Nova Scotia Duck Tolling Retriever

3407

Den ligner en ræv, og den er en mester i at lokke ænder inden for skudhold. I vores serie om jagthunde er vi nået til racen med det tungebrækkende navn Nova Scotia Duck Tolling Retriever.

”Da jeg hørte om denne form for jagt, gik jeg ud fra, at amerikanske ænder er dummere end danske”
”Her kunne en helt ny og spændende jagtform se dagens lys i Danmark”
”De jagtlige anvendelsesmuligheder er mange”
”Der er en ordentlig portion sympatiske træk ved denne lille hund”

Jeg vil gerne gøre mit for at øge opmærksomheden på den lille hund med det særdeles mundrette navn nova scotia duck tolling retriever, som i daglig tale bare kaldes en ’toller’.

Jeg tror ikke, der er mange jægere, der kender denne hund, og det er lidt en skam, for den har et godt potentiale til at blive en populær jagthund. Måske ville den endda blive en meget populær en af slagsen, hvis opdrætterne ville gøre en indsats for at fremme dens apporteringsglæde.

Som jeg oplever det, er langt de fleste tollere først og fremmest opdrættet med udstilling for øje. De sælges som familiehunde, hvilket de er fine til, men de kunne blive fantastiske jagthunde, og nogle er det allerede.

Jeg har haft toller i træning, der var af svensk opdræt, og de lader ikke andre jagtkammerater noget tilbage. Her er der absolut mulighed for at få en hund, der både kan være “førskuds-spaniel” og “efterskuds-labrador” i én og samme hund.

 Racen og dens historie
Tolleren er en ret lille hund. Tæverne er cirka 50 cm høje og vejer omkring 20 kg, hannerne er lidt større, og hundens farve er forskellige nuancer af rød. Den ligner kort sagt en ræv, hvilket også er meningen – det skal jeg komme tilbage til senere. Tolleren er ofte hvid på brystet og har nogle gange et hvidt blis på hovedet. Pelsen er forholdsvis lang med god underuld, og det er en hund, der passer til mange, da den ikke er ret stor.

Tolleren stammer fra Canada, nærmere bestemt Nova Scotia-halvøen. Man ved ikke ret meget om dens oprindelse, men der er rigtig mange gæt. Man ved dog, at før hunden fik det nuværende navn, blev den kaldt “little river duck dog” fra et lokalt område på Nova Scotia-halvøen.

Nogle kilder fortæller, at det var europæiske fiskere og jægere, der bragte tolleren med til Canada, nærmere bestemt til Nova Scotia, og andre kilder mener, at den stammer fra indianske hunde, der blev parret med forskellige andre racer. Jeg har set fotografier af canadiske indianere, hvorpå der optræder relativt små langhårede jagthunde, der godt kunne ligne tollere lidt.

Nogle mener at vide, at der både er chesapeake bay retrievers og spaniels i tollerens blod. At tolleren har sit udspring i chesapeaken, kan umiddelbart virke logisk. Farven, især snude og øjenomgivelser, leder tanken hen på chesapeaken, men den har dog slet ikke arvet den store hunds temperament. Sandheden om tollerens oprindelse er såmænd nok en blanding af de forskellige historier om, hvorfra den har sit udspring.

Jagtformen tolling
Hvordan den specielle jagtform “tolling” er opstået, hvor en hund lokker ænder til, er også noget, der kun kan gisnes om. Som med så meget andet kan denne jagtform sagtens være opstået ved et tilfælde: Man kan forestille sig, at nogle jægere har set en hund lege på stranden. Så har de opdaget, at ænder svømmede ind for at se, hvad det nu var for noget. Derfra har de udnyttet den viden til mere målrettet jagt.

I ældre tider var jagt enten et spørgsmål om mad på bordet eller et erhverv. Dengang var det på ingen måde en hobby, som jagten er nu. Så tolleren blev brugt til lokkenummeret, hvor hunden blev sendt ud for at plaske rundt i vandkanten. Når store flokke af ænder kom på skudhold af bar nysgerrighed, skød man ind i flokken på vandet med storkalibrede haglbøsser.

Der har kunnet ligge mange døde og anskudte fugle efter sådan nogle skud, og derfor var apporteringen ligeså vigtig som den indledende lokning af ænderne. Man har også i Danmark brugt disse storkalibrede bøsser til erhvervsjagt, og Jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm har en stor samling af disse våben, der er værd at se.

I tresserne var tolleren som race tæt på at forsvinde, men takket være nogle ildsjæle i Canada blev racen reddet med få stamhunde. Tolleren blev en sen gæst i Danmark: Først i firserne kom de første tollere til landet, så det er måske ikke så mærkeligt, at det tager lidt tid, før de danske jægere får øjnene op for denne lille og meget anvendelige hund.

Temperament og anvendelse
Det helt specielle ved en toller er, som navnet antyder, at man kan bruge den til at lokke ænder med. Dens lighed med en ræv gør, at når den bruges til denne form for jagt, vil ænderne, når de ser, hvad de tror er en ræv, der løber rundt på bredden, svømme tæt på for at se, hvad der er på færde.

Her vil jægeren i skjul kunne rejse sig og skyde ænderne i opfløjet. Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg hørte om denne form for jagt, gik jeg ud fra, at amerikanske ænder er dummere end danske. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne virke her i landet.

Min holdning var vel nok, at en hunds tilstedeværelse ville skræmme ænderne. Jeg har siden bøjet nakken og ændret mine forudfattede meninger, for det virker sgu: Ænderne svømmer ind fra havet eller de store søer for at se nærmere på, hvad hunden foretager sig. Det skulle efter sigende også virke med gæs. Jeg tror på det, så her kunne en helt ny og spændende jagtform se dagens lys i Danmark.

Ud over denne specielle anvendelse er den gode toller en fantastisk førskudshund, der går i krydssøg tæt på føreren og støder fugle, faktisk ligesom en spaniel. Det skal siges, at spanielen nok er specialist på dette område, men også som apportør er tolleren fin og hurtig.

Tolleren er velegnet til al vandjagt, da dens pels er kraftig med god underuld, men også som schweisshund er den glimrende, hvis man i træningen går stille og roligt frem. Så de jagtlige anvendelsesmuligheder er mange.

Træning af tolleren
Jeg har trænet en del tollere, og mit personlige indtryk af denne lille hund er, at den utroligt gerne vil gøre alting rigtigt. Den er meget loyal, så din opgave som ejer ligger i at gøre tingene forståeligt for hunden, men mere derom senere.

Tollerne er ofte bløde hunde, der skal behandles derefter. En stor fordel ved tollerne er, at de egner sig godt til familielivet. De er som regel i harmoni med sig selv og løber ikke på væggene, hvis de altså bliver motiveret rigtigt.

Det er en god ide at træne basis rigtig grundigt, selvfølgelig samtidig med lidt apporteringsarbejde. Men pas på ikke at gøre træningen kedelig. Denne hund vil gøre alt, hvad du vil have, hvis den kan se sin fordel ved det, men keder den sig, siger den fra.

Det med kedsomheden gælder for de fleste jagthunde, men du skal nok lege lidt mere med en toller i træningen, end du skal med andre hunde. Særligt apporteringen må leges ind, for selv om der findes gode apporteringslinjer blandt tollere, kommer det ikke altid lige så let til dem som hos en field trial labrador.

Hvis du bare har det i tankerne, er det ikke noget problem, og når apporteringen så først sidder fast, henter den alt. Selv en gås kan denne lille hund magte, hvis altså den er blevet trænet i førskudsarbejde. Det synes jeg, den skal, da tolleren er super til dette førskudsarbejde, hvis det bare indlæres rigtigt.

Stødning og knaldapportering
Jeg vil lige nævne, at når man driver med en stødende hund – altså en hund, der ikke tager stand – er det vigtigt, at hunden ikke søger længere, end man kan skyde for den, altså sådan cirka en 6-8 meter fra føreren. Den skal gå i et sidesøg, og når den rejser vildt, skal den prompte sætte sig på et fløjtesignal.

Her er der sådan set ikke nogen forskel på, hvad en toller og en spaniel skal kunne, og tolleren gør det godt. Den går ikke i samme tempo som en field trial spaniel, men den går både effektivt og hurtigt nok. Den stikker bestemt ikke op for bollemælk med hensyn til at gå gennem hårdt terræn som for eksempel brombær, så pjevset kan man bestemt ikke kalde den.

For at denne idræt skal virke, er det især vigtigt, at stoppet sidder fast, så hunden sætter sig ved opfløj og ikke løber efter den lettende fugl. Den skal heller ikke knaldapportere, når fuglen er skudt.

Med den unge hund ville jeg, når fuglen er faldet, og hunden sidder måske en 7-8 meter fra mig, ind i mellem enten hente fuglen selv eller kalde Fido til fod og derfra sende den på apporten. Der er risiko for, at der kan opstå fornyet knaldapportering, hvis Fido lærer, at hver gang den har lettet en fugl, er det kun spørgsmål om sekunder, før den skal apportere. Det kan du hindre ved selv at hente rigtig mange dummys i apporteringstræningen. Når hunden først har lært, at det er det sjoveste i verden at apportere, er det derefter et spørgsmål, om den også kan lade være…

Fordele og mangler
Som jeg har fortalt i indledningen til denne artikel, er den største ulempe ved tolleren, at mange af dem ikke har tilstrækkelig apporteringsglæde, og at jagtinstinkterne i førskudssøget er svage. Disse jagtinstinkter er noget, der kan avles på, selvom der er desværre her i landet kun er få opdrættere, der målrettet avler på at fremme dem.

Der er til gengæld en ordentlig portion sympatiske træk ved denne lille hund: Den er venlig og nem, den har en god størrelse, og den er – synes jeg – køn. Samtidig oplever jeg et hurtigt og energisk førskudssøg tæt på føreren. De tollere, jeg har mødt, der apporterede med glæde, er rigtig gode hunde for deres jægere. Tolleren er ret nem at træne, og den er en god familiehund, så alt i alt er det en god allround jagthund.

I denne forbindelse har jeg en lille bøn til de danske kenneler: Avl på jagten, så vi kan få et værdigt alternativ til de andre retrievere. Det er lidt synd, at de gode tollere skal hentes i Sverige eller Finland. I disse år taler vi meget om, at vi skal handle lokalt, og det ville være rart, hvis man ikke skulle til udlandet for at finde en god toller til jagt.

Det siges, at nogle tollere har en tendens til at lave lyde eller pive, men jeg har endnu ikke oplevet det med de tollere, jeg har trænet. Det kan godt være, at nogle tollere vil begynde at pive, når stressniveauet bliver tilpas højt. Men hvis det ikke opstår som et problem i holdtræningen, hvor der jo unægtelig også er stress på, tror jeg ikke, det kan være det store problem.

Hvis bare du er opmærksom på piveriet, vil det kunne forhindres eller i hvert fald begrænses meget i træningen. Alle hunde kan stresses i arbejdet, så de begynder at pive. Meget kan klares med god træning, og resten kan nok klares i avlsarbejdet. Giv den lille fine hund en chance. Det kan godt lade sig gøre at finde en god toller i Danmark, det kræver bare lidt forarbejde.

Hund med stort potentiale
Det tager altid tid at vænne sig til noget nyt. Det er også tilfældet med tolleren, der som nævnt er en ung jagthunderace i Danmark, sammenlignet med andre racer. Jægere er derudover – med fare for at generalisere – noget konservative i deres hundevalg, og derfor er tolleren endnu ikke blevet så udbredt herhjemme. Men der er store muligheder for denne race som jagthund, hvis man vil det.

Efter min bedste overbevisning vil tolleren passe godt til danske jægeres behov. Hvis jeg har givet dig et indtryk af, at den endnu ikke er en “rigtig” eller “anerkendt” jagthund i Danmark, er det bestemt ikke tilsigtet, for der er jagttollere i Danmark, der både bliver brugt til jagt og prøver. I mine øjne er der bare endnu ikke nok af dem.

Faktabokse
Vil du vide mere?
Du kan finde mere information om tolleren på tollerklubben.dk, der meget gerne besvarer spørgsmål og henviser til kenneler.

Jeg har i forbindelse med artiklen undersøgt, om tolleren kan stilles på prøver i de to retrieverklubber. Dansk Retriever Klub har dem på prøver. Retrievernes Jagthundeklub mener, efter min forespørgsel, ikke, at det kan være noget problem at stille en toller på prøve. Det kræver dog naturligvis, at man er medlem af en af klubberne, se mere på rjk.dk.

Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV2, og TV2Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund, du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”. Se hundetraening.com.

Af Rolf Andersen
Fotos: Annette Stentsøe