Adaptiv forvaltning
Foto: Aske Rif Torbensen

Hvorfor interesserer ingen sig for, at der bliver færre rådyr?

Der bliver skudt færre rådyr end tidligere. Hvorfor har ingen taget initiativ til at iværksætte en national handlingsplan for råvildtet?

9272

Siden den såkaldte rådyrsyge brød ud på Fyn for knap 15 år siden, er der fremsat talrige teorier om årsagerne. Og mystikken er ikke blevet mindre med tiden. Denne endnu uidentificerede sygdom medfører, at dyrene afmagres og dør af diarré. I dag er sygdommen også konstateret i Østjylland og på Vestsjælland.

For 100 år siden var rådyret lidt af en sjældenhed, men det har ændret sig. I 1940’erne blev der årligt nedlagt omkring 20.000 rådyr, hvorefter bestanden langsomt voksede. Fra 1980’erne og to årtier frem eksploderede bestanden, så der om foråret var 300.000-400.000 dyr, og jagtudbyttet årligt var på 130.000 dyr. Men siden 2010 er jagtudbyttet faldet. Et foreløbigt tal for sæsonen 2015/16 siger 108.000 nedlagte rådyr.

Ifølge DCE-rapporten ”Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2018” fra Aarhus Universitet er der i to jagtsæsoner (2013/14 og 2014/15) på Sydsjælland registreret en tilbagegang i jagtudbyttet på 30 procent, på Fyn og Bornholm 15 procent og i Syd- og Østjylland 6-7 procent. Rapporten nævner, at der kan være en sammenhæng mellem ’rådyrsygen’ og nedgangen i jagtudbyttet, men at der ikke foreligger data, der kan understøtte dette.

Undersøgelser af rådyr, der er døde af diarré, viser, at de er fyldt med parasitter. Det kan skyldes en for tæt bestand af dyr i et område, og det kan være et signal om fejlagtig fodring og afskydning. Dette stemmer fint med teorien om, at ’rådyrsygen’ skyldes, at der er for mange rådyr i nogle egne af landet. Og at sygdommen så er naturens måde at regulere en for stor dyrebestand på.

Problemet med denne teori er dog, at sygdommen efter knap 15 år på Fyn, hvor bestanden er blevet reduceret med 80 procent, burde være forsvundet. Men det er ikke tilfældet. Der er stadig ’rådyrsyge’ på Fyn, og bedst som det ser ud til, at lokale bestande er stabiliseret nogle steder, så bryder det ud igen.

En anden teori går på, at rådyrene bliver forgiftet af den gylle, landmændene kører ud på markerne. I den danske svineindustri anvendes der kobbersulfat til grise som vækstfremmer og for at forhindre diarré. Men teorien om kobberforgiftning holder heller ikke, for der køres gylle ud på marker i hele landet, og i Nord- og Vestjylland og på Bornholm er ’rådyrsygen’ ikke konstateret.

Desuden undersøgte man i 2009-10 indholdet af kobber i leveren hos rådyr på Fyn og Bornholm. Det viste sig, at de bornholmske rådyr havde højere koncentration af kobber end de fynske – men uden at være syge. Niveauet af kobber i de fynske dyr var i øvrigt på samme niveau som hos tyske og polske dyr, og det højere niveau i de bornholmske var som i norske dyr.

En tredje teori, der har været luftet, går ud på, at der kan være tale om smitsom sygdom, der skyldes en eller anden form for mikroorganisme, måske i et samspil med en virus eller bakterier. Det kunne i så fald forklare, hvorfor sygdommen har spredt sig fra Fyn til områder i Østjylland og Vestsjælland. Men det er gætteri, selvom det lyder logisk.

Ud over den gådefulde årsag er det mest underlige ved ’rådyrsygen’ nok, hvorfor ingen med ansvar for natur og vildt for alvor interesserer sig for problemet. Det drejer sig trods alt om en dyreart, som mange danske jægere har et særdeles nært forhold til. Bukkejagten har en helt speciel plads i hjertet hos de fleste jægere.

Tænk på, hvor meget palaver, der de seneste år har været omkring kronvildtjagten, som kun handler om ca. 5.000 jægere, der nedlægger omkring 10.000 stykker kronvildt. I modsætning til råvildtjagten, der handler om knap 50.000 jægere, der årligt nedlægger over 100.000 stykker råvildt.

Så det er da noget af en gåde, hvorfor Den Nationale Hjortevildtgruppe, Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet og selv miljøministeren ikke for længe siden har iværksat en national forvaltningsplan for rådyret. Men måske træder ansvarlige hjortefolk i karakter, når en kommende forvaltningsplan for dåvildtet er på plads?

  • Søren Olsen er fast klummeskribent ved JAGT, Vildt & Våben. Han er naturjournalist ved Dagbladenes Bureau og forfatter til en række fagbøger, senest ‘Kampen om Danmarks Natur’ om naturfredningssagens historie i Danmark.