Engelsk springer spaniel – højt energiniveau og kæmpe potentiale

3663

En engelsk springer spaniel kan drive alle til vanvid med sit høje tempo. Men hvis den bliver trænet godt, er det en uforlignelig jagthund. Rolf Andersen giver gode råd og fortæller om racens forcer – og udfordringer.

Jeg tror, at mange har oplevet en spaniel spurte af sted på vej til nabosognet, mens ejeren råber mindre pæne ting.

Det kan ikke anbefales at anskaffe sig en f.t.-springer uden at bruge den til noget.

Man siger, at det eneste tidspunkt, en f.t.-fører ikke har sin fløjte i munden, er, når han eller hun sover …

Spaniels er primært avlet til at søge og lette vildt og derefter til at apportere.

Den engelske springer spaniel fås i to varianter: engelsk springer og f.t.-springer. “F.t.” står for field trial og betyder markprøve – englænderne kalder den working springer spaniel.

Første gang, jeg så en veltrænet springer i arbejde, var jeg dybt imponeret. Føreren havde to springere ved fod og en i arbejde foran sig i et tæt brombærkrat. Hunden gik som en raket fire-fem meter til hver side, vendte som et lyn og var aldrig mere end fem-seks meter foran føreren.

Når hunden så en fugl løbe frem i såten, fortsatte den sit sidesøg – ikke noget med at løbe efter fuglen – hvilket fik den løbende fugl til at sætte sig for at senere blive lettet (fluset) under kontrol.

De to andre hunde gik pænt ved fod, uden at føreren behøvede at tage sig af dem. Når hunden i arbejde fik en fugl for, lettede den fuglen, føreren fløjtede stop, og hunden satte sig i et tempo, så der nærmest var bremsespor bag den. Jeg tror faktisk ikke engang, det havde været nødvendigt at fløjte, hunden havde nok sat sig af sig selv ved opfløjet.

Fuglen blev skudt, og hunden blev sendt på apporten efter et stykke tid. Der var ikke en trækning i den ved skuddet, den ventede bare og afleverede selvfølgelig perfekt.

Det skal siges, at de to andre hunde ved fod, som gik uden line, også satte sig ved opfløjet og blev siddende. Ud over den fantastiske lydighed var det, der imponerede mig mest, glæden og især tempoet – det var som at se en mink i et hønsehus.

Det er jo klart, at det, jeg så, ikke kommer af sig selv. Der ligger rigtig mange timers god og grundig træning bag, men hundenes talent og glæde ved arbejdet var slet ikke til at tage fejl af.

Anvendelse og temperament
Jeg har siden mødt mange springer spaniels af begge typer, og begge er meget anvendelige. F.t.-typen er hurtigere end den konventionelle og har nok en tendens til at være noget mere kontaktsøgende. Men fælles for begge typer er, at ved rigtig træning vil de holde sig tæt ved føreren, hvilket er en stor fordel og noget, der avles meget på.

De er begge gode apportører, men det skal også siges, at med den jagtlyst og det tempo, de udviser, er det ikke svært at forstille sig, hvordan de vil opføre sig på jagt uden den rigtige træning…

Jeg hørte engang en træner sige til en spaniel-ejer, der, hvis vi skal sige det pænt, ikke havde verdens mest lydige hund: “Det er nok bedst, hvis du kun bruger den på de mindre øer, for så kommer den da til vandet på et tidspunkt og når ikke længere.”

Springerspanielen er en stødende hund. Det vil sige, at den ikke tager stand, men letter fuglen eller haren, når den møder den. Den “støder” altså vildtet. Derfor er det også helt afgørende, at hunden arbejder tæt på føreren, ”under bøssen”, så vildtet ikke lettes eller rejses uden for skudhold.

Evnen til at holde sig tæt ved føreren er avlet ind i hunden, det er dens natur, men det kan sagtens ødelægges ved forkert træning. Jeg tror, at mange har oplevet en spaniel spurte af sted på vej til nabosognet, mens ejeren råber mindre pæne ting. Lyt bare med, her kan man lære mange nye og interessante skældsord.

Kræver træning
Alle jagthunderacer er eminente til deres arbejde, hvis de er trænet rigtigt. De er også en byld et vist sted, både for ejer og resten af jagtselskabet, hvis de ikke er det. Som Storm P. sagde: Det er kun lommeuld, der kommer af sig selv.

Springeren kan også trænes til at blive en dygtig schweisshund: Både politiet, Skat og militæret bruger springere til narko-, bombe- og redningshunde. De er hurtigopfattende, og med god træning ser man hurtigt resultater.

Det må tilføjes, at nogle hunde af f.t.-typen kan være mindre velegnede som indendørshunde, da de kan have svært ved at falde til ro. De er meget levende og springer op, hver gang man bare rækker ud efter en kop. Men det er nu bestemt ikke alle, der opfører sig sådan.

Nogle enkelte hunde af f.t.-typen kan være skrappe over for børn. Jeg har en idé om, at de kan blive irriterede på børn, fordi de distraherer dem i at holde øje med deres herre. Men generelt skal man jo aldrig lade børn og hunde være alene sammen uden opsyn.

Det kan ikke anbefales at anskaffe sig en f.t.-springer uden at bruge den til noget, for hunden er meget aktiv og kræver både motion og hjernearbejde. Det kræver den i højere grad end den almindelige springer, men alle hunde bør selvfølgelig i vist omfang motiveres.

Springeren anvendes i stort omfang ved større fasanudsætninger, hvor skytterne inddriver med dem. Her er en lille forklaring nok på sin plads: Når man laver fasanudsætninger, vil nogle af fuglene gå deres vej. Det er surt (og bekosteligt), og det er nødvendigt at drive dem hjem igen hver aften, f.eks. ved at gå med spaniels i yderkanterne af reviret.

Den anvendelse er rigtig god træning for hunden, men den er farlig og dårlig, hvis det er en ung hund, som endnu ikke har fået basistræningen på plads.

Springeren er derudover eminent på klapjagter som drivende hund, og på en walk up – eller trampejagt, som man sagde før i tiden, dengang vi talte dansk – er den meget effektiv.

Springerens anatomi og historie
Springer spanielen bliver for udstillingsudgavens vedkommende kaldet engelsk springer spaniel. Det er en mellemstor hund på 21-25 kg, og den er 48-54 cm høj. Pelsen er lang og ret tæt med længere hår på øre og hale.

Farven er sort/hvid eller sort/brun i flere nuancer, der spænder fra mørkebrun til næsten orange. Man ser både større plamager og små spætter, og pelsen er silkeglat. Der kan sagtens findes ensfarvede springere, som man ser det hos cocker spaniels, men jeg er endnu ikke stødt på en af slagsen.

F.t.-springeren er en del anderledes: Den er mindre og lettere, har ikke så lange ører og har som regel lidt kortere pels, især på ørerne. Det kan være en fordel, da man næsten ikke kan forestille sig, hvor mange præstelus og burrer der kan være i et spanieløre efter en jagtdag. Øjnene hos en engelsk springer spaniel er som regel brune, hos f.t.-springeren har jeg både set gule og blå øjne.

Springer spanielens oprindelse kan føres langt tilbage. Nogle historier beretter, at de gamle romere hentede hundene fra Spanien, og navnet spaniel menes at komme fra det latinske navn for Spanien – Hispania.

”Cave canem” stod der på de velbjergede romeres havelåger (”hunden vogter”), og det er en meget sjov tanke, at det kan have været en spaniel, der bevogtede huset.

Efterhånden som romerne bevægede sig op gennem Europa, dryssede de spaniels ud over de erobrede områder. Selvom englænderne var blandt de underlagte folkefærd, var det dog dem, der fandt den store kærlighed til spaniels og udviklede avlen.

Her blev de blandt andet brugt på myndejagt, hvor en spaniel stødte, det vil sige rejste vildtet – især hare og kanin – og en mynde tog jagten op, indhentede vildtet og nedlagde det. Her brugte man ikke spanielen som apportør.

Først i det 17. århundrede blev racen delt i en springerlinie og en cockerlinie, og først i det 19. århundrede blev den type til, vi i mangel af bedre kalder f.t.

Udstillingshunde og jagthunde
Nu havde man altså en udstillingslinje og en jagtlinje, working spaniel. Det skal dog nævnes, at det med udstillingslinje må tages med et vist forbehold, for hvis opdrætterne gør deres arbejde og ikke kun avler på udseende, men også på hundens jagtegenskaber, er denne hund en glimrende jagthund.

Der er modsat også eksempler på, at næsten al jagt- og apporteringsglæde er avlet ud af hundene, og det er også ok, da de er glimrende familiehunde. Opdrætteren skal bare lige huske at oplyse køberen om, at det altså ikke er en jagthund, han eller hun får. Så husk at vælge en kennel, der avler spaniels til jagt.

I starten af 1990’erne tog interessen for f.t.-springere for alvor fart, og der blev grundlagt en klub for f.t.-hunde. Grunden var, at Dansk Kennel Klub krævede resultater på udstillinger for at kunne deltage på vinderklasse-prøver, og en f.t. vil ikke kunne vinde en udstilling.

F.t.-klubben beskæftiger sig derfor ikke med udstillinger, men udelukkende med prøver for at finde de hunde med de bedste jagtlige egenskaber til avl.

Lidt om træning
Når man skal træne en hund til jagt, skal man begynde tidligt med prægningen af hvalpen. Man kan sige, at spillereglerne skal leges ind i hvalpen. Specielt for spaniels gælder det om at sørge for, at hunden ønsker at holde sig tæt på føreren. Meget tæt.

Kontakt er nøgleordet, for spaniels er avlet til at søge kontakt, men det skal forstærkes i prægningen og senere i træningen. Ros hunden ved kontakt, dog uden at overgøre det. Den skal ikke helt op i det røde felt af lykke.

De fleste spaniels er bløde hunde. De skal trænes forsigtigt og helst uden for mange fejl. Hvis det gøres rigtigt, behøver man ikke komme i konflikt med hunden, og det bliver nemmere at få en medspiller i stedet for en modspiller.

F.t.-springeren trænes på stort set samme måde, men der er nogle forskelle i temperamentet. F.t.’eren har et meget højt tempo. Den kan nemt løbe fra en, hvis man ikke er opmærksom. Her er timing nøgleordet. Man siger, at det eneste tidspunkt, en f.t.-fører ikke har sin fløjte i munden, er, når han eller hun sover …

Man skal også være forberedt på, at en f.t. er verdensmester i at skrue sin fører op i stressniveau. Her er rådet, at jo mere hunden kører op, jo mere skal føreren køre ned. Ro på!

Indlæring kommer hurtigt hos hunden, så vær sikker på, at basistræningen ikke bliver sjusket, men derimod positivt overindlært. Ellers holder træningen ikke på jagt, når stressniveauet er højt.

Spaniels er primært avlet til at søge og lette vildt og derefter til at apportere. Søget ligger altså så dybt i hunden, at hvis man begynder med at træne søget på vildt, før apporteringen sidder fast, risikerer man, at hunden ikke vil apportere.

Så få apporteringen ordentlig fast, og få trænet glæde ved apporteringen ind i hunden, før du begynder at træne søgning.

Hvis det er første gang, du har en spaniel, vil jeg anbefale at søge træning hos en træner, der ved, hvad spaniel-træning går ud på. Spørg kennelen, den lokale jagtforening eller lignende til råds, for det er ikke uvæsentligt at kunne kommunikere godt med sin træner.

Fantastiske jagthunde
Spaniels er fantastiske jagthunde, ofte bløde af sind, men utrolig hårdtgående på jagt. En spaniel stikker på ingen måde op for bollemælk! Om man vil anskaffe sig en spaniel, er dog både et temperamentsspørgsmål og et spørgsmål om, hvilken slags jagt man går på.

Jeg har set velfungerende spaniels som familiehunde, men det er et stort arbejde at holde dem motiverede, hvis jagtsiden mangler.

Derfor vil jeg ikke umiddelbart anbefale en springer spaniel udelukkende som familiehund. Men hvis man er aktiv og kender og forstår betydningen af motivation, er det såmænd ikke nødvendigt at skulle på jagt 100 dage om året. Mindre kan sagtens gøre det: Man skal ikke glemme, at langt de fleste jagthunde faktisk er familiehunde ni måneder om året.

Som med al anden jagthundetræning skal man have lige så stor fornøjelse ved træningen, som man har ved selve jagten. Så kan man til gengæld få en god og pålidelig jagtkammerat, der er helt ligeglad med, om dens ører er snøret helt sammen oppe på hovedet af burrer – for den fik fasanen!

Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV2, og TV2 Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund, du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”, der forhandles i boghandlere og jagtforretninger landet over. I denne og følgende artikler i JAGT, Vildt & Våben præsenterer han en række forskellige jagthunderacer. Se mere på hundetraening.com.

Vil du vide mere?
Hvis du er nysgerrig efter at høre mere om springer spanielen, kan du kontakte Spaniel-Klubben og Klubben for F.T. Spaniels, se spaniel-klubben.dk og ftspaniels.dk. Klubberne kan både svare på dine spørgsmål vedrørende racen og hjælpe dig med at finde gode opdrættere.

Af Rolf Andersen
Fotos: Flemming Noer og Michael Westermann