Strand- og havjagt er hårdt for både jæger og udstyr. Rigtig mange jægere, som dyrker de to jagtformer har derfor også noget grej som kan holde til mosten – uanset om de sidder i skjulet i regnvejr eller er på havet i en lille pram. Det er ikke et liv for ”mit bedste gevær”.

Både gamle og moderne jagtgeværer er bygget til at kunne holde. Der skal noget til før man gør skade på et ganske almindeligt jagtgevær. Men der er alligevel et par af de kendte danske jagtformer, som giver ekstra slid på geværet – nemlig havjagten og strandjagten.

Tænker man på trækjagt – om det er ude ved det store vand eller inde i landet ved søerne – tænker de fleste også på det, almindelige mennesker vil kalde dårligt vejr: nemlig blæst, rusk og ind imellem også slem regn. Vi ved at ænder og gæs flytter sig under sådanne vejrforhold og vi ved også, at det er i den slags situationer vi ofte har de bedste muligheder for at komme på skudhold.

Så uanset om vi sidder i ly bag en sivbusk inde i landet eller om man sidder i et nedgravet skjul ude ved havet eller fjorden er man udsat for vejrliget ofte fra den værste side. Og som jægere ved vi godt at vandtæt og varmt tøj er nødvedige forholdsregler, men man kan jo ikke pakke geværet ind i en god gore tex-regnfrakke…

Mange jægere har flere geværer, så de ikke behøver at tage det nyeste, dyreste eller pæneste med på sådan en tur. Derfor står der også noget andet til det grove inde i våbenskabet.

Skal være gedigent
At dømme efter de mange tilbagemeldinger JAGT, Vildt & Våben har fået på spørgsmålet om geværet til det hårde liv på de sociale medier er der ikke megen tvivl hos de inkarnerede folk med hang til ænder og gæs: det skal enten være noget gedigent af ældre dato eller også en af de  moderne halvautomater.

Nogle vælger at bruge en over/under eller side-by-side af ældre dato. Det er her f.eks. en god gammel Baikal kommer frem fra skabet og det er også i denne forbindelse at en gammel side-by-side kommer til ære og værdighed.

Med andre ord: de billigste geværer – gerne godt brugte, men også geværer, som kan at fungere uanset vejr og vind. Det gør ikke så meget, om der kommer vand ind i de ædlere dele og at der måske ikke helt kan forhindres en rustplet hist og her. Bare det virker.

Hvis det er geværer af ældre dato kan det anbefales at købe hos anerkendte forhandlere og sikre sig at de er tjekket, og om de kan tåle at bruge de moderne stålhaglpatroner, som ofte har et højere tryk end ældre patroner (en ret simpel trykprøve). I disse geværer kommer patron-længden ikke over 70 millimeter. Lad være med at tro, at de lige kan ”bores” ud til 76 millimeter eller mere. Det er ikke en god ide.

De som sværger til halvautomaterne rykker heller ikke op i de dyre prisklasser. Det er ofte Baikal og nogle af de populære tyrkiske halvautomater, som dominerer hos fans af halvautomater.

De  har for mange år siden  overlevet ryet som ustabile. De er generelt meget stabile og svigter ikke, uanset om regnen pisker ned. At man så har muligheden for at montere ret stramme chokes i enden af løbet er sikkert også en detalje som tiltrækker ande- og gåsejægere.

Er der købt nyt ind i de senere år lige med henblik på denne jagtform er det også her udvalget er størst blandt geværer med syntetiske skæfter. De fås stort set alle i en syntetisk udgave og så behøver man  ikke tage specielle hensyn til træværket.

Syntetisk og camouflage
Nu kan denne type våben også fås med camouflageskæfter og camouflage helt ud på løbet. Det sidste kan man dog sagtens selv købe i løs vægt og montere på et halvblankt løb. Helt hvide udgaver får også til vinterjagt og til pramjagetn.

Skal man helt ud på havet i prammen eller motorbåden er det stort set samme type geværer, der ligger klar til ænder og edderfugle. Gode velkendte geværer, hvor man ikke behøver passe på og ikke bliver nervøs, hvis der kommer et sprøjt af saltvand ind over.

I engelsksprogede lande taler man decideret om ”wildfowling guns” – altså geværer til trækjagt eller anden jagt på gæs, ænder og vadefugle.

De er – som det også er tilfældet herhjemme – ofte med længere løb end et standardgevær. 76 centimeter synes at være den foretrukne løbslængde, hvilket også udbuddet af denne type geværer herhjemme vidner om. De lange løb har altid været trækjægernes foretrukne, men nu er lange løb også populære på almindelige all round begværer.

Det er virkelig et spørgsmål, hvad man får ud af de lange løb. Nogle har den fejlagtige opfattelse, at med lange løb får man mere samling på haglsværmen og at man dermed kan skyde på længere afstande. Det er ikke korrekt. Haglsværmen formes inde i de første 60-70 centimeter af løbet og kommer så samlet ud i en haglskål, som ikke har den store indflydelse på haglsværmens koncentration få meter efter mundingen.

Det bekræftes også af den kendsgerning af både Browning og Beretta nu arbejder med de såkaldte backbore-system, hvor det netop er løbets udvidede boring bagerst mod kammeret, som er afgørende for haglfordelingen.

Magnum eller ej?

Som det tidligere har været vist her i JAGT Vildt & Våben betyder længere løb, tættere chokes og magnumpatroner med store hagl IKKE, at man kan skyde forsvarligt på længere afstande. 25-35 meter til de mindre andefugle og ikke over 25 til gæs nør altid være normen.

Vores test viste, at det bare var et par hagl, som havde dræbende effekt hvis afstanden var helt ude på 50 meter.

Men det er slet ikke uden betydning hvilken løbslængde og hvilke chokes man bruger – heller ikke ude i den vilde del af naturen ved hav og fjord.

Først og fremmest har tilhængere af lang løb en fornemmelse af at få bedre sving i geværet og for mange er det også en fordel, at der er en forholdsvis lang sigtelinje at kigge henonver.

Det er de store hagl, der bruges til ænder og gæs. Ude på havet og ved hav og fjord er det op til haglstørrelse 1, som mange anbefaler. De fleste vælger hagl 3 eller 2. Ihvertfald til de skudstærke gæs vælger mange de store hagl, hvilket også er i overensstemmelse med anbefalingerne. Også de større og mere skudstærke dykænder kræver store hagl.

Derimod er der ikke den helt store grund til at bruge alt for store hagl på gråænder og andre ænder i den  kategori. Her møder vi bl.a. de jægere som konsekvent bruger hagl 5 til alt – og altså også ænderne.

Valget af chokes er langt hen ad vejen et spørgsmål om hvad man selv har det bedst med og tror på. Ved de anbefalede skudafstande er der ikke den store forskel på dræbereffekten mellem en 1/2 choke og en 3/4. Nok en tendens til at samle haglene, men til gengæld kræver det så, at man kan udnytte den tættere placering. Med andre ord: skal man kunne ramme.

Hvis man nu står og gerne vil have et nyt gevær til den krævende jagtform på ænder og gæs – hvad skal man så vælge?

Først og fremmest er det naturligvis økonomien, som er afgørende, men derefter er valget primært mellem over/under eller halvautomat.

For over/under-valget taler, at langt de fleste jægere kender denne type og derfor har et forhold til at skyde med det. Hvis der skal være et hårdtvejrsgevær i skabet, som i håndtering ikke skal afvige for meget fra det ”pæne” gevær er valget  en over/under.

Men som nævnt er halvautomaterne populære i disse kredse og da der er mange at vælge imlellem i mange prisklasser er det sikkert en af forklaringerne på, at det ofte bliver valget. Måske også fordi man jo ”godt vil prøvet noget anderledes”.

Skal det være over/under er der rigtig mange valgmuligheder fra de helt billige tyrkiske modeller, som også fås med syntetisk skæfte. Det gælder bl.a. Huglu og Khan, som ligger i prisklassen under eller omkring 5.000 kroner.

Dyrere, men stadig under 10.000 kroner kan man blot vælge mellem de gængse mærker fra Sabatti og f.eks. Bettinsoli. Hvis man gerne vil have længere løb end standard 71 centimeter er de ikke altid lagervarer.

Klassikerne
Over 10.000 kroner er det klassikere som Browning og Beretta, hvor der er flere modeller at vælge imellem. Her er det nok mere sandsynligt at de langløbede er på lager.

Men som nævnt kan enhver over/under bruges, men der er altså hensynet til slid og rustangreb ude i det barske land eller vand at tage hensyn til.

Halvautomater fås også i den billigere ende. Igen er det tyrkiske mærker som Yildiz, Khan, Huglu og Armsan som er  billige under eller omkring 5.000 kroner. JAGT Vildt & Våben har testet et par stykker af dem og de fungerer rigtig fint.

For den mere dedikerede og måske mere mærkevarebevidste ligger tre navne lige for: Beretta, Browning  og Remington. De to sidstnævnte er klassikerne blandt halvautomaterne med Browning A5 Auto, som den første halvautomat overhovedet. Den nyeste udgave af A5 var for nylig  testgevær i JAGT Vildt & Våben og den scorede højt i karakterbogen.

Det samme gjorde Remingtons halvautomat i camouflage-udgaven. Berettas Outlander 300 og Brownings andre halv-automater er også sikre valg. Men i denne klasse ligger vi også i priser omkring 15.000 kroner. Til gengæld er det højtudviklede geværer med høj funktionsdygtighed.

De nye geværer er alle som minimum boret og konstrueret til 76 millimeter patroner. Nogle af modellerne kan fås i både 86 og 89 millimeter magnumudgaver. Mange går efter disse magnum-udgaver, men erfarne ande- og gåsejægere mener, at det måske i bogstaveligste forstand er ”overkill” at skyde ænder med f.eks. 89 millimeter magnumpatroner og hagl 1.

Når alt kommer til alt er det skyttens evne til at ramme indenfor den afstand, der er forsvarlig, som er afgørende. Og uanset om der er magnum-pløkker i kammeret er effekten kun til stede, hvis man kan ramme. Endelig skal man også overveje rekylen i disse store patronstørrelser. Selvom der helt klart er mindre rekyle i en halvautomat kan jeg godt hilse og sige, at med en 89 millimeter magnum patron i kammeret vil selv hårdføre mænd i camouflagetøj ikke ønske sig en vidunderdag ved fjorden eller på havet med mange gæs eller ænder på skudhold. Det kan mærkes rigtig meget.

Vedligeholdelse vigtig
At et gevær, der bruges til havjagt, jagt ved kysten eller trækjagt indenlands er hårdt belastet er der ingen tvivl om. Vi ved alle, at uanset vejr eller vind skal vi give geværet en overhaling, når vi kommer hjem fra jagt. Den gode gamle læresætning: ”Først hunden, så geværet og til sidst manden selv…” gælder måske allermest her. Hunden kan virkelig trænge til kærlig pleje efter apporteringer i koldt vand, men geværet har helt sikkert også haft det hårdt.

Den ”daglige” rengøring og vedligeholdelse kan alt efter vejret jo koncentreres om rengøring af løb og afpudsning af de udvendige og indvendige dele, og så lige en smule olie, inden geværet stilles i skabet.

Har geværet været med ude i det slemme vejr skal der mere til. Udover at rense løb og andre dele er det en god ide at starte med at skille geværet ad (også chokes pilles ud) og tørre alle dele af med en sugende klud eller papirserviet. Og så lige lade det ligge lidt, inden der renses efter og pudses  med en olievædet klud. Kommer det ind fra en kold dag udenfor skal delene akklimatiseres så fugten kommer helt væk. Mange rustpletter skyldes, at man ikke får alt det fugtige væk, inden den endelige rengøring.

At tage geværet lige fra bagagerummet og direkte ind i våbenskabet er en sikker måde at skabe problemer på. Og selvom det måske er et gevær beregnet til det hårde slid, og udseendet ikke er afgørende, er renholdelse og vedligehold en garanti for at våbnet fungerer og er sikkert næste gang man skal afsted efter ænderne eller gæssene.

Af Thorkild Ellerbæk