Jagthunde Ornitologerne

Jeg træner alle hunderacerracer og står på den måde lidt på sidelinjen. Men det undrer mig virkelig, at hundefolk ikke står mere sammen. Det er ikke blevet nemmere at have vores – trods alt – fælles interesse. Vi har fået en hovsa-hundelov i landet, der ikke virker gennemtænkt. Det bliver mere og mere vanskeligt at finde egnede træningspladser, og der er såmænd sager nok, vi kunne arbejde med i fællesskab i stedet for at slås indbyrdes.

I stedet bliver jeg som hundetræner ofte ærgerlig over at opleve, hvordan hundefolk omtaler hinanden. Der falder negative udtalelser om alle andre racer end ens egne, ofte fra hundeejere, der egentlig ikke kender ret meget til de hunde, de taler ned.

I mine øjne findes der ikke dårlige hunderacer. Der findes derimod gennemtænkte og fornuftige valg af race, alt efter hvad den skal bruges til. Tag et eksempel: En gammeldags springerspaniel arbejder og apporterer fint. Har man en mindre jagt, er den et godt valg. Den går ikke i rakettempo, men der er vel ingen af os, der går på jagt for at få det overstået, men for at nyde dagen. Det har noget at gøre med ens temperament at hitte ud af, hvad man foretrækker.

Andre kan have en stor jagt med store åbne marker, og der er det en indlysende fordel at vælge en jagtkammerat, der både kan dække langt og bredt, og her tænker jeg på stående hunde.

Jeg hører alle argumenterne: Gammeldags spanielfolk mener, at f.t. spanielen er flimret og umulig at have indendørs, for de løber på væggene. Jep, det er der nogle der gør, men ikke alle. Fra den anden side hører jeg f.t.-folk mene, at en almindelig springer ikke kan arbejde i et ordentligt tempo og være effektiv. Jep igen, de går ikke så hurtigt, men det kan for nogle være en stor fordel.

Denne betragtning gælder ikke kun spaniel-folk. Den gælder desværre stort set alle jagthundeejere. På kryds og tværs af racer og klubber.

Mine hunde er labradorer – f.t.ére, hvis det er vigtigt – men jeg har den dybeste respekt for det smukke arbejde, en pointer kan lave. Eller en dygtig gl. dansk hønsehund eller alle de andre, hvis de er trænet til præcis det, de skal bruges til.

Min opfordring er at lave fællestræninger, hvor fokus netop er på forskelligheden. Det er en kæmpe fornøjelse at træne både stående hunde og apportører sammen. De skal bare lave hver deres opgaver. Fælles træning og prøver med drivere og apportører på samme prøve er super sjovt og lærerigt.

Hyg med det, og se på, hvad de enkelte hunde kan inden for hver deres specialitet – i stedet for at sammenligne kaffemaskiner med helikoptere…

Bundlinjen er, at jeg ville ønske, at de forskellige hundefolk ville droppe det – efter min mening – noget barnagtige kævleri om racer og i stedet stå sammen i ønsket om at danne velvilje om vores sag. Der er ikke noget forkert i at være uenige. Det kan vi alle være en aften med Vild med dans eller på en valgaften, men der kan det jo gøres på en hyggelig måde. Lyt til hinanden, tal, og træn sammen.

Den største risiko er, at man kan blive klogere, men indtil da: ærgerligt nok!

 

Vi ses derude