rensdyrjagt

Rensdyrjagt – En af JAGT, Vildt & Våbens skribenter blev optaget på en af Norges statsstøttede oplæringsjagter på vildrener. Det blev en af de hårdeste og mest lærerige jagter, han har været på. Her er beretningen om fire dage i de barske norske fjelde.

”I er på vej ud for at jage på Norges tag,” siger den ene instruktør og kigger rundt på os. ”Det her bliver højst sandsynligt hårdere end nogen anden jagt, I har prøvet.”

Vi er seks kursister, og jeg er den eneste dansker, resten er nordmænd. Håndtrykkene er kraftige, og når nordmændene smiler, ser man en tyk sort dej af tobak under overlæben. Vi er spændte og kigger ud over landskabet. Langt derude et sted i vildmarken ligger den lille hytte, der skal være vores og de tre instruktører hjem i de næste fire dage.

Afsted mod ødemarken

Dagen før tog jeg sent om aftenen færgen fra Hirtshals til Kristiansand, og natten tilbragte jeg i en sovepose bag i min stationcar på en tilfældig rasteplads, jeg fandt i mørket. Da solen stod op, kørte jeg afsted mod et gps-koordinat, jeg havde fået udleveret. Her skulle jeg indfinde mig kl. 12 fredag eftermiddag, her ville jagten begynde.

Det er slut-august, og i over en uge har det været strålende solskin med op mod 20 grader i Danmark, men heroppe er temperaturen faldet til otte grader. Efterhånden som jeg er kørt op igennem Norge, op mod mødestedet ca. tre timer nord for Kristiansand, har naturen ændret sig fra frodige mørkegrønne dale til stenet, rå fjeld, uden træer og uden læ. Det eneste tegn på liv har været flokke af får, der pludselig har rendt ud på vejen og gjort det endnu mere besværligt at køre på de små, snirklede veje, opad og opad.

Nu står vi her endelig alle sammen: seks kursister, der alle har ansøgt om og er blevet optaget på et af Statskogs oplæringskurser i jagt på vildrener. Statskog minder om vores Naturstyrelsen, og ligesom styrelsen besidder den kæmpe jagtarealer. Det er et af disse arealer på i alt 5.000 hektar fjeld, vi skal jage på i det kommende fire dage.

Rein, rein!

Vi samler os i et par biler og kører afsted mod et kæmpe udstrakt vandreservoir, hvor der ligger to mindre både med påhængsmotor og venter på os. Mens vi sejler, rejser fjeldet sig omkring os, råt og bart, og vandet er isblåt. Pludselig afbryder den ene instruktør motoren og kigger gennem sin kikkert på en fjeldside langt væk. ’Rein, rein!’ hvisker han ophidset, og vi kigger alle i samme retning uden at kunne se noget som helst. Han peger, og pludselig ser vi dem: en flok på ca. 20 vildrener, der bevæger sig så hurtigt over det uvejsomme fjeld, at det ligner en fugleflok på træk.

Vi trækker langsomt ind mod land, og da vi får fast grund under fødderne, efterlader vi alt andet end kikkerter og rifler og bevæger os op i fjeldet, op hvor vi har udsyn. Hjertet sidder i halsen, da vi når toppen og lægger os, hvor vi kan følge renerne med kikkerterne. De er alt for langt væk nu til, at vi har en chance for at indhente dem: På få minutter har de tilbagelagt en distance, det ville tage os en time at gå.

Kl. 20 bevæger vi os ned til bådene igen, og lyset forsvinder helt, mens vi sejler afsted. I måneskinnet når vi en ny bred, langt væk, og trækker bådene på land. Alt udstyr til de fire dages jagt skal bæres herfra, og vi går ca. tre kilometer over stærkt ujævnt terræn, til vi når et lille bådskur. Mænd og oppakning bliver stuvet sammen i en mindre aluminiumsbåd, og vi sejler igen ud i mørket.

Lidt før midnat når vi endelig vores mål: en mindre bjælkehytte med tre soveværelser, et køkken og en opholdsstue med en støbejernsbrændeovn. Dette er første jagtdag, vi er trætte, men tørre og ved endnu ikke, hvor meget den varme brændeovn vil komme til at betyde for os de kommende dage. Efter at have spist opvarmet labskovs fra dåse går alle til ro. Vi skal tidligt op og afsted.

Op i højderne

Kl. 6.30 står vi op, og tre kvarter senere er vi klar. En kongeørn letter fra et klippeudspring tæt på hytten og studerer os, mens vi får oppakningen på ryggen. Der er udsigt til ustabilt vejr hele dagen. Vi deler os i grupper med to kursister, hver med sin instruktør, og begiver os afsted i hver sin retning, nogle i båd og andre op over fjeldet.

Instruktørerne har holdt øje med, hvordan vi tacklede de fysiske udfordringer den foregående dag, og det bliver besluttet, at min gruppe skal jage i det mest uvejsomme terræn af tre muligheder: Vi skal først vandre ca. fem kilometer, mens vi konstant stopper for at scanne terrænet, opad mod 1.300 højdemeter, hvorfra vi vil få et kæmpe udsyn over uendelige kvadratkilometer fjeld.

Nede ved hytten var landskabet øde og goldt med få, lave bevoksninger. Men heroppe ligger der områder med sne, som aldrig tør, og tågen presser os flere gange ned i højden. Det er råt, og var det ikke for de ryper, der letter, når vi bevæger os fremad, er det svært at tro, at der kan leve noget heroppe. Men vi ser spor efter renerne, og det holder dampen oppe.

Da vi endelig når toppen, laver vi et hurtigt måltid frysetørret mad og sætter os derefter tilrette. Med os har vi camouflerede, regntætte fjeldduge, og vi kryber i dugene, da det begynder at regne. Landskabet under os er på en og samme tid bjergtagende og monotont, og efter at spejdet ud over endeløse kilometer fjeld i en time eller to falder vi i søvn, mens regnen trommer på fjelddugen, tok tok tok.

Som at lande på Månen

Da vi vågner, regner det stadig, og tågen ruller ind over sagalandskabet som et tidevand. Alt bliver gråt omkring os, indtil tågen igen letter, og dalen med vores hytte – lille, selv i en kikkert – igen bliver synlig under os. En kuldsort ravn flyver over os og skriger, men ellers er vi alene, som var vi på Månen. Intet rør sig, der er intet liv.

Vi bryder op og bevæger os, ikke for at få bedre udsyn, men fordi benene har brug for at røre sig, og synet har brug for nye indtryk. Vildrenerne kan i princippet stå lige bag det næste klippeudspring, men vi ser intet. Sent ud på aftenen beslutter vi os for at begive os tilbage mod hytten.

Vi går nedad, men benene er alligevel tunge, og efter en time er vi gennemblødte fra hoften og ned. Vi bærer alle tøj med membraner, men efter over 12 timers ophold i fjeldet har det givet op. Da vi endelig når hytten, kan vandet næsten hældes ud af støvlerne. Et hold er allerede nået hjem og har tændt op i ovnen. Den ene af kursisterne har skudt et hundyr, en simle, på 170 meters afstand et andet sted i fjeldet, og mens vores tøj og udstyr hænger og drypper fra søm i loftet, spiser vi stegt rensdyrhjerte, drikker birkesnaps og griner i vores uld-undertøj. Nu er vi i gang.

Regn og floder

Regnen slår så hårdt ned, at jeg vågner midt om natten. Da vi står op, regner det stadig, og de mindre åer og floder, som vi krydsede ved at hoppe fra sten til sten, er blevet til brusende elve. Vi har ingen chance for at krydse dem.

Der er ingen netforbindelse så langt ude på fjeldet, og da klokken når 12, og regnen stadig vælter ned, tager en af instruktørerne afsted længere op i fjeldet for at ringe via satellit og få en opdatering på vejrudsigten. Da han kommer tilbage, bryder han ud i et smil og siger: ”Den gode nyhed er, at vinden stilner af inden for en times tid.” Regnen, derimod, bliver en fast partner hele dagen, der er ingen vej uden om den.

Ved 14-tiden tager vi afsted. Det regner stadig, men vi er ikke kommet hele denne lange vej for at sidde i en hytte. Vi bliver igen delt op i tre hold, og det hold, jeg er på, sejler sammen med et andet hold tilbage til det sted, hvor vi så rener den første dag. Her deler vi os, og mens mit hold igen bevæger sig op i højden for at få udsyn, sejler den anden rundt om fjeldet og går i land langt væk, hvor vi ikke kan se dem.

Dette er tredjedagen, og kroppen er langsomt ved at vænne sig til denne jagtform, der er så radikal anderledes end de jagter, vi er vante til i Danmark: Vandringer, ofte i et meget hurtigt tempo, op ad det stejle, ujævne fjeld, efterfulgt af timelange, fuldstændig stillesiddende observationer fra toppen af fjeldet, hvor der hverken er læ for regn eller blæst.

Lodtrækning

Jeg er kold og stiv i kroppen, da vi modtager et radioopkald fra den anden gruppe, der tidligere sejlede rundt om fjeldet. De har set rener, en flok på fem dyr, men holdets to kursister er så trætte af den foregående vandring over fjeldet, at holdets instruktør spørger, om vi vil overtage jagten.

Det skal han ikke spørge om to gange, og på få sekunder har vi kastet alt i rygsækkene og er klar. Vi er to kursister og en instruktør på mit hold, og sammen med den anden kursist trækker jeg lod om, hvem af os, der skal være førsteskytte, hvis vi kommer på skudhold.

Jeg trækker det korteste strå, men der er ingen tid til at ærgre sig, for vi skal tilbagelægge to-tre kilometer i en fart. Trætheden er væk, og vi sveder, da vi efter lidt tid mødes med den anden gruppe. Vores medkursister har også overvundet trætheden, for da vi møder dem, er de klar til jagt.

Rensdyr på skudhold

Alt overflødigt udstyr bliver lagt til side, og vi lader riflerne, mens vi lavmålt lægger en slagplan. Vi befinder os bag et højdedrag, på den anden side er vildrenerne, længere nede i terrænet. Den anden gruppe bevæger sig langsomt venstre om højdedraget, mens aftalen er, at vi skal gå højre om og lægge os klar til skud, hvis renerne pludselig begynder at trække i vores retning.

Sekunderne går som timer, men vi hører intet skud fra den anden gruppe. Vi ligger på en fremskudt afsats og har et perfekt skudfelt nede foran os, da vildrenerne pludselig dukker op. Dette er det tætteste, vi endnu har været på dem, og flokkens fører er en buk i medaljeklassen. De stopper for at orientere sig et kort øjeblik, og lige der lyder braget fra kursisten ved siden af mig.

Vildrenerne sætter i løb, og efter ca. 80 meter tumler den ene kalv og bliver liggende. Instruktøren tager hurtigt fat i kraven på mig og hvisker: ”afsted!” Der er en chance for, at flokken vil stoppe op og endda vende tilbage mod den faldne ren, så vi skal hurtigt have bragt os i en ny skydeposition, så jeg som andenskytte kan nedlægge endnu en ren.

Lungeskud

Flokken standser og ser sig forvirrede tilbage. Jeg ligger på maven med kornet på den anden kalv, men afstanden er for lang. Jeg er ikke trænet i skud over 250 meter, og jeg vil ikke ligge at anskyde en ren herude i fjeldet. Instruktøren nikker og klapper mig på skulderen, det er den rigtige beslutning.

Vi ligger et stykke tid, mens adrenalinen stadig vælter rundt i kroppen, og jeg opdager først nu, at mit tøj er gennemblødt på maven og lårene efter at have kravlet næsten 100 meter på det våde mosunderlag. Der er dog ikke tid til at gå op i det nu, og vi går ned i dalen under os, hvor kalven ligger ca. 120 meter fra vores oprindelige position.

Den er ramt lige bag bladet, og blodet tyder på et lungeskud. Vi ønsker skytten tillykke med sit første større nedlagte stykke vildt og efter at have sundet os lidt, bliver kalven båret ned til båden, der ligger flere kilometer væk.

Da vi kommer hjem, er klokken blevet 22, og vi er som dagen før gennemblødte og trætte efter over 14 timer i fjeldet og mange kilometers vandring. Der bliver igen fyret op i brændeovnen, og vi sidder tæt omkring den, mens vi taler om dagens oplevelser og spiser. Kl. 23 er alle gået omkuld.

Omkuld i fjeldet

Det er mandag, jagtens fjerdedag, og jeg bliver vækket af en ravn, der sidder uden for vinduet. Under morgenmaden bliver vi igen inddelt i hold med to kursister og en instruktør. Det bliver besluttet, at min gruppe skal vende tilbage til det område, hvor vi skød i går, i håb om at flokken eller enkelte af dyrene vil vende tilbage for at lede efter den nedlagte kalv.

Igen bliver vi sat af fra båden og bevæger os op i højden. Efter fire dage i fjeldet har kroppen i overraskende grad vænnet sig til hårde stigninger og fald, men kræfterne er færre. Fra vores udkigspunkt ser vi ingenting, og jeg lægger mig efter et stykke tid på ryggen.
Jeg føler aldrig, at jeg er væk, der er bare følelsen af den konstante kulde og blæst og det storslåede landskab under os og omkring os, men jeg kommer ligesom til mig selv og ser, at min medkursist sidder og griner. ”Du snorkede et øjeblik,” siger han.

Kulden har trængt ind på mig nu efter at ligget i den samme stilling i et stykke tid, og jeg bevæger mig rundt i fjeldet, skjult bag bakker og fremspring, for at få varmen. Mens jeg går, støder jeg på blåbær og næsten skinnende gulrøde multebær, og jeg samler en masse, som jeg tager med tilbage til de to andre i gruppen.
Bærrene smager vidunderligt og giver ny energi, og vi sidder og spiser dem, mens instruktøren fortæller, at dette er hans paradis på Jord: multebær og rensdyrjagt. Både jeg og min medkursist er trætte, som vi næsten aldrig har været før, men vi nikker og kigger ud over landskabet. Det her er noget helt særligt.

”Ned!”

Efter flere timer beslutter vi os for at bryde op. Vi har opgivet at se mere til renerne på denne tur, men da vi er på vej ned ad fjeldet, hvisker instruktøren hurtigt: ”ned!”. Foran, et stykke nede, går et ensomt hundyr og spejder rundt. Det var højst sandsynligt hendes kalv, der blev nedlagt i går, og vi kravler langsomt nærmere for at komme på skudhold.

Da vi kommer tættere på, ser vi, at hundyret har en gps-sender om halsen. Statskog sætter gps’er på udvalgte dyr for at følge deres færden i fjeldet, og det er udelukket, at vi kan skyde hundyret: det at få monteret gps’en på dyret koster op mod 50.000 kr., hvisker instruktøren. I vores træthed ligger vi og griner af, at jeg kunne tage gps’en med til Danmark for virkelig at skabe forvirring blandt dem, der følger den på en computer et sted.
Da vi alligevel ikke må skyde rensdyret, ligger vi bare i en time og nyder at følge det i kikkerterne. Det er på størrelse med en kronhjort, og det er en kæmpe oplevelse bare at ligge at følge, hvordan det bevæger sig ubesværet over sumpede områder og klippefremspring på sine brede hove. Vildrenerne lever herude hele året, hvisker instruktøren. De modstår kulde på ned til minus 30 grader uden problemer, og det er først, når temperaturen når op over de 12-15 grader, at de føler ubehag. For her bliver de plaget af insekter.

Det er helt fantastisk at ligge her og følge et dyr, der har hjemme i så råt et klima og terræn, men efter et stykke tid forsvinder hundyret over en bakkekam, og vi bevæger os mod båden. Det iskolde vand stænker i ansigtet, mens jeg falder hen, og jeg når at falde i søvn, inden vi mødes med de to andre grupper ved det udgangspunkt, vi forlod for tre dage siden.

Overtræthed og afsked

Vi er alle overtrætte og griner af selv små ting, mens vi flår de tre rener, der er blevet nedlagt på vores tur, på skindet. Der er en særlig stemning mellem os, vi har frosset og slidt sammen, og vi har fået jagtoplevelser for livet.
Riflerne og knive har rustet under den konstante regn og fugtighed, ubehandlede træskæfter har slået sig, kikkerter har dugget til på de mest kritiske tidspunkter, fødder er blevet lappet med tape og plaster, og vi har hjulpet til med at bære dele af hinandens oppakning, hvis det til tider blev for hårdt for den enkelte.

Der er blevet nedlagt et hundyr og to kalve. Hundyret vejer i brækket vægt ca. 50 kilo, og kødet bliver fordelt mellem os, mens skindene og opsatserne går til skytterne. Den ene instruktør træder frem og takker for en god jagt, og vi udveksler mailadresser, smiler og giver hinanden hånden til afsked.
Det er mørkt som natten, da vi kører afsted. Jeg kører ud af snoede veje, på vej mod Kristiansand, og finder hurtigt en rasteplads, hvor jeg kryber om bag i bilen og falder i søvn. Tidlig næste morgen skal jeg hjem til Danmark, hjem fra en af de hårdeste og mest spændende jagter, jeg nogensinde har været på.

På oplæringsjagt i Norge

Den norske myndighed Statskog udbyder hvert år en håndfuld oplæringsjagter på vildrener. Det koster ca. 6.000 norske kr. at deltage, og ud over jagtafgiften skal der indløses norsk jagttegn til storvildt, hvilket koster ca. 380 norske kr.
Op til seks kursister deltager på hver oplæringsjagt sammen med et antal instruktører, og hver kursist får udleveret et vildtkort, så vedkommende må nedlægge en kalv eller et hundyr. Enkelte gange bliver der også mulighed for at nedlægge en buk.

Hensigten med oplæringsjagterne er at oplære jægere i rensdyrjagt, og den praktiske jagt i fjeldet bliver blandet med uformel undervisning i vildtets levevis. Efter bestået kursus er det muligt at købe vildtkort, så man fremover selv kan tage ud på jagt efter vildrener.
Udlændinge kan, ligesom artiklens forfatter, også blive optaget på kurserne, men nordmænd har førsteprioritet, når pladserne skal fordeles.
Oplæringsjagterne bliver slået op på www.inatur.no, og der bliver åbnet for ansøgninger fra d. 1. april til d. 20 maj. Selve jagterne finder sted i august og september.

Af Simon Staffeldt Schou
Fotos: Simon Staffeldt Schou

Læs også

Vildren i Grønland

Fangstmand