Der kommer rigtig mange kvinder til jagten i disse år. Hvis man regner lidt på tallene, viser de, at der i 2050 vil være lige så mange kvindelige jægere herhjemme, som der er mandlige jægere – såfremt tilstrømningen af kvindelige jægere altså fortsætter som hidtil.

Producenterne af jagtvåben, -tøj og -udstyr har for længst fået øjnene op for de kvindelige jægere, og der bliver i disse år lavet rifler, haglgevær, jagttøj m.m. som aldrig før, der er specielt tilpasset kvinder.

JAGT, Vildt & Våben søger jagtskribent

På JAGT, Vildt & Våben er vi glade for, at så mange kvinder tilvælger jagten. Og vi vil gerne have, at de kvindelige jægere kan relatere til det, vi skriver om i magasinet, på lige fod med magasinets mange mandlige læsere.

Vi har ofte bragt portrætter af kvindelige jægere i vores serie af jægerportrætter, og vi skriver tit om udstyr, der er lavet til kvindelige jægere. Men vi vil gerne tage et skridt videre: Vi vil gerne have en eller flere jagtskribenter, der kan dække jagten set med kvindelige øjne.

Lidt om magasinet

JAGT, Vildt & Våben udkommer 12 gange om året på tryk, og magasinet har 82.000 læsere per nummer. Vi skriver om fasanjagt, undervandsjagt, bukkejagt, falkejagt og alt derimellem, vi tester jagtudstyr, vi skriver om nye og gamle tendenser inden for jagtverdenen, og vi skriver om jagt forskellige steder i verden.

Det, der bærer magasinet, er vores passion for jagt. Vi, der skriver for magasinet, har meget forskellige baggrunde – nogle har jaget meget herhjemme, andre har jaget endnu mere i udlandet, nogle foretrækker riflen eller haglgeværet, andre foretrækker buen eller harpunen. Men det, vi har til fælles, er, at vi tænker på jagt om dagen og drømmer om jagt om natten.

Med JAGT, Vildt & Våben forsøger vi at videreformidle den passion: Magasinets artikler skal inspirere læseren til at få nye jagtoplevelser, til at prøve jagter eller jagtformer, vedkommende måske ikke har prøvet før, eller blot se den eller de jagtformer, man i forvejen kender rigtig godt, med nye øjne.

Er du magasinets nye jagtskribent?

Hvis du har en stor passion for jagt og har lyst til at skrive om jagt, så er det måske dig, vi kigger efter til at dække den kvindelige side af jagten. Det er et plus, hvis du har skriveerfaring, men det er ikke et krav.

Det er dog vigtigt her at understrege, at det ikke i første omgang er jagtberetninger, vi er interesserede i – altså fortællinger om, at man har deltaget i en jagt, og hvad man har oplevet der.

Det, vi ønsker, er en jagtskribent, som kan skrive artikler, der går i dybden med et bestemt emne, fx ‘Kvindeligt jagtudstyr’, ‘Jagtkonsortiets fremtid’ eller lignende. Altså den slags artikler, der ikke bare fortæller, hvad man selv har oplevet på en jagt, men hvor skribenten undersøger et emne nærmere, kontakter eksperter, der vil udtale sig til artiklen, sætter sig ind i trends, tendenser og tal m.v.

Kontakt os

JAGT, Vildt & Våbens skribenter er næsten alle freelancere med en tæt tilknytning til magasinet. Man bliver ikke rig af at skrive jagtartikler, men vi betaler et hæderligt honorar per artikel, vi har et tæt sammenhold på magasinet, og vi kan garantere, at du får mange spændende jagtoplevelser, når du skriver for magasinet.

På JAGT, Vildt & Våben sætter vi artiklerne i gang i god tid, for alle magasinets freelancere har arbejde ved siden af deres jagtskriveri, og skrivearbejdet skal kunne passe sammen med dette arbejde: Vi ringer ikke til dig og forlanger, at en bestemt artikel skal ligge klar om to dage, som man kan opleve det på andre medier.

Hvis alt dette har fanget din interesse, så skriv til mig, og fortæl lidt om dig selv. Min mailadresse er simon.schou@jvv.dk.linux203.unoeuro-server.com.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Simon Staffeldt Schou
Redaktør