Jægerne: Rolf Andersen

Hvem er jægerne? Det undersøger JAGT, Vildt & Våbens faste fotograf, Aske Rif Torbensen, i en ny portrætserie. Hver fredag bringer vi et nyt portræt af en jæger.

1792

Rolf Andersen
Hundetræner og forfatter
Født i 1954
Jagttegn i 1970
Riffeltegn i 1970
Har to ft labrador, en chessapeake, en ft springer spaniel og en halv foxterrier/gårdhund.
Går primært på jagt på et lille stykke ved Birkerød.
Apporterer primært på Ledreborg Slot, Vallø Slot og Jægerspris Slot.

Da jeg var 10 år, var jeg med min far på jagt efter ænder i Vejlerne i Han Herred. Jeg sad ved siden af ham i stormen med regnen piskende i hovedet og duften af krudt i næsen. De lynhurtige krikænder kom lavt ind over dæmningen, og der var ingen vej tilbage: Jeg var jæger. Hvis jeg i dag lukker øjnene, kan jeg stadig høre vingeslagene og lugte krudtet og de våde hunde.

Jagt er ikke en hobby. Jagt er en livsstil, der for mig er lige så naturlig som at trække vejret. Hvis jægerstanden holder fanen højt, så ingen kan sætte en finger på noget, bliver der også jagt til vores børn. Den bedste måde at forsvare vores interesse på er ved at udføre den ordentligt. Lær at skyde, hav gode, veltrænede hunde med, og opfør dig ordentligt.

For mange år siden begyndte jeg at apportere på de store godsjagter. Det overraskede mig at se, hvor professionelt jagten blev styret, helt ned i detaljerne. Det er godsskytternes fortjeneste. De gør et kæmpe arbejde for et velfungerende jagtvæsen, og det er dybt imponerende at være en del af. De gør det uden at kny, også når det går dem imod.

Efter en lang dag på godsjagt stiller hjælpere og drivere op på den ene langside. Apportørerne på den anden og jagtselskabet for enden. I midten er vildtet lagt pænt i respekt. Jagtværten holder en kort tale, og der bliver blæst for vildtet. Derefter jagt forbi. Herefter går jagtselskabet rundt og giver hånd til alle, der har været med, og takker dem for deres indsats og en god dag sammen i naturen. Det er en smuk og stemningsfyldt tradition, jeg holder meget af. Jeg synes, det fuldender dagen, og jeg kan ikke forestille mig jagt uden denne tradition.

Mine jagtdage er ofte uden bøsse. Jeg har skudt rigtig meget i mit liv, og nu synes jeg, at apporteringen er sjovere. Men tænk, hvis man sad på en stubmark i september, i skjorteærmer med et par gode venner og en kold øl, imens duerne trak ind over. Hvis jeg skulle drømme om noget, skulle det være det. Men da de, der tager beslutningerne, bruger følelserne mere end forstanden, er ovenstående kun en drøm. Beslutningstagerne tog i uforstand en jagtform fra alle de, der ikke har mulighed for store godsjagter. På duejagten kunne man på et lille stykke stubmark opleve mange skud i bøssen, og det er en skam, man ikke kan det mere. Undskyldningen var, at duer ruger og har unger i reden i september. Men det har de også i november, når jagten på dem endelig går ind. Såmænd også i december, for duer ruger, lige indtil frosten tager dem. Det kunne være rart, hvis der var tillid til jægernes dømmekraft i stedet for at vælte uigennemtænkte love ned over os.

Engang var jeg inviteret til Värmland i sne og frost af en god ven. En meget stor elgjagt for løshund. På den allerførste post så jeg mine første elge efter bare fem minutter: En ko og en kalv kom travende hurtigt ud af skoven ca. 70 m. fra mig. Jeg skød kalven, der gik ca. 100 meter uden skudtegn og faldt om med en hjertekugle. Jeg har tit hørt, at folk kan have været på elgjagt i mange år uden at se eller skyde elg. Jeg var ung og troede, at når jeg så elg inden for fem minutter, så var der nok lige så mange elge i Värmland, som der er fasaner på Lolland.

På et andetræk i Sverige ved en gammel voldgrav var vi fire-fem stykker på andetræk, heriblandt en nyjæger. Der kom rigtig mange ænder, og vi stod i hvert vores hjørne af voldgraven. Vi gamle skød mange, og da trækket var forbi, mødtes vi for at se resultaterne. De fleste havde skudt 20-25 ænder, men vores nye ven, der var med for første gang, havde kun skudt en enkelt and. En albino gråand. En af os udbrød: Du har jo skudt fredsanden. Alle de andre holdt masken og spillede med, og den stakkels mand blev ulykkelig og fik fremstammet, at det vidste han ikke. Nu var det så meningen, at vittigheden skulle afsløres, men i det samme kom der gæs, så alle løb på plads igen, og vi glemte alt om hændelsen. Der gik flere år, før han nævnte fredsanden, og han blev nok lidt muggen, da vi sagde, at det var for sjov. Han havde ikke glemt ulykken med fredsanden, og nogle gange skal man som erfaren jæger tænke sig lidt om.

Erfaring er læremesteren. I frygt for at lyde som dem, man som ung blev tvunget til at lytte til, begrænser jeg mig altid til to råd: Det skud, du ikke skyder, fortryder du aldrig. Skyd aldrig til harer, før du kan se frokoststuen. At bære fem kilo hare to kilometer i fugtig pløjemuld er aldrig sjovt.

Læs mere om hundetræning og Rolfs arbejde på www.hundetraening.com