Vi har mødt Freddy Wulff til en snak om at rejse ud og aldrig vende hjem. Han er blevet kaldt Danmarks vildeste eventyrer og har jaget med såvel hovedjægere som professionelle cullers.
Af Simon Staffeldt Schou
Fotos: Aske Rif Torbensen og Freddy Wulff
Hvad tænker du om jagten i Danmark?
Jeg har aldrig rigtig gået på jagt i Danmark, det interesserer mig ikke særlig meget. Herhjemme går man sjældent på jagt, man sidder på jagt. Parcellerne er så små, at man kan ikke pürsche så meget, som man gerne vil, og derfor ender man bare med at sidde at glo i et tårn.
Hvis man får lov at gå ind et sted i Danmark at jage mutters alene, er det fint, men har man gået et stykke tid, kommer der jo for fanden et hegn. Så skal man vende om. Det interesserer mig ikke. Fuglejagt interesserer mig heller ikke. Kun den oppe på Grønland, hvor man sporer rypernes spor i sneen, det er skide spændende.
Det var på Grønland, du i sin tid fandt interessen for jagt?
Ja, jeg arbejdede for yankeerne i Søndre Strømfjord og gad efter et stykke tid ikke længere sidde at drikke whisky nede på NCO-klubben hver dag, selvom den kun kostede to dollars flasken. Folk havde alle sammen de samme sørgelige historier, de sad og flæbede over: en skilsmisse eller et firma, der var gået ned.
Så jeg begyndte at gå op i fjeldet, hvor jeg mødte en dansk jæger, der jagede ryper. Jeg fik lov at følge ham i weekenderne og lånte en pumpgun af militærpolitiet. Den skød jeg en rype med, og så var jeg sgu solgt. Det mest interessante at jage var blisgæs. De er der tre-fire uger om foråret, og de er satanedeme smarte. Du kryber nede i alt det der sjap og sne og pis og fryser og er våd, bare for at komme tæt på en eller anden klatsø. Når du så er lige ved at være på skudhold, er der en af de gamle gæs, der sidder på bjergsiden og siger: ”kvuaaak kvuuuaak!!”, og så letter hele flokken.
Det var svært at komme tilbage til Danmark?
Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kom aldrig tilbage. Jeg mødte en engelsk pige og tog til London og besøgte hende. En dag kom jeg forbi P&O Lines, der dengang var verdens største rederi. Jeg gik derind for at søge arbejde, egentlig bare for at gøre pigen glad.
Jeg blev sendt op til deres personalechef og stod der i mine jeans og tennissko. Han kiggede på mig, som om katten brækket mig op i løbet af natten. Men jeg er uddannet med slips på i ØK’s hovedkvarter i København, og da jeg fortalte ham om ØK, spurgte han: Hvornår kan du starte? Han ville gerne have, at jeg rejste til Australien for dem. Så var der ikke nogen, der kunne se min røv for bare hæle, jeg strøg lige ned for at købe billet. Goodbye, Charlie.
Hvad var det så, der mødte dig på den anden side af Jorden?
Jeg oplevede, at jeg kunne blive betalt for at jage. Simpelthen leve af det ved at regulere noget af alt det vildt, der tidligere er blevet introduceret af englænderne i Australien og New Zealand. Når man først har prøvet det, er der ikke meget jagt i verden, der kommer i nærheden af den oplevelse.
Jeg fik en seksmåneders kontrakt: Det der er din dal, det er dit det hele, vi ses om seks måneder, farvel Freddy Wulff. Så lærer man at gå på jagt. Man bliver et rovdyr og jager på en anden måde. Hvis jeg så en kronhjort ude på 100 meter, gad jeg til sidst ikke skyde den. Så forsøgte jeg i stedet på alle mulige sjove måder at komme tættere på den.
Jeg har skudt kronhjorte på fem meters afstand. Det er en anden form for jagt, som man ikke udøver ret mange steder. Tænk på, hvor store områderne er, når man kan gå i seks måneder uden at møde et andet menneske. Det er noget for sig selv. Siden da har jeg været tilbage hvert eneste år.
Hvis du vender tilbage hvert år, hvorfor bor du så i Spanien?
På grund af busiiiiiness! Jeg har forskellige firmaer: et pressebureau i London, jeg udgiver blade i Holland og Tyskland, er medejer af fire firmaer i Tyskland og har fotografer rundt om i verden. Alt det kunne jeg ikke styre fra New Zealand dengang, jeg satte mine virksomheder op.
Med de kommunikationsformer og internet, vi har nu, kunne jeg sagtens flytte permanent derned. Men boede jeg i New Zealand og gik på jagt hver dag, ville jeg måske begynde at tænke, at det ikke var så sjovt længere. Når man derimod kommer derned to måneder hvert år, besøger vennerne og falder ind på de gale streger, er der noget at se frem til.
Der, hvor jeg bor i Spanien, skyder jeg vildsvin fra min veranda. Bare for at få noget i fryseren. Derudover går jeg meget på jagt med mit kamera.
Mange skifter, ligesom dig, fra våben til kamera i løbet af deres jagtliv?
Ved du hvad, jeg har måske skudt 1.500 stykker kronvildt og derudover masser af sika, whittail og gemser. Jeg har drevet reguleringsjagt med en AK47 fra en helikopter.
Når jeg nu går op ad flod i New Zealand, får det første, jeg møder, en kugle, så har jeg noget at æde. Men derudover kan jeg godt lide bare at observere og tage billeder af vildtet, for jeg har skudt rigeligt med vildt i mit liv.
D-29584 Himbergen, Germany
Tel.: + 49 700 28 86 63 34
E-Mail: info@automedia-online.com
Du har aldrig været trofæjæger?
Nej, jeg har så godt som ingen trofæer. Jagten er for fanden trofæet! Hvad går det hele ud på med alle de der trofæer? Folk får udstoppet en bæver! Er det et trofæ?
Jeg har et sæt tuskers fra et vildsvin, som jeg skændtes med, blot som et minde. Og så en tiender fra den anden hjort, jeg skød i mit liv. Det er stort set det. Jeg har nok ladet 600 gevirer ligge på mine forskellige jagter gennem årene.
Mange bruger formuer på jagtudstyr, men den slags har heller aldrig interesseret dig?
Overhovedet ikke. Jeg blev professionel jæger med en britisk .303 Lee Enfield-militærriffel. Sådan en fuldskæftet en med korn og kærv fra Anden Verdenskrig, der kostede mig to og en halv dollars. Jeg har en Ruger nu, en .270’er med plastikskæfte, den går aldrig i stykker. På den sidder der et Nikon-sigte. Det er det.
Jeg kan slet ikke forstå pointen i at bruge så mange penge på jagtudstyr. Jeg ser folk komme kørende i firehjulstrækkere, der aldrig har fået snavs på skærmen, og de selv ser ud, som om de kommer direkte ud af en våbenbutik. Så står de der og sammenligner geværer til mange tusinde kroner, og jeg tænker: Hold da kæft, at I gider.
Du er blevet kaldt Danmarks vildeste eventyrer. Er der noget eventyr tilbage i verden, efter vi har fået billige flyrejser og netdækning i det meste af verden?
Ja da, fuldstændig. Du skal bare søge længere ud. Hvis du kan lide at gå, kan du jo starte med at gå en tur over indlandsisen på ski.
Hvilke råd vil du give til en ung jæger, der gerne vil følge i dine spor?
Freddy Wulff – Tag afsted, og lær på vejen. En af mine venners sønner ville skidegerne på jagt i New Zealand. Men jeg kender jo ikke nogen dernede, sagde han. Hvor mange mennesker tror du, at jeg kendte, da jeg tog derned? spurgte jeg ham. Bare hop ind, og kom i gang, for satan da. Han fik arbejde på en farm, han kom selv fra en gård i Nordjylland, så han faldt ind med det samme. Han arbejder for kost og logi nu, og han får sateme inhaleret noget jagt, det kan jeg love dig for.
Der er masser, der skriver til mig på nettet og spørger, hvad slags støvler skal de skal have med og sådan noget. Det ved jeg sgu ikke, jeg bruger bare almindelige gummistøvler. Du er permanent i vand. Folk stiller med støvler til 2-3.000 kr., men de rådner væk og falder af dem. Køb noget billigt pis, det samme med rifler. Brug dog hellere pengene på at blive dernede noget længere. Hvorfor købe en riffel til 10-20.000 kr.? Det er to returrejser til New Zealand! Køb et eller andet forpulet gammelt lort. Det er ikke riflen, der skyder dyr, det er manden, der holder den. Du kan få en brugt riffel dernede for 3.000 kr. Så er du i gang med en brugt Tikka. En riffel holder til flere tusinde skud. Hvem skyder så mange skud som almindelig jæger?
Er der noget, du fortryder, at du ikke har fået gjort?
Jeg var engang varm på Brigitte Bardot, men det ledte ikke til noget. Derudover er der ikke noget, jeg går og fortryder.
