Lad det være sagt med det samme: I dette land er der rigtig mange dygtige og erfarne hundeførere, der gør et stort og effektivt arbejde på jagterne. Det gør de både som apportører og i førskudsarbejdet, og de møder op på jagterne med lydige og veltrænede jagthunde. Når det er sagt, er der desværre også alt for mange, der ikke gør det.

Der er sikkert mange jægere, der har oplevet så dårligt trænede jagthunde, at de ikke har haft større berettigelse på jagten end guldfisk. Lovens krav om en apporterende hund på småvildtjagt er faktisk ikke ret præcis. Og en hund, der kan hente en dummy på en græsplæne, er ikke anvendelig, hvis den ikke også har lært at klare de mere komplekse problemer som anskudt vildt, terrænskift, almindelig lydighed m.m.

Hvem er det lige, der skal kontrollere denne hunds anvendelighed? Er det den sikkert venlige politimand, der møder op for at se jagttegn? Det kan da godt være, at han har hund og ved noget om det, men det er ikke sikkert. Det kan jo også være, at han engang har haft en kat. Hvis han spørger, om hunden kan apportere, får han nok et rungende ja! fra dette naturtalents stolte ejer. Det, han ikke får at vide, er, at hunden ikke kan dirigeres, knaldapporterer ustandselig, går af hånd, jager med råvildt, ikke vil tage anskudt vildt og er en byld et vist sted for alle på jagten.

Hvis vi jægere skal overbevise ikke-jægere om, at vores sport er forsvarlig, skal alle hundefolk gøre det arbejde, der skal til, for at få lydige og effektive jagthunde. Man kan sige, at vi alle er ambassadører for vores store interesse, og at en ulydig hund på jagt ikke kun påvirker ejeren og hans jagtkammerater på dagen, men hele jægerstanden, og det i negativ retning. Hvis vi skal gøre os forhåbning om, at omverdenen ser positivt på vores interesse, må vi være så pletfri som muligt og forberede os ordentligt, så resultatet er overbevisende og effektivt. Og her mener jeg ikke mængden af afskudt vildt, men afviklingen af jagten som helhed.

Ud over det uanstændige i, at nogle jagthunde ikke kan løse deres opgaver, er der en anden sag: De hundefolk, der rent faktisk stiller med veltrænede og effektive jagthunde, får ofte ødelagt deres dag og ikke mindst træning af disse andre umulige hunde. ”Ha-ha, der var din hund nok igen for langsom,” kan man høre fra nabojægeren, når hans hund knaldapporterer for femte gang, efter at man selv har sendt sin hund på en fugl, med det resultat at man igen må kalde sin hund tilbage. Hvis det er en ung hund, er det ikke godt for dens selvtillid. Og hvilken ret har vores nabopost med møghunden egentlig til at ødelægge apporteringen, bare fordi han ikke gider, eller evner, at træne almindelig lydighed? Jeg tolker naboens ’ha-ha’-udbrud som et tegn på flovhed. Han ved da godt, at han ikke har gidet træne.

Det er bare ikke godt nok. Alle kan være uheldige en dag, men det er nu stof til eftertanke, at uheldene mindskes ved god og stadig træning. Kære medjægere: Træn jeres hund ordentligt, måske med hjælp. Det er muligt, at der må springes en jagtsæson over, og at hunden først skal med næste år, når træningen er helt på plads. Men jeg synes, vi skylder alle, der har et hjerte for jagten, ikke at tage for unge eller utrænede jagthunde med på jagt. Det ødelægger meget mere, end man skulle tro.

Vi ses derude!

  • Rolf Andersen er fast klummeskribent for JAGT, Vildt & Våben. Han er professionel hundetræner og apportør ved en række forskellige godser. Uddannet ved Den Kgl. Danske Livgarde og forfatter til en række forskellige bøger om hundetræning.

Læs også

Jagthunde og råvildt

Jagthunden som familiehund