Historien om jagtrejser tager sin begyndelse under oplysningstiden (1690-1800), hvor der skete store landvindinger inden for medicin, teknologi, ingeniørkunsten og videnskab generelt. Det var også perioden, hvor flere zoologer og opdagelsesrejsende tog ud i verden for at beskrive og klassificere den flora og fauna, de mødte.

Blandt de mest kendte er svenske Carl von Linné. Fra Uppsala red han i 1732 alene mod nord, hvor han beskrev samekulturen og den natur, de levede i. Resultatet blev hans inddeling af dyre- og plantearter i familier og undergrupper, som er det system, der stadig bruges af biologer verden over.

I de følgende årtier blev sådanne ekspeditioner stadig større og mere velorganiserede og endte ofte som prestigeprojekter for store universiteter og sågar for stater. Til eksempel er der den første danske Galathea-ekspedition (1845-47), der disponerede over svimlende tre procent af den danske stats indtægter, og som uden sammenligning var sin tids største forskningseventyr. Desværre returnerede korvetten fra sin jordomrejse under optakten til Treårskrigen, og kun meget få dele af de hjembragte dyr, fisk, insekter og etnografiske genstande blev behandlet.

Ud over Charles Darwins sejladser med skibet Beagle er vel nok Dr. Livingstones rejser i Afrika de mest kendte opdagelsesrejser i nyere tid. Han tog fra 1850 og frem flere gange ind i de ukendte områder af det centrale Afrika og var væk mange år ad gangen. Endda så længe, at man troede, han var forsvundet, og journalisten Stanley blev sendt ud efter ham. Deres rejser og beskrivelser af den geografi og natur, de passerede, banede vejen for de senere kolonisters bosættelser i Afrika og ikke mindst de mere moderne safariekspeditioner.

De store safarier

Ordet ’safari’ er i sin oprindelse arabisk og betyder noget i retning af ’at foretage en rejse’. Det lægger sig til de store karavaneruter, der gik på tværs af den nordafrikanske landmasse og forbandt de arabiske handelsstationer med de sydligere beliggende kvægnomader.

I løbet af 1700- og 1800-tallet blev store dele af Afrika og til dels Østen koloniseret af vestlige stater, og det medførte, at større landområder blev overtaget af vestlige vovehalse, der søgte eventyr og viden om de nyvundne områder. Disse lange rejser blev nødvendigvis koblet med en del jagt, simpelt hen for at skaffe føde til de mange lokale stammefolk, der skulle hjælpe med at få de rejsende gennem landet, her særlig Central- og Østafrika.

Efterhånden som flere vesterlændinge kom til kolonierne, tog safarierne mere og mere karakter af rekreative rejser for de velbeslåede kolonister eller deres gæster. De fleste af de store safarijagter løb af staben i årtierne omkring 1900. Her var der ofte tale om, at jægerne var af sted på jagt i flere måneder, og at selve jagten var det bærende element og ikke beskrivelsen af nye landområder.

Under rejserne blev der nærmest nedlagt alt, hvad der måtte komme for korn og kræv. Ofte var der et massivt opbud af bærere, kokke, tjenere og jagtguider, der fulgte jægerne på deres tur gennem det vilde Afrika. Mest kendt af disse jagter er nok den enorme safari-ekspedition, som blev iværksat af Theodore Roosevelt i 1909, kort efter han stoppede som USA’s præsident. Her fulgte 250 bærere, guidet af den legendariske jæger R.J. Cunninghame, med på den lange tur gennem Kenya, Congo og hele vejen op langs Nilen til Sudan. Målet var at fylde The Smithsonian Institution med eksotiske, afrikanske dyrearter. Og fyldt blev det: På safarien blev der nedlagt hele 512 stykker ’big game’– elefant, løver, leoparder, bøfler, flodheste, og næsehorn – som blev håndteret på stedet af konservatorer, der fulgte med kortegen.

Hele turen blev beskrevet i Roosevelts bog ’African Game Trails’, og flere filmsekvenser blev vist nærmest over hele verden. Bogen og filmene var voldsomt populære og står stadig som milepæle i safarilitteraturen, hvilket inspirerede flere velhavere til at rejse til Afrika for et udleve deres eventyrlyst.

Det danske tilsnit

En af de første ’offentlige’ safarirejsende danskere var den senere nobelprisvindende forfatter Johanens V. Jensen. Han har igennem hele sit skrivende liv løbende vendt tilbage til korte anekdoter om jagt og livet på heden og ved havet. Allerede i 1907 udkom hans bog ’Myter og Jagter’, som blandt andet indeholdt et par afsnit om hans jagter under en dannelsestur til Østen.

En vanlig beskrivelse af en safaritur er det altså ikke, men hans beretning om en vildsvinejagt på øerne ud for Singapore er eminent. Her mærker man både hans forundring over det stive og opstyltede tyske, koloniale jagtvæsen, som arrangerer jagten, og hans feberagtige og første møde med et vildsvin. Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Johannes V. Jensen også var en ganske habil bueskytte, og flere gange advokerer og poserede med buen for at promovere denne oprindelige form for jagt og sport.

Som de fleste vil vide, var forfatterinden Karen Blixen gift med en af de mere velkendte professionelle jægere, nemlig leve- og adelsmanden baron Bror von Blixen-Finecke. De bosatte sig i 1914 i Britisk Østafrika (senere Kenya), hvor de indledte opholdet med en bryllupssafari. Den foregik på datidens vanlige manér med æsel-trukne vogne, læsset med en god håndfuld bærere, tjenere og skinners samt diverse fornødenheder til jagtlivet på savannen.

Der blev nedlagt en del forskellige vildtarter – ikke mindst flere løver – og det var faktisk Karen Blixens første egen oplevelse med jægerlivet. Efter safarien tog parret fat på arbejdet med deres nye afrikanske kaffefarm, men ægteskabet knagede, og en anden af de kendte ’white hunters’, Denys Finch Hatton, omsværmede hende. Det blev til et østafrikansk trekantsdrama, der endte med Hattons dødelige flystyrt samt Blixens skilsmisse og hjemrejse til Danmark.

Hele Blixen-affæren er et meget godt billede på den position, jagtsafarierne havde i mellemkrigsårene: De var både en levevej og legeplads for de utilpassede, men godt bemidlede, der ikke stod forrest i arverækken til de store vestlige familieformuer. Samtidig var safarierne et fænomen, der blev slugt af mere ’normale’ mennesker i diverse ugeblade, hvor de riges spændende og til tider farlige jagtrejser i Afrika blev fulgt nøje.

Kendisser på jagtrejser

Trofæjagterne blev således til et varemærke for jetsettet, hvor eksempelvis Ernest Hemingway, den britiske adel og Hollywoodstjerner tog del i jagtrejser i det meste af verden. Dette ledte til en professionalisering af safarierne, hvor forskellige ’white hunters’ promoverede disse jagter og kunne arrangere en form for pakkeløsninger, hvori de kunne tilbyde forskellige trofæer og tage hånd om den ofte vanskelige og tidskrævende forhandling med lokale stammer om at gøre jagt i deres territorier.

Særligt det britiske kolonistyre fik et velfungerende system op at køre med tydelige afgifter for turister og jægere, der søgte licenser til jagtrejser efter storvildt. Dette organiseredes efter en prisskala, som i realiteten fungerede på samme måde som de trofæafgifter, man kender i dag. De mere succesrige jægere på det afrikanske kontinent, såsom Frederick Selous, blev på det nærmeste hyldet som store sportsstjerner, hvilket øgede interessen for safarierne.

Inspireret af disse legendariske jægere tog Ernest Hemingway og hans kone i 1933 på tre måneders jagt gennem Kenya og Tanzania. Her fik han både flere gode trofæer og materiale til romanen ’Green Hills of Africa’ og novellerne ’The Snows of Kilimanjaro’ og ’The Short Happy Life of Francis Macomber’. I mellemkrigstiden var disse bøger, sammen med Blixens stigende popularitet, givetvis medvirkende til, at safaribølgen ikke helt uddøde.

Zoologisk ekspedition

Også de store danske museer så en anledning til at få udstillingerne suppleret med eksotiske arter. Det førte til, at Københavns Universitet og Zoologisk Museum ad flere omgange sendte videnskabelige ekspeditioner til Afrika for at hente forskellige dyrearter hjem.

Særlig den store Centralafrikanske Ekspedition i 1946-47 hentede en større mængde dyr hjem, som stadig kan ses i museets udstillinger. Rejsen blev ledet af Bøje Benzon, som både var storvildtjæger, naturbeskytter og Zoo-formand, og sammen med zoologen Magnus Degerbøl udvalgte han og skød selv de ønskede dyrearter.

Også her var der tale om selv store dyr som giraffer, elefanter, løver og endda et hvidt næsehorn – en art som på daværende tidspunkt allerede var i tilbagegang. Mest iøjnefaldende er imidlertid en meget dramatisk jagt på bjerggorilla, som sætter sine tydelig spor hos både Benzon og Degerbøl. Over hundrede spydbærende klappere var mødt ind tidligt om morgenen og fik hurtigt omringet en gorillafamilie på en skovklædt bjergskråning. Hannen blev udskilt og trængt op.

Benzon afgiver flere hektiske skud efter den brølende gorilla, dog uden at træffe. Men endelig fældes den, og jublen bryder løs. Situationen efterlader dog en grim eftersmag, og Benzon skriver senere i sin bog ’Mine afrikanske Udflugter’: ”Jeg må sige, at jeg havde en skidt samvittighed efter den gorillajagt. Den havde intet med jagt at gøre, men var simpelt hen et koldblodigt drab på en medskabning – men i videnskabens interesse, idet Zoologisk Museum forventede, at jeg så vidt muligt skulle skaffe det en gorilla.”

Måske af samme årsag var dette den sidste danske ekspedition, der blev sendt af sted med statslige midler for at nedlægge eksotiske arter til museerne. Herefter blev der fokuseret på studier af levende eksemplarer eller indkøb af lokalt skudte dyr.

Midler til bevarelse

Med de store økonomiske fremskridt, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig, fik flere og flere jægere fra middelklassen råd til at tage på jagtrejser. Også de dyre safarier til Afrika blev mere og mere populære. Af samme årsag dukkede de første selskaber, der arrangerede jagtrejser, op på dette tidspunkt, og der er faktisk flere af de danske udbydere af safarijagter, der kan spore deres aner tilbage til de glade 60’ere eller tidligere.

Safarijagterne blev dog mødt af hård modstand fra flere af de voksende miljøorganisationer. Endda i en sådan grad, at et par af de store safarilande, Kenya inklusive, helt lukkede for adgang af tilrejsende jægere. Disse forskellige holdninger til den afrikanske natur – totalt jagtforbud eller naturbevaring gennem safariøkonomi – fortsætter stadigvæk. Det ses tydeligt af de mange og følelsesladede debatter, der med jævne mellerum blusser op på de sociale medier.

Succesen var, i bogstavlig forstand, ved at dræbe safariens kerneressource: vildtbestanden. Det faldende antal ’big game’ betød imidlertid, at der kom et klart fokus på bæredygtig og bevarende jagt, som kunne opretholde de betydelige økonomiske fordele, der fulgte med de tilrejsende jægere. Safarierne blev dermed en direkte indgang til de stramme restriktioner på licenser og kvoter, der i dag ses over hele verden, ikke kun i Afrika. Herigennem kan de fattigere stater og lokale myndigheder kanalisere midler over i at varetage vildtets velbefindende og vækst og på samme måde holde de hastigt voksende problemer med krybskytteri på afstand.

Jagtsafariens historie er kort og godt blevet et incitament til en global bevidsthed om vildtbevarelse, ikke mindst fordi de giver arbejdspladser, hård valuta og kød på bordet for de lokale grupper, der huser vildtet i deres områder.

Læs også:

Bliv klar til den store jagtrejse

Rejs til New Zealand på egen hånd