Jægerne: Emil Fini Krabbenhøft

Hvem er jægerne? Det undersøger JAGT, Vildt & Våbens faste fotograf, Aske Rif Torbensen, i en ny portrætserie. Hver fredag bringer vi et nyt portræt af en jæger.

1854

Emil Fini Krabbenhøft
Projektchef i Ultima K
Født 1988
Jagttegn i 2004
Riffeltegn i 2012
Går primært på jagt ved Ramløse nær Helsinge, på Mammen/Bjerringbro-egnen og ved Holstebro.

Min interesse for jagt stammer fra min fætter Erik. Han er et stort forbillede for mig og tog mig som dreng med på fisketur. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at drømme om jagtture, og da jagttegnet kom i hus, blev han i høj grad også den, der kom til at stå for min jagtmæssige opdragelse. Han tog mig med på min første jagt, som var en pramjagt, og han lærte mig at jage krager og duer fra skjul med lokkere.

Det undrer mig, at haglskydeprøven ikke allerede var en realitet, dengang jeg tog jagttegn. Jeg synes, det er godt, at der er kommet mere fokus på skydningen og den træning, man som jæger bør holde ved lige. I min optik slutter en jægers ’uddannelse’ slet ikke, når jagttegnet er i hus. Der er brug for flere kurser og efteruddannelser på forskellige områder. Jeg føler mig heldig at have haft en mentor i form af min fætter, da jeg begyndte at gå på jagt. Det er ikke alle nye jægere forundt, og jeg oplever, at mange står alene med jagttegnet, når de er bestået.

Jeg vil anbefale alle nye jægere at gå til de lokale foreninger, hvis man har brug for et fællesskab, der kan lære fra sig. Her gemmer sig masser af erfaring, som de ældre jægere hellere end gerne deler ud af. Det er så småt ved at gå op for de fleste ældre jægere, at den nye generation ’byjægere’, som ikke er vokset op med jagt, også har noget at byde på. Der er blevet langt færre af de såkaldte ’skydebane-konger’, der skræmmer nye jæger væk med deres upædagogiske måde at ’hjælpe’ på. Ofte knaldrøde i hovedet og højtråbende.

“Man fortryder ikke de skud, som man ikke skyder.” Min fætter Erik har lært mig dette, og det er nok blevet mit mantra, når jeg går på jagt. Jeg har sjældent dårlige dage på jagt, men når jeg har, er det, fordi jeg har affyret skud, som jeg fortryder. Jagt på vandet går stærkt, og ænderne kommer ind som lyn fra en klar himmel. Man skal tage sin beslutning på et splitsekund, og det kræver erfaring. Jeg skød engang en edderfugl, som var tydeligt ramt, men ikke forendt. Den dykkede, da den ramte vandet, og jeg fandt den aldrig. Følelsen af at erkende, at man ikke gjorde det godt nok, rammer en jæger hårdt.

Funktion trumfer altid æstetik i min verden. Træskæftet på min Remington 700 er fint, men jeg oplever, at det slår sig i vind og vejr. Skæftet står derfor til at blive udskiftet med et kunststofskæfte i form af en GRS Beserk. Mit våben er mit værktøj, så jeg ofrer gerne træets charme for plastens praktikalitet. Jeg har fx også patronholder på mit skæftet, hvilket virker voldsomt på nogen, men det handler om praktik. Jeg glemmer aldrig mine patroner, da de altid sidder på riflen, og jeg har rigeligt med ammunition med, som ikke rasler i lommen.

En gang om året mødes min bror og jeg med vores to fætre til ’Fætterjagt’. Den står på rough shooting en hel weekend over to FT cockerspaniels. I min verden bliver det ikke meget bedre. Når det så er sagt, vil jeg aldrig kunne undvære de stille stunder alene med riflen en tidlig morgenstund. Der får man lov til at opleve naturen komme til sig selv efter natten. Jeg har en næsten barnlig nedtælling i gang i ugerne op til den 16. maj, og jeg forsøger så vidt muligt at holde fri til bukkepræmieren, så jeg har hele dagen. I min første bukkejagtsæson brugte jeg mere end 40 timer på jagt. Jeg sad ude i regn, blæst, og solskin, morgen, middag og aften og så intet andet end råer. Og alligevel nød jeg det i fulde drag.

Du kan se mere om Emils oplevelser på hans instagramkonto @fini_k.