Bukkejagt i Frankrig

1273

Kalksteppernes unge råbukke

Bukkejagt og familieferie kan sagtens forenes, når blot man vælger de rette omstændigheder. Her er Philippe Jaegers beretning om en sådan kombination som med ægtefælde og et barn forløb på en måde så alle fik noget ud af anstrengelserne…

Slutningen af juli. Efter at have vinket farvel til den grå himmel derhjemme, hvor sommeren lader vente på sig, kører vi ud af motorvej A20 på højde med Caussade i Tarn et Garonne-departementet i Pyrenæerne i det sydlige Frankrig.

Da turen nærmer sig sin afslutning åbner min familie og jeg bilens vinduer og lader den varme og tørre luft strømme ind i bilen. Til alles store forbløffelse ledsages det hele af en lyd, som vi er vant til at høre længere sydpå: cikadernes sang. Det hævdes at disse store insekters udbredelsesområder bevæger sig stadig længere mod nord, som en konsekvens af den globale opvarmning. Det spiller ingen rolle nu og her, hvor ferien endelig kan begynde.

Vi ankommer til Caylus, som er en højt beliggende landsby med kalkstensgrå bygninger i malerisk arkitektur. Den befæstede kirke er fra det 14. århunderede og det kantede spir er byens højsete punkt hævet 489 meter over havet.

Vi indlogerer os lige så originalt som resten af landsbyen – i et gammelt dueslag fra det 18. århundrede, der er omdannet til et landligt logi. En ofte set specialitet her i Tarn et Garonne departementet som strækker sig over et område på 3.718 km2.

Den franske jagt
Knap har vi installeret os, før vi skal mødes med vores kontaktperson Frances, formanden for de lokale jægere i Espinas, hvor vi skal jage råbukke. På tæt hold.

I lighed med mange andre kommunale jagtforeninger (der findes i alt 194 i dette departement), følger Espinas en overordnet jagtplan for de råbukke, der skal skydes om sommeren inklusive unge råbukke og hunrådyr! Forvaltningsplanen dækker hele områdets cirka 1.600 hektar.

Selvom pürschjagten ikke er en del af den lokale kultur, er det efterhånden blevet ganske fremkommeligt for udlændinge at erhverve nogle jagtlicenser for relativt beskedne priser. Pengene fra denne udlejning af jagten anvendes i bred forstand til at forbedre de kommunale jagtfællesskabers økonomi. Et fornuftigt og profitabelt initiativ for begge parter.

Lovpligtig jagt
Kommunen Espinas ligger oppe på en høj, hvorfra man har udsigt over omgivelserne og kan nyde den umådeligt smukke biotop, hvor råbukkene kan udvikle sig ganske frit. Små opdyrkede og kunstvandede dale med smalle vandløb og klart vand afbrudt af lunde og uigennemtrængelige skove med en gammel isoleret bondegård her og der, udgør tilsammen et gigantisk plateau, som kaldes kalksteppen, et fladt tørt område, som skyder ud over slugterne ved Aveyronflodens højre bred.

Frances giver os et kort, der knap nok er læsbart, men som viser de zoner, der er reserveret til jagt (mindst 10% af området ifølge loven), og også de områder hvor det er forbudt at færdes med våben. Hurtigt udpeger han de steder han mener vi bør koncentrere os om. Der hvor der burde være bedste chance for at finde råvildt.

Efter et slemt uvejr sidst på eftermiddagen, går vi i det sene aftenlys over kalksteppen i Saint-Amans. Denne del omfatter et udstrakt skovområde dedikeret til jagt. Det er omgivet af lucernemarker til de fleste af siderne.

Efter blot nogle få minutter får vi øje på en halv snes dyr. De fleste er råer i følge med unge råbukke og så er der et enkelt dyr, der virker næsten gammelt, som det lykkes os at skelne i lyset af den flammende røde himmel. En rigtig god begyndelse, og bukken falder for en fin kugle.

En fantastisk buk
Den følgende morgen vælger vi et andet område og gennemtraver Mordagne, som omfatter flere hundrede hektar. Efter tre timers vandring, hvor vi kun så vildsvin og en enkelt ung råbuk, er det tid til at vende tilbage til vores tagkammer. Men i samme øjeblik som bilen starter, dukker en fantastisk ung råbuk op bag laden ved en forladt gård. Den er umådelig stor og giver os knap nok tid til at tage nogle billeder, før den forsvinder…for altid.

Vi prøver at finde den igen, men ikke en gang lokkekaldet får den til at komme ud af det mørke tornebuskads, som den forsvandt ind i.

Den samme aften lykkes det os endnu en gang at få øje på en meget buk, der lå og sov ved siden af en rå, og som jeg i første omgang antog for at være …en bunke grene i skoven!
Men jeg blev klogere og bukken blev leveret.

Finalen
Tredje og sidste jagtdag bliver også meget vellykket, skønt brunsten er ganske afdæmpet i betragtning af at vi er midt i råvildtets parringsæson. Også vejrudsigten er et positivt indslag i helhedsindtrykket.

Hen mod aften øges spændingen betragteligt, da en lille rå endelig reagerer på lokkekaldet, fra 350 meters afstand og med en bejler i hælene. Denne buk viser sig fra sin allerbedste side på kun 30 meters afstand.

Dermed er facit for denne kombinerede familieferie og brunstjagt tre smukke unge råbukke. Og kan man så tillade sig at forlange mere? Altså bortset fra lidt fluefiskeri ved Aveyronfloden!

Den drøm bliver til virkelighed den følgende dag sammen med Jean-Paul Mercier, en dygtig fluefisker med en uendelig tålmodighed og ubestridelig humoristisk sans.

Napoleons tommelfinger
Efter denne første jagttur på egen hånd forlader vi Caylus og kører ad Lauzerte-vejen i den anden ende af departementet, nærmere betegnet i den nordvestlige del, i det område som er defineret af Napoleons tommelfinger.

Ifølge legenden er Tarn et Garonne skabt af Napoleon på hans rejse til Montauban. Han siges at have hørt klager fra beboerne i byen, som blev degraderet til et simpelt under-præfektur, og han skulle have placeret sin hånd på et kort og befalet, at dets omrids skulle svare til et nyt departement i Frankrig. Intet mindre.

Lauzerte er en af de tre byer i Tarn et Garonne, som med rette drager fordel af sin status som en af  «Frankrigs smukkeste landsbyer».

Den ligger på toppen af en smuk høj, med huse der er stuvet tæt sammen om det maleriske lille torv. Byens yderste huse danner en veritabel  forsvarsmur, og udgør et imponerende skue når man nærmer sig byen.

Det er hér, at Eric Garrigues er jagtfører og drager fordel af sin kærlighed for råbukke. Dette barn af landsbyen faldt i en ung alder for jagtkunsten og denne passion smittede af på barndomsvennen Aimé Massol, der nu er præsidenten for den lokale jagtforening og for Departementets jagtsammenslutning. Eric og Aimé tager imod os med åbne arme og viser os straks det 2500 hektar store område.

Her er landskabet i modsætning til den vestlige kalksteppe mere mærket af menneskets tilstedeværelse. Landet er kuperet og fyldt med skove, lunde og fugtige enge, endnu et dejligt område for den smukke lille hjort vi nu efterstræber. Da Eric er optaget med tre schweiziske jægere, er det Aimé, der skal være vores guide.

Han tilstår straks, at han endnu er begynder med hensyn til pürschsteknik, men man mærker, at jagten gennemsyrer hele hans væsen.
Vi lokaliserer meget hurtigt en smuk ung råbuk, som reagerer på lokkepiben, men den dal hvor den befinder sig, giver ekko, og bukken løber i forkert retning!

Det betyder imidlertid  ikke så meget, fordi Aimé, der kender området som sin egen lomme, smyger sig ind på en sti i ly af underskoven, som udelukkende bliver brugt af de indviede, og vi får mulighed for at finde en genvej til den ophidsede røde buk.
Vi når bunden af en dal, hvor silhuetten af en råbuk fanger vores opmærksomhed. Den står ubevægelig bag ved et buskads.
Efter at have brugt lokkekaldet et par gange kommer en lille rå hen imod os efterfulgt af to lam. Da den er inde på blot meters afstand, opdager den os og giver højlydt udtryk for sin utilfredshed.

Parykbuk
Aimé siger, at vi skal stå fuldstændig stille, da vores buk ikke kan være ret langt borte. Et klogt råd for pludselig dukker den smukke seksender op på den nyslåede eng, der breder sig ud foran os.
Den er 150 meter væk og ruster sig til at gøre kur til råen, da en gammel råbuk pludselig dukker op fra en nældemark og indleder en veritabel jagt på kurmageren!

Den anden buk har en masse mørk pels på hovedet. En parykbuk?
Aimé er målløs, han har aldrig set sådan et dyr før. Modstanderen fortrækker i stilhed. Imidlertid er mit sigte allerede faldet tilrette på sejrherrens skulderparti, og den fjerde sommerbuk fra Tarn et Garonne er en realitet.
Bukken fra de umådelige skove, afslutter en rejse, hvor familieferie og bukkejagt gik op i en højere enhed.

Tekst og foto: Philippe Jaeger