Foto: Ake Rif Torbensen

Jægerforbundet er en politisk interesseorganisation, men ved at flytte til Kalø flyttede I væk fra Christiansborg, ikke tættere på. Hvad var meningen med det?

Den politiske del er kun ét af vores arbejdsområder. De af vores kollegaer, der arbejder med Christiansborg, er så få, at vi planlægger os ud af udfordringerne med den øgede afstand. Jeg tager fx toget derover, når jeg har møder på Borgen, og arbejder så frem og tilbage i toget.

Husk på, at det er hverdage, der er flest af: Vores arbejde består i høj grad af at skabe uddannelse, at have kontakt med lokale jagtforeninger landet over, arrangere hundeprøver og meget andet, der ikke direkte vedrører Christiansborg.

Men det politiske er vel en af jeres hovedopgaver?

Det er det! Men vi føler ikke, at det er en forhindring, at vi nu er flyttet til Kalø. Husk, hvordan det var før: Da vi havde hovedsæde i Rødovre, sad der en enkelt medarbejder plus formanden, som opererede ind mod Christiansborg, resten lavede alt muligt andet.

Vi er medlem af Friluftsrådet, og vi kan bruge deres mødelokaler, når vi har brug for at holde møder i Hovedstadsområdet. Men mange af vores møder politikerne foregår ude i felten rundt omkring i landet, fx når vi taler om udsætninger. Vi er til stede der, hvor politikerne er. Og vi har oplevet af få besøg af flere ministre herovre, end vi fik i Rødovre.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Hvorfor overhovedet bygge nyt, når I kunne leje eller bygge billigere et andet sted?

Der er flere, der har spurgt, hvorfor vi ikke bare kunne leje en fabrikshal. Men med det nye Jagtens Hus, vi her har bygget, sender vi et signal til omverdenen om, at nu har vi bygget et fyrtårn for jagt og natur i Danmark.

Stedet skulle være arbejdsplads for knap 60 medarbejdere. Hvis du skulle rykke så mange medarbejdere ind i et eksisterende byggeri, skulle den bygning omformes betragteligt, og det ville også koste mange penge. Alle de regneeksempler, vi havde på bordet, sagde, at vi ikke kunne gøre det ret meget anderledes end her. Og dette nye domicil er bygget for vores egne penge, de forsvinder ikke.

Vi kiggede på lidt over 50 forskellige muligheder i 13 kommuner. Dem reducerede vi først til 11 og så til fire. Der var ikke kun jyske muligheder i spil: Vi undersøgte alt fra Sorø til Horsens plus her på Kalø. Og så endte vi med dette sted.

Har I modtaget penge for at lægge Jagtens Hus her på Kalø?

Nej, men vi har modtaget tre donationer: RealDania har betalt for vores besøgscenter, HedeDanmark har givet penge til naturarealet ved domicilet, og forbundets medlemmer har doneret penge til projektet.

Men hvad siger du til kritikken af, at folk følte sig dårligt informeret om beslutningsprocessen om at lægge Forbundets hovedsæde her?

Man kan altid spørge, hvornår er der informeret nok, og hvor langt skal man med ind i maskinrummet. Det er en udfordring, vi har dagligt: Nogle medlemmer er meget engagerede, og andre siger: ”se bare at få det gjort.”

Vi forsøger at afbalancere tingene. Nogle havde en forestilling om, at der skulle lægges tre forslag op, og så skulle alle medlemmer inddrages i beslutningen. Det har aldrig været intentionen, for det ville kræve, at alle medlemmer havde siddet med lommeregneren. Der er vi nødt til at sige, at vi har et repræsentativt demokrati, og der er nogle mennesker, som er valgte til at udføre dette arbejde, og som er med helt inde i maskinrummet, hvor beregningerne og forhandlingerne finder sted.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Jægerforbundet er en stor, bureaukratisk maskine. Var I bange for, at beslutningen ville hænge fast i hængedyndet, hvis I lagde for meget ud?

Nej, egentlig ikke. Men der var ting i processen, der ville have været direkte dumt at fortælle for meget om, fordi vi så ville spille vores kort forkert over for dem, vi forhandlede med. Du kan sammenligne det med de jagttidsforhandlinger, der kører lige nu: Vi tager dialogen med vores medlemmer om disse forhandlinger, men det er ikke alt, vi kan afsløre, for så spiller vi nogle gode kort over i hænderne på dem, vi forhandler med, og det er ikke i medlemmernes interesse, tværtimod.

Udefra virker flytningen som en af de største udfordringer, I har stået overfor for nylig?

Ser man historisk på det og sammenligner med tidligere jagttidsforhandlinger og lignende, har det været en stor beslutning, ja, men ikke en, der har været ved at vælte Forbundet som sådan. Men det har været en stor beslutning, og flytningen har selvfølgelig fyldt meget.

Vi har lavet store organisationsændringer, og vi har måttet skifte over halvdelen af medarbejderstaben ud med nye kollegaer. Samtidig har vi leveret som forbund, medlemsmagasinet Jæger er kommet til tiden, hjemmesiden har kørt videre osv. Det synes jeg egentlig er meget godt klaret.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har ca. 16.000 medlemmer, I har ca. 75.000. Men udefra virker det som om, at DOF har langt bedre politisk gennemslagskraft. Hvordan kan det være?

De er fagligt dygtige, og husk også, at DOF ofte har en nem rolle ved at sige nej, når vi har forhandlinger i Vildtforvaltningsrådet. Så skal der være et embedsværk og et ministerium, som er villige til at gå mod det nej.

Betyder det, at danske jægere og Danmarks Jægerforbund er ufaglige?

Nej, men på nogle af deres områder har DOF via deres fugletællinger været dygtige, det må vi erkende. Både i deres stab og blandt deres medlemmer har de rigtig dygtige folk, og de har formået at bruge dem. Men gennem de sidste 10 år er vi jægere blevet skarpere, også her i Jægerforbundet. Der er kommet meget mere faglighed i vores arbejde og i vores argumenter, og det vil hjælpe os på den lange bane.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Vi jægere skal være bedre til at holde styr med, hvilket og hvor meget vildt der faktisk er i naturen, og ikke bare gå på jagt på det?

Vi har udviklingsmuligheder, lad os sige det sådan. Det, vi skal udvikle i Jægerforbundet, er, hvordan får vi mere faglighed ind i vores arbejde. Siden 1941 har vi lavet vildtudbyttestatistikker, men et sted, hvor vi har fejlet, er agerhønsene og harerne.

Derfor har vi indledt arbejdet med markvildtslav, hvor der bliver lavet tællinger af vildtet. Vores argumenter begynder at blive skarpere, men det kræver, at danske jægere generelt set bliver skarpere på at lave vildtindberetninger. Det er nødvendigt, hvis vi skal lave en bæredygtig vildtforvaltning.

Flere af de andre grønne organisationer er mere fremme i medierne med kritik, når der er noget, de er utilfredse med. Danmarks Naturfredningsforening er fx ofte ude med kritik af forskellige politiske tiltag. Jægerforbundet, derimod, er så godt som fraværende i den offentlige debat?

Den dagsorden, Naturfredningsforeningen har, er ikke en jagtdagsorden. Det er derimod en, hvor man let kan råbe den brede befolkning op, fx i naturfredningssager. Vores dagsorden er meget smal. En stor del af befolkningen forstår ikke meget af, hvad vi jægere taler om.

Vi har fx et ønske om at få jagttid på hjejle. Hvis vi som forbund går ud og råber: ”Vi vil have jagt på hjejlen!”, så vil mange sige: ”Og hvorfor så det?” En gang imellem kan det betale sig at slå i bordet, men at slå bare for at slå, får man ikke noget ud af. Nogle gange må man råbe for sine medlemmers skyld, men prædiker vi bare for koret, så flytter vi ingenting.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Men ofte er det både i forhandlingslokalerne og gennem medierne, at man får politisk indflydelse?

Ja, men vi oplever, at det sker bedst i forhandlingslokalet. Nogle siger, at jagten bliver angrebet i disse år, men den har det faktisk rigtig godt herhjemme, og der er generelt set stor forståelse for jagten. Hvis du sender ting ud i den offentlige debat, skal modtageren også kunne forstå budskabet. Og i det mediebillede, du har i dag, hvor du ofte kun får en kort webtekst til rådighed, giver det sjældent mening for os at fare ud i medierne med forskellige krav. Der giver det mere mening at fortælle den gode historie om jagten.

Er der noget, vi kan lære af de andre grønne organisationer som Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening m.fl.?

De er gode til at fortælle den gode historie, det kan vi godt blive bedre til. Men det kræver, at jægerne er med til at fortælle den. Ikke kun os som forbund, men alle danske jægere. Der skal ikke mange dumheder på de sociale medier til at skaffe jægerne et dårligt ry.

Hvordan prioriterer I jeres sager, når I skal forhandle med de andre grønne organisationer i Vildtforvaltningsrådet?

Vi vurderer bl.a. de politiske muligheder. Tag fx falkejagten. Den har ikke været til behandling i min tid, og vi har hidtil valgt ikke at bringe den op, for man skal tænke sig grundigt om: Tror vi på, at der kan komme et forlig med hensyn til denne jagtform, eller at der i hvert fald vil være et væsentligt flertal bag den? For står man helt alene med ønsket om at genindføre falkejagten, vil den blive skudt til hjørne i mange år igen.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Det er det første parameter. Derudover skal du have en minister, der er venligt stemt over for forslaget, for Vildtforvaltningsrådet er jo kun rådgivende. Tør ministeren gå ind for denne jagtform? Hvis du ved, at der enten ikke er stort flertal for jagtformen, eller at resten af rådet vil være lodret imod, skal du godt nok have en modig minister, der tør går imod rådets anbefalinger.

Endelig skal du kunne tælle til et flertal i Folketinget. Det ligger os meget på sinde at lave langsigtede løsninger, og så skal du have brede dele af Folketinget med på det, ellers piller de i det senere. Du kan ikke bare blive ved med at tage sager op i det politiske system, hvis du først har fået nej en gang. Så skal der gå et stykke tid, inden du kan bringe sagen op igen.

Kan du nævne en sag, I tror på, og som I vil bringe op i den kommende tid?

Vi arbejder meget for at få buejagten på hjortevildtet tilladt, for der tror vi faktisk på, at vi har ministeren med os, og at vi kan få den gennem Folketinget. Men nu skal den lægges ordentligt an, for vi ved, at vi får et råd, der ikke er enigt. Så nu skal vi sikre os, at vi har en minister, der er med, og at vedkommende kan gøre det på en ordentlig måde, så der ikke går ged i den.

Har prioriteringerne noget at gøre med, hvor mange der praktiserer den enkelte jagtform?

Hvis jeg skal vælge, hvad jeg skal bruge kræfter på, ser jeg på, hvor vi får mest for pengene. Falkejagten kan blive højtprofileret på et tidspunkt, men nogle jagtformer må man have tålmodighed med at få genindført. Jeg forstår godt, at man kan være utålmodig, men det nytter ikke at kaste sig hovedkulds ud i at få noget indført. Så kan man blive slået mange år tilbage.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Med debatten om forvaltningen af det hjemlige kronvildt har det føltes som om, at Jægerforbundet var ved at blive savet midt over?

Den debat har fyldt meget og har taget uforholdsmæssigt mange kræfter fra os. Udfordringen er, at vi skal til at lære at være storvildtsjægere herhjemme i Danmark. Da jeg startede med at gå på jagt for 20-25 år siden, skød vi ca. 1.700 stykker kronvildt. Der var næsten alle danske jægere småvildtjægere.

Nu skal vi til at vænne os til at skyde vildt, vi i langt højere grad deler med naboen: Kronvildt har en homerange på ca. 5.000 hektar. Her kan vi ikke tillade os bare at have fokus på vores egen jagt. Det er et paradigmeskifte, vi er gået i gang med.

Hvorfor arbejder I ikke på at indføre de regler, der virker i fx Tyskland og Sverige, hvor jægerne i langt højere grad går sammen om at forvalte kronvildtbestanden?

Det var også vores første udgangspunkt, men det var de danske jægere ikke klar til. Men der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at kunne samarbejde over skel. Og der går nok nogle år endnu, inden vi rigtig er klar til det herhjemme. Nogle ting skal have tid.

Det gode ved kronvildtet er, at det er ikke ved at dø for os. Godt nok er kønsfordelingen skæv på grund af fokusset på at skyde hjorte frem for hinder og kalve, men var bestanden direkte på vej nedad, var situationen en anden. Når nu bestanden faktisk går fremad, kan vi godt tillade os at have lidt mere tålmodighed.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Man kunne stille som krav, at man ligesom i Sverige skal gå sammen i laug for at skyde det store vildt. Hvorfor er det så vigtigt for jer, at har man sin ene hektar, så må man skyde alt det, der kommer derind?

Frihed er nok det vigtigste ord. Det at kunne sætte sig ud med kaffekanden, når man har lyst, det betyder meget for mange jægere. Så for os er det også et spørgsmål om at finde balancen mellem forvaltning og frihed.

Det er ikke let det her, men vi har altså en fordel i, at vi har en sund hjortebestand, og den skal vi udvikle. Jeg kan godt vente på, at vi finder ud af praktikaliteten i kronvildtsforvaltningen. Vi kommer til at bruge tid på det, men jeg tror på, at jægerne er ansvarlige naturforvaltere.

Jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm er lukket, og nu er der ikke flere jagtrelaterede museer tilbage øst for Storebælt. Hvorfor har I ikke gået ud og kritiseret den politiske beslutning i meget kraftige vendinger?

Det er en forkert beslutning, at man har valgt at lukke museet i Hørsholm. Jeg fik orienteringen om det nogle minutter før, at beslutningen blev offentliggjort. Vi tog kontakt til de politiske ordfører og til regeringspartiet, men konstaterede hurtigt, at ingen ville røre ved den sag. Flere brød sig ikke om beslutningen, men ingen ville røre ved den, fordi den var en del af en ledelsesplan. Det, jeg brugte mine kræfter på, var så at sige: ”Nu er der taget en beslutning. Hvordan sikrer vi, at den udadgående aktivitet, museet ville have stået for i Hovedstadsområdet, stadig bliver opfyldt?”

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Men parforceskovene i Nordsjælland var lige kommet med på UNESCO’s verdensarvsliste, og det havde været oplagt at bruge Jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm som et formidlingscenter for de mange turister, hjemlige og fra udlandet, der ville kigge forbi…

Ja, og det er noget skrammel. Det er jeg helt enig i. Det giver ikke mening med den flytning. Men det er ikke en ny udflytningsplan det her, desværre. Det er en plan, der er blevet hevet op fra skuffen, for Kulturministeriet har forsøgt at flytte museet før. Så kom regeringens store udflytningsplan, og så er der en eller anden, der har hevet den her op ad skuffen. Men det giver ikke mening i forhold til det lille antal arbejdspladser, der bliver flyttet. Og det koster 70 mio. kr. at etablere det nye museum.

Hvad vil I så nu gøre nu for at fylde det hul i jagtformidlingen, der vil være ved Hovedstaden?

To ting: det ene er at styrke vores egen naturformidling med projektet Naturligvis, som vi alligevel havde på trapperne. Derudover vil jeg holde det nye jagtmuseum på Djursland op på, at der skal være udadgående aktiviteter, som i særdeleshed vil ramme København med events, udstillinger og den slags. Det er et nationalt museum, og det er forpligtet på at dække hele landet. Jeg kan love dig for, at jeg vil følge op på det.

I vores nabolande er der langt højere straffe for krybskytteri og faunaforbrydelser end herhjemme. Har forbundet nogen tanker om at arbejde for højere straffe?

Vi har drøftet det i Vildtforvaltningsrådet, men der er mulighed for at idømme to års fængsel i den nuværende lovgivning. Lovgivningen åbner altså for en relativ streng straf. Problemet er, at med krybskytteri og faunaforbrydelser er det svært at finde den eller de skyldige. Men den dag, vi står med sådan en, kan jeg love dig for, at der får den på den store gulvviolin.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Det offentlige og forskellige organisationer arbejder for at få mindre bureaukrati. I har kredsbestyrelser, hovedbestyrelse, konsulenter, delegerede, direktion, formand og mange andre lag. Har I tænkt på at ændre det?

Ja, på vores seneste repræsentantskabsmøde satte jeg gang i en proces, hvor vi skal vende pyramiden om, så vi får medlemmerne op i toppen. Hvordan vi gør det, ved jeg ikke endnu. Vi skal lave en strukturændring, men den slags tager lidt tid.

Vi har brug for mere nærhed til medlemmerne, for tiden er en anden nu, end da Jægerforbundet blev grundlagt. Før kom man i forsamlingshuset i foreningen, og så gik det politiske arbejde op gennem systemet. Der vil vi gerne finde en vej, så vi kan komme tættere på medlemmerne. Jeg har nogle ideer til, hvordan det skal gøres, men jeg vil ikke dele dem med mange endnu. Jeg vil gerne have medlemmerne i dialog først.

Hvilke sager er du stolt af, at I har fået gennemført i Jægerforbundet?

Knivsagen er blevet løst, vi har fået lov til at bruge lyddæmpere, der er kommet mere jagttid på gæssene, og vi har buejagt på det store hjortevildt på dagsordenen. Men det er alt sammen enkeltsager. Det virkelige vigtige er den øgede anerkendelse af, at jagt er naturforvaltning. Det er en forståelse, vi har arbejdet på i flere år at få indprentet i de politiske systemer og hos embedsmændene i statsforvaltningen. Det er vigtigt for jagtens fremtid.

Claus Lind
Foto: Aske Rif Torbensen

Hvordan ville dansk jagt se ud uden Jægerforbundet?

Der ville mangle en samlet stemme for de danske jægere. Nogle siger, vi skal have en masse forskellige jagtforeninger. Der vil jeg anbefale, at man læser bogen ’Dansk jagt i 50 år’ af Egon Sørensen. Han beskriver meget godt, at årsagen til, at vi mistede sindssygt meget jagt i 1982, var, fordi ingen kunne enes. Måden, man fx fik fredet vadefuglene på, var at starte et kæmpe slagsmål internt i jægerkredse.

Vi skal kunne favne bredden i dansk jagt i vores forbund og hele tiden kunne manøvrere i den store diversitet af jægere, der findes i Danmark. Ellers går der ren balkanisering i det, og det er bestemt ikke til gavn for jagten i Danmark.

Hvad er de største udfordringer, vi som danske jægere står overfor i de kommende år?

Der er selvfølgelig udsætningsforhandlingerne, som vi sidder med lige nu. Men hvis vi som jægere kan løse opgaven som ansvarlige naturforvaltere, så er jeg ikke bange for jagtens fremtid i Danmark.

Med hensyn til EU er det lidt sværere, for her er der flere, der skal indgås kompromisser med. Der er en negativ indstilling til jagt i Sydeuropa, og hvis den blæser op mod os, kan vi blive påvirket af det i en negativ retning. Derfor har vi også fokus på lobbyarbejde i EU, for alle de ulykker, vi kan stoppe i Bruxelles, kommer ikke til Danmark.

På verdensplan ser vi nogle bevægelser på nettet, og jeg kan ikke helt gennemskue, om de bliver en trussel for os. Polariseringen mellem jægere og jagtmodstandere er den største trussel, men den er heldigvis ikke så stor herhjemme. Vores hjemlige Vildtforvaltningsråd er nemlig med til at mindske den polarisering, for der tager vi de fleste af kampene, så det ikke er nødvendigt at kæmpe i medierne, som man gjorde op til 1982.

Læs også:

Har jagten en fremtid i Danmark?