Battista Rizzini elegante Round Body over/under i kaliber 20. JAGT, Vildt & Våben tester i denne måned en nyhed fra IWA-messen 2012, som netop er kommet til Danmark.

Navnet Rizzini er ikke ualmindeligt i Italien og slet ikke i Brescia – centrum for italiensk jagtvåbenproduktion. Der findes i Danmark to haglgeværmærker med navnet Rizzini. Det ene i den billige ende, mens B. Rizzini ligger i den dyrere ende af prisskalaen. Battista Rizzini har produceret siden 1996 og markeret sig med kvalitetsvåben til både hagl og kugle. Herhjemme er B. Rizzini mest kendt for sine over/under-geværer.

Der er naturligvis mest tale om maskinfremstillede geværer med brug af moderne CNC-teknologi. Men der er nogle detaljer, som adskiller B. Rizzinis geværer fra øvrige italienske mærker. Når Rizzini er gået i gang med at fremstille de såkaldte round body over/undere, skyldes det først og fremmest, at en engelsk importør for nogle år siden overbeviste italienerne om, at det ville være en god ide.

Elegant udseende
Round Body må ikke forveksles med Round Action. Sidstnævnte er en meget avanceret og fornem lås, som mange anser for at være den mest raffinerede og velfungerende lås med mekanikken placeret bag blokken. Den fylder derved mindre, så hele låsekonstruktionen kan rundes af og give round action-geværerne deres yderst elegante udseende.

I dag produceres ægte round action-geværer af nogle ganske få engelske bøssemagere, bl.a. John Dickson & Son (opfinderen) og David McKay Brown.

Round body er en slags efterligning, hvor en helt traditionel Anson & Deeley-bokslås er rundet af og ”snittet” helt ind til benet. Det giver et næsten lige så elegant udseende og kan udføres på både side-by-side og over/under. Bl.a. laves round body udgaver af Holland & Holland, Purdey, AYA, Arietta og den italienske Caesar Guerini Evo Ellipse.

Round body-geværer er på mode i England i disse år, hvor man også har erfaret, at de ægte round action-geværer er meget eftertragtede på auktioner.

B. Rizzini har fremstillet round body i en del år, men fortrinsvis i den meget dyrere ende af modelprogrammet, primært til England, hvor den er eftertragtet.

Modellen, vi her tester, er helt nyudviklet og ligger (for en B. Rizzini) i den billigere ende. Men kvaliteten og elegancen er der ikke slækket på.

Overbevisende lås
Selve låsemekanismen er af nogle kaldt ”det nye” Gardone Anson & Deeley-system, som kombinerer den klassiske bokslås med en Browning-type bolt. Det er bemærkelsesværdigt, at denne lås efterlader en med en fornemmelse af, at geværet rent faktisk er meget dyrere end dets 25.000 kr. på prismærket. Det er en fast og meget præcis lås, der lukker på samme overbevisende måde som døren i en Audi. Netop denne lås bruges da også i samme udgave i flere af B. Rizzinis langt dyrere geværer.

Samtidig falder lukkebolten på plads på en lige så overbevisende måde, som man ellers kun ser på meget dyrere geværer.

Falder ens øjne på denne Rizzini i butikken, er det utvivlsomt elegancen, der fanger. Det er naturligvis en smagssag, om man er til de mere klassiske over/undere, eller om man går efter det, der er en smule anderledes. Den findes både i kaliber 12 og 20, men der er ingen tvivl om, at det er 20’eren, der vinder skønhedskonkurrencen: en ægte 20’er, hvor hele låsen og geværet er skaleret ned i størrelse.

Testmodellen har afrundet pistolgreb (semi-pistol grip). Det passer meget fint til netop en round body og giver samtidig et godt greb, når man skuldrer geværet.

Skæftet er pænt og nydeligt lyst nøddetræ med tydelige åretegninger og bagkappe i matchende træ – altså igen i den elegante ende. Vil man give geværet ekstra finesse, vil en afslibning af den lakerede overflade og en efterfølgende gennemarbejdet oliebehandling sætte prikken over i’et.

Forskæftet er måske en smule klodset med afrundet forstykke. Men det er faktisk tro mod den traditionelle stil på engelske Boss over/under-geværer.

Rizzini’en har pæne graveringer
Det er klart, at der ikke skæres i hånden til den pris, men de maskinskårne netskæringer ser godt ud og står skarpt. Det samme kan siges om graveringerne, som heller ikke er håndlavede af erfarne italienske gravører. Der er tale om lasergraveringer, men i en meget fornem udførelse uden skarpe, ufærdige mærker på graveringerne. Der er dybde og dermed fint spil i graveringerne på låsen – en klassisk engelsk scroll-gravering, og som en detalje er der fine graveringer på aftrækkerbøjlen, på bagstykket af forskæftet og ikke mindst meget nydelige graveringer på lukkernøglen. Ting, som adskiller udsmykningen fra de fleste andre italienere i prisklassen.

Tilpasningen mellem træ og metal er måske ikke helt i samme klasse, men det overordnede indtryk er, at der er gjort meget ud af geværet, inden det forlader fabrikken. Det kommer bestemt ikke lige fra maskinen, og B. Rizzini tester alle geværer grundigt, inden de forlader fabrikken.

Kvalitetsstål
Der er selvfølgelig løb af kvalitetsstål og med en finish, som matcher alle de andre ting på geværet. Den sorte, klassiske overfladebehandling passer fint, og en forholdsvis bred ventileret sigteskinne signalerer, at her er der tale om et jagtgevær og ikke et sportsgevær.

Tilpasningen mellem løb og baskyle er meget fast. Der skal lige en smule øvelse til, før man finder det rette greb og tryk, men så klikker det også sammen på en meget overbevisende måde.

Der er fem udskiftelige og forholdsvis lange chokes i de almindelige boringer med i pakken samt en gedigen nøgle, som også har en gevindside til rensning af det indre choke-gevind.

En letvægter
Testmodellen i kaliber 20 var med 71 cm løb og vejede 2,9 kg (kaliber 12-udgaven vejer 3,2 kg). Det er selvfølgelig en af fordelene – eller charmen, om man vil – at en 20’er vejer mindre, men det kunne samtidig give bange anelser om forøget rekyle, når vægten er lav. Det var nu ikke tilfældet, og våbnet føltes meget behageligt at skyde med, både med sportspatroner og jagtpatroner.

Rizzinien kan skyde med op til 76 mm patroner, men det er ligesom ikke lige 76 mm stålpatroner med hagl 2, der passer sig for dette gevær.

Balancepunktet er lige på den anden side lukkebolten, som det er på de fleste, og det giver en god fornemmelse, når man skyder med geværet og svinger igennem til lerduerne. Det kunne være en fordel for nogle at lægge nogle centimeter til løbslængden – specielt i en kaliber 20. Det kunne muligvis forbedre svinget.

Manuel sikring
Ejector er standard, og den er konstrueret, så den ikke smider afskudte patroner alt for langt væk. Det er rart, når man er på post.

Der er manuel sikring, og et godt råd er at få den omstillet til automatisk sikring med det samme. Det er og bliver mere sikkert med auto-sikring end manuel, når man er på jagt.

Testen på skydeskiven viser, at med ¼- og ½-chokes i løbene er skudbilledet bare i orden. Meget jævnt og nydeligt fordelt inden for rammen – i hvert fald med mine jagtpatroner. Husk, at det altid er en god ide at teste sit eget gevær med de patroner og haglstørrelser, man bruger. Der kan være stor forskel.

De står hos JAFI
Det er Johnny Jørgensen fra JAFI i Viborg, som inden sæsonen har taget et par håndfulde af disse Rizzinier til Danmark (der er ingen egentlig dansk importør) fra IWA-messen i Nürnberg.

Round Body-modellen er den billigste. Herefter kommer modellen Artemis (med sideplader), og endelig står der et sæt parbøsser i kal. 20 eller 12 på hylden til lige under 60.000 kr.

Der kan bygges op på modellen efter egne ønsker og økonomisk formåen. Bl.a. med mørk baskyle, engelsk skæfte eller længere løb. Leveringstiden er tre-fire måneder.

At Rizzini – også med denne model – leverer varen, bevises bl.a. af, at navnkundige engelske William Powell har fået fremstillet en særlig model (stort set identisk med den testede model) med Wm. Powell-navnet graveret på baskylen. Og som bekendt lægger englænderne ikke navn til hvad som helst.

En alvorlig konkurrent
Konklusionen er, at Caesar Guerinis round body, som fik en god omtale i disse spalter, har fået alvorlig konkurrence. B. Rizzini er helt i samme klasse, og det ville være svært for undertegnede at vælge, men da elegance betyder meget for mig, ville jeg helt klart i dag gå efter en round body. Hvem af disse to ville vinde? Tjae …

En afsluttende bemærkning om kaliber 20: Der er flere, der efterspørger kaliber 20-geværer i dag end for få år siden. For den habile skytte er det ikke noget problem at gå fra 12 til 20. Patronudvalget er stort, og til almindelig jagt på forsvarlige afstande har en 20’er stort set samme egenskaber som en 12’er.

Karakterbogen
B. Rizzini Round Body kal. 20

Pris: 29.500 kr.

Konstruktion
Det er en helt igennem klassisk over/under-konstruktion med den finesse, at låsen og skæftet er tilpasset round body-formen. Mekanisk er kvaliteten meget tæt på top.

Håndtering
Med en vægt på 2,9 kg er det et letvægtsgevær, som er behagelig at gå rundt med. På trods af den lave vægt er rekylen meget behagelig med almindelige patroner. De fleste vil foretrække 71 cm. løb, men der vil sikkert være en gevinst med 74 eller 76 cm. løb i det lette kaliber.

Finish
Kvaliteten og udseendet på denne Rizzini ligger noget over de mere udbredte mærker i samme prisklasse. Man kan sige, at det er et våben for liebhavere, men sætter man pris på kvalitet og elegance, får man her value for money.

Value for money
Kvaliteten og udseendet på denne Rizziniligger noget over de mere udbredte mærker i samme prisklasse. Man kan sige, at det er et våben for liebhavere, men sætter man pris på kvalitet og elegance, får man her value for money.

Konklusion
Vil man have et gevær, som ikke lige ligner alle de andre blandt kammeraternes geværer, er en round body-Rizzini et godt valg. Det er ikke et gevær, der oser af robusthed til en tur på fjorden, men alle andre steder vil den begå sig godt. Først kom Guerinis round body til landet, men nu har den bestemt fået skarp konkurrence.

Testgeværet er udlånt af: JAFI, Viborg.

Af Thorkild Ellerbæk

Læs også

En italiener med temperament

Haglgeværet: Bliv bedre