På ulvejagt i Sverige

Ulven er et endnu mere varmt debatemne i Sverige end her i Danmark. Vi var med på en af de sjældne ulvejagter og holdt vejret, da meldingen kom: ”Ulvene er på vej mod jer.”

1253

Så ligger den til slut der foran mig. Med blodig pels og blottede tænder. Det berygtede bæst, det store rovdyr, som har skabt så meget debat og så mange skriverier i medierne. Det skrækindjagende og samtidig utrolig smukke dyr, som har delt befolkningen i to lejre: ”for ulv” eller ”lidt mindre ulv”.

Det er det, det handler om: at holde bestanden nede, at forvalte arten på præcis samme måde, som man gør med alle de andre arter, vi har i Sverige. Efter forberedelser, udsættelser truffet ved domstolene, ankesager og en ny afgørelse er jagten omsider kommet i gang i Värmland. Modstanderne mod ulvejagt har protesteret højlydt, men beslutningen er taget af Kammerretten i Göteborg. Jagten kan begynde, og selv om der er kommet nye indsigelser, så ligger ulven nu der foran mig i sneen.

Selv om den ikke plejer at blive kaldt ”skovens konge”, er det præcis den følelse, jeg får. Den har en vægt på 52 kilo og utrolig store og skarpe tænder, perfekte til at kunne bide igennem både kød og ben. At det er en alfahan, gør ikke øjeblikket mindre for mig. Der er noget særligt ved de dyr, som står øverst i fødekæden, hvis man lige ser bort fra os selv.

Ulvebestanden vokser

Man ved et eller andet sted, at man er fuldstændig underlegen i forhold til ulven, hvis man skulle blive angrebet, og i særdeleshed, hvis man kun har et kamera med. Det er måske netop deri, fascinationen og problematikken ligger. Det er helt enkelt et farligt dyr, og sådan et vil man ikke have i nærheden af, hvor man bor. Man har hørt om ulvespor ved børns sandkasse eller om, hvordan en ulv knurrede ad en kvinde med barnevogn, og selvfølgelig om alle de hunde, der er blevet taget af en ulv.

Godt og vel 60 jægere er samlet denne lørdag morgen i Hässlingberg ved Torsby i Värmland. Men der er også fuld aktivitet på nabojagten, så i alt er der sikkert flere hundrede jægere ude på denne ulvejagtens anden dag. Der blev allerede om fredagen skudt en ulv i området og flere endnu ved Sunne i den sydlige del af Värmland. Men der er stadig et stykke op til de 24, som må nedlægges.

Jagten skal foregå på Klëggenreviret, og lensstyrelsen mener, at der findes seks individer i området. Tal, som ifølge Lennart Johannesson fra Värmlands Jægerforbund senere viser sig at være forkerte på stort set alle revirerne.

Det er svært at holde styr på ulven, og at tælle dem er ikke let. Der tales om, at der findes 200 ulve i Värmland, men tallet er formodentlig langt højere, mener Eva Forsgren, der er ordførende i Torsbys vildtforvaltningsråd.

I pressemeddelelser fra jægerforbundet i Värmland hedder det, at registrering- og optællingsmetoden bør forbedres og udvikles. Vildtbestandene er flere steder på vej til at bryde sammen, samtidig med at ulvebestanden bliver ved med at vokse. Det er en fuldstændig uholdbar situation, mener Lennart Johannesson.

”En ulveflok, der på et revir ifølge lensstyrelsens skøn tæller ca. seks ulve, tager rundt regnet 150 elge om året,” siger Eva Forsgren. ”Så er det snart slut med elgen.”

De første nedlagte dyr

Solen stiger langsomt op over grantoppene, og jægerne kigger i direktiverne for ulvejagt og skriver sig på deltagerlisten. Der bliver sendt folk ud for at lede efter spor, og snart kommer der rapporter om, at man har fundet ulvespor i to områder.

Efter en del diskussion og efter at have studeret kortet sendes skytterne ud. Det er drevne jægere, men uden særlig erfaring med ulvejagt, og de snupper termokanden og frokostpakken og belaver sig på en lang ventetid i et tyst vinterlandskab.

Ventetiden bliver lang, men lige inden solnedgang lykkes det for både nabojægerne og Hässlingbergjægerne at nedlægge hver sin ulv. ”Den kom roligt gående lidt inde i skoven, midt i røgen fra ilden,” siger Tony. Han tænder ofte et lille bål at varme sig ved. Det ser ikke ud til at skræmme dyrene og tydeligvis heller ikke ulven.

Da Per Larsson fra lensstyrelsen nogle timer senere i skæret fra pandelamperne har taget et kig på ulvene, konstaterer han, at begge er ungdyr, og at de ligesom den ulv, der blev skudt dagen før, antagelig er fra årets kuld. Ni måneder gamle og født i juni måned. ”Det kan man se ved at kigge på deres ben,” siger Per Larsson. ”Er der en lille udvækst lige under knæleddet, er det et ungdyr.”

Ulve på vej

Om søndagen samles et noget mindre antal jægere, men dog godt og vel 50, og der findes også denne dag tydelige og friske spor efter ulv i området. Jægerne bliver placeret langs med en flere kilometer lang vej, og der bliver sendt folk ud for at opspore ulvene. Der er mindst to individer, hvoraf den ene er en hun i løbetid, der efterlader sig et tydeligt blodspor i sneen.

Ulvene har ædt for ganske kort tid siden. En af sporfolkene melder over radioen, at han har fundet en halvt fortæret elg. Men der høres ikke noget skud, og klokken sniger sig forbi frokosttid, inden der kommer en melding om, at sporene fører ud af det område, hvor jægerne er posteret.

Hurtigt bliver det besluttet at omorganisere skytterne. Efter en del besværligheder omringer jægerne i en U-formet opstilling det område, hvor man mener, at ulvene befinder sig. Da alle er på plads, og stilheden igen sænker sig over området, kommer der en melding fra nabojægerne om, at der også er ulve på vej over mod os fra deres område.

Rovdyr i skoven

Inge Bönström, der er en af jagtlederne, står sammen med flere andre jægere langs en snoet skovvej og venter i fuldkommen stilhed. Det eneste, der høres, bortset fra en spætte, er Inges stemme, når han nu og da hvisker noget i sin radio. ”Der er to ulve på vej over mod os fra én retning og fire fra en anden,” siger han.

Det er en speciel følelse at vide, at skoven rundt omkring os er mere eller mindre fuld af dette store rovdyr, og at det måske i løbet af kort tid kommer ud af skoven præcis der, hvor vi står. Men sådan går det ikke, selv om det er lige ved. Først høres et højt knald fra et skud, der bliver afgivet ikke langt fra os. Så lyder der noget i radioen, det ser ud til at have været en forbier.

Nogle minutter senere kommer en ny besked, ulven ligger der, den er alligevel blevet fældet. Det er naboskytten, der har skudt en hunulv blot 100 meter fra, hvor vi står. Da jeg kort tid efter står alene i skoven ved den døde ulv, fyldes jeg igen af den der særlige følelse. Ikke for eller imod ulven, men en følelse af respekt over for skoven og dens vildt.

Jeg kan ikke lade være med at stirre på ulvens brystkasse, mest for at se, at den ikke begynder at hæve og sænke sig. Lige da lyder der et smæld igen, først ét skud, så hurtigt flere. Nogle minutter senere ruller lyden af nye riffelskud igen hen over skoven. Der opstår en del usikkerhed om, hvad der er sket, men det viser sig, at der er blevet nedlagt yderligere to ulve, hvoraf den ene netop er alfahannen.

Jægerne spredes

Alfahannen var det 12. nedlagte stykke vildt, og allerede efter 12 dage er alle de 24 ulve nedlagt, og jagten bliver afblæst. ”Vi har lært meget, og vi har øget vores viden omkring ulvejagt. Vi har desuden lært et antal ulve at undgå mennesker, de er blevet mere sky,” fortæller Lennart Johannesson. Dette er ifølge Eva Forsgren en af grundene til at jage ulven: Det er ikke bare for at få bestanden ned på visse udsatte steder, men også for at lære ulven at holde sig væk.

Da solen går ned på denne jagtens tredje dag, samles jægerne igen, ulvene bliver inspiceret af lensstyrelsen og dokumenteres ved hjælp af jægernes mobilkameraer. Derefter bliver dyrene sendt til konservator til beredning af skindene. Skytten får skindet, men krop og hoved beholder lensstyrelsen. Sådan er det bestemt, og skoven vender tilbage til sin stille, fredfyldte ro.

Da jeg ruller hjemad i min varme bil, kan jeg ikke lade være med at tænke på det store rovdyr, på jægerne og på de mennesker, der bor der, hvor ulvene færdes. Jeg tænker også på ”ulvekrammerne”, som jægerne kalder dem. Man burde kunne nå til enighed i forhold til, hvad man stiller op med ulvene.

Jeg håber, at 24 ulve færre vil gøre en forskel for Värmlændingene, men forstår efter min weekend i de dybe skove, at det nok hverken vil gøre fra eller til. Der er mindre end et år til, at det på ny går løs med nye beslutninger vedrørende ulvejagt og nye appelsager. Måske kommer nye ulveskind til at pryde væggene i Värmland, måske ikke.

Af Emil Malmborg
Foto Emil Malmborg
Oversættelse Niels Dygaard

Læs også:

Ulve i Norden – hvad er erfaringerne?