nyt haglgevær

Er det tid til, at du skal have et nyt haglgevær? Vi giver dig en række gode råd til, hvad du skal kigge efter på dine patruljeture ude i jagtforretningerne.

Der står mange gode haglgeværer rundt omkring i danske jægeres våbenskabe. Nogle samler på dem, andre vil bare gerne have noget at vælge imellem. Men lige så mange jægere har kun ét enkelt våben, som de bruger til al slags jagt – eller rettere sagt til den slags jagt, de nu engang dyrker. Vi vover her pelsen og inddeler danske jægere i forskellige typer og giver et bud på, hvilke våben der vil passe til de enkelte typer. Måske kan du genkende dig selv i en af dem?

All round-jægeren. Dem, der er flest af, og som kommer på det, vi kan kalde helt almindelig jagt sammen med vennerne eller i konsortiet

Trækjagts-jægeren, som elsker alt fra gåsejagt til duer og krager. Det er den jæger, som oftest er alene af sted med hunden og ind imellem skyder mange skud

Jægeren med hunden. Den jæger, som allerhelst vil arbejde med sin hund og dermed tit går igennem såterne eller markerne og får ganske gode skudchancer til både råvildt og fuglevildt.

Havjagts-jægeren. På vandet i pram eller skjul, så snart der er en chance for det, og vant til det barske liv. Denne jæger kræver derfor også meget af sit våben

Fuglejægeren, som foretrækker klapjagt eller rough shooting. Det kan være på særdeles højt niveau, men også nede på jorden, uden de helt store vildtparader

nyt haglgevær
Nyt haglgevær – det kan være en jungle.

Brugt eller nyt haglgevær?

Først og fremmest skal du afgøre, om der skal købes nyt eller brugt. Begge dele findes i næsten alle prisklasser, og derfor er der noget for enhver – uanset hvilken type jæger du er.

Meget taler for at købe nyt. Der er ny-garanti på geværet, og det kommer lige fra fabrikken, uden fejl og mangler. I dag finder man rigtig gode nye gevær i alle prisklasser, men der er altid en sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Så er der lige det med navnet: Ligesom med biler har mange det sådan, at de gerne vil have det, man kan kalde “et godt navn”. Det dækker både over et gevær af afprøvet kvalitet og styrke, men i lige så høj grad over det, som naboen eller jagtkammeraterne også har. Man er ligesom med i en slags gruppe, hvor geværnavnet er samlingspunktet. Det er helt sikkert en af grundene til, at gode, velkendte navne som Browning, Beretta og Miroku er blandt manges favoritter.

Uanset hvilken gruppe du tilhører, kan du godt have lyst til at være bare en lille smule anderledes og vælge noget helt andet end de andre. Og så er der ellers frit valg på hylderne i jagtforretningerne: lige fra de billige, men ofte meget gode, tyrkiske mærker til en række rigtig gode haglgeværer fra italienske, spanske og tyske producenter. Alt sammen i en prisklasse, de fleste kan være med i.

De mindre kendte mærker

Der er også mindre kendte mærker, som har deres fans, men som ikke rigtig er slået igennem endnu. I den gruppe finder vi i den billige ende, som nævnt, en række tyrkiske våben, der i de senere år er blevet accepterede herhjemme. Det er fortjent, for de har virkelig høj kvalitet i forhold til de rimelige priser. Men der er også italienske mærker som Cæsar Guerini, FAIR, Bettinsoli og Zoli. Fra Spanien er det efterhånden kun Lanber, som er tilbage på det danske marked. Skal vi have tysk stempel i bunden af løbet, er det Haenel, som er i den rimelige ende, mens Merkel og Blasers haglvåben er i den dyre ende.

Det har naturligvis også betydning, om du er den type, der er ligeglad med, hvordan geværet ser ud, eller om du hører til dem, som gerne vil have pæne både graveringer og skæftetræ. Her er det sådan, at du ofte kan gøre en god handel ved at købe et brugt gevær, som ellers ville ligge i en prisklasse over, hvad du har råd til. Det er jo oplagt – for det meste – at jo dyrere geværet er, jo mere er der gjort ud af graveringer, finish og skæftetræ.

En tillidssag

På hylderne med brugte våben er der mange andre mærker at finde, som måske ikke er de mest kendte. Selvfølgelig står der også brugte udgaver af de kendte, hvor du kan gøre en god handel. Men kig lidt efter nogle af de mindre kendte. De kan være en rigtig god handel.

Køb af brugte våben er en tillidssag. Det er jo våben, som for det meste er kommet ind i butikken i bytte for noget nyt, så sælgeren har haft en grund til at skille sig af med det. Det kan bare være lysten til noget nyt, men slid kan også være årsagen.

Kig nøje på et brugt våben, og tjek det efter for slør og rust. Langt de fleste danske forretninger skjuler ikke noget på deres brugte våben. De er som regel gennemgået, og muligvis repareret, af en bøssemager, så hvis du kan lide geværet, og prisen passer – og du i øvrigt ikke hører til dem, der absolut skal have nyt – er der meget godt brugt at vælge imellem.

Der er en lille, men mærkbart stigende interesse for side-by-side haglgeværer rundt omkring. Men det er stadigvæk mest over/undere, som står på ønskesedlen. Hvis du vil have en side-by-side, er der dog ofte rigtig gode handler at gøre på brugthylderne, hvor der står masser af ældre tyske våben i høj kvalitet og tit også eksemplarer af AYA’s gode modeller. Det er våben, som fra nye ville koste fra 50.000 kr. og opefter.

Det skal siges, at der også er kommet nye side-by-sides på det danske marked. Flere forretninger har taget nogle få tyrkiske udgaver hjem, og Beretta har også en ny side-by-side, som dog ikke er billig. Rundt omkring kan du også finde nye side-by-sides fra f.eks. Arietta, Grulla og Rizzini. Men de ligger heller ikke i den billige ende af prisskalaen.

Endelig er der den mulighed at kigge efter geværet i andet end kaliber 12. Helt oplagt er kaliber 20, som for tiden er blevet populære. De er dog ikke nødvendigvis billigere, og udvalget er mindre. Men en kaliber 20 kan det samme som en 12’er, så der er ikke grund til at tro, at det ikke kan bruges som all round-gevær.

Endelig er der kaliber 16. I udlandet – England, Tyskland og USA – er det et kaliber, som har fået mange tilhængere. Nogle taler endog om en slags kult omkring kaliber 16. Det er ofte ret fine, brugte våben, og tit er de også lige så elegante som f.eks. de fine 20’ere. Men udvalget på patronhylden er ikke helt så stort som i kaliber 12 og 20.

Brugte haglgevær og biler

For de fleste handler en geværhandel også om, hvad bytteprisen for det gamle gevær kan løbe op i – eller rettere ned i. Du skal ikke være for optimistisk, hvis du står med et godt brugt gevær fra en kendt producent. Dem er der mange, rigtig mange, af, og de holder altså ikke prisen. Det er det samme som med biler. Så snart bilen er kørt ud af butikken, er prisen med det samme faldet ganske meget, uanset stand og alder.

Forhandlerne rundt omkring i landet fortæller den samme historie om folk, som kommer med deres gamle gevær og forventer, at de kan få en høj pris for det. “Det var jo dyrt nok for fem år siden, ikke?” Jo, men prisen falder, og den falder meget, hvis udbuddet af netop det gevær er stort. Og er det ikke vedligeholdt ordentligt, skal du afskrive endnu mere.

Forhandlerens problem er bl.a., at et brugt gevær skal en tur omkring bøssemageren og måske have lavet småreparationer som f.eks. udskiftning af slagfjedre, ejektor og oppudsning af skæfte. Det koster, og samtidig skal forhandleren give en eller anden form for garanti – også på brugte våben. Derfor er den tilbudte byttepris ofte en skuffelse. Men enhver, som har prøvet at handle bil, kender det.

På patrulje i forretningerne

Det handler virkelig om at afpatruljere hylderne hos flere forskellige forhandlere efter netop det gevær, du er på jagt efter. Der er forskel på priserne, både på nye og brugte geværer, fra butik til butik. Nogle gange er der tilbud, som virkelig er attraktive, og derfor er det vigtigt at følge med og holde sig ajour på udvalget.

Skal det gamle gevær indgå i handelen, er det en gode idé at gøre det grundig rent og sørge for, at det ser pænt ud. Det er ikke et plus i brugtprisen, hvis begge chokes sidder fast i piberne – det er noget, forhandlere ser ret ofte. Derudover skal du, som nævnt, lade være med at skrue forventningerne alt for højt op.

Derefter er det op til udbud og efterspørgsel – og ikke mindst handelsevnerne – om du får lavet en god handel. Heldigvis er det en kendt sag, at danske jagtforretninger over en bred kam er parate til at handle. Du behøver ikke opføre dig som en grov markedskræmmer, når du går i autoriserede jagtforretninger. Det er en dansk tradition, at der handles, og for køberne er det en god ting. Vi bliver jo altid glade, når vi får afslag i prisen eller lidt ekstra med i handlen.

Gode råd til våbenvalget

Allround-jægeren vil i 99 procent af tilfældene gå efter en over/under i kaliber 12. Det er det, de fleste danske jægere har, og det er det, de vil have, når de køber nyt. Der er et voldsomt stort udvalg i denne kategori, fordi det er den hyldevare, forretningerne ønsker at have det største udvalg i. Så det er også her, der kommer gode tilbud hele tiden på nye våben, og det er i denne kategori, at udvalget af brugte, gode våben er størst.

Trækjagts-jægeren stiller de samme krav, men for mange med hang til denne jagtform begynder geværvalget at blive noget mere avanceret. Det er her, de langløbede over/under kommer ind billedet, og det er også til denne kategori, at halvautomaterne henvender sig. Der er kommet mange halvautomater på markedet i de senere år. Fra billige, gode tyrkiske mærker til de kendte europæiske.

Jægeren med hunden er ofte ret interesseret i løbslængde og vægt. Det betyder, at disse jægere gerne kigger på geværer med måske 63.5 cm eller 66-68 cm. løb. Samtidig går de ofte efter letvægtsgeværerne, som de fleste producenter efterhånden byder sig til med. Det er også i denne gruppe, at der er begyndt at være interesse for side-by-sides. Denne gruppe jægere skyder ofte korte og hurtige skud, så en kortløbet, let side-by-side passer fint, når man først og fremmest går på jagt med hunden og ofte er inde i krattet eller buskadset.

Havjagts-jægeren er til halvautomater af den rå type. Det er med kunststofskæfte og løb, som kan tåle saltvand og en tur i bunden af prammen. Det kan selvfølgelig også være over/under-geværer af samme grove tilsnit, mens det er kun sjældent side-by-sides, som ligger i skydeprammene. Der er masser at vælge imellem og til rimelige priser.

Fuglejægeren, som måske mest står på post eller i hvert fald ikke vader rundt i de grovere dele af landskabet, vil typisk gerne have noget i den lidt finere ende. Ikke på grund af snobberi, men fordi fuglejægere ofte er folk, hvis våben kun sjældent udsættes for hårde belastninger. Det er 90 procent over/under og 10 procent side-by-side. Og det behøver som nævnt heller ikke være dyrt eller oversmart. En gedigen europæisk side-by-side kan være lige så god som en håndbygget englænder.

Fotos: Thorkild Ellerbæk

Læs også

TEST af haglbøsser

Over/under eller side-by-side?