Hvor gammel er den nedlagte buk? At bestemme råbukkens alder er ikke helt ligetil. Der er ingen faste regler, men derimod masser af undtagelser. Vi har kigget nærmere på de træk, der kan antyde, at bukken har nogle år på bagen.
Man kan lære meget om dyrest alder ved bare at studere dets udseende og fremtoning. Her er det særligt kroppen, der afslører visse alderstegn, og i sagens natur kan også opsatsen bruges som en form for pejlemærke.
Problemet er blot, at der generelt set ikke findes nogen håndfaste principper, med hvilke man kan fastsætte, hvor gammel bukken egentlig er. Langt hen ad vejen må man altså se i øjnene, at den eneste regel er, at der ikke er nogen regler.
Et godt sted at starte vil dog være at kigge på opsatsen. Selvom den enkelte buk vil sætte anderledes op end naboen, er der dog visse generelle træk, der gør, at man kan vurdere alderen på opsatsens størrelse.
Opsats
Opsatsen på en råbuk tager ca. fire måneder om at gro ud, blive færdigudviklet og endelig fejet ren for bast. Størrelsen og formen på opsatsen er afhængig af bukkens alder, fysiske tilstand og det fødegrundlag, den har til rådighed i det miljø, den opholder sig i, mens den sætter op.
Det betyder samtidig, at bukkens opsats kan se meget forskellig ud fra år til år. En sæson med rigelig føde og en mild vinter vil give grobund for en større opsats, mens hårde vintre, fødeknaphed og sygdom, statistisk set, vil resultere i mindre gevirer. En stor opsats i bukkens fjerde år kan i sjældne tilfælde ligefrem være en smule mindre i det femte, for endelig at toppe det sjette år.
Opsatsens størrelse er derfor ikke nogen direkte vej til at give en klar aldersbestemmelse – det er endog set, at bukke topper som større seksendere allerede i to-treårs-alderen. Der findes dog flere tommelfingerregler, der kan hjælpe dig med at vurdere bukkens alder ud fra trofæets størrelse.
Bukkens aldre
Årsbukkens relativt lille gevir gror fra rosenkransen og i reglen i en let bagudrettet vinkel fra hovedet. Selve rosenkransen er fæstnet på rosenstokken, der er en slags knoglestilk, der udgør en del af pandebrasken. Bukken fødes ikke med rosenstokke, men udvikler disse i løbet af sin første sommer.
Året efter bliver der sat et reelt gevir op, og dette vil ofte blive til et par mindre spidser fra hver rosenstok – en spidsbuk. Rosenkransen kan være helt fraværende eller blot ses som en svag markering.
Bukkens anden opsats som andetårs-buk vil ofte være relativt kort, have tynde stænger og sprosser og være fæstnet med små rosenkranse. Disse bukke kan dog både have to sprosser, være en gaffelbuk eller en seksender. På skaftet, mellem rosenkransen og øjensprosse/forreste gaffel, vil der ofte kun være små og få perler.
Ved den tredje opsats, når bukken er tre år, vil stort set alle bukke sætte op som seksendere, med de klassiske og efterstræbte 2×3 sprosser. Stadig kan der være tale om en relativt slank opsats, men den vil ofte være betydeligt højere end tidligere. Perlerne på skaftet er også mere udviklet, ligesom rosenkransen vil være kraftigere og fremstå mere markeret.
Fra det fjerde år og frem vil bukken som regel opsætte sit maksimale trofæ. Der vil nu være tale om høje stænger, for stærke bukke op mod 30 cm. Derudover vil de have mere fylde og drøjde end ved de tidligere år. Rosenkransene vil være kraftige og kan være mere eller mindre sammengroede. Skaftet vil have en udtalt grad af perler.
Returbukke og kropsbygning
Efter at bukken har toppet med hensyn til store opsatser, begynder geviret igen at ændre sig. Det sker ofte fra det syvende leveår og efter. Højden vil ofte bevares, men sprosserne vil blive betydeligt mindre og kan helt forsvinde eller ende som svage markeringer på selve stangen.
Disse lange, tynde stænger er ofte særligt farlige, når bukkene kæmper om reviret, og derfor betegnes en returbuk ofte som en ’morder’. Den slags trofæer forekommer dog meget sjældent – de fleste bukke vil nemlig være skudt, lang tid inden de begynder at gå retur.
Det er ikke dog bare, hvordan opsatsen tager sig ud, der indikerer, hvor gammel en buk er, men også kropsbygningen. Det skyldes, at råvildt først er fuldt udvokset, når det nærmer sig treårs-alderen.
Her er det særligt halsen og forpartiet, du skal holde øje med. Et ældre dyr har ofte en kraftig og massiv hals, mens en ung buk ofte har en tynd og splejset hals. Det samme gør sig gældende for brystet, der vil være bredere og dybere på fuldt udvoksede individer. Af samme årsag kan yngre bukke forekomme en smule ’højbenede’, men det er i virkeligheden fordi, forkroppen er lille og stadig vokser, mens forløbene er færdigudviklede.
Endelig kan også ældre bukke virke tyndere og mindre end de andre bukke. De kan være presset ud på revirets marginalområder eller måske endda have et dårligt tandsæt. Begge dele betyder, at fødeindtaget bliver mere besværligt, og derfor bliver kroppen tyndere og syner af mindre.
Bukkens hoved
Ud over opsatsen vil man tit ud fra hovedets farver – ofte kaldet ansigtsmasken – kunne vurdere bukkens alder. Normalt er den hvide farvning omkring mulen fraværende i dyrets første leveår. Der kan være en tendens til, at denne tegning vil være tydeligst i to- til treårs-alderen for herefter at blive mere og mere udvisket, jo flere år dyret får på bagen. Dette skifter dog fra individ til individ og er ikke et særligt pålideligt træk til aldersbestemmelse.
Man har tidligere ment, at de ofte markante hvide briller, visse bukke kan have om øjnene, kan være tegn på, at der er tale om et ungt dyr. Men netop dette farveelement synes imidlertid snarere at være betinget af dyrets DNA end af, hvor gammelt det er. Derfor bør man være varsom med at lægge for meget betydning i disse ’briller’.
Selve hovedet på dyret vil ændre sig, efterhånden som dyret blive ældre. Skallen vokser sig simpelthen større og kraftigere. Fordi rosenstokkene udgør en integreret del af kraniet, følger de nødvendigvis med, når kraniet vokser.
Denne del af kroppen er dog meget svær at vurdere gennem en kikkert og kræver stor erfaring at udlede nogen alder ud fra. Når bukken er forendt, og du kan komme helt tæt på den, vil du dog kunne se, at de mindre bukke vil have mere retstillede og paralle rosenstokke, mens de større og ældre bukken har en større afstand mellem rosenstokkene.
Overdrivelse fremmer forståelsen, og man kan næsten sige, at rosenstokken kryber længere ned på siden af pandebrasken på de ældre bukke.
Flere år, lavere stok
Hvert år når bukken smider sin opsats, vil der også følge en lille bid af rosenstokken med. Det betyder samtidig, at når dyret når en høj alder og har kastet mange gange, vil der uvægerligt også være tæret en del på rosenstokken.
Lave og flade rosenstokke kan derfor være en indikation på, at der er tale om en ældre buk. Problemet er imidlertid, at man stort set altid kun vil se bukkens kranie, når opsatsen stadig sidder på det, og en rosenkrans til dels dækker rosenstokkene. Det gør det noget sværere at vurdere deres størrelse. Hvis rosenstokken er meget lav, er der dog givetvis tale om en buk af høj alder.
Tandtjek efter skuddet
En anden, og meget benyttet metode til at vurdere bukkens alder, er at studere tænderne. Rådyrets tænder vil ofte have betydning for, hvor lang tid dyret lever. Det skyldes, at tænderne gradvis slides ned, og til sidst vil de være så udtjente, at de ikke engang kan bruges til at tygge og kværne maden med.
Når dette punkt er nået, er der stor sandsynlighed for, at dyret bliver svageligt og dør af følgesygdomme eller sågar sult. Det er dog et absolut fåtal af individer, der når en så høj alder. Jægere og hårde vintre vil langt tidligere fjerne den slags ældre dyr.
Da tænderne som sagt vil slides gradvist, kan man i teorien også vurdere, hvor gammel dyret er, ud fra hvor fremskredet nedslidningen er. Det er dog kun i teorien, at dette kan lades sig gøre, og i praksis er det langt sværere at sige noget konkret om alder i forhold til tandslid.
Rokketand
En af de letteste metoder er at tjekke, om bukken har skiftet sin tredje kindtand – den såkaldte tredje præmolar – i underkæben. I sin første udgave – som mælketand om man vil – er denne tand ret tydeligt tredelt.
Desuden kan man i vise tilfælde se den voksne todelte tand sidde indenunder. Mælketanden kan endog sidde lidt løst, og du kan så prøve at stikke en knivspids ind under den og tjekke efter, om overdelen rokker. Indenunder sidder den voksne tand, der kun er todelt og ikke dækker over en anden indenunder. Er tanden lige skiftet, kan den også have en anden og lysere farve, indtil den bliver ’tygget til’.
Skiftet mellem den tre- og to-delte præmolar sker kort tid efter dyrets første leveår. Oftest vil udskiftningen ske i perioden, hvor dyret er 12 til 16 måneder gammel. Det betyder, at hvis du er tidligt ude og skyder en lille buk, der er blevet sat sidst på sæsonen, kan den altså udmærket stadig have sine mælketænder. Der vil så, højst sandsynligt, være tale om en spidsbuk med en lav kropsvægt. Er tanden til gengæld tydeligt todelt, er der altså tale om en buk, der mindst er i sit andet leveår. Men er du her sent ude og skyder en lille buk i juli måned, kan den godt lige have skiftet tænder og altså blot være godt et år gammel.
Dette skifte i udformningen på den tredje præmolar er faktisk den sikreste måde at aldersbestemme den nedlagte buk. Men det gælder altså kun for de alleryngste bukke.
Skøn på sliddet
Efter at dyret han skiftet tænderne, kan man faktisk kun lave relativt usikre gisninger om, hvor gammelt dyret er. Tænderne, og sliddet på dem, giver et udmærket udgangspunkt, men man kan ikke sige noget endegyldigt om dyrets alder på tandsliddet.
Hertil er der simpelthen for mange faktorer, som spiller ind. Det gælder alt, lige fra det miljø, dyret lever i, over den føde, dyret foretrækker at spise, til, hvor stærkt et tandsæt dyret er blevet udstyret med gennem forældrenes DNA.
Ud over de mange faktorer, der spiller ind på dyrets vækst og trivsel, kræver det en stor grad af erfaring, før man blot nogenlunde kan sjusse sig ind på tandsliddets alder. Det skal forstås på den måde, at de fleste jægere ret hurtigt vil kunne lære at vurdere, om der er tale om et svagt, middel eller et meget fremskreden tandslid på dyret. Det kan man simpelthen se på tænderne. Men kunsten at kunne knytte dette slid til en bestemt alder kræver meget stor erfaring og vil under de fleste omstændigheder være temmelig unøjagtig. Man skal altså have studeret mange tandsæt for at kunne vurdere dyrets alder ud fra dets tandslid.
Stor fejlmargin
Tyske studier viser, at man generelt set vil have svært ved at fastsætte alder ud fra tandslid, og det gælder særligt ved de ældste dyr.
I et større forsøg skulle 77 erfarne jægere aldersbestemme 126 underkæber af råvildt. På årsdyrene kunne 79% fastsætte den rette alder, for de toårige dyr var det kun 48%, der blev vurderet korrekt, mens procentandelen på alle dyr over tre år lå på blot 30%. Tendensen gik mod at gøre yngre bukke ældre og ældre bukke yngre.
Som det tydeligt fremgår, er det ikke nogen let opgave at aldersbestemme en buk. Der er virkelig mange faktorer, der påvirker de forskellige udviklingstrin, bukken vil gennemleve. Derudover skal man have en god portion erfaring med i bagagen for bare nogenlunde at kunne bruge de informationer, der ligger gemt i dyrets størrelse, tænder og opsats.
Kombinerer man de forskellige elementer, skulle det dog være muligt at foretage en omtrentlig vurdering af bukkens alder, uden dog at kunne være helt sikker på, om bukken er et år yngre eller ældre end det, man når frem til.
Årsbukke skulle være forholdsvis lette at genkende på mælketænderne, og de kan udskilles som en selvstændig gruppe. Unge bukke, hvor kroppen stadig fremstår en smule splejset, men tænderne allerede har en kende slid, kan med lidt mere erfaring udskilles som en såkaldt juvenil-gruppe, hvor alderen ligger på to-tre år.
Øvelse gør mester
Går man lidt mere i kødet på opgaven, vil man sikkert også kunne lære sig at gruppere de fuldt udvoksede individer, adultus, på fire til syv år, hvor opsatsen må formodes at være i maksimum, og krop og hals ikke bliver større. Endelig kan man arrangere de resterende og ældre bukke i en senior–gruppe, hvor både gevir og vægt er faldende.
Med øvelse vil disse fire grupper kunne udskilles, uden at man går helt galt i byen. Grupperne vil tilmed dække over de primære livscyklusser, dyret gennemgår fra et lam til en ung, moden siden gammel buk.
Yderligere læsning
På hjemmesiden raavildt.dk kan du finde informationer om alle aspekter af råvildtets liv. Du kan også læse mere om råvildtets biologi og levevis i Wolfram Osgyans bog ”Rehwild-report. Fakten, Erfahrungen, Konsequenzen” eller i Henning Kørvels ”Råvild og råvildtsjagt”.
Af Mads Dengsø Jessen
Fotos: Gouwenaar, Jerzy Strzelecki, Karol Gierad og Rollboter
