over sin elgjagt – kommer tilbage i billedet: Det er nemlig ham, som havde fået taget en af sine hunde.

Som nævnt har vi forventet at bruge dagevis på at køre fra sted til sted for at finde beretninger om ulve, men Ingemar bor kun tre kilometer væk… Ingemar selv har mistet en hund, og hans gode ven har oplevet det samme, begge hundene var af racen Basset Griffon, som bruges til at jage harer og råvildt i skoven.

Ingemars egen historie er kort: Han slap sin hund, og efter 20 minutter hørte han den klynke cirka 100 meter fremme. Han kiggede på sin GPS, som var forbundet med hundes halsbånd, og tilsyneladende stod hunden stille. Sekundet efter flyttede den sig pludselig cirka 100 meter sidelæns, hurtigere end den kortbenede hund selv var i stand til at bevæge sig, hvorefter alt blev stille…

Ingemar fandt kun hovedet og noget af ryggen fra sin hund. Myndighederne kom og tog spytprøver, som konstaterede, at der var tale om en lille gruppe på tre ulve, der havde taget og spist hunden.

Ulve
En setter efter mødet med ulve under en fuglejagt. Heldigvis overlevede den, men det er de færreste jagthunde, som gør det. I dag kan man ikke længere jage med løse hunde i Värmland, simpelthen fordi ulve tager dem.

Ulveangreb

Den anden episode skete et halvt år senere og cirka 20 km derfra: Ingemars ven slap sin hund og hørte den kort efter hyle voldsomt og hjerteskærende. Dens ejer løb frem mod lyden øjeblikkeligt, men fandt hverken hund eller ulve. Han tjekkede GPS’en og så, at hans hund var søgt tilbage til hans bil, ikke langt derfra.

Han hastede tilbage til bilen og blev mødt af et voldsomt syn: Siden på hans bil har revet op hele vejen rundt af klørene fra hans hund, og der var blod over alt. Hunden var tilsyneladende sluppet fra ulvene i første omgang og havde søgt tilbage mod bilens sikkerhed, hvor den desperat havde forsøgt at komme ind i bilen. Det var ikke lykkedes, og ulvene var kommet tilbage. Ejeren fandt sin døde og delvist fortærede hund ikke langt fra bilen.

I dag er det ikke længere muligt at jage eller træne med løse hunde i Värmland. Omkring 160 hunde er til dato blevet taget af ulvene, og ingen vover længere at slippe deres hunde. Ingemar, som altid har trænet to-tre gange om ugen med sine hunde, er i dag nødt til at køre 200-300 kilometer for at komme til et sted, hvor han med nogenlunde sikkerhed kan slippe sine hunde i en times tid.

Mange har sikkert også set en film på Youtube, hvor en elghund bliver angrebet af to ulve, mens den er iført kamera og ’ulvevest’ med kevlar og stålpigge på ryggen. Hunden overlever mirakuløst. Vi kommer i kontakt med ejeren af hunden, men han ønsker ikke at deltage, da sagen har fået rigelig opmærksomhed, og han egentligt bare ønsker at være i fred. Han beretter dog, at efter to år med mange timer og omgange på dyrlægens operationsbord for at udbedre skaderne fra ulveangrebet er hunden nu tilbage på benene. Man at jage elge kommer den aldrig til igen.

Ulve
Selv hundeveste som disse med stålpigge holder ikke ulve væk.

Får og ulve

Det er et klassisk fjendebillede – ulv og får – kendt fra eventyr og litteratur. Men i Värmland er det reelt. Da vi næste dag kører op mod Mats Ericssons gård (10 km fra Ingemar), går en mand med en buskrydder og er i gang med den daglige vedligeholdelse af det ifølge staten ’ulvesikre’ stødhegn. Hegnet har dog ikke forhindret ulvene i at komme ind i folden to gange med et par uges mellemrum, hvor de har dræbt i alt 26 ud af de 70 får, som Mats havde gående.

”Dræbt” er måske så meget sagt, for omkring halvdelen var var stadig levende, selvom deres tarme var spredt ud over jorden. Ulvene angriber fårene på maven, hvorfor de ikke altid dør med det samme. Mats selv og en dyrlæge måtte aflive de sidste. Ingen af de 26 får var blevet spist, blot slået helt eller delvist ihjel. Ulvene havde endda været inde i den lukkede stald at hente et drægtigt får ud, som gik isoleret fra de andre. Også det blev skambidt til døde.

Mats var tydeligt påvirket af situationen. Han har aldrig tjent penge på sit lille fårehold. Tvært imod, det koster ham stort set penge hvert eneste år, men fårene er hans hobby, og de har alle navne. Derfor er Mats også tydeligt berørt af situationen, selv her små to år efter episoden fandt sted.

Ulve
Annette med et af sine tilbageværende får, efter at ulve i alt har taget omkring 60 af dem.

Dronningen af ulveangreb

”Med humor klarer man det triste,” siger Britt-Marie undskyldende, da hun lige havde præsenteret os for den næste, vi skal besøge. ”Dronningen af ulveangreb” bliver hun med grovkornet humor kaldt lokalt. Anette, som hun hedder, bor med sin mand og fire børn omkring 10 kilometer fra Mats og har været udsat for ikke mindre end otte ulveangreb på cirka otte år.

Nogle år har været helt uden angreb, men omvendt har bare et enkelt år budt på tre angreb. Totalt set har Anette fået taget 60 får, og som det var tilfældet hos Mats, var ingen spist og kun halvdelen døde, mens den anden halvdel måtte aflives, når de er blevet fundet næste morgen.

Anette har forsøgt alt: de ’ulvesikrede’ hegn, som myndighederne anbefaler, og sågar en flok ret voldsomme og store gårdhunde. Men intet har hjulpet, og nu venter hun bare på det næste angreb, som statistisk set vil finde sted dette efterår.

Epilog

Ingen ved, hvad fremtiden vil bringe. Men den massivt voksende ulvestamme i Värmland stoppede pludselig med at vokse for et par år siden, til trods for at biologer kunne påvise, at de satte unger som hidtil. Årsagen er selvtægt… Hundeejere og husdyrsopdrættere føler sig hjælpeløse og griber til våben.

Alle, vi talte med i Värmland, var inderligt imod den udvikling og kede af, at selvtægten gjorde, at de gode og saglige argumenter druknede i omtalen af de yderst ulovlige nedskydninger af ulve. Der var heller ingen af dem, vi mødte og talte med, som mente, at ulven ikke hører hjemme i Sverige. Faktisk tvært imod. De syntes, det var fint med en varieret natur.

Ulve
Ingemar med en hvalp efter den hund, som ulvene tog 100 meter fra ham under en harejagt.

Hvad, de dog savnede, var, at myndighederne tager problematikken alvorligt, før problemerne bryder ud, i stedet for først at åbne øjnene for de reelle problemer, når skaden er sket, og det politisk set næsten vil være umuligt at gennemføre en brugbar løsning.

Det er dér, den svenske befolkning i ulveområderne står nu: De føler, at de har fået kastet et enormt problem i hovedet i form af ulvene, som tager arbejdspladser i områder, hvor der i forvejen kun er få, da mange gårde stopper med at holde dyr. Samtidig falder boligpriserne, for folk vil ikke bo i ulveland, ligesom turisterne heller ikke længere kommer for at leje ødegårde.

Havde man blot lavet en rimelig forvaltning og afskydningsplan, da ulvene dukkede om i 70’erne, havde det uden tvivl været bedre for både ulve og mennesker. Måske Danmark virkelig kunne lære noget her…?

Læs også:

På ulvejagt i Sverige