Jægerne: Troels Bronée Tinggaard

Hvem er jægerne? Det undersøger JAGT, Vildt & Våbens faste fotograf, Aske Rif Torbensen, i en ny portrætserie. Hver fredag bringer vi et nyt portræt af en jæger.

2590

Troels Bronée Tinggård
Specialkonsulent i Centraladministrationen
Født 1981
Tog jagttegn i 2011
Har en ft. cocker spaniel og en dansk/svensk gårdhund
Går primært på jagt i Sverige

Interessen for jagt har altid ligget latent hos mig. Som dreng gik jeg på jagt med bue eller luftgevær efter sommerhusområdets mange fasaner. Min jagthund var en finsk lapphund, og det var måske derfor, at jagtlykken aldrig rigtig var med mig.

Jagten giver mig mulighed for at kombinere mine interesser for natur og hundearbejde ved at lade hundene arbejde med det, de nu engang er avlet til. Jeg husker fx en oplevelse, hvor hunden mod alle odds bragte en anskudt fasan, der med et forspring havde taget benene på nakken gennem et tæt buskads. Når hunden gennemfører en svær apportering til UG, så er det lykke i sin reneste form. Fælles for alle mine gode oplevelser er det velfungerende samspil med menneske og hund.

Jeg bor i Sverige og har langt de fleste jagtdage herovre. I Sverige er jagtlederen sit ansvar bevidst. Det hænger måske sammen med lovgivningen i Sverige, men det kan også skyldes, at der ofte jages på store områder, hvilket kræver god organisering og et godt overblik. Mange svenske jægere tager også jagthundeholdet meget alvorligt, og jagthundene kan være konsortiets stjerner. Prøv at læs et par svenske jagtmagasiner. Hundene fylder meget mere end i tilsvarende danske magasiner.

Vi går på jagt for at skyde dyr. Der er en alvor i det, og den alvor gør jagt meget mere nærværende end andre fritidsinteresser. Det overrasker mig gang på gang, hvordan jagt kan påvirke hele mit følelsesregister. Lige fra glæden når samspillet med hunden fungere, til den totale afmagt, når unghunden pludselig udvikler akut døvhed og med en hastighed, der er en mynde værdig, forsøger at indhente haren udover stubmarken. Ofte akkompagneret af høj latter fra de øvrige jægere.

Jeg prøver helt bevidst at fravælge de jagter, hvor deltagernes hunde er helt uden dressur eller kontrol. Hvor der råbes og skriges i såterne, og hvor man risikerer at få ødelagt sine hundes træning. De fleste af mine jagtdage bliver afholdt med en god jagtleder og folk, jeg stoler på. Men jeg har deltaget i en jagt med udenlandske gæster, hvor der blev skudt i retning af en af mine hunde. Mirakuløst gik hunden fri for hagl.

Jeg håber, at den store opmærksomhed, der er på teknik, udstyr og våben, vil smitte af på hundeområdet. At flere bliver lidt mere ambitiøse, når det kommer til jagthundene. Der er nogle virkelig dygtige hunde derude, men der er også alt for mange dårlige og utrænede hunde, som desværre ofte får lov til at ødelægge jagterne.

Vores fornemste opgave på jagt er, at vi sørger for, at vildtet ikke lider unødigt. Her spiller hundene en stor rolle. Dødt vildt skal bringes, så det kan komme i gryden, og anskudt vildt skal findes og bringes, så vi kan gøre en ende på lidelserne. Uanset vildarten. Den opgave kræver gode og veltrænede hunde.

Jeg fik engang det gode råd, at man aldrig skal tage imod råd om hundetræning fra en person, før du har set vedkommendes egne hunde i aktion. Det princip gælder flere områder inden for jagten. Man møder så meget snak og store ord. Er du nyjæger, så hægt dig fast i en dygtig jæger, og lær alt, hvad du kan.

En dag skal jeg på jagt efter skovsneppe på Isle of Islay med egne hunde. Jeg har en idé om, at det skal blive min fyrreårsfødselsdagsgave til mig selv.