Niels Kanstrup
Foto: Aske Rif Torbensen

Reguleringsjagt giver mig myrekryb

Vi går på jagt. Vi går ikke på regulering. Dét kalder vi det bare nogle gange, for at det skal se pænere ud. Men det bliver alt i alt grimmere.

9569

I Danmark har vi en lang tradition for jagt. ”Jagt” er en rekreativ aktivitet, der giver en forholdsvis stor befolkningsgruppe unikke naturoplevelser og et bidrag til køkkenet. Den bygger på et princip om at udnytte vildtbestandene bæredygtigt, dvs. ikke at skyde flere dyr, end der også er nogle til næste år.

Igennem tiden har vi bekæmpet og udryddet arter, der er konkurrenter til os eller gør skade på vore værdier.  Det hedder i dag ”regulering”. Målet er at fjerne eller reducere en bestand af en given art, så den ikke generer os. Dét er der ikke noget mærkeligt i. Dét gør landmanden, når der vokser kvik i hans kornmark. Og det gør haveejeren, når muldvarpen endevender græsplænen.

Så vi har jagt og vi har regulering. Myrekrybet kommer, når begreberne blandes sammen. Når fx Naturstyrelsen holder såkaldte reguleringsjagter, hvor afskydningen imidlertid tilrettelægges, så den på alle måder er bestandsmæssigt bæredygtig og ikke har nogen effekt i retning af at reducere bestanden. Og når Miljø- og Fødevareministeren tidligere har udtalt, at bestanden af bramgæs nu er så stor, at den godt kan tåle en regulering. Og når emsige jægere bruger en hel lørdag i september på at såkaldt regulere to skovduer i en landsdel, hvor der i store træk ingen duer er. Så lugter det af en misforstået tilgang til vildtforvaltning. Eller bare helt simpelt af, man siger ét og gør noget andet. Dét er selvfølgelig fristende på den korte bane. Men troværdigt og langsigtet er det ikke.

Hvis vi lige hæver helikopteren nogle meter, kunne vi kalde det hele for ”efterstræbelse”. Et tungt, men ganske dækkende ord. Efterstræbelse er, når vi farer ud med bøsse, riffel, bue eller fælde for at dræbe eller fange vilde dyr. Så kan vi begynde at gøre det op i motiver – altså hvorfor vi gør det – og denne ransagning kan vi foretage artsvis. Tænk fx på skovsnepperne og krikænderne. Her er motivet for efterstræbelsen ubetinget glæden ved at opsøge vildtet og nedlægge det under spændende forhold og for mange også et smukt og velsmagende bytte, der kan tages hjem til pral og konsumering. Altså noget, der – hvis vi forfalder til at bruge nemme ord – er 100 % jagt. Modsat har vi mink og mårhund. To invasive arter, som vi efterstræber med allehånde remedier. For det meste som en sur forvaltningspligt – for nogle dog trods alt nok med en snert af spænding. Men alligevel rendyrket bekæmpelse.

Imellem disse yderpunkter ligger et virvar af efterstræbelsesmotiver og arter. Tag skytten, der aften efter aften venter på at få skovlen under den sidste ræv på udsætningspladsen. Motiv? Nok mest at slippe af med Mikkel. Tag skovfogeden, der sidder i skydetårnet i kanten af pyntegrøntstykket den 16. maj om morgenen. Motiv? Nok mere spændingen ved at nedlægge bukken end at slippe af med den. Tag den unge jæger i dueskjulet nord for København med 100 tomme hylstre og syngen for ørene. Motiv? Nok mere jagtlyst end ønske om at bekæmpe duerne. Tag konsortiet, der lejer ret til at efterstræbe kronvildt for 600 kr. pr ha pr år. Motiv? Gæt selv. Så efterstræbelse står både på jagt- og på bekæmpelsesmotivet. Men min gæt er, at førstnævnte udgør et sted mellem 95 og 98 % af det samlede motiv. Vi går på jagt. Vi går ikke på regulering. Dét kalder vi det bare nogle gange, for at det skal se pænere ud. Men det bliver alt i alt grimmere.

Det ville glæde en gammel vildtbiolog og jæger, hvis der kom styr på alt det misk-mask, vi har omkring jagt og regulering. Det kunne gøres ved at tage vildtart for vildtart, fastsætte en målsætning om udbredelse og bestandsstørrelse (internationalt, nationalt, regionalt eller lokalt) og fastlægge niveauet for efterstræbelse samt tilrettelægge redskaberne (tider, arealstørrelser, metoder, vildtpleje etc.) ud fra forvaltningsmål og danske traditioner. I samme omgang kunne man gøre det klart, om efterstræbelsen handler om at jage bæredygtigt eller regulere for at slippe af med dyrene. Det ville gøre det hele nemmere. Og meget mere troværdigt.