Jægerne: Christopher Espensen

Hvem er jægerne? Det undersøger JAGT, Vildt & Våbens faste fotograf, Aske Rif Torbensen, i en ny portrætserie. Hver fredag bringer vi et nyt portræt af en jæger.

3066

Christopher Espensen
Indehaver af HuntersClub
Født i 1986
Jagttegn i 2002
Riffeltegn i 2002
Har en brun labrador og en kleiner münsterländer
Jager primært på Midt- og sydsjælland, Lolland, Falster og ved Mjölby i Sverige.

Jeg er født og opvokset i en familie, hvor både min far og farfar gik på jagt. De er begge ivrige jægere, og jeg har billeder og jagtjournaler tilbage fra min farfars tid, hvor man bl.a. kan se, at de har formået at skyde op imod 1.200 fasaner på én dag på Lolland. Det er sjovt at læse om, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvilket ståhej det måtte have været at passe og organisere sådan en jagt. Så helt fra barnsben blev gnisten tændt, og jagt er for mig i dag en livsstil og ikke bare en hobby.

Da jeg blev 16 år, var jeg så heldig, at min fars jagtkammerat gav mig en buk i gave. Jeg hoppede på toget med riflen, da min far var bortrejst på ferie, for at mødes med ’Onkel Jens’, som han bliver kaldt. Efter en kort pürsch satte vi os på et skovspor i en skov, hvor min far 14 dage forinden havde skudt en fin seksender. Vores kikkerter blev brugt flittig, og pludselig kom en sommerrød pels til syne. Jeg gjorde min riffel klar og afventede, mens Onkel Jens sikrede sig, om bukken er skudbar. Da jeg hørte S’et som i ”skyd”, trykker jeg på aftrækkeren, og Onkels Jens får et chok over det promte skud og får ikke set reaktionen på bukken. Jeg rystede over hele kroppen, og mit hjerte bankede løs. Da vi når frem til bukken, kunne vi se, at den var død i knaldet. Frem af det høje græs hev Onkel Jens en regulær og symmetrisk seksender på 15 cm over ørerne med helt hvide sprosser. “Du har skudt en 100 points buk, knægt! Og den er noget større end din fars,” sagde han. “Sådan en buk ser vi nok ikke hernede igen.” Min far var henrykt over min oplevelse, men ærgerlig over ikke at have været tilstede.

Min far og jeg har de sidste 10 år taget til et gods i Sverige. Det er nogle rigtige far og søn-ture, der har skabt mange fælles jagtoplevelser, og som har dannet et bånd i mellem os, som ikke havde været muligt uden jagten. Hvis du har børn, så tag dem med på jagt. Jagt er for alle aldre, så længe det foregår under de rigtige præmisser.

Jeg mener, der skal være plads til alle, og at vi ikke på hinandens vegne skal definere, hvad jagt er, og hvordan denne skal udøves. Men vi skal løfte i flok og netop stå sammen som det lille folkefærd, vi er. Sammen står vi stærkere, når fx. medierne går imod os.

Godt begyndt er halvt fuldendt. Men du kan lægge nok så mange planer for din jagt og stadig blive overrasket, når du sidder derude. Man bliver aldrig færdig med at lære, og man kan aldrig dygtiggøre sig nok. Især trækjagten er hårdt arbejde, og den giver sommetider et resultat, der ikke svare til de timer, man har lagt i den. Andre gange går alt op i en højere enhed. Jeg elsker dog udfordringen ved jagten på de trækkende fugle. Jagten foregår på deres præmisser, og alt skal spille, før det lykkes.

I et land med så meget jagt og vildt som i Danmark, synes jeg, det er synd, man ikke ser mere vildt i de danske supermarkeder. Både fordi forbrugerne går glip af noget lækkert kød, og fordi det vil sende et stærkt signal til resten af befolkningen om, at jægerne bruger kødet, og der ikke er noget, der går til spilde. Indtil der kommer mere vildt i kølediskene, kan vi kun invitere vores venner og naboer til mad, vi selv har skudt. Det giver dog også alletiders muligheder for at fortælle om jagt og vores passion.

Se mere til Christophers jagtoplevelser på Facebook-siden HuntersClub og på instagramkontoen @huntersclub.dk